Ashalayam - The Home of Hope

Ashalayam er en af de større og mere etablerede organisationer i Kolkata, der arbejder målrettet med at forbedre levebetingelserne for gadebørn. Selve NGO’en blev etableret i 1985. Ordet Ashalayam betyder ”The Homes of Hope” (noget i retning af ”Håbenes hjem”). Der er forskellige aktiviteter under Ashalayam, blandt andet undervisning og overnatningssteder for gadebørnene forskellige steder i Kolkata, samt en ”childline”, hvor de kan ringe og få hjælp.


Nogle af gadebørnene som samtidig deltager i Ashalayam programmet. De kommer næsten dagligt til Howrah togstation, hvor de modtager gratis undervisning, har mulighed for sociale lege og spil og modtager et måltid mad.

Naoemi introducerede mig i sin tid til Ashalayam og gadebørnene ved Howrah togstation. Vi mødtes tilfældigt på restaurant Jojo’s, hvor vi faldt i snak om vores arbejde og gøremål i Kolkata. Naoemi fortalte at hun arbejder som frivillig med gadebørn under organisationen Ashalayam. Jeg besluttede mig for at tage imod hendes tilbud om at besøge gadebørnene sammen med hende.


Vi tager en bus ikke langt fra Sudder street til Howrah station og går det sidste stykke gennem gamle tog-perroner, som ikke længere bliver brugt til togdrift. Da vi nærmer os den perron hvor gadebørnene undervises, ser jeg at andre mennesker opholder sig på perronerne og at det tilsyneladende er deres tilholdssted.


Sådanne ser omgivelserne ud det sted hvor gadebørnene dagligt modtager undervisning fra klokken 12-15.00.

Jeg lægger mærke til en dreng, der ligger og sover på perronen, mens andre sidder og snakker og spiser mad. Som så mange steder i Indien, bliver nærmest hver en plads udnyttet og brugt af nogle mennesker.


Drengen ligger og sover på den nedlagte perron, mens nogle kvinder sidder og snakker og spiser mad.

Da vi nærmer os den aktuelle perron, hvor gadebørnene modtager undervisning, kan jeg se at perronen også bliver brugt til kreatur, samt af andre mennesker, der bor i plasttelte. Naoemi går i forvejen hen mod læreren Subhra og gadebørnene. Hun har taget nogle tomme plastflasker med til børnene, fordi hun ved at de kan tjene 2-3 rupees på at sælge de tomme plastflasker videre til genbrug.


Da vi ankommer til perronen, hvor gadebørnene undervises, finder vi foruden læreren Subhra og gadebørnene, nogle køer, samt andre mennesker der bor i plasttelte på perronen.

Naoemi introducerer mig til læreren Subhra og vi snakker lidt frem og tilbage om Ashalayam og dens virke. Subhra forklarer at hun hver dag kommer for at undervise gadebørnene på perronen. Det har hun gjort i 6 år. Der er omkring 60 gadebørn tilknyttet undervisningen, men som regel dukker der kun 15-25 børn op. Hun har en protokol, hvor hun hver dag skriver ned hvilke drenge der kommer og hvor mange de er. Der er flest drenge der er gadebørn og kun sjældent kommer der piger. Det er ikke alle der kommer hver dag, men de prøver at samle så mange som muligt og undersøge hvorfor nogle pludselig ikke kommer. Subhra forklarer ligeledes, at drengene har mulighed for at tage bad ved perronen og at de efter dagens undervisning bliver tilbudt et måltid mad.

En af drengene er ivrig efter at få taget billeder af sig selv, så jeg tager blandt andet et billede af ham ved det nærliggende tog.


Gadedrengene er tilsyneladende vilde med at få taget billeder af sig selv, så jeg tager mange forksellige motiver, blandt andet dette ved toget.

En anden dreng viser mig hvordan han lærer alfabetet ved hjælp af et pudslespil, hvor de forskellige brikker repræsenterer et bogstav fra alfabetet.


Da han viser mig pudslespillet falder alle brikkerne desværre ud, men han instisterer alligevel med et stort smil at jeg tager et billede af ham og spillet.

Jeg ser at selve undervisningen foregår ved at drengene har nogle hæfter hvor de skriver tal og bogstaver ned. Efter at de har fået rettet deres opgaver igennem, får de lov til at spille forskellige spil. Alt aktivitet foregår på perronen på nogle større tæpper, som Subhra har taget med.


Efter undervisingen får drengene lov til at spille forskellige spil.

Efter en times tid er det tid til at vi pakker sammen og går over for at spise frokost med børnene. Drengene vil gerne have nogle flere billeder af os sammen, så vi tager de sidste billeder, hvorefter vi forlader perronen.


Nogle af gadebørnene sammen med Naoemi og jeg.

Vi hjælper Subhra med at bære tæpper samt undervisningsmaterialerne over til et lille skur, hvor hun kan deponere tingene til næste dags undervisning. Efter at have låst tingene ind, går vi over til en lille mad-biks hvor alle drengene, inklusive os selv, får et simpelt, men meget velsmagende måltid mad bestående af ris, kylling, karry og krydderier.


To af gadebørnene ved bordet i den simple madbiks. Jeg har sjældent set børn spise så hurtigt op fra deres tallerken. Det tog knap 3 minutter mens vi andre sad 10-15 minutter med maden.

Efter maden står vi ude foran madbiksen og venter på at alle bliver færdige med at vaske hænder så vi er klar til at gå over til togstationen. En af drengene hænger sig nærmest op ad en cykel-rickshaw og jeg fanger hans glade smil i et split sekund.


Mange af gadebørnene er utrolig smilende og virker så bekymringsløse som er tilværelsen det letteste og mest ligetil i hele verden...deres hverdag er nok ikke altid let, ja sikkert langt fra....men de synes at have en stor frihed til at gøre hvad de vil

Drengene tager os i hånden og guider os ind gennem menneskemylderet på togstationen. Jeg tænker et øjeblik, at det er utroligt hensynsfuldt og betænktsomt af dem at følge os sådanne på vej og kigge op om vores ansigtsudtryk ser nogenlunde ok ud. Snart er vi fremme ved et skilt med navnet ”Childline”. Vi når ikke at sige farvel til gadedrengene, for de spurter afsted i alle retning, så Naoemi og jeg står i næste sekund alene tilbage med Subhra.

Subhra forklarer, at der på togstationen er en service kaldet ”Childline”, hvor børnene har mulighed for at ringe gratis eller komme hen og bede om hjælp fra en voksen, hvis de har behov for det. Gennem ”Childline” kan de blandt andet modtage husly i et af centrene, mad, medicin og andet. Subhra tilføjer at nogle voksne godt kan være meget hårde ved gadebørnene, hvorfor det sociale ministerium i Indien har ydet støttet til at Ashalayam har sådanne en service. Suhbra sidder ved ”Childline” 2 timer hver dag fra kl. 15-17.00.


Hver dag fra klokken 08.00 til 20.00 sidder der en eller to voksne klar ved ”Childline” desken på Howrah station, hvor børn har mulighed for at ringe til dem eller komme forbi og bede om hjælp.

Subhra forklarer at Ashalayam udover undervisningen på togperronen, samt childline har forskellige centre, hvor børnene har mulighed for at komme 24 timer i døgnet og overnatte. Centeret er netop tænkt til de børn som er udsatte om natten og som derfor gerne vil tage imod tilbuddet om en senge-plads og andre aktiviteter.

En anden medarbejder fra Ashalayam kommer hen til childline-desken og forklarer at han gerne vil vise os rundt i området omkring banegården, så jeg kan få et indtryk af hvor gadebørnene opholder sig og hvad de blandt andet lever af.

Naoemi og jeg siger farvel til Subhra og begiver os på vej med manden fra Ashalayam.
Han viser os området omkring skinnerne, som samtidig ligger tæt på anden simpel beboelse, hvor gadebørnene ofte sover og lever af at finde tomme plastflasker i græsset.


I dette område sover nogle gadebørn og de leder efter tomme plastflasker som er smidt ud af toget og ligger hist og her i græsset.

Vi går gennem et tog, under et hegn og kommer over til en lang bygning, hvor han forklarer at det specielt er i dette område, hvor mange af gadebørnene samles for at finde affald og tomme plastalsker.


Her opholder gadebørnene sig ofte, de finder affald, tomme plastflasker og sover også ofte tæt ved denne bygning.

Da vi nærmer os selve bygningen lægger jeg mærke til en mand, der ligger og sover i en blik-kasse. Han virker helt væk og hører intet af vores snak.


I området hvor gadebørnene finder affald og plastflasker er der også en del som bruger stedet som opholdssted og sovested.

Lidt længere fremme ser vi hvordan tre drenge er i færd med at sortere affald og plastflasker fra en container. Manden fra Ashalayam forklarer, at de netop er meget interesseret i de tomme plastflasker, da de kan få 2 rupees for 1 liters flaskerne og 3 rupees for 2 liters flaskerne. Han forklarer også, at der ikke er ligeså mange piger som drenge, der er gadebørn og at mange af pigerne bliver seksuelt udnyttet og ofte ender med at tage stoffer og alkohol. Pigen har det ikke godt, hun har feber og siger selv, at hun har drukket for meget.


Nogle af drengene sorterer affald og finder plastflasker, mens pigen har feber og ondt i hovedet.

På vej ud af området finder vi en dreng på tog-perronen. Han ligger og sover. Vi får forklaret at drengen desværre mistede den ene fod i sidste uge, da han var på vej op i et tog, der var på vej væk fra togstationen. Desværre gled han og hans ene fod kom ind under togets hjul, hvor det blev skåret af.


En af gadedrengene var så uheldig da han sprang på toget, som var på vej væk fra stationen, at han faldt ned under toget. Han fik skåret sin ene fod af toghjulet og forklarer at han nu har endnu sværere ved at klare sig og sit arbejde med blot en fod.

Heldigvis, forklarer manden fra Ashalayam, var der den dag personale fra Ashalayam til stede, som patruljerede togperronerne og som opdagede drengen og tog ham med til hospitalet. Hvis han ikke var kommet på hospitalet, kunne han være forblødt og i værste fald dø af blodmangel. Han går med en plastpose om foden og skal stadig passe på med ikke at få slemme infektioner i benet.

Fyren, som er 18 år gammel, sover videre mens vi står ved siden af ham og snakker om ham. Manden fra Ashalayam vil gerne snakke med fyren om han er ok, men fyren virker ligeglad og trist og det er vel til at forstå. Han siger at han er ok, men at hans muligheder for at klare sig og arbejde med en fod er begrænset nu.... blot i en alder af 18 år!

Som vi forlader perronen vender han sig om og sover videre.

Vi går op ad trapperne og hen ad rampen. På vej ind til selve togstationen opdager jeg en fyr, der står på taget omgivet af en masse plastflasker. Han har samlet en hel del plastflasker og smiler lidt genert op til os. Manden fra Ashalayam spørger ham om han er ok. Med det største smil griner fyren og siger at det er han. Han forklarer os, at han er gået op på taget for at sortere sine plastflasker og få ro til sit arbejde. Hvis han er nede på jorden risikerer han, at andre gadedrenge kommer og hugger flaskerne fra ham.


Fyren her har søgt tilflugt på et tag, hvor han kan sortere sine flasker i ro. Nede på jorden kan han risikere, at hans flasker bliver snuppet af andre gadedrenge. Hård konkurrence!!

Tilbage på togstationen siger Naoemi og jeg tak til manden fra Ashalayam, der har vist os rundt og forklaret diverse omkring Ashalayam og gadebørnene. Vi begiver os herefter på vej ud i menneskemylderet, hen til en bus der kører os tilbage mod Sudder Street.


Billede af franske Naoemi og jeg på vej i den lokale bus, der kører os tilbage mod Sudder Street.


Måske er det underligt, at vi kan se så glade ud - vi har jo netop besøgt Ashalayam og de noget barske levebetingelser for gadebørnene. Måske skyldes det at vi snart har set og oplevet så meget i Indien, måske det faktum at vi fokuserer på hvad der bliver gjort og hvad vi selv kan prøve at gøre.... også samtidig huske selv at være glade.

Gadebørnenes glade smil og umiddelbarhed er helt sikkert tankevækkende og smittende. Som vi kører afsted i bussen snakker vi om....hvem ved....i aften hopper de måske på et tog mod Mumbai eller Delhi eller Chennai....hvem ved? Ingen ved...


Du kan læse mere om Ashalayam på: www.ashalayam.org

Empower the Children

I 1999 kom amerikanske Rosalie første gang til Kolkata, hvor hun som tale-terapeut arbejdede frivilligt ved en af Mother Theresa centrene. Rosalie var meget chokeret over at se betingelserne for de handicappede og mental hæmmede børn. Det faktum at de, ifølge hende, får lov at ligge meget tid alene i deres seng eller på gulvet uden nogen form for fokus på deres videre udvikling og stimulering - det var en chokerende oplevelse for Rosalie.

Rosalie besluttede derfor at etablere "Empower the Children", som er en amerikansk registreret non-governmental organisation. Organisationen beskæftiger sig primært med handicappede og mentalt hæmmede børn, hvor der i højere grad er en forståelse for deres situation, samt fokus på deres vidre udvikling ved hjælp af prosiffionelt personale med den rette uddannelsesbaggrund.


Empower the Children afholder årligt en teaterforestillingen hvor børnene opviser.

Jeg mødte Rosalie gennem en dame fra New York city. En morgen gik jeg over til Blue Sky Cafe for at spise morgenmad og faldt i snak med Donna fra New York. Hun fortalte mig, at hun havde arbejdet for Empower the Children, som er ledet af Rosalie. Hun fortalte om organisationen og om Rosalies inspirerende organisation samt arbejde.
Jeg udtrykte min interesse i at møde Rosalie og om muligt at høre mere om Empower the Children. Situationen udviklede sig således, at Rosalie netop var på vej ned til Sudder Street og cafeen, hvorfor jeg blot 10 minutter senere blev introduceret til Rosalie. Vi snakkede frem og tilbage og blandt mange andre emner spurgte Rosalie blandt andet ind til hvor hun kunne købe en model af et hjerte som skal bruges til hendes undervisning. Jeg fortalte hende at jeg som biologi-lærer hjemme i Danmark kunne skaffe hende en model af et hjerte. Sidenhen har Sct Joseph Søstrenes Skole været så gavmilde at sponsorere hjertet til Rosalie og Empower the Children. Derfor, et STORT TAK til skolen for sponsoreringen af hjertet!!


Her er nogle af børnene som er med i forestillingen, såvel som med i Empower the Children. Mange af børnene er fysisk eller mentalt hæmmede.

Rosalie har snart opholdt sig 8 år i Kolkata. I starten arbejdede hun som sagt for Missionaries of Charity, men grundet hendes kritiske vurdering af den måde de behandler de fysisk og mentalt hæmmede børn, etablerede hun senere Empower the Children.
I dag leder Rosalie, i samarbejde med professionelt uddannede personale, syv (7) afdelinger under organisationen. Fokus er priært på uddannelse og kreative aktiviteter, som i stor grad er tilpasset de forskellige børn og deres respektive udviklingsstadie, samt deres individuelle situation. Udover at centrene udvikler skole-curriculum, uddeler de sund mad til børnene, yder kurser i computer-træning, såvel som musik og drama som en vigtig del i børnenes selv-udtrykkelse og udvikling af deres personlighed. Endelig er der et af centrene som tilbyder gratis medicin, samt lægetjek og som gør brug af musik-terapi som et instrument mod smerte- og stress håndtering.


Orkesteret under forestillingen ”Celebration of Diverisity”.

Da jeg mødte Rosalie blev hun meget interesseret i at vise mig sin organisation og dens virke. Hun inviterede mig derfor med til organisationens årlige ”Celebration of Diverisity” drama, hvor de fysisk- og mentalt hæmmede børn opfører et musisk teaterstykke.


En af børnene som er medvirkende under teaterforestillingen. Mange af dem vil gerne have billeder taget af dem selv.

Jeg fulgtes med italienske Elizabetta til forestilligen. På vej derhen fortalte Elizabetta mig om hvordan hun ligeledes, som så mange andre, havde startet med at arbejde som frivillig ved Mother Theresa’s Missionaries of Charity i Kolkata, men hvordan hun siden hen blev mere kritisk overfor hvordan arbejdet fungerer i praksis, hvorfor hun også havde startet sin egen organisation i en af de områder hvor Missionaires of Charity tidligere havde arbejdet. Hun fortalte mig hvordan hun syntes at det er kritisk, at så meget af nonnernes- samt de frivilliges tid, går med at udføre det meget traditionelle arbejde med at vaske tøj og gøre rent (Missionaries of Charity ønsker ingen ændringer og moderne teknologi i form af vaskemaskiner og støvsugere) og derved den manglede tid til børnene, herunder de fysisk og mentalt syge børn, der ofte får lov til at ligge længe alene uden nogen opmærksomhed og stimulering. Hun arbejdede selv med at give mad samt medicin til et meget kritisk område, hvor mange af børnene såvel som forældrene virkelig havde burg for hjælp. Men da Missionaries of Charity en dag valgte af holde op med at besøge området og Elizabetta ikke kunne få at vide hvorfor de holdte op med arbejdet i området, valgte Elizabetta selv at fortsætte arbejdet.

Det er 4. år i træk at Elizabetta, som ellers er jurist i Firenze, tager 3 måneder til Kolkata for at se hvordan det går området og dets beboere. Når hun ikke er der giver hun løn til to kvinder, der udfører arbejdet og besøger området tre gange ugentligt.



Nogle af børnene fra teaterforestillingen. Billedet er taget ude på gangen umiddelbart efter forestillingen. De har hver fået udleveret en boks med snacks som de snart spiser.

Snart er vi fremme ved bygningen hvor forestilligen skal finde sted. Selve forestillingen er meget flot. Børnene er pyntet i farvestrålende klæder og de kan deres replikker uden ad. Jeg sidder mellem Rosalie og Elizabetta og siger til Rosalie at man jo nærmest ikke kan se at de er fysisk og mentalt hæmmede. Rosalie forklarer noget forbavsende at hun næsten ikke selv kan genkende dem og at deres forestiling går bedre nu end da de øvede det igennem til generalprøven. Hun følger godt med og virker lidt nervøs på børnenes vegne, da hun ved hvor meget de har øvet til denne forestilling. Hun fortæller hvordan de for to år siden gik i stå og nogle ikke kunne huske deres replikker. Men denne gang fungerer hele forestillingen bare, der er tydelig tale, smukke danse og bevægelser, godt orkester...jo, Rosalie kan godt være stolt over børnene og deres samt hendes egen indsats.


Børnene i de flotte kostumer under forestillingen.

Efter forestillingen går vi udenfor og snakker om stykket. Der går ikke længe før mange af børnene kommer ud og vil snakke med. Det giver os mulighed for at rose dem for deres flotte indsats. De er stadig iklædt deres tøj fra forestillingen og beder mig tage billeder af dem. Det gør jeg naturligvis gerne... med største glæde (Billederne har de fået retur i printet format). Rosalie fortæller mig at der udover fysisk og mentalt hæmmede børn også er gadebørn med i teaterstykket. Børnene som jeg fotograferer er børnene fra gaden.


Et sidste billede af børnene inden vi siger farvel og begiver os på vej hjem mod Sudder Street.

Rosalie tager afsked med børnene samt de andre lærere, hvorefter vi tager en taxa tilbage mod Sudder Street. Her fejrer vi at teaterforestillingen gik godt.


Tilbage på Sudder Street er vi nogle stykker der samles på restaurant Jojo’s. Fra venstre mod højre er det Rosalie, Jane, jeg og Kaighla.

Til februar har Rosalie opholdt sig 8 år i Kolkata. Hun er meget glad for hendes arbejde med Empower the Children. Hun savner ikke USA (et eller to besøg årligt er nok) og har fundet mange nye venner i Kolkata. Hun kender mange mennesker, der som hende selv, bliver bidt af den mentalitet og atmosfære som der er i Kolkata og som når de forlader Kolkata savner arbejdet og følelsen af, at arbejdet gør en forskel for nogle.
Hendes sidste ord til mig er, foruden hendes store taknemmelighed for hjertet og mine forklaringer omkring anatomien af hjertet, hvis du savner Kolkata for meget når du er tilbage i Danmark, så køb en flybillet tilbage til Kolkata - så ved du at du kommer tilbage og du kan sove trygt om natten. Dette råd virker ifølge hende og hun har tilsyneladende givet mange dette råd.

The-plantagerne og den friske bjerluft i Darjeeling

Allerede mens vi stadig var i Bangladesh aftalte Jane og jeg at vi ville tage en tur sammen op til Darjeeling. Jeg vidste med mig selv at jeg efter den intensive filmperiode i Bangladesh havde brug for et par dage i bjergene og da Jane samtidig synes at ren luft, bjerge, the, samt nepalesisk-tibetansk kultur kunne være et godt afbræk fra Kolkata var det oplagt at vi tog afsted sammen.

Darjeeling ligger ca. 10 timers tog-rejse og 4 timer med jeep nord for Kolkata. Stedet er kendt for sin berømte darjeeling the, samt de rolige og smukke omgivelser af Himalaya-bjergene, heriblandt nogle af de højeste bjergtinder i verden.


Når man ankommer til Darjeeling vil man møde synet af de små huse på den frodige bjerskråning. Det er et noget anderledes syn end det man ser i Kolkata.


Det første som overrasker os er stilheden i og omkring Darjeeling. Jeg mener, når man først har vænnet sig til larmen i Kolkata, så virker det nærmst helt underligt at ankomme til et område hvor der ikke er en konstant dytten og larm. Jeg husker hvordan både Jane og jeg kommenterede at det gjorde nærmest ondt i vores ører, fordi der var for stille og vores ører var blevet vandt til larmen i Kolkata.


En lille pige ved den lille ”tog-station” hvor nogle af de lokale sælger forskelligt mad og souvenirs.

Efter at have indlogeret os på et hyggeligt værelse går vi rundt i byen og noterer os de mange glade og smilende ansigter blandt de mere tibetansk og nepalesisk prægede mennesker. Om aftenen nyder vi udsigten over byen fra tag-taressen på det hotel hvor vi bor.


Udsigt over Darjeeling ved aftenstid. Hele området er omgivet af nogle flotte bjerge. Billedet er desværre blevet uskarpt, men på gode dage kan man se mange flere bjerge ude i horisonten.

Næste morgen vækkes vi af min mobil som jeg har sat til klokken 05.00. Vi vil nemlig op og se solopgangen fra hotellets tag-terasse.


Udsigt over bjergene omkring Darjeeling.

Når jeg siger ”vi” er vi ikke bare Jane og jeg, men tre personer. Jane fortalte mig i Kolkata at hun havde mødt en sød pige ved navn Kaighla fra USA, der gerne ville op til Darjeeling. Da hun rejser alene havde hun spurgt Jane om hun måtte rejse med Jane og jeg. Det havde vi sagt ja til.


Jane, jeg og Kaighla” morgenfriske” ...eller hvad det hedder, i Darjeeling klar til at se solopgangen over bjergene.

Fire af verdens højeste bjergtinder findes i Himalaya-bjergene ikke langt fra området omkring Darjeeling.


Nærmest uanset hvilken retning man kigger vil man finde flotte snebeklædte bjerge.

Horisonten er præget af panoramabilledet over Himalayabjergene og længere nede findes de grønne theplantager.


Endnu et billede fra vores tidlige morgenoplevelse med solopgangen over Darjeeling.


Efter et par timers søvn og en god morgenmad længere nede ad gaden, beslutter vi os for at tage en tur med det lille lokale damptog, the toy train fra Darjeeling til Ghoom. Herfra vil vi besøge nogle klostre og theplantagerne.


Vi kører afsted gennem Darjeeling med det lille damp-tog op gennem nogle landsbyer.

Undervejs passerer vi små huse med farvestrålende blomster, mennesker med de nepalesiske og tibetanske træk, og vi ser huse og templer på bjergskråningen, samt skyerne glide op over bjergene.


Det ser ret idyllisk ud når man sådanne betragter de mindre byer der ligger placeret på bjergskråningerne.


Vi besøger Yiga Choling Gompa, som er områdets mest berømte kloster med en 5 meter høj statue af Buddha, samt smukke tibetanske tekster.


Yiga Choling klosteret hvor to mænd byder os velkommen og forklarer os om klosterets historie.

Vi finder en mand der vil køre os i hans jeep op til the-plantagen ”Happy Valley Tea Estates”, hvorfra vi går det sidste stykke gennem the-området ned til fabrikken der laver the.


The-plukkerne kommer fra de omkringliggende byer og arbejder dagligt i op til 7-8 timer med at plukke the. De ved præcis hvordan bladene skal plukkes og kan gøre arbejdet meget hurtigt.

En guide forklarer os om hele processen med at lave the, fra bladene plukkes og sorteres i forskellige kvaliteter, til de tørres, fermenteres og får lov at hvile inden de pakkes.
Vi ser blandt andet ind i fabrikken, hvor bladene ligger og tørrer og vi går rundt i området og ser menneskerne, primært kvinder der plukker theen og bærer den over til hovedbygningen på ryggen.


Det er primært kvinder der er beskæftiget med at plukke the fordi, som guiden forklarer, at kvinderne har mindre hænder og derved har lettere ved at plukke theen hurtigt og effektivt.

Efter vores rundvisning i området smager vi på de forskellige slags the. Damen er meget venlig og lader os gætte hvilken the er hvad og forklarer os om hvilken type the er bedst, samt hvordan man skal lave den bedste kop the. Hun er samtidig en virkelig frisk dame, der i en alder af 53 år spiller på byens lokale fodboldhold.


Mens vi drikker the nyder vi udsigten over the-plantagerne og de omkringliggende bjerge.

Da vi har smagt på den dejlige the, hvor vi naturligvis blev interesseret i at købe nogle gode førstehånds-kvalitets the fra selve området med hjem, begiver vi os på vej til fods tilbage mod Darjeeling by og vores lille hotel.


Undervejs ser vi the-buskene og Darjeeling i baggrunden.

Der går ikke længe før solen er på vej ned bag bjergene. Himlen bliver nærmest til et stort gulligt-rosafarvet tæppe.


Jeg tog en masse billeder af farverne på himlen over bjergene.

Den aften sover vi alle tre trætte i vores senge. Faktisk deler Jane og jeg en enkelt-seng, da hotellet ikke har nogle værelser med tre senge, ikke har andre værelser ledige og ikke tillader madrasser på gulvet. Men det går heldigvis meget fint. Både Jane og jeg kan tilsyneladende ligge stille og vi sover som en sten indenfor 10 minutter.


Udsigten næste morgen fra Tiger Hill ud over nogle af de imponerende bjerge.

Klokken 03 om natten ringer vækkeuret på min mobil og Jane og jeg gør os klar til at begive os på vej mod jeep-holdepladsen i byen. Her fra vi vil tage med jeep afsted mod udsigtspunktet Tiger Hill. Det er stadig helt mørkt og et øjeblik tror jeg at vi begge tænker om vi bør gøre som Kaighla og blive liggende og sove. Men nej, det er ikke hver dag at vi er i dette område og har mulighed for at beskue Mount Everest og andre høje bjergtinder, så vi kommer hurtigt afsted.

Snart går vi omhyllet af hvert vores tæppe ned gennem de smalle og meget mørke gader. Det er stadig koldt og fuldstændigt mørkt. Da byen ikke har meget gadebelysning må vi gøre effektiv brug af vores lommelygter og nærmest famle os frem hvor vi går.
Nogle hunde gør inde fra husene og andre følger efter os på gaden, en mand ligger og sover på gaden under et tæppe, en anden mand sidder oprejst og snakker ud i luften....med hvem ved jeg ikke ...men ellers er der helt stille.

På et tidspunkt farer Jane og jeg vild, eller det vil sige, det som vi tror var jeep- holdepladsen er en smal og mørk gyde og vi kan ikke finde den jeep-holdeplads. Jeg begynder at grine fordi jeg synes det er så komisk at vi går helt alene rundt i denne mørke by klokken 03.30 om natten. Men jeg griner ikke så længe, da der pludselig kommer en jeep kørende langsomt fordi, som vælger at stoppe og bakke tilbagge da manden tilsyneladende ser et glimt af os. Både Jane og jeg bliver bange og skynder os at gemme os bag nogle skraldespande tæt op ad en husmur. Vi kan høre hvordan jeepen lige så langsomt kommer kørende ned gennem den samme smalle gyde hvor vi nu har gemt os. Vi holder vejret og lytter og kan høre at den stopper akkurat ude foran vores skjulested. Ahh.... tænker jeg, hvorfor nu det, hvorfor lige nu....er det bare tilfældigt eller hvad? Vil han spørge os om han kan hjælpe os eller vil han noget helt tredje? Jeg ved det ikke, men vi hører begge hvordan manden stiger ud af jeepen og bare står et eller andet sted tæt på os ude i mørket. Så hører vi hans skridt komme i vores retning. Da han er cirka 4-5 meter fra os går han ovenpå. Vi bliver stående et øjeblik indtil han lukker døren bag sig, hvorefter vi ånder lettet op og griner over situationen. Pyha...det må være her han bor.

Længere fremme finder vi endelig jeep-holdepladsen og bliver mødt af tre-fire forskellige mænd der alle vil køre os til Tiger Hill. Snart er vi på vej med andre turister fra Tyskland og England i en fælles jeep mod Tiger Hill.

Tiger Hill er virkelig et flot og populært udsigtssted for mange turister, der kommer for at se det imponerende syn af omkring 250 kilometer af Himalaya-bjergene, inklusiv glimt af Mount Everest (8.848 meter), Lhotse (8.501 m), Makalu (8.475 m), samt Khangchendzonga (6.691 m).


Mens man står og venter på det imponerende syn af solopgangen over bjergene er der lokale der kommer rundt for at sælge chai-the samt adskillige postkort over Himalayabjergene.

Vi venter og venter...også sker det pludselig. Solopgangen over Himalayabjergene er virkelig fantastisk flot. Det er ikke ligefrem en oplevelse, hvor man står alene og betragter solopgangen. Men trods de mange andre mennesker der er kommet for at opleve det samme, er der alligevel en fredfyldt stemning over området og synet af solopgangen over bjergene.


Solopgang over Himalaya-bjergene.

Bjergene med den rene luft, stilheden, den venlige tibetanske-nepalesiske befolkning samt besøg i the-plantagerne... det bliver for mig hovedingredienserne fra besøget i Darjeeling.

Samtidig tænker jeg over at det har været sjovt og interessant at rejse tre piger-kvinder afsted sammen. Vi har snakket om hver vores motiver for at komme til Indien, vores oplevelser i Kolkata såvel som andre steder i landet, vores liv nu og som Kaighla siger, det faktum at vi alle har forladt vores kærester der hjemme og er taget afsted for at udføre arbejde i Kolkata. Måske vi en dag burde mødes igen og snakke videre om hvad der sidenhen er sket med vores liv, motiver og mål i livet.


Bjerge og atter bjerge...i mange forskellige nuancer, former og farver.

Jeg forlader Darjeeling en dag før Jane og Kaighla. Jeg skal nå tilbage til Kolkata og lave nogle filmoptagelser af de danske tæpper fra aktion børnehjælp ved Shishu Bhavan (Missionaries of Charity), inden tæpperne bliver pakket, læsset på lastbiler og sendt afsted til de forskellige områder i Indien.

Som jeg forlader Darjeeling og kører med jeepen gennem bjergomådet tænder jeg for min yndlingsmusik på min mp3-afspiller og lader bare tankerne flyve afsted mens vi selv kører gennem den ene landsby efter den anden og det ene efter det andet nålesving... på vej mod lavlandet og tilbage mod Kolkata.

Amars skole: The children foundation of Kolkata

Amars skole ligger i et af Kolkata’s værste og største slumområder ved navn Topsia. Området ligger ved siden af en flod, hvor spildevandet fra Kolkata’s nærliggende områder får lov til at flyde forbi dette slumområdes mange beboere. Mange af beboerne, herunder børnene, gør brug af det beskidte og ildelugtende spildevand og nogle børn bader i vandet.


Dette billede møder én når man begiver sig ind i slumområdet omkring Topsia.
I forgrunden ses nogle af husene, de fleste er bygget af plast- og bambus materiale. Samtidig ses spildevandet der løber forbi husene. Toiletbesøg og andet ryger også ned i dette vand, som nogle af børnene bader i. I baggrunden ses kontrasten mellem disse huse og andre former for bebyggelse.


For knap 4år siden besøgte Amar for første gang slumområdet omkring Topsia og blev chokeret over hvad han så. Hundredevis af mennesker bor tæt sammen i mindre huse bygget ud af plastik, blik og bambus. Mange af menneskerne i området er stofmisbrugere og prostitueret og kanyler ligger åbent fremme i de beskidte gang-passager. Her i dette slumområde bor der ligeledes hundredevis af børn. Mange af børnene har ingen eller ringe mulighed for skoleadgang eller anden form for undervisning.

Amar besluttede sig for at gøre noget ved situationen for børnene i slumområdet. I starten underviste han dem bare på gaden ( i gang-passagen), hvor han lærte dem sange og engelsk. Senere fik han mulighed for at gøre brug af en lille bambus-flettet hytte. Hytten blev tidligere brugt til opbevaring af kvæg, men nu underviser Amar børnene i dette spartanske hus.


Husene i slumområdet Topsia ligger side om side. Amar forklarer hvordan toiletbesøg fra husene ryger direkte ned i vandet, som børnene samtidig bader i. Mange af familierne i området har begrænset viden om de mange ricisi forbundet med det snavsede vand og de sygedomme som mange af børnene kan få af at bade i det snavsede vand.

For et år siden udviklede Amar sine planer nøjere for skolen og børnene. Han kalder sin skole for ”The children of Kolkata Foundation” og understreger at fokus er på at give børnene fra et af Kolkata’s værste slumområder, Topsia, mulighed for undervisning og kreative aktiviteter. Tre gange om ugen (mandag, onsdag og fredag) får omkring 50 børn tilbudt 2 timers undervisning. Børnenes undervises i engelsk, matematik samt musikalsk sang. Derudover oplyses børnene om sundhed og hygiene samt forebyggelse af stofmisbrug, herunder hvordan de skal passe på slumområdets spildevand samt snavsede omgivelser med brugte kanyler og andet der ligger frit tilgængeigt som affald i passagerne hvor folk går og børnene opholder sig og leger.


Lige ved siden af Amars skole ser man synet af spilevandet der ligger som en nærmest stillestående vandmasse. Lugten fra vandet er intensiv og kan lugtes i bambus-hytten hvor børnene modtager undervisning. De har måske vænnet sig til den rådne lugt, men som udefrakommende ”turist” er det en markant og alamerende oplevelse.

Da jeg besøger skolen med Amar går vi sammen gennem slumområdet. Amar’s mappe med beskrivelser af området og dets koncentration af stofmisbrugere bliver til virkelighed da jeg med egne øjne ser nogle små børn som ligger og kravler rundt i passagen hvor der samtidig ligger en bunke brugte kanyler. Jeg husker synet af to mænd der sidder på den bare jord ved passagen og klipper brugte kanyler op mens nogle små børn kravler rundt lige ved siden af og rører ved nogle af kanylerne. Amar forklarer mig at mange af menneskerne lever af at genanvende affald som bliver solgt videre til genbrug og at selv de brugte kanyler kan klippes i stykker og genanvendes til andet plastmateriale.
Der er samtidig en stank fra det dårlige spildevand der løber forbi området og dets små blikhuse.


Man skal gå gennem en lang passage for at nå frem til Amars skole. Dette billede har jeg taget på et af de pænere og bredere områder af passagen, hvor der samtidig ikke var for meget opmærksomhed på mit kamera. Her går Amar med en af lærerne som underviser børnene i Amars skole. På begge sider af passagen ligger husene side om side bygget af plastmaterialer.

Amar beder mig på et tidspunkt om at gå hurtigere og kigge væk fra de mange blikke fra beboerne samt undgå at stoppe op og sige hej til de mange børn der kommer rendende og vil give hånd. Vi går i et raskt tempo i knap 5 miutter gennem det ene efter det andet stærke indtryk af mennesker og deres situationer hvorefter vi er fremme ved Amars skole.


Ude foran Amars skole (til højre i billedet). Nogle børn og enkelte forældre står ude foran stråhytten som danner rammen for Amars skole. Børnene virker meget glade og ivrige for at få taget billeder og vise os ind i selve lokalet. Som I kan se på billedet er der huller i stråvæggen og tavlen som børnene blandt andet undervises ud fra stikker ud gennem væggen.

Amars skole består af en simpel bumbus- og stråhytte på omkring 20 kvadratmeter. Der er adskillige huller i det flettet stråmateriale, det er meget varmt og ret ildelugtende på grund af spildevandet der løber forbi skolen.
Dette synes dog ikke at genere børnene der møder op med store smil og en vis ivrighed efter at starte undervisningen med at synge og vise deres forskellige færdigheder.


Børnene sidder på gulvet og modtager undervisning fra læreren som står oppe ved den lille tavle. I baggrunden ses indgangen til ’lokalet’.

Da børnene med stor ivrighed har sunget sangen ”Every body do this, do this, do this… just like me!” med Amar får de udleveret små tavler og bliver bedt om at skrive alfabetet samt tallene fra 1 til 20 ned.


Børnene får udleveret en tavle og skriver tal samt bogstaver ned på tavlen. Mange af børnene er dybt koncentreret om at skrive hele alfabetet ned i store og små bogstaver.

De arbejder koncentreret og ihærdigt med opgaven og nogle af de mindre elever får hjælp fra de større børn eller af lærerne.


Børnene er generelt meget glade og smilende

Amar forklarer at det er vigtigt at der er en vis slags rytme og rutine i undervisningens aktiviteter og at personerne som underviser børnene har en læreruddannelse. Amar selv vil også gerne tage en læreruddannelse så han føler sig bedre rustet til opgaven med at undervise børnene.


Læreren hjælper børnene med at skrive tal og bogstaver på deres tavle.


Amars skole har kun plads til omkring 50 elever. Amar forklarer at der er hundredevis af børn alene i dette slumområde der ikke modtager nogen form for skoleundervisning og som gerne vil gå i skole. Men Amar har på nuværende tidspunkt ikke mulighed for at tilbyde flere børn undervisning.



Der bliver skrevet tal samt små og store bogstaver ned på tavlerne.

Samtidig forklarer Amar at selv om børnene er glade for at besøge skolen og lære nye færdigheder, så er det ikke altid at forældrene bakker op omkring børnenes skolegang. Mange af forældrene ser hellere at børnene bidrager til familiens samlede indtægter ved at arbejde og tjene penge.



Der er stor forskel på børnenes alder i Amars skole. De ældste elever tager deres mindre søskende med, men de fleste af børnene er omkring 6-10 års alderen.


Der er samtidig det nuværende problem at Amar underviser børnene i en stråhytte uden reelt at have fået tillladelse til at benytte huset til dette formål. Manden som ejer jorden og den simple stråkonstruktion har bedt Amar om at betale for jorden hvor hytten står på da hans ellers vil smide Amar ud og leje jorden ud til en anden person.


Endnu et eksemplar af en af børnenes færdigheder på tavlen.

Amar forklarer at han helst ikke vil afbryde undervisningen for børnene på grund af manglende finansielle midler til betaling af jorden. Derfor prøver han at indsamle 50.000 rupee (7.000 danske kroner) hvilket er det beløb som den person der ejer jorden forlanger. Han håber påat kunne samle beløbet ind således at han kan beholde hytten og fortsætte sin skole.


Så er det tid til at få tjekket alfabetet hos læreren. Børnene får et lille klistermærke til deres bog når de har løst opgaven.


Udover det presserende behov for at indsamle penge til betaling af jorden, håber Amar at nogle vil sponsorere et barn eller to fra skolen. Beløbet vil gå til barnet og dets famile og Amar pointerer at det er vigtigt at se på hvad det enkelte barn har brug for i netop han eller hendes situation.

Læreren gennemgår tallene på tavlen og børnene repeterer tallene efter hende

Amar betaler tre lærere for at undervise børnene og er samtidig selv tilstede ved undervisningen hvor han er aktiv med de musikalske aktiviteter (Amar spiller i et band og har et godt talent indenfor sang og guitarspil). På nuværende tidspunkt betaler Amar selv de tre lærere for at komme og undervise børnene. Derudover betaler han for udgifterne til kiks. Børnene får to kiks efter hver endt undervisning.


Efter undervisningen bliver der sunget sang og nogle af børnene vil gerne lige hen og lege den sjove ”finger-leg” hvor man hilser ved at lade lillefinger og pegefinger mødes hvorefter man drejer hånden og støder tommelfingrene sammen og giver hånd. Denne sjove hilsen går igen blandt gadebørnene og børnene i slumområdet.

Man kan undre sig over at nærmest samtlige af børnene fra slumområdet ser så glade og sunde ud. Nok har de mange, i vores øjne, udfordringer og farer, men det synes iøjenfaldende at se deres glade smil og ivrighed efter at ville lære.


Mens vi er ved at afslutte dagens undervisning er nogle af børnene allerede samlet ude foran hytten hvorfra de interesseret prøver at følge med og kigger ind gennem hullet i stråvæggen. Efter hver undervisning får hvert barn 2 kiks.

Da klokken er 15.00 er det tid til at tage afsked og sige farvel. Børnene stiller sig op på en række og får hver især to kiks, hvorefter de med de største smil rækker hånden til læreren og siger farvel. Nogle af børnene samles ude foran bygningen og kigger nysgerrigt ind gennem sprækken i væggen.


Amar samt de tre lærere samlet inde i Amars skole, hvor børnene tre gange om ugen modtager 2 timers undervisning i engelsk, matematik, sundhed og musikalsk sang samt forebyggelse af stofmisbrug.

Da børnene er gået ruller lærerne plastpresseningen på gulvet sammen og visker tavlen ren. Vi forlader hytten og går sammen gennem området op mod hovedgaden.
På vej afsted fortæller Amar om sine mange oplevelser med at starte en skole for børnene i slumområdet. Han husker de ofte skeptiske blikke fra nogle af de voksne i området, men samtidg de forældre som bakker op om hans indsats og pointerer vigtigheden i at blive ved med at yde undervisning til børnene og ikke lade dem i stikken. Han fortæller samtidig om sine mange tanker og til tider bekymringer omkring hvordan han skal gribe opgaven an og hvordan det vil gå børnene i fremtiden.

Jeg fortæller Amar at jeg godt kan forstå at han har mange tanker omkring sin skole og dens fremtid og råder ham til at starte med at fokusere på de håndgribelige opgaver indenfor hvad der er realistisk muligt. Dernæst bør han lave et budgetoversigt over sine faste udgifter forbundet med skolen og fokusere på funding fra organisationer eller andre som kan yde en vis garanti for at give løbende og langtidig støtte.
Det kræver naturligvis mange velovervejet tanker og en vis koordineret indsats at drive en skole i et slumområde, men jeg pointerer overfor Amar at han med sin person, sin unge alder, sin ihærdighed og sit loyale væsen, er oplagt at støtte.

Mange organisationer er store, veletableret og modtager store mængder finasiel eller anden form for ressource stærk støtte – men det er ligeledes vigtigt at støtte nye og mindre foretagender som prøver at etablere sig selv og nå ud i de områder hvor der også er et stort behov for undervisning.

ET STORT TAK TIL DE PERSONER DER HAR YDET ØKONOMISK STØTTE TIL AMARS SKOLE!!
OG ET SPECIELT TAK TIL 4.A PÅ SCT JOSEPH SØSTRENES SKOLE DER SPONSORER TO BØRN FRA AMARS SKOLE.