Nogle af gadebørnene som samtidig deltager i Ashalayam programmet. De kommer næsten dagligt til Howrah togstation, hvor de modtager gratis undervisning, har mulighed for sociale lege og spil og modtager et måltid mad.
Naoemi introducerede mig i sin tid til Ashalayam og gadebørnene ved Howrah togstation. Vi mødtes tilfældigt på restaurant Jojo’s, hvor vi faldt i snak om vores arbejde og gøremål i Kolkata. Naoemi fortalte at hun arbejder som frivillig med gadebørn under organisationen Ashalayam. Jeg besluttede mig for at tage imod hendes tilbud om at besøge gadebørnene sammen med hende.
Vi tager en bus ikke langt fra Sudder street til Howrah station og går det sidste stykke gennem gamle tog-perroner, som ikke længere bliver brugt til togdrift. Da vi nærmer os den perron hvor gadebørnene undervises, ser jeg at andre mennesker opholder sig på perronerne og at det tilsyneladende er deres tilholdssted.
Sådanne ser omgivelserne ud det sted hvor gadebørnene dagligt modtager undervisning fra klokken 12-15.00.
Jeg lægger mærke til en dreng, der ligger og sover på perronen, mens andre sidder og snakker og spiser mad. Som så mange steder i Indien, bliver nærmest hver en plads udnyttet og brugt af nogle mennesker.
Drengen ligger og sover på den nedlagte perron, mens nogle kvinder sidder og snakker og spiser mad.
Da vi nærmer os den aktuelle perron, hvor gadebørnene modtager undervisning, kan jeg se at perronen også bliver brugt til kreatur, samt af andre mennesker, der bor i plasttelte. Naoemi går i forvejen hen mod læreren Subhra og gadebørnene. Hun har taget nogle tomme plastflasker med til børnene, fordi hun ved at de kan tjene 2-3 rupees på at sælge de tomme plastflasker videre til genbrug.
Da vi ankommer til perronen, hvor gadebørnene undervises, finder vi foruden læreren Subhra og gadebørnene, nogle køer, samt andre mennesker der bor i plasttelte på perronen.
Naoemi introducerer mig til læreren Subhra og vi snakker lidt frem og tilbage om Ashalayam og dens virke. Subhra forklarer at hun hver dag kommer for at undervise gadebørnene på perronen. Det har hun gjort i 6 år. Der er omkring 60 gadebørn tilknyttet undervisningen, men som regel dukker der kun 15-25 børn op. Hun har en protokol, hvor hun hver dag skriver ned hvilke drenge der kommer og hvor mange de er. Der er flest drenge der er gadebørn og kun sjældent kommer der piger. Det er ikke alle der kommer hver dag, men de prøver at samle så mange som muligt og undersøge hvorfor nogle pludselig ikke kommer. Subhra forklarer ligeledes, at drengene har mulighed for at tage bad ved perronen og at de efter dagens undervisning bliver tilbudt et måltid mad.
En af drengene er ivrig efter at få taget billeder af sig selv, så jeg tager blandt andet et billede af ham ved det nærliggende tog.
Gadedrengene er tilsyneladende vilde med at få taget billeder af sig selv, så jeg tager mange forksellige motiver, blandt andet dette ved toget.
En anden dreng viser mig hvordan han lærer alfabetet ved hjælp af et pudslespil, hvor de forskellige brikker repræsenterer et bogstav fra alfabetet.
Da han viser mig pudslespillet falder alle brikkerne desværre ud, men han instisterer alligevel med et stort smil at jeg tager et billede af ham og spillet.
Jeg ser at selve undervisningen foregår ved at drengene har nogle hæfter hvor de skriver tal og bogstaver ned. Efter at de har fået rettet deres opgaver igennem, får de lov til at spille forskellige spil. Alt aktivitet foregår på perronen på nogle større tæpper, som Subhra har taget med.
Efter undervisingen får drengene lov til at spille forskellige spil.
Efter en times tid er det tid til at vi pakker sammen og går over for at spise frokost med børnene. Drengene vil gerne have nogle flere billeder af os sammen, så vi tager de sidste billeder, hvorefter vi forlader perronen.
Nogle af gadebørnene sammen med Naoemi og jeg.
Vi hjælper Subhra med at bære tæpper samt undervisningsmaterialerne over til et lille skur, hvor hun kan deponere tingene til næste dags undervisning. Efter at have låst tingene ind, går vi over til en lille mad-biks hvor alle drengene, inklusive os selv, får et simpelt, men meget velsmagende måltid mad bestående af ris, kylling, karry og krydderier.
To af gadebørnene ved bordet i den simple madbiks. Jeg har sjældent set børn spise så hurtigt op fra deres tallerken. Det tog knap 3 minutter mens vi andre sad 10-15 minutter med maden.
Efter maden står vi ude foran madbiksen og venter på at alle bliver færdige med at vaske hænder så vi er klar til at gå over til togstationen. En af drengene hænger sig nærmest op ad en cykel-rickshaw og jeg fanger hans glade smil i et split sekund.
Mange af gadebørnene er utrolig smilende og virker så bekymringsløse som er tilværelsen det letteste og mest ligetil i hele verden...deres hverdag er nok ikke altid let, ja sikkert langt fra....men de synes at have en stor frihed til at gøre hvad de vil
Drengene tager os i hånden og guider os ind gennem menneskemylderet på togstationen. Jeg tænker et øjeblik, at det er utroligt hensynsfuldt og betænktsomt af dem at følge os sådanne på vej og kigge op om vores ansigtsudtryk ser nogenlunde ok ud. Snart er vi fremme ved et skilt med navnet ”Childline”. Vi når ikke at sige farvel til gadedrengene, for de spurter afsted i alle retning, så Naoemi og jeg står i næste sekund alene tilbage med Subhra.
Subhra forklarer, at der på togstationen er en service kaldet ”Childline”, hvor børnene har mulighed for at ringe gratis eller komme hen og bede om hjælp fra en voksen, hvis de har behov for det. Gennem ”Childline” kan de blandt andet modtage husly i et af centrene, mad, medicin og andet. Subhra tilføjer at nogle voksne godt kan være meget hårde ved gadebørnene, hvorfor det sociale ministerium i Indien har ydet støttet til at Ashalayam har sådanne en service. Suhbra sidder ved ”Childline” 2 timer hver dag fra kl. 15-17.00.
Hver dag fra klokken 08.00 til 20.00 sidder der en eller to voksne klar ved ”Childline” desken på Howrah station, hvor børn har mulighed for at ringe til dem eller komme forbi og bede om hjælp.
Subhra forklarer at Ashalayam udover undervisningen på togperronen, samt childline har forskellige centre, hvor børnene har mulighed for at komme 24 timer i døgnet og overnatte. Centeret er netop tænkt til de børn som er udsatte om natten og som derfor gerne vil tage imod tilbuddet om en senge-plads og andre aktiviteter.
En anden medarbejder fra Ashalayam kommer hen til childline-desken og forklarer at han gerne vil vise os rundt i området omkring banegården, så jeg kan få et indtryk af hvor gadebørnene opholder sig og hvad de blandt andet lever af.
Naoemi og jeg siger farvel til Subhra og begiver os på vej med manden fra Ashalayam.
Han viser os området omkring skinnerne, som samtidig ligger tæt på anden simpel beboelse, hvor gadebørnene ofte sover og lever af at finde tomme plastflasker i græsset.
I dette område sover nogle gadebørn og de leder efter tomme plastflasker som er smidt ud af toget og ligger hist og her i græsset.
Vi går gennem et tog, under et hegn og kommer over til en lang bygning, hvor han forklarer at det specielt er i dette område, hvor mange af gadebørnene samles for at finde affald og tomme plastalsker.
Her opholder gadebørnene sig ofte, de finder affald, tomme plastflasker og sover også ofte tæt ved denne bygning.
Da vi nærmer os selve bygningen lægger jeg mærke til en mand, der ligger og sover i en blik-kasse. Han virker helt væk og hører intet af vores snak.
I området hvor gadebørnene finder affald og plastflasker er der også en del som bruger stedet som opholdssted og sovested.
Lidt længere fremme ser vi hvordan tre drenge er i færd med at sortere affald og plastflasker fra en container. Manden fra Ashalayam forklarer, at de netop er meget interesseret i de tomme plastflasker, da de kan få 2 rupees for 1 liters flaskerne og 3 rupees for 2 liters flaskerne. Han forklarer også, at der ikke er ligeså mange piger som drenge, der er gadebørn og at mange af pigerne bliver seksuelt udnyttet og ofte ender med at tage stoffer og alkohol. Pigen har det ikke godt, hun har feber og siger selv, at hun har drukket for meget.
Nogle af drengene sorterer affald og finder plastflasker, mens pigen har feber og ondt i hovedet.
På vej ud af området finder vi en dreng på tog-perronen. Han ligger og sover. Vi får forklaret at drengen desværre mistede den ene fod i sidste uge, da han var på vej op i et tog, der var på vej væk fra togstationen. Desværre gled han og hans ene fod kom ind under togets hjul, hvor det blev skåret af.
En af gadedrengene var så uheldig da han sprang på toget, som var på vej væk fra stationen, at han faldt ned under toget. Han fik skåret sin ene fod af toghjulet og forklarer at han nu har endnu sværere ved at klare sig og sit arbejde med blot en fod.
Heldigvis, forklarer manden fra Ashalayam, var der den dag personale fra Ashalayam til stede, som patruljerede togperronerne og som opdagede drengen og tog ham med til hospitalet. Hvis han ikke var kommet på hospitalet, kunne han være forblødt og i værste fald dø af blodmangel. Han går med en plastpose om foden og skal stadig passe på med ikke at få slemme infektioner i benet.
Fyren, som er 18 år gammel, sover videre mens vi står ved siden af ham og snakker om ham. Manden fra Ashalayam vil gerne snakke med fyren om han er ok, men fyren virker ligeglad og trist og det er vel til at forstå. Han siger at han er ok, men at hans muligheder for at klare sig og arbejde med en fod er begrænset nu.... blot i en alder af 18 år!
Som vi forlader perronen vender han sig om og sover videre.
Vi går op ad trapperne og hen ad rampen. På vej ind til selve togstationen opdager jeg en fyr, der står på taget omgivet af en masse plastflasker. Han har samlet en hel del plastflasker og smiler lidt genert op til os. Manden fra Ashalayam spørger ham om han er ok. Med det største smil griner fyren og siger at det er han. Han forklarer os, at han er gået op på taget for at sortere sine plastflasker og få ro til sit arbejde. Hvis han er nede på jorden risikerer han, at andre gadedrenge kommer og hugger flaskerne fra ham.
Fyren her har søgt tilflugt på et tag, hvor han kan sortere sine flasker i ro. Nede på jorden kan han risikere, at hans flasker bliver snuppet af andre gadedrenge. Hård konkurrence!!
Tilbage på togstationen siger Naoemi og jeg tak til manden fra Ashalayam, der har vist os rundt og forklaret diverse omkring Ashalayam og gadebørnene. Vi begiver os herefter på vej ud i menneskemylderet, hen til en bus der kører os tilbage mod Sudder Street.
Billede af franske Naoemi og jeg på vej i den lokale bus, der kører os tilbage mod Sudder Street.
Måske er det underligt, at vi kan se så glade ud - vi har jo netop besøgt Ashalayam og de noget barske levebetingelser for gadebørnene. Måske skyldes det at vi snart har set og oplevet så meget i Indien, måske det faktum at vi fokuserer på hvad der bliver gjort og hvad vi selv kan prøve at gøre.... også samtidig huske selv at være glade.
Gadebørnenes glade smil og umiddelbarhed er helt sikkert tankevækkende og smittende. Som vi kører afsted i bussen snakker vi om....hvem ved....i aften hopper de måske på et tog mod Mumbai eller Delhi eller Chennai....hvem ved? Ingen ved...
Du kan læse mere om Ashalayam på: www.ashalayam.org
No comments:
Post a Comment