Empower the Children

I 1999 kom amerikanske Rosalie første gang til Kolkata, hvor hun som tale-terapeut arbejdede frivilligt ved en af Mother Theresa centrene. Rosalie var meget chokeret over at se betingelserne for de handicappede og mental hæmmede børn. Det faktum at de, ifølge hende, får lov at ligge meget tid alene i deres seng eller på gulvet uden nogen form for fokus på deres videre udvikling og stimulering - det var en chokerende oplevelse for Rosalie.

Rosalie besluttede derfor at etablere "Empower the Children", som er en amerikansk registreret non-governmental organisation. Organisationen beskæftiger sig primært med handicappede og mentalt hæmmede børn, hvor der i højere grad er en forståelse for deres situation, samt fokus på deres vidre udvikling ved hjælp af prosiffionelt personale med den rette uddannelsesbaggrund.


Empower the Children afholder årligt en teaterforestillingen hvor børnene opviser.

Jeg mødte Rosalie gennem en dame fra New York city. En morgen gik jeg over til Blue Sky Cafe for at spise morgenmad og faldt i snak med Donna fra New York. Hun fortalte mig, at hun havde arbejdet for Empower the Children, som er ledet af Rosalie. Hun fortalte om organisationen og om Rosalies inspirerende organisation samt arbejde.
Jeg udtrykte min interesse i at møde Rosalie og om muligt at høre mere om Empower the Children. Situationen udviklede sig således, at Rosalie netop var på vej ned til Sudder Street og cafeen, hvorfor jeg blot 10 minutter senere blev introduceret til Rosalie. Vi snakkede frem og tilbage og blandt mange andre emner spurgte Rosalie blandt andet ind til hvor hun kunne købe en model af et hjerte som skal bruges til hendes undervisning. Jeg fortalte hende at jeg som biologi-lærer hjemme i Danmark kunne skaffe hende en model af et hjerte. Sidenhen har Sct Joseph Søstrenes Skole været så gavmilde at sponsorere hjertet til Rosalie og Empower the Children. Derfor, et STORT TAK til skolen for sponsoreringen af hjertet!!


Her er nogle af børnene som er med i forestillingen, såvel som med i Empower the Children. Mange af børnene er fysisk eller mentalt hæmmede.

Rosalie har snart opholdt sig 8 år i Kolkata. I starten arbejdede hun som sagt for Missionaries of Charity, men grundet hendes kritiske vurdering af den måde de behandler de fysisk og mentalt hæmmede børn, etablerede hun senere Empower the Children.
I dag leder Rosalie, i samarbejde med professionelt uddannede personale, syv (7) afdelinger under organisationen. Fokus er priært på uddannelse og kreative aktiviteter, som i stor grad er tilpasset de forskellige børn og deres respektive udviklingsstadie, samt deres individuelle situation. Udover at centrene udvikler skole-curriculum, uddeler de sund mad til børnene, yder kurser i computer-træning, såvel som musik og drama som en vigtig del i børnenes selv-udtrykkelse og udvikling af deres personlighed. Endelig er der et af centrene som tilbyder gratis medicin, samt lægetjek og som gør brug af musik-terapi som et instrument mod smerte- og stress håndtering.


Orkesteret under forestillingen ”Celebration of Diverisity”.

Da jeg mødte Rosalie blev hun meget interesseret i at vise mig sin organisation og dens virke. Hun inviterede mig derfor med til organisationens årlige ”Celebration of Diverisity” drama, hvor de fysisk- og mentalt hæmmede børn opfører et musisk teaterstykke.


En af børnene som er medvirkende under teaterforestillingen. Mange af dem vil gerne have billeder taget af dem selv.

Jeg fulgtes med italienske Elizabetta til forestilligen. På vej derhen fortalte Elizabetta mig om hvordan hun ligeledes, som så mange andre, havde startet med at arbejde som frivillig ved Mother Theresa’s Missionaries of Charity i Kolkata, men hvordan hun siden hen blev mere kritisk overfor hvordan arbejdet fungerer i praksis, hvorfor hun også havde startet sin egen organisation i en af de områder hvor Missionaires of Charity tidligere havde arbejdet. Hun fortalte mig hvordan hun syntes at det er kritisk, at så meget af nonnernes- samt de frivilliges tid, går med at udføre det meget traditionelle arbejde med at vaske tøj og gøre rent (Missionaries of Charity ønsker ingen ændringer og moderne teknologi i form af vaskemaskiner og støvsugere) og derved den manglede tid til børnene, herunder de fysisk og mentalt syge børn, der ofte får lov til at ligge længe alene uden nogen opmærksomhed og stimulering. Hun arbejdede selv med at give mad samt medicin til et meget kritisk område, hvor mange af børnene såvel som forældrene virkelig havde burg for hjælp. Men da Missionaries of Charity en dag valgte af holde op med at besøge området og Elizabetta ikke kunne få at vide hvorfor de holdte op med arbejdet i området, valgte Elizabetta selv at fortsætte arbejdet.

Det er 4. år i træk at Elizabetta, som ellers er jurist i Firenze, tager 3 måneder til Kolkata for at se hvordan det går området og dets beboere. Når hun ikke er der giver hun løn til to kvinder, der udfører arbejdet og besøger området tre gange ugentligt.



Nogle af børnene fra teaterforestillingen. Billedet er taget ude på gangen umiddelbart efter forestillingen. De har hver fået udleveret en boks med snacks som de snart spiser.

Snart er vi fremme ved bygningen hvor forestilligen skal finde sted. Selve forestillingen er meget flot. Børnene er pyntet i farvestrålende klæder og de kan deres replikker uden ad. Jeg sidder mellem Rosalie og Elizabetta og siger til Rosalie at man jo nærmest ikke kan se at de er fysisk og mentalt hæmmede. Rosalie forklarer noget forbavsende at hun næsten ikke selv kan genkende dem og at deres forestiling går bedre nu end da de øvede det igennem til generalprøven. Hun følger godt med og virker lidt nervøs på børnenes vegne, da hun ved hvor meget de har øvet til denne forestilling. Hun fortæller hvordan de for to år siden gik i stå og nogle ikke kunne huske deres replikker. Men denne gang fungerer hele forestillingen bare, der er tydelig tale, smukke danse og bevægelser, godt orkester...jo, Rosalie kan godt være stolt over børnene og deres samt hendes egen indsats.


Børnene i de flotte kostumer under forestillingen.

Efter forestillingen går vi udenfor og snakker om stykket. Der går ikke længe før mange af børnene kommer ud og vil snakke med. Det giver os mulighed for at rose dem for deres flotte indsats. De er stadig iklædt deres tøj fra forestillingen og beder mig tage billeder af dem. Det gør jeg naturligvis gerne... med største glæde (Billederne har de fået retur i printet format). Rosalie fortæller mig at der udover fysisk og mentalt hæmmede børn også er gadebørn med i teaterstykket. Børnene som jeg fotograferer er børnene fra gaden.


Et sidste billede af børnene inden vi siger farvel og begiver os på vej hjem mod Sudder Street.

Rosalie tager afsked med børnene samt de andre lærere, hvorefter vi tager en taxa tilbage mod Sudder Street. Her fejrer vi at teaterforestillingen gik godt.


Tilbage på Sudder Street er vi nogle stykker der samles på restaurant Jojo’s. Fra venstre mod højre er det Rosalie, Jane, jeg og Kaighla.

Til februar har Rosalie opholdt sig 8 år i Kolkata. Hun er meget glad for hendes arbejde med Empower the Children. Hun savner ikke USA (et eller to besøg årligt er nok) og har fundet mange nye venner i Kolkata. Hun kender mange mennesker, der som hende selv, bliver bidt af den mentalitet og atmosfære som der er i Kolkata og som når de forlader Kolkata savner arbejdet og følelsen af, at arbejdet gør en forskel for nogle.
Hendes sidste ord til mig er, foruden hendes store taknemmelighed for hjertet og mine forklaringer omkring anatomien af hjertet, hvis du savner Kolkata for meget når du er tilbage i Danmark, så køb en flybillet tilbage til Kolkata - så ved du at du kommer tilbage og du kan sove trygt om natten. Dette råd virker ifølge hende og hun har tilsyneladende givet mange dette råd.