Dette billede møder én når man begiver sig ind i slumområdet omkring Topsia.
I forgrunden ses nogle af husene, de fleste er bygget af plast- og bambus materiale. Samtidig ses spildevandet der løber forbi husene. Toiletbesøg og andet ryger også ned i dette vand, som nogle af børnene bader i. I baggrunden ses kontrasten mellem disse huse og andre former for bebyggelse.
For knap 4år siden besøgte Amar for første gang slumområdet omkring Topsia og blev chokeret over hvad han så. Hundredevis af mennesker bor tæt sammen i mindre huse bygget ud af plastik, blik og bambus. Mange af menneskerne i området er stofmisbrugere og prostitueret og kanyler ligger åbent fremme i de beskidte gang-passager. Her i dette slumområde bor der ligeledes hundredevis af børn. Mange af børnene har ingen eller ringe mulighed for skoleadgang eller anden form for undervisning.
Amar besluttede sig for at gøre noget ved situationen for børnene i slumområdet. I starten underviste han dem bare på gaden ( i gang-passagen), hvor han lærte dem sange og engelsk. Senere fik han mulighed for at gøre brug af en lille bambus-flettet hytte. Hytten blev tidligere brugt til opbevaring af kvæg, men nu underviser Amar børnene i dette spartanske hus.
Husene i slumområdet Topsia ligger side om side. Amar forklarer hvordan toiletbesøg fra husene ryger direkte ned i vandet, som børnene samtidig bader i. Mange af familierne i området har begrænset viden om de mange ricisi forbundet med det snavsede vand og de sygedomme som mange af børnene kan få af at bade i det snavsede vand.
For et år siden udviklede Amar sine planer nøjere for skolen og børnene. Han kalder sin skole for ”The children of Kolkata Foundation” og understreger at fokus er på at give børnene fra et af Kolkata’s værste slumområder, Topsia, mulighed for undervisning og kreative aktiviteter. Tre gange om ugen (mandag, onsdag og fredag) får omkring 50 børn tilbudt 2 timers undervisning. Børnenes undervises i engelsk, matematik samt musikalsk sang. Derudover oplyses børnene om sundhed og hygiene samt forebyggelse af stofmisbrug, herunder hvordan de skal passe på slumområdets spildevand samt snavsede omgivelser med brugte kanyler og andet der ligger frit tilgængeigt som affald i passagerne hvor folk går og børnene opholder sig og leger.
Lige ved siden af Amars skole ser man synet af spilevandet der ligger som en nærmest stillestående vandmasse. Lugten fra vandet er intensiv og kan lugtes i bambus-hytten hvor børnene modtager undervisning. De har måske vænnet sig til den rådne lugt, men som udefrakommende ”turist” er det en markant og alamerende oplevelse.
Da jeg besøger skolen med Amar går vi sammen gennem slumområdet. Amar’s mappe med beskrivelser af området og dets koncentration af stofmisbrugere bliver til virkelighed da jeg med egne øjne ser nogle små børn som ligger og kravler rundt i passagen hvor der samtidig ligger en bunke brugte kanyler. Jeg husker synet af to mænd der sidder på den bare jord ved passagen og klipper brugte kanyler op mens nogle små børn kravler rundt lige ved siden af og rører ved nogle af kanylerne. Amar forklarer mig at mange af menneskerne lever af at genanvende affald som bliver solgt videre til genbrug og at selv de brugte kanyler kan klippes i stykker og genanvendes til andet plastmateriale.
Der er samtidig en stank fra det dårlige spildevand der løber forbi området og dets små blikhuse.
Man skal gå gennem en lang passage for at nå frem til Amars skole. Dette billede har jeg taget på et af de pænere og bredere områder af passagen, hvor der samtidig ikke var for meget opmærksomhed på mit kamera. Her går Amar med en af lærerne som underviser børnene i Amars skole. På begge sider af passagen ligger husene side om side bygget af plastmaterialer.
Amar beder mig på et tidspunkt om at gå hurtigere og kigge væk fra de mange blikke fra beboerne samt undgå at stoppe op og sige hej til de mange børn der kommer rendende og vil give hånd. Vi går i et raskt tempo i knap 5 miutter gennem det ene efter det andet stærke indtryk af mennesker og deres situationer hvorefter vi er fremme ved Amars skole.
Ude foran Amars skole (til højre i billedet). Nogle børn og enkelte forældre står ude foran stråhytten som danner rammen for Amars skole. Børnene virker meget glade og ivrige for at få taget billeder og vise os ind i selve lokalet. Som I kan se på billedet er der huller i stråvæggen og tavlen som børnene blandt andet undervises ud fra stikker ud gennem væggen.
Amars skole består af en simpel bumbus- og stråhytte på omkring 20 kvadratmeter. Der er adskillige huller i det flettet stråmateriale, det er meget varmt og ret ildelugtende på grund af spildevandet der løber forbi skolen.
Dette synes dog ikke at genere børnene der møder op med store smil og en vis ivrighed efter at starte undervisningen med at synge og vise deres forskellige færdigheder.
Børnene sidder på gulvet og modtager undervisning fra læreren som står oppe ved den lille tavle. I baggrunden ses indgangen til ’lokalet’.
Da børnene med stor ivrighed har sunget sangen ”Every body do this, do this, do this… just like me!” med Amar får de udleveret små tavler og bliver bedt om at skrive alfabetet samt tallene fra 1 til 20 ned.
Børnene får udleveret en tavle og skriver tal samt bogstaver ned på tavlen. Mange af børnene er dybt koncentreret om at skrive hele alfabetet ned i store og små bogstaver.
De arbejder koncentreret og ihærdigt med opgaven og nogle af de mindre elever får hjælp fra de større børn eller af lærerne.
Børnene er generelt meget glade og smilende
Amar forklarer at det er vigtigt at der er en vis slags rytme og rutine i undervisningens aktiviteter og at personerne som underviser børnene har en læreruddannelse. Amar selv vil også gerne tage en læreruddannelse så han føler sig bedre rustet til opgaven med at undervise børnene.
Læreren hjælper børnene med at skrive tal og bogstaver på deres tavle.
Amars skole har kun plads til omkring 50 elever. Amar forklarer at der er hundredevis af børn alene i dette slumområde der ikke modtager nogen form for skoleundervisning og som gerne vil gå i skole. Men Amar har på nuværende tidspunkt ikke mulighed for at tilbyde flere børn undervisning.
Der bliver skrevet tal samt små og store bogstaver ned på tavlerne.
Samtidig forklarer Amar at selv om børnene er glade for at besøge skolen og lære nye færdigheder, så er det ikke altid at forældrene bakker op omkring børnenes skolegang. Mange af forældrene ser hellere at børnene bidrager til familiens samlede indtægter ved at arbejde og tjene penge.
Der er stor forskel på børnenes alder i Amars skole. De ældste elever tager deres mindre søskende med, men de fleste af børnene er omkring 6-10 års alderen.
Der er samtidig det nuværende problem at Amar underviser børnene i en stråhytte uden reelt at have fået tillladelse til at benytte huset til dette formål. Manden som ejer jorden og den simple stråkonstruktion har bedt Amar om at betale for jorden hvor hytten står på da hans ellers vil smide Amar ud og leje jorden ud til en anden person.
Endnu et eksemplar af en af børnenes færdigheder på tavlen.
Amar forklarer at han helst ikke vil afbryde undervisningen for børnene på grund af manglende finansielle midler til betaling af jorden. Derfor prøver han at indsamle 50.000 rupee (7.000 danske kroner) hvilket er det beløb som den person der ejer jorden forlanger. Han håber påat kunne samle beløbet ind således at han kan beholde hytten og fortsætte sin skole.
Så er det tid til at få tjekket alfabetet hos læreren. Børnene får et lille klistermærke til deres bog når de har løst opgaven.
Udover det presserende behov for at indsamle penge til betaling af jorden, håber Amar at nogle vil sponsorere et barn eller to fra skolen. Beløbet vil gå til barnet og dets famile og Amar pointerer at det er vigtigt at se på hvad det enkelte barn har brug for i netop han eller hendes situation.
Læreren gennemgår tallene på tavlen og børnene repeterer tallene efter hende
Amar betaler tre lærere for at undervise børnene og er samtidig selv tilstede ved undervisningen hvor han er aktiv med de musikalske aktiviteter (Amar spiller i et band og har et godt talent indenfor sang og guitarspil). På nuværende tidspunkt betaler Amar selv de tre lærere for at komme og undervise børnene. Derudover betaler han for udgifterne til kiks. Børnene får to kiks efter hver endt undervisning.
Efter undervisningen bliver der sunget sang og nogle af børnene vil gerne lige hen og lege den sjove ”finger-leg” hvor man hilser ved at lade lillefinger og pegefinger mødes hvorefter man drejer hånden og støder tommelfingrene sammen og giver hånd. Denne sjove hilsen går igen blandt gadebørnene og børnene i slumområdet.
Man kan undre sig over at nærmest samtlige af børnene fra slumområdet ser så glade og sunde ud. Nok har de mange, i vores øjne, udfordringer og farer, men det synes iøjenfaldende at se deres glade smil og ivrighed efter at ville lære.
Mens vi er ved at afslutte dagens undervisning er nogle af børnene allerede samlet ude foran hytten hvorfra de interesseret prøver at følge med og kigger ind gennem hullet i stråvæggen. Efter hver undervisning får hvert barn 2 kiks.
Da klokken er 15.00 er det tid til at tage afsked og sige farvel. Børnene stiller sig op på en række og får hver især to kiks, hvorefter de med de største smil rækker hånden til læreren og siger farvel. Nogle af børnene samles ude foran bygningen og kigger nysgerrigt ind gennem sprækken i væggen.
Amar samt de tre lærere samlet inde i Amars skole, hvor børnene tre gange om ugen modtager 2 timers undervisning i engelsk, matematik, sundhed og musikalsk sang samt forebyggelse af stofmisbrug.
Da børnene er gået ruller lærerne plastpresseningen på gulvet sammen og visker tavlen ren. Vi forlader hytten og går sammen gennem området op mod hovedgaden.
På vej afsted fortæller Amar om sine mange oplevelser med at starte en skole for børnene i slumområdet. Han husker de ofte skeptiske blikke fra nogle af de voksne i området, men samtidg de forældre som bakker op om hans indsats og pointerer vigtigheden i at blive ved med at yde undervisning til børnene og ikke lade dem i stikken. Han fortæller samtidig om sine mange tanker og til tider bekymringer omkring hvordan han skal gribe opgaven an og hvordan det vil gå børnene i fremtiden.
Jeg fortæller Amar at jeg godt kan forstå at han har mange tanker omkring sin skole og dens fremtid og råder ham til at starte med at fokusere på de håndgribelige opgaver indenfor hvad der er realistisk muligt. Dernæst bør han lave et budgetoversigt over sine faste udgifter forbundet med skolen og fokusere på funding fra organisationer eller andre som kan yde en vis garanti for at give løbende og langtidig støtte.
Det kræver naturligvis mange velovervejet tanker og en vis koordineret indsats at drive en skole i et slumområde, men jeg pointerer overfor Amar at han med sin person, sin unge alder, sin ihærdighed og sit loyale væsen, er oplagt at støtte.
Mange organisationer er store, veletableret og modtager store mængder finasiel eller anden form for ressource stærk støtte – men det er ligeledes vigtigt at støtte nye og mindre foretagender som prøver at etablere sig selv og nå ud i de områder hvor der også er et stort behov for undervisning.
ET STORT TAK TIL DE PERSONER DER HAR YDET ØKONOMISK STØTTE TIL AMARS SKOLE!!
OG ET SPECIELT TAK TIL 4.A PÅ SCT JOSEPH SØSTRENES SKOLE DER SPONSORER TO BØRN FRA AMARS SKOLE.
No comments:
Post a Comment