Den hektiske morgen med visa-kortet !

Om natten vågner jeg pludselig og kommer i tanke om at jeg udover mit kamera, min flybillet og andre vigtige ejendele fik afleveret mit visa-kort til hotellets safety box. Problemet er blot at jeg ikke fik anført mit visa-kort på den seddel, som skal angive de ting som jeg har liggende til opbevaring. Klokken er 02.30 og jeg beslutter mig for at et besøg i receptionen kan vente til næste morgen, hvor jeg alligevel har brug for visa-kortet til at hæve penge til Amar’s skole.

Næste morgen går jeg lidt over klokken 08.30 ned i receptionen og beder om at få adgang til mine ejendele i deres safety box (det skal lige nævnes at dette hotel’s safety box ikke udleverer safety-deposit-nøgler til hotellets gæster, men tilsyneladende har en stor ”safe” til alle gæsters ejendele, hvor kun hotelpersonalet har en nøgle til deres rådighed).

Jeg bliver mødt med svaret fra receptionisten at jeg ikke kan få adgang til hotellets sikkerheds-boks da hotelejeren har nøglen og han først kommer senere på dagen.
Jeg står et øjeblik og tænker hvor ineffektivt det er og spørger derefter om hotellet ikke kan ringe til hotelejeren og bede ham komme så snart som muligt da jeg ikke blev informeret om disse regler og har brug for mine ejendele i ”safen”. Receptionisten spørger til hvad det er som jeg har brug for og i et split sekund bliver jeg selv bevidst om at jeg ikke bør oplyse ham om mit visa-kort, men da jeg har brug for det nu er jeg allerede i gang med sætningen ”my visa card is in your safe...” – jeg mødes af hans ord ”no, it is not” – og må gentage ”yes it is” og forklare ”my visa card is in your safe - last night I realised that I have it in your safe together with my other important documents. I know exactly where I put it”.


Receptionisten ser skeptisk på mig og beder mig om at vente i mit værelse, mens han vil foretage et telefonopkald til hotelejeren om bede ham komme til hotellet med nøglen. Jeg beder udtrykkeligt receptionisten om at vente med at åbne hotellets safety deposit box og se på mine ting indtil jeg selv er til stede.

Tilbage på mit værelse har jeg en rigtig dårlig fornemmelse og er utryg over situationen at de nu ved at mit visa-kort højst sandsynligt ligger i deres safety box uden at være angivet på sedlen over mine genstande som ligger der. Jeg har samtidig problemer med min luft-ventilering på værelset og vælger derfor blot 5 minutter senere at gå ned i receptionen igen.

Til min store forskrækkelse ser jeg at alle mine ting fra hotellets safety deposit box ligger fremme på deres skranke. Jeg skynder mig at række ned efter alle mine ting og tager det hurtigt til mig, hvorefter jeg, mens jeg udtrykker min store klage, roder alle tingene igennem og bliver nærmest hysterisk da jeg opdager at mit visakort ikke ligger der hvor jeg ved at jeg lagde det. Alle mine penge til hele opholdet hvor jeg er uden fast løn, inkl. funding til filmene m.v., ligger på dette visa-kort!

Normalt har jeg fotografisk hukommelse (eller jeg troede jeg havde det) og kan se for mig hvor jeg har lagt tingene, men enten har min hukommelse svigtet mig eller også er der nogen som virkelig har nået at snuppe mit visa-kort. Jeg indrømmer at ordene ”F ....og mere til” bliver råbt ud i lokalet og at jeg herefter bare stirrer på receptionisten som sidder nærmest upåvirket med ryggen halvt mod mig og telefonen i den ene hånd.

I næste nu sker der det nærmest mere utrolige. Receptionisten, som stadig sidder med telefonen i den ene hånd og er i gang med en lavmældt samtale, rækker ud efter noget med sin venstre hånd og tager mit visa-kort i hånden hvorefter han kigger på mig og siger: ”is this what you are looking for?”
Jeg ved ikke hvordan mit ansigtsudtryk har set ud, men kan forestille mig at jeg har set både vild og hysterisk ud. I næste nu river jeg bare kortet ud af hånden på receptionisten mens jeg i en blandet sætning for formuleret ”give it to me – what the.... (red.) ”bip”.... are you doing with my visa card in your hand!?!?” – ”I told you not to....”

Jeg løber ud af hoteldøren for at få ringet til Lars og bede ham spærre kortet (kan i dette øjeblik ikke overskue at skulle lede efter telefonnummeret til pengeinstituttet).
På vej ned ad trapperne hører jeg hotelvagten og receptionisten som råber ”you cannot leave the hotel without depositing your room key.....” – jeg råber så højt jeg kan at jeg er fuldstændig ligeglad... ”I don’t care” og at jeg ikke kan stole på dem ”I don’t trust you, your hotel is not safe!”

10 minutter senere modtager jeg en sms fra Lars om at mit kort nu er spærret. Jeg har akkurat lige nået selv at hæve en gang på kortet så jeg kan give penge til Amar’s skole. Men derudover slår tanken mig at jeg nu må klare mig uden mit visa-kort. Jeg får sendt en sms til Jane og Shabir omkring hvad der er sket og at jeg tjekker ud fra hotellet.

På vej tilbage til hotellet møder jeg receptionisten som beklager og forklarer mig at det er en misforståelse, at hotellet aldrig ville røre mine ting i deres safety box, men at han var i gang med at ringe til sin chef for at høre hvad han skulle gøre med mit visa-kort, da jeg ikke havde angivet det i min beskrivelse over mine egendele i deres safety box.

Jeg forklarer ham indtrængende at jeg har absolut ingen garanti for hans ord, hvordan kan jeg stole på ham når jeg bad ham om at vente med at åbne deres safety deposit box og tage mine ting ud til jeg selv var til stede og at jeg på ingen måde kan stole på ham eller hotellet når jeg ser at samtlige af mine ejendele ligger fremme i hotellets reception. ”What kind of safe is that!?” får jeg pointeret. Nogle gæster står ved siden af i receptionen og kigger bare undrende på receptionisten og jeg mens de lytter til vores samtale. Jeg kan ikke lade være med at sende dem et hurtigt blik og sige ”watch out – this hotel is not safe!!!” og i øvrigt tale så højt at andre kan høre vores samtale. Receptionisten ser lige forbavset, paf og skuffet ud og hans intet-anende ansigtsudtryk gør mig bare endnu mere sur og irriteret. Jeg er samtidig sur på mig selv over hvordan jeg kunne efterlade mit visa-kort i deres ”safe” uden at anføre det på sedlen, hvorfor jeg havde så travlt med at tjekke ind og komme ud og møde Jane, Shabir og Nazi og hvordan mine forestillinger om at kunne få adgang til hotellets safe og blot tage kortet med mig skulle ende med dette her...

Jeg forklarer ham at jeg førhen har været glad for at bo hos dem, også før mit ophold i Bangladesh, men at jeg virkelig er meget chokeret over deres måde at håndtere deres safety deposit box på, jeg indrømmer at jeg burde have anført mit visa-kort på sedlen, men at det var en fejltagelse som jeg blev bevidst om 6 timer senere om natten, hvor jeg om morgenen beder dem vente med at tage tingene ud til jeg er til stede. Jeg fortæller at mit kort allerede er spærret og at min bank allerede nu overvåger hvad der foregår med kontoen og hvis noget mangler ved jeg hvem det er.

Jeg beder derefter om at betale for denne ene nats overnatning og går op for at pakke mine ting. Mens jeg stadig halv ryster og har vreden siddende i kroppen forlader jeg hotellet med alt min bagage og går ned af sudder street hvor jeg vælger et hotel som er ejet af en Sikh familie (jeg har et øjeblik min tiltro til at de måske er mere loyale da mange omtaler Sikh personer som mennesker med høj moral...hmm).

Klokken er allerede blevet over 10.00 så jeg læsser bare min bagage ind i rummet og tager mine vigtige ejendele med mig i min taske. Jeg har travlt da jeg skal møde Amar på Blue Sky cafe klokken 10.00 og vi skal ud og besøge hans skole for børnene i slumområdet.
På Blue Sky cafe fortæller jeg Amar om hele episoden på Ashreen Guest House.
Amar ser chokeret ud og siger at han er så ked af at jeg skulle opleve dette. Herefter kommer Jane og Shabir og vi snakker et kort øjeblik frem og tilbage om hvad der skete. Shabir og Amar siger at jeg kan overveje at gå til politiet og forklare dem om sagen, men at politiet kan være ineffektivt, specielt i sager hvor jeg trods alt fik visa-kortet igen, og at det nok bliver ord mod ord om hvorfor mit visa-kort blev taget ud af hotellets safety boks da jeg ikke havde anført det på sedlen over genstande i deres safe.
Amar kigger på uret og siger at børnene venter på os og et kort øjeblik føler jeg at jeg handler mod min overbevisning om at politianmelde episoden og lade episoden ligge. Det er sikkert rigtig dumt ikke at gøre mere ud af det. Da Amar og jeg siger farvel til Jane og Shabir bemærker Jane at jeg bør skrive om det til internetsiden ”mouth shut”, hvor alle mulige klager kan beskrives så andre har mulighed for at læse om det.

Pyha.... tænk at dette skal blive min første morgen tilbage i den by som jeg ellers synes så godt om. Jeg synes stadig godt om Kolkata, men jeg må indrømme at denne episode ændrede mit humør. Og det irriterer mig at jeg ikke helt kan ryste oplevelsen og min frustration af mig. For første gang siden min ankomst til Indien og Kolkata kan jeg mærke at jeg et øjeblik har fået nok af Indien! Men er det dét, som skulle til? Hmm....det er måske også kun godt at jeg også oplever dette og denne side, så jeg ikke kun har ”positive” oplevelser under hele mit 5 månederes ophold?

Jeg tænker samtidig at følelsen af for første gang at have fået nok af Indien ikke kun har noget at gøre med denne dårlige oplevelse. Efter at have været i Bangladesh og lave film kan jeg mærke, at jeg har oplevet så meget, er stimuleret og har indfriet flere af mine mål med rejsen til Indien og Bangladesh, som gør, at jeg er klar til at vende hjem til Danmark. Tanken slår mig for første gang at jeg kan være klar til gensynet med Danmark.

Mens jeg tænker disse tanker sidder Amar og jeg i en lille auto i den intensive trafik på vej ud til slumområdet for at se Amar’s skole. Jeg tænker at jeg i grunden er glad for at tænke disse tanker omkring Danmark, da jeg var ved at blive urolig for om jeg ville blive ved med at være så glad for at være væk fra Danmark. Jeg kigger over på Amar. Han sidder og ser fjern ud i blikket og ser også ud til at tænke sine tanker. Jeg kan ikke lade være med at spørge ham hvad han tænker på. Det giver nærmest et ryk i ham, hvorefter han undskylder og forklarer at han bare ikke kan lade være med at tænke på sin skole og bekymre sig om børnenes fremtid.

Resten af køreturen råber vi nærmest hinanden ind i ørerne for at overdøve støjen fra trafikken og udveksler holdninger og ideer til Amar’s skole for børnene i Topsia slumområdet.