Afskeden mellem Jane, Shetu og jeg var svær. Vi samledes i min suite på hotellet, hvor jeg havde købt lidt forskelligt spise og drikkelse. Vi snakkede om- og grinede over alle de sjove oplevelser som vi har haft sammen og blev ved med at minde hinanden om at vi nok skal se hinanden igen - hvis ikke i Indien eller i Bangladesh, da i USA eller i Danmark! Jane og jeg ses heldigvis i Kolkata om nogle dage, men det er tid til at sige farvel til vores trekløver mellem Jane, Shetu og jeg. Jeg sagde at jeg hader at skulle sige farvel til personer som jeg har fået et godt forhold til og foreslog at vi i stedet bare løb mod hinanden i en stor krammer og kunne sige ”see you later” – så det gjorde vi.
Fra hver vores side af lokalet løb vi mod hinanden til et stort knus. Vi bare grinede, men da først den ene af os begyndte at græde og udtrykke ordene ”this has been the best days in my life...” kom der flere tårer og tanker om det specielle venskab, vores tre-kløver, så sjovt som vi har haft det sammen, og ”hvis det ikke er fordi vi føler noget og bliver påvirket så ville det heller ikke betyde noget for os”, så det er et godt tegn hvis det rører os - for så viser det at det betyder noget..... og at vi forhåbentligt ses igen.
Trekløveret Jane, Shetu og jeg
De sidste timer i Bangladesh blev hektiske – ja faktisk var det sidste døgn meget travlt og blev forbundet med stor usikkerhed om jeg ville kunne flyve afsted som planlagt.
Hovedårsagen til alt dette virvar skyldtes at min bank i Danmark ikke havde reageret i tide på min mail om at overføre pengene til min filmmand Nashir for betaling af dokumentarfilmen (en var blevet syg og havde ladet mail-korrespondancen ligge uden at videregive den til andet bankpersonale! Jeg må skifte bank!). Meget tid gik med at måtte ringe hjem og sætte en pengetransaktion via western union i gang, hvilket tilsyneladende viste sig at være ret besværligt fra Danmark til Bangladesh. Derudover var der pludselig problemer med den sidste redigering af filmen, hvor systemet som skulle redigere filmen lavede kludder i sekvenserne. Ja, alle har nok prøvet det, men det var en dag, hvor man føler at alt går galt og tænker ”hvorfor og hvorfor lige nu!”.
Jeg husker at stå halv svedt med min film-mand ved flyselskabet i Dhaka og måtte ændre min flybillet til en senere flyafgang om eftermiddagen i håbet om at pengene ville nå at komme igennem inden da, og filmen kunne nå at blive færdig. Og jeg husker at få ideen at inddrage danske Hoffmeyer fra Danida i om muligt at hjælpe mig med pengeoverførslen via hans konto.
Det var som om at mit opkald til Hoffmeyer pludselig ændrede situationen fra kaos til at kunne lade sig gøre. Jeg husker hvordan Nashir og jeg måtte køre i pendulfart mellem flyselskabet – til Danida - og til filmstudiet og hvordan vi i den absolut sidste time fik et opkald fra banken om at at pengeoverførslen fra min danske konto til danida kontoen i Bangladesh kunne lade sig gøre og var sat i gang. Tak til Hoffmeyer for hans hjælp i sidste time!
Jeg husker hvordan jeg heldigvis havde fået pakket natten før, men måtte skynde mig at sige farvel til alt det ualmindelige søde hotelpersonale på Hotel Abakash, som kom med gaver til mig og hvordan Shetu, Nashir og jeg blev kørt mod lufthavnen af vores chauffør som vi havde brugt under filmoptagelserne. Det virkede så surrealistisk at være på vej væk fra Bangladesh, som var vi nærmest blevet stoppet midt i arbedjet - filmen, banken, flyet...... det blev i sidste minut og nu sad jeg her på bagsædet med Shetu og med to kopier og originalen af dokumentarfilmen i min håndtaske.
På vej ind mod selve lufthavnen husker jeg militærret langs vejen som viftede os ind mod vejsiden, hvor chaufføren måtte stoppe bilen og besvare nogle spørgsmål. Jeg husker mine tanker omkring den pludselige angst for om de ville opdage mine film på mig og eventuelt tage min dokumentarfilm fra mig. Jeg husker hvordan jeg pludselig sad og bad ”lad os komme igennem og lad mig forlade dette land – lad mig få denne film og mig selv ud af landet - nu! ” - jo, militærets tilstedeværelse i landet kan virkelig gøre mig utryg, ikke mindst oven på det sidste døgns i forvejen belastende timer og usikkerhed om jeg kunne tage afsted med det planlagte fly.
Minutter senere kører vi videre og kommer hen foran lufthavnsbygningen med de internationale flyafgange. Jeg får sagt farvel til Shetu og Nashir, hvilket heldgivis forløb mere smertefrit denne gang (sikkert grunden tidspresset) og ser dem en sidste gang stå og vinke mens jeg selv ruller ind gennem de tonede ruder med min bagage. Efter en times tid er jeg gennem hele proceduren med flybillet-boardingpass, visa-immigration, paskontrol og kan ånde lettet op da jeg sidder klar ved gaten, klar til at boarde flyet.
Jeg får sendt en sms til min nærmeste familie og venner hjemme i Danmark og bemærker det pudsige at min kæreste Lars netop i samme time er på vej fra Belgien mod København som jeg er på vej fra Bangladesh mod Kolkata, Belgien-København og Bangladesh-Kolkata tænker jeg...hmm... hvilket sammentræf af vores mange rejseaktiviteter.
Snart sidder jeg i flyet og kan kigge ud over Dhaka by og de omkringliggende landskaber som vi forlader Bangladesh og begiver os på vej mod Indien. Himlen er så flot med aftensolen og jeg tænker at det virkelig er et farvel til et land, som jeg, på trods af det sidste døgns intensitet, håber på at opleve igen.
I luften - på vej fra Bangladesh mod Kolkata
Jeg bemærker dog at der sidder to mænd bag mit sæde, der begge snakker intenst og sender undersøgende blikke. De, såvel som mændende overfor mig, minder mig om Bin Laden familien. De har disse dejlige rolige øjne, som virker så fredfyldte i sig selv.
Men i næste nu får jeg de skøreste tanker om hvis flyet pludselig bliver kapret og vi ikke er på vej fra Bangladesh til Kolkata, men måske en helt anden destination. Jeg tager mig selv i at tænke disse dumme tanker og prøver at tænke på noget andet, men det bliver ikke bedre af at flyet begynder at flyve ustabilt i det uvejr som er på vej.
Jeg sidder pludselig og forestiller mig hvordan jeg må redde min dokumentarfilm hvis flyet er ved at styrte ned, eller vi er ved at blive kapret. Jeg må binde små balloner fast til min dokumentarfilm og kaste den ud af vinduet med adressen hjem til Lars i håbet om at nogle finder den og sender den videre... det er lige meget hvad der sker med mig, jeg er ikke så bange for døden (udover at jeg gerne vil leve lidt flere år og tænker at det nok vil gøre ondt i nogle få sekunder og forhåbentligt maksimum nogle minutter hvis vi styrter ned lige nu).
I luften - på vej fra Bangladesh mod Kolkata - med tanker om at komme sikkert frem til Kolkata
Ingen af delene sker. Vi hverken bliver fly-kapret eller styrter ned og efter 35 minutter lander flyet i Kolkata.
Jeg kan mærke min på samme tid lettelse over og ivrighed efter at opleve Kolkata igen og se mine venner her.
Det første som slår mig er den usædvanlige varme som blæser ind i ansigtet som jeg forlader lufthavnen. Jeg får hurtigt fat i en taxa og mens vi kører afsted mod Sudder street oplever jeg hvordan Kolkata sammenlignet med Bangladesh ikke kun er varmere, men samtidig virker mere velstillet. Jo, det er anderledes end Bangladesh. Der er masser af indtryk fra gadelivet, mennesker er i gang med alle slags aktiviteter, der er en masse lys, pynt og musik i gaderne i forbindelse med forberedelserne til durga puja (en af Kolkata’s store fester). Det føles som var det juleaften eller nytår hjemme i Danmark. Jeg får sendt en sms afsted til Jane, Nazi, samt Shabir og vi aftaler at mødes på restaurant Jojo’s på Sudder Street.
Ahh, hvor skønt – her er jeg knap nok kommet mig over de intense timer fra Bangladesh før jeg allerede er på vej tilbage til mine vandte omgivelser ved Sudder street. Skønt!
De gule taxaer præger gadebilledet i Kolkata
Taxa’en kører forsigtigt ind på Sudder street og jeg er på samme tid ivrig og lettet over synet af gaden. Jeg foretager et hurtigt indtjek på hotellet og gør mig hurtigt klar til at mødes med de andre ved Jojo’s. På vej til restauranten modtager jeg en sms fra Shabir om at han har en overraskelse til mig... en overraskelse! tænker jeg, hvad kan det mon være? Måske en frugtsalat, en vegetarburger eller andet mad fra Jojo? Frugtsalaten kan jeg nemlig godt lide...men nej.... da jeg ser de andre ved Jojo’s og vi spiser sammen viser det sig bagefter at overraskelsen er en ny motorcykel som Shabir har købt. Det er en flot ny maskine som står og skinner ude foran restauranten. Jane siger at hun er bange for at køre på motorcykler og specielt i en trafik som i Kolkata. Jeg ved at jeg nok burde tænke det samme, men indrømmer at jeg elsker fart og spænding, inklusive køreture på motorcykler, og tager derfor imod tilbuddet om en tur.
Snart kører vi igennem den tætte trafik i Kolkata. Da jeg først tillader mig selv at give slip på min mindre angst for at vi styrter eller bliver kørt ned, nyder jeg bare turen, at sidde bag på, at mærke suset og hvordan maskinens mange kræfter får os i hurtige zig-zag gennem bilmasserne og køler os ned fra den ellers intense varme.
Det føles som nytårsaften på rådhuspladsen, hvor der er fest og farver og hvor alle lysene fra fyrværkeriet lyser hele arealet op og nærmest blænder øjnene - og det føles forfriskende at blive luftet igennem af aftenvarmen og undslippe den ellers massive trafik. Hvilken befrielse og hvilken oplevelse!
Her er jeg knap nok landet i Kolkata - også sidder jeg bag på en motorcykel og suser gennem Kolkata’s gader! Incredible India!
No comments:
Post a Comment