Lige nu tænker jeg for eksempel på mine travle dage med at lave film omkring gadebørnene, på alle oplevelserne med det, køreturene rundt i Dhaka til de forskellige steder hvor vi har filmet, de mange optagelser og stillingtagen til indholdet, de dage hvor jeg har sovet på gulvet i filmstudiet midt på dagen og aftnerne hvor vi har indtaget iftar hos min filmmand Nashir og hans famile, hvorefter jeg sent om aftenen er blevet kørt hjem til mit hotel.
Billede af Nashir’s familie under vores iftar. Under ramadanen indtages iftar ved aftenstid som markerer tidspunktet hvor man som muslim atter må spise. Her sidder vi i Nashir’s filmstudie og indtager iftar sammen med hele hans familie og filmteamet.
Der har været dage, hvor jeg efter filmarbejdet har taget videre til fundraisning aktiviteter ved ”The Australian Club”. Her har australske Daniel haft travlt med at indsamle penge til to siamesiske tvillinger hvis hoveder er groet sammen og som med godt held kan skilles ad ved en operation i Australien. Ved ”The Australian Club” har jeg nydt at se og tale med andre ”udlændinge-turister ” som jeg selv, men har også været bevidst om det meget anderledes miljø indenfor disse klubber, sammenlignet med gadebilledet og de almindelige omgivelser i hverdagen. Og jeg har nydt min første øl siden Kolkata og det første glas hvidvin siden Danmark.
Om aftenen har jeg på vej hjem mod hotel Abakash i cykel-rickshaw’en haft tid til at fordøje alle dagens indtryk kombineret med billederne fra nattelivet og aktitiveterne i gaden. Jeg tænker på cykel rickahaw-manden der, som så mange andre cykel-rickshaw mænd, indikerer at de gerne vil ud af landet og med til Danmark ”take me to your country, I want to come with you, my country is so poor” og mine tanker om hvordan det ikke er første gang jeg er blevet spurgt om dette, inklusive af drenge ned til 14-15 års alderen, som spørger om jeg ikke kan tage dem med til Danmark, om min fortvivelse og hvordan jeg peger på min ring og siger ”sorry already married – my husband”, og tænker at det nok mere er et spørgsmål om en vennetjeneste til dem alene og deres familier, og herefter vores samtaler om deres liv og hverdag som cykel-rickshaw drenge og mænd, om familien som er stor og skal brødfødes, om familiemedlemmerne som bliver syge og som knap nok har råd til at få den nødvendige medicin eller komme til lægen....og vi kører bare videre i gaderne som stadig er fyldte med gadebørnene som sælger forskellige ting eller tigger - alle disse billeder og indtryk vælter nærmest ind over mit sind som en serie af billeder med forskellige motiver og forskellig musik ...
Billedet af en af de mange rickshaw-mænd der præger bybilledet i Dhaka. Jeg lytter til deres beretninger om livet i Bangladesh når jeg kører med dem.
Men det er samtidig alle disse indtryk som gør oplevelsen i Bangladesh så meget mere kontrastpræget, stimulerende og lærerig. Jeg tænker på de forskellige personer som jeg har mødt lige fra Ishrat fra PCAR, til alt hotelpersonalet, til Nashir filmmanden, til mange andre personer, inklusive ved PCAR’s drop-in-centre for gadebørnene, til gadebørnene... - alle har de hver deres personligheder og historier om livet og udviklingen i Bangladesh. Jeg tænker på personerne som jeg mødte ved the australian club, fra journalisten (halv-bangladeshi/halv australier) og hans beretninger om at være journalist i Bangladesh på godt og ondt (det som han kan og må skrive om og det som han må fortie om eller helt undlade at komme ind på), og de to australske piger som arbejder med autistiske børn og deres fælles oplevelse af hvor glade de er for at være i Bangladesh grundet mentaliteten og den glade og venlige befolkning...som de selv siger:
”Maybe they are poor, or considered poor by our western eyes, but their heart and faces seem happy, they smile a lot and don’t worry as much as many people tend to do in our developed countries”
No comments:
Post a Comment