Ved Banani supermarked har jeg adgang til en hurtig internetforbindelse (læs: hurtigere end hotellets), som for det meste virker. Rickshaw-cyklen er den normale transportform og turen får mig gennem den smalle passage ved vandet hvor beboerne altid er i gang med et eller andet arbejde og klynger sig tæt op ad vejen i de mindre blikhuse.
Jeg har ikke rigtigt ville tage mit kamera op og fotografere vejen, da jeg tilsyneladende er den eneste turist som passerer området og jeg synes at det vil virke akavet hvis jeg pludselig sidder der med mit kamera oppe foran ansigtet.
Dog er jeg begyndt at gøre det, at jeg fotograferer og filmer med kameraet i skødet og lader kameraet være næsten helt overdækket af mit sjal... det lader til at der ikke er mange der opdager det.
På vej fra Banani mod Mohakhali gennem den smalle passage møder man mange andre cykelrickshaws, samt lokalbefolkningen der er i gang med mange forskellige aktiviteter langs vejen. Ofte er der nogen der sorterer affald, tørrer kokusskaller eller fibre. Jeg ved ikke hvad kvinden leder efter. Læg mærke til højhusene i baggrunden nær Mohakhali.
Det er Ramadan i Bangladesh frem til den 14. oktober, hvilket betyder at folk faster fra tidlig morgen (normalt omkring kl 04.00 om morgenen til omkring kl 17.30).
Jeg synes det er fascinerende at høre dem berette om fasten, ikke mindst hvordan de er vandt til denne årlige faste og godt kan udføre deres arbejde selv om de hverken må drikke eller spise i timerne fra tidlig morgen til aften.
Fasten brydes ved det som hedder Iftar, hvor man som regel sammen med andre indtager det første måltid mad. Jeg har indtaget Iftar med filmmanden Nashir, filmteamet og hans familie i filmstudiet og hjemme hos ham, samt med det venlige personale på hotel Abakash der inviterede mig med til Iftar. Først hører vi bønnen fra minareten, så skal vi drikke vand fra vores glas i tre slurk og derefter kan vi begynde at spise maden.
Iftar symboliserer ophørelsen af fasten hver dag, hvor muslimer således atter må spise. Iftar finder sted med lidt forskudte tider, men som regel omkring kl 17.30. Ved Iftar anrettes tallerknerne med forskelligt mad, lige fra det sure og søde på samme tallerken. Det er ikke alle muslimer der faster. De fleste børn er undtaget at faste og kvinder der menstruerer bør heller ikke faste. (Jeg kender dog de to første dejlige muslimer, der ufhængig af alder og køn alligevel ikke faster).
Som jeg kommer kørende i rickshaw-cyklen forbi de små huse på den smalle passage ved vandet kan jeg se tre-fire drenge som sidder på gulvet inde i et hus i deres fineste hvide tøj og citerer fra koranen. Jeg hører et kort øjeblik hvordan de læser versene op. Det virker fascinerende og på samme tid lidt usædvanligt at se de unge drenges fordybelse i koranen. Ude foran huset er der mange aktiviteter i gang, men de er tilsyneladende i stand til at abstrahere fra støjen og virker meget koncentreret omkring koranen.
Området ved den smalle passage er tæt pakket med mennesker og blikhuse... også er der alle os der kommer kørende forbi i cykel-rickshaw.
I Banani super-market får jeg ordnet mine internetting på 2. sal (eller om ikke andet prøver jeg hver dag om forbindelsen tillader internetadgang). Derefter går jeg ned på stueetagen og indtager som regel noget drikkelse og mad. Normalt er der ikke gardiner foran åbningen til butikken, men i anledningen af Ramadanen, hvor mad normalt ikke må indtages i dagstimerne, er der gardiner foran butikkerne, som kan gøre det lidt mere diskret for dem som ”synder” og spiser mad. Jeg er sulten og tørstig og køber derfor mad og drikke og sætter mig ned ved siden af en mand som også sidder og spiser. Vi begge sidder således her bag gardinerne og indtager vores måltid, mens nogle mænd skuler ind på os ude foran butikken... det hele virker lidt ”hemmeligt”, som skal det helst gøres lidt diskret.
En lidt sjov og anderledes oplevelse for mig.
Butikkerne som sælger mad og drikke har gardiner foran indgagen under Ramadanen. Billedet har jeg taget som jeg sidder og indtager min frokost bag gardinerne, mens nogle mænd kigger observerende på mig, min mad og mine ”synder”.
På vej hjem mod Mohakhali kommer vi atter igennem den smalle passage og jeg lægger mærke til alle aktiviteterne...børnene leger ved vandet eller oppe på vejen, mens kvinderne oftest er i gang med noget arbejde. En kvinde er i færd med at samle nogle fibre sammen og tørre kokusskaller som blandtt andet kan bruges som brændsel. Jeg sidder bare her i cykel-rickshaw’en og tænker på kontrasten mellem deres blikhuse i forgrunden og hotellerne, samt kontorbygningerne i baggrunden nær Mohakhali.
Tøj, såvel som kokusskaller og fibre, hænger og ligger til tørre langs vejen fra Banani mod Mohakhali
På vej hjem begynder det pludselig at regne voldsomt og manden som cykler med mig bliver voldsomt våd og det gør jeg også selv. Men manden skynder sig at tage beslaget op for cyklen, så jeg kan sidde i læ . Han tager tilmed et stykke plastik op og folder ud over mig så jeg kan gemme mig under det. Imponerende effektivt tænker jeg. Samtidig ringer min mobil og det er Mr Alam fra hotel Abakash der bare vil høre hvor jeg er og forsikre sig at jeg er ok og kan finde hjem i regnen. Meget betænktsomt.
Om eftermiddagen har regnen lagt sig og jeg mødes med Shetu og Jane. Shetu vil gerne tage os rundt til byens forskellige seværdigheder. Vi skal blandt andet se Dhaka’s nationale museum, biblioteket, deres moderne nationale assembly bygning, samt besøge zoologisk have og botanisk have. Vi begiver os på vej med en af de grønne CNG-autos og skifter senere til en cykel-rickshaw, hvor vi akkurat lige kan være alle tre.
På et tidspunkt stopper vi for at købe noget vand og mens vi går hen mod biksen lægger jeg mærke til kombinationen af gedebukke som ligger på trapperne, samt mænd der sidder og snakker og kvinder der sidder med deres små børn. Jeg spørger Shetu hvad kvinderne laver her og Shetu fortæller at der desværre er mange stofmisbrugere som kommer til disse offentlige steder for at tigge. Hun fortæller at det er så frustrerende og svært, fordi børnene bruges til at tigge og at regeringen samtidig ikke gør noget for at hjælpe stofmisbrugerne og deres børn.
Mødre med børn og gedebukkene i byen. Ved mange offentlige steder finder man foruden mænd der sidder og snakker dyr der ligger omkring og kvinder der sidder med deres små børn...klar til at tigge.
Da vi igen er på vej med vandet og anden proviant ned mod vores cykelrickshaw kommer der også rigtigt nok en lille dreng løbende efter os. Hans mor sidder stadig under træet og betragter os, mens den lille dreng ihærdigt tigger om penge. Han river fat i vores bukser og prøver at holde os i hånden, men ser bare selv så lille og uskyldig ud med hans unge barnevæsen. Så her har vi eksemplet på barnet som tigger og moderen som er stofmisbruger tænker jeg.
Shetu siger i en bestemt tone at vi ikke skal give ham nogle penge, da de går direkte til stoffer og ikke til mad til drengen. Hun fortæller at hun med egne øjne har set det og at hun samtidig har været ude og give mad til dem, men det ville mødrene ikke tage imod – kun penge til stoffer. Jane og jeg siger ingenting og giver ham ingen penge, men giver ham i stedet et par af de bolcher som vi har købt. Men drengen bliver ved med at følge efter os helt ned til cykelrickshaw’en og jeg kan mærke hvordan jeg selv bliver påvirket af situationen. Det er forbandet svært at se og håndtere og det er svært at skulle afvise barnet. Han er jo bare et lille barn som måske dagen lang skal tigge om penge til hans mors stoffer og igennem dette arbejde bliver han gang på gang afvist af mennesker der beder ham om at holde op og gå væk. Måske er han vandt til det, måske påvirker det ham anderledes, forhåbentligt påvirker det ham ikke for meget? Jeg ved det ikke.
Denne dreng fulgte os hele vejen fra pladsen med gedebukkene ned til vores cykel-rickshaw imens han ihærdigt tiggede om penge. Men vi gav ham ikke nogen penge. Det er barskt at skulle afvise små størrelser som ham, men det virker ligeså uholdbart at give penge til moderens stofmisbrug.
Da vi atter sidder oppe i cykel-rickshaw’en snakker vi videre om problematikken omkring børnetiggeriet og forældrene der er afhængige af stoffer. Vi snakker om hvad man kan gøre, hvem der skal gøre hvad og hvad der vil hjælpe. På det mere basale plan tænker jeg om man skulle gå hen til moderen og snakke med hende, men jeg fanger mig selv i at tænke at det nok ville være tåbeligt og nyttesløst? hvad skal man sige? hvad kan Shetu sige? hvad vil det hjælpe? Og det at give penge til stoffer er da heller ikke en løsning, det er ikke særligt holdbart og forebyggende? Så hvordan kan man finde forebyggende tilgange til stofmisbrugere i Bangladesh? Jeg har ikke svaret! Der er så mange ting, som jeg oplever i Bangladesh, hvor jeg undres og hvor jeg instinktivt har lyst til at handle – men hvad kan jeg gøre?
Længere henne ad vejen gør vi stop ude foran Dhakas national assembly building.
Dhaka’s national assembly building er designet af den amerikanske arkitekt Louis Kahn og er et af landets mest moderne bygninger.
Dhaka’s national assembly building er en af landets mest moderne. Selve bygningen er designet af den amerikanske arkitekt Louis Kahn og blev bygget færdig i 1982. Bygningen er ofte inkluderet i bøger over moderne arkitektur og regnes for en af Kahn’s fineste bygninger.
Vi tager nogle billeder af den imponerende bygning og går herefter over vejen, hvor vi skal besøge tidligere president Zia’s mausoluem.
Shetu og Jane på vej over broen mod Zia’s (Ziaur Rahman) mausoluem
Den tidligere president Ziur Rahman, som populært kaldes Zia, kom til magten i 1978 og etablerede Bangladesh National Party (BNP) som fik 2/3 af alle parlamentets stemmer i 1979-valget.
En minde-inskription står flot placeret ved indgangen mod Zia’s mausoleum
Zia blev respekteret som en kompetent statsmand, der blandt andet indførte mange effeftive regulativer og ikke mindst demokrati til landet. Gennem de næste fem år blev landets økonomi også stærkere og stærkere, blandt andet med støtte fra andre lande.
En ældre mand i traditionel påklædning står og betragter Zia’s mausoleum
Dog mistede Zia magten i 1982 til General Ershad ved et militærkup.
Pladsen omkring Zia’s mausoleum er flot dekoreret med nogle vigtige sætninger fra koranen. Det gør ikke synet mindre interessant med de lokale i deres flotte klæder
Vi kører videre mod zoologisk have og bliver budt velkommen af et kæmpe coca-cola skilt med den nærmest lille sidebemærkning ”Dhaka zoo”.
Skiltet med Dhaka zoo virker som en sidebemærkning næstefter den store reklame for coca-cola
Dhaka zoo har over 100 forskellige dyr, men som med mange zoologiske haver i udviklingslande har dyrene det ikke altid lige godt. Nogle af dyrene har meget lidt plads og andre dyr bliver drillet af menneskemasserne (det kan naturligvis diskuteres om zooligske haver i udviklede lande er meget bedre).
I Dhaka zoo ser vi mange forskellige dyr lige fra fugle, aber, elefanter, flodheste og løver. Jane og jeg bliver fulgt nøje af en skare af lokale mennesker og det forekommer som om at vi nærmest vækker større opsigt og interesse end dyrene.
Normalt har jeg ikke noget imod at blive studeret, ja nærmest begloet, det er noget som jeg har lært at ignorere i Indien og Bangladesh, men her i Dhaka zoo får lyst til at stille mig ind i et bur og blive begloet, for jeg føler virkelig at jeg er ”et eller andet fremmede der skal kigges på”.
På et tidspunkt hører vi to løver der brøler højlydt. Vi går over til deres bur og ser at de står i hvert sit bur, men tilsyneladende er meget beskæftiget med at kigge over til hinanden og udsende de store brøl. En mand tager en plastikflaske op fra jorden og prøver at drille løven og dens løveunger. Nogle andre mænd griner af det og synes det er morsomt at tirre dyrene. Andre igen, inklusive os tre, synes det er iøjenfaldende at man bare kan gå hen til burret og gøre hvad man egentligt vil, da der tilsyneladende er mangel på opsyn med dyrerne.
Vi går videre og ser et lidt mere fredelig billede af en stor flodhest som ligeså mageligt står og spiser græs. Jeg har før været tæt på flodheste i Afrika, specielt under filmarbejdet med nordisk film, hvor vi på et tidspunkt kom for tæt på en flodhest i vandet og lynhurtigt måtte vende båden og komme væk da den farede dikrete over mod båden. De har temperament! Men jeg har aldrig været så tæt på en flodhest der står på land og græsser som her i Dhaka zoo.
Flodhesten der står og æder græs, mens vi er nogle tilskuere der står og betragter den på tæt hold.
Jane og jeg sætter os til rette blot 1 meter fra flodhsten som står inden bag tremmerne og virker fuldt optaget af at spise. Vi betragter den bare med sin fugtige og mudrede hud og ikke mindst de store stødtænder der af og til kommer til syne som den står der og æder.
Botanisk have ligger lige ved siden af Dhaka zoo, så vi går bare direkte der over og tager en richshaw-cykel rundt i haven. Den botaniske have strækker sig over 40 hektarer og har mere end tusinde lokale og udenlandske plantearter. Der er mange flotte blomster, men lige så mange grønne planter og træer.
Skiltet over indgangen til botanisk have
Selve haven er forbundet med et stort grønt område der måske mest af alt kan sammenlignes med dyrehaven nord for København. Vi bliver cyklet ud til en mindre sø, hvor der allerede sidder menensker på en platform og betragter det flotte landskab. Det er næsten som at være i Danmark.
Søen og det omkringsliggende landskab er meget idyllisk at sidde og betragte. Man skulle ikke tro at dette også er Dhaka.
Shetu fortæller at mange unge mænd og kvinder har begrænsede muligheder for at mødes hjemme, så de forelskede par mødes derfor i snu i parken. Og det er også rigtigt, når man kigger bag træer eller buske dukker der hurtigt et par ansigter frem.
Om aftenen er vi inviteret på besøg hos Shetus og hendes søsters kammerater.
Shetu og Shuvo har nogle gode studiekammerater og deres familie har inviteret Shuvo, Shetu, Jane og jeg på middag hjemme i deres hus. Jane og jeg køber nogle lækre kager som bliver pænt pakket ind og Shetu lærer os at det er bedre at komme med to små æsker kager end en stor. Så vi kommer med hver vores æske kage.
Vi kører først med taxa gennem Dhakas by og bliver herefter sat af ved en vej hvorfra vi skal tage videre med cykelrickshaw. Alt er mørkt og elektriciteten er gået i området, så i lyset fra stearinlys langs gaden begiver vi os på vej ad en meget lille, hullede og mudrede vej. Jeg tænker at det er godt at vi har Shetu med for snart er vi inde i nogle meget snoede-labyrint-lignende passager og uden hende ville vi sikkert fare vild.
Det er virkelig en oplevelse at køre i cykelrickshaw i dette område. Cyklerne har ikke lys på og med strømsvigtet kan vi nærmest ikke se noget som helst. Denne situation er blot en af de mange der får Jane og jeg til at grine og synes at oplevelserne i Bangladesh er så meget mere fremmede og forunderlige på samme tid.
Snart er vi fremme ved en vej der ender blindt. Vi går op af en trappe og bliver taget varmt imod af Shetu og Shuvo’s to studiekammerater samt den ene fyrs’ søster samt mor.
Billedet af Shuvo’s ven, hans søster og mor. Vi bliver inviteret hjem til Shetu søsters studiekammerat, hans lillesøster og mor. Familien har lavet virkelig lækker mad til os og er meget søde og gæstfrie.
Vi vasker hænder og sætter os herefter til bords. Moderen og søsteren serveres en masse lækre retter for os, kylling, kartofler, grøntsager, æg og blandt andet den populære fisk Hilsa. Jane og jeg spiser som de andre med hænderne og dypper dem bare ned i risen, karrysaucen og alt det andet. Da fisken har mange ben begynder Shetu og Shuvo at hjælpe mig med at få benene ud af fisken. De er tydeligt rutineret i at fange ben fra fisken og laver små kugler til mig som jeg så bare kan putte i munden.
På et tidspunkt går strømmen atter ud og hele lokalet er mørkt. Den ene studiekammerat, som bor der med hans mor og søster, finder en petroleumslampe frem og får derved skabt lidt hyggestemning ved bordet. Da det samtidig betyder at husets fan ikke virker tager han en stor vifte frem og begynder at vifte frem og tilbage ved siden af Jane og jeg. Jane og jeg kigger på hinanden og kan ikke lade være med at smile over den eminente service fra denne flotte unge mand. Jeg siger til ham at det er meget venligt og galant af ham at stå der og vifte så vi ikke bliver for svedte. Han smiler ved bemærkningen, mens Shetu og Shuvo nærmest i munden på hinanden kommenterer at han er mere galant overfor fremmede gæster end overfor hans kone! (Slam tænker jeg, men han ser ikke ud til at tage det til sig).
Shuvo, Jane og Shetu i sofaen. Billedet er dog taget inden der kom strømsvigt, ellers ville I ikke kunne se disse tre smukke kvinder.
Efter middagen sætter vi os over i sofaen hvor vi får vi serveret dessert. Vi er allerede så mætte, men bliver naturligvis nød til at smage på desserten.
Den unge fyr som tilsyneladende virkelig gør sit til at Jane og jeg skal føle os godt tilpas og være hans gæster i hjemmet, kommer ud med en masse kager på et fad. Der er stadig strømsvigt og dermed næsten helt mørkt i lokalet.
Han sætter sig på knæene foran mig og begynder at brække stykker af kagen med sine fingre som han derefter nærmest mader mig med. Jeg må ærgligt indrømme at jeg ikke havde regnet med at han ville sidde der og madde mig med desserten på denne måde. Jeg er et øjeblik glad for at der er strømsvigt så han ikke kan se den pludselige rødmen som jeg et kort øjeblik kan mærke i mine kinder. Jeg mener, hjemme i Danmark er det normalt noget meget intimt hvis en fyr begynder at sidde og putte desserten over i en kvindes mund, men her er det åbenbart meget almindeligt og jeg tror ikke han tænker det fjerneste over det eller lægger noget i det.
Jeg kigger også over på Shetu, der sidder med sin mobil i sofaen og er i gang med at sende en sms. Hun virker helt uanfægtet af situationen og kan ellers godt lange ud efter fyre hvis de bliver for påtrængende (jeg tænker på de gange i Kolkata hvor vi har været i selskab med andre og jeg har kunnet mærke på hende at der var noget der gik hende på, hvorefter hun i en kort sidebemæskning har forklaret ”jeg har lige fortalt den fyr at du er gift med Lars i Danmark så han kan godt holde nalderne væk fra dig!).
På et tidspunkt kan jeg ikke spise mere kage og får indikeret til ham at jeg ikke kan spise mere, hvorefter Jane også får et par håndfulde kage med hånden. Sikke et syn!
Herefter vil søsteren gerne synge en sang for os. Hun sætter sig ved bordet i lyset fra petroleumslampen og begynder at synge Bangladesh’ nationalsang. Hendes stemme er meget fin og ren og de mange nuancer samt skæve toner gør sangen meget smuk og fremmede på samme tid. Vi andre sidder helt stille og lytter mens jeg filmer hendes sang med mit kamera.
Vi slutter af med at gå (læs: fumle os i mørket på vej) op på taget af bygningen hvorfra vi har en flot udsigt over Dhaka - ”Dhaka by Night”. Herefter tager vi afsked og siger mange tak for den dejlige middag og deres gæstfrihed. Studiekammeraterne følger os på vej ned ad trapperne og med på vej i cykelrickshaw’en til hovedvejen. Der er stadig helt mørkt og vejen er mudredet og hullet, men det ændrer ikke på vores humør eller samtalerne frem og tilbage.
Den aften tænker jeg på alle de forskellige indtryk fra dagen. Jeg tænker på den lille dreng der tiggede om penge til sin mors stoffer og jeg tænker på middagen hos Shetu- og Shuvo’s venner. Nok har jeg travlt med dokumentarfilmen ”gadebørnene fra Bangladesh”, men jeg er også glad for en dag som i dag, hvor jeg prioriterer at tage tid til mine nye veninder Shetu og Jane og de oplevelser som vi har sammen.
Filmklip: pigen som synger under strømafbrydelse
No comments:
Post a Comment