Billedet viser Mr. Rony yderst til højre samt en af de andre TDC-ansatte der begge arbejder med projektet ”Protection of Street Children’s Rights in Rajshahi.” Tidligt om morgenen tager Shetu og jeg en cykel-rickshaw til TDC-kontoret, hvor vi skal møde Mr. Rony som vil fortælle os om Danida-TDC-projektet og ledsage os til centeret for gadebørnene.
Mr. Rony, som er program-ansvarlig for projektet under TDC og som siden år 2000 har arbejdet med gadebørn, informerer mig om projektet og er åben for spørgsmål, mens Shetu er min oversætter. (Det er jeg glad for da der med det begrænsede engelsk ellers kan gå en del information tabt).
Danida’s og TDC’s hovedformål er at få gadebørnene væk fra gaden ved at forebygge at de i første instans ender på gaden. Dernæst er formålet at hjælpe dem gennem forskellige aktiviteter til at kunne finde alternative arbejder end livet på gaden.
Mr. Rony forklarer at mange familier udnytter børnene psykisk og fysisk og at der derfor er et stort behov for at forebygge disse udnyttelser gennem information til forældrene og børnene omkring børns rettigheder og beskyttelsen af børnene.
Børnene har brug for rehabilitering gennem en børnevenlig tilgang og samtidig skal der fokuseres på børnenes rettigheder som defineret ud fra North Bengal Child Rights Consortium (NBCRC). Rony fortæller at TDC samarbejder med 16 forksellige NGO’er fra 16 forskellige distrikter som alle arbejder gennem NBCRC. Dette netværk giver bedre muligheder for at promovere børns rettigheder til civil-samfundet og udveksle erfaringer og tilgange på tværs af distrikterne. Organisationerne afholder også åbne fora i byerne for den almene befolkning for at gøre den mere bevidst omkring gadebørnenes rettigheder og beskyttelsen af dem.
Men til spørgsmålet om hvorvidt TDC føler at alle deres formål er implementeret og virker successfuldt siger Rony at næsten alle programmer er implementaret, men at det er svært at ændre mentaliteten blandt lokalbefolkningen til at accpetere gadebørnene og tilmed fokusere på deres rettigheder og beskyttelse.
Mr. Rony yderst til ventre samt to af lærerne ved centeret i baggrunden, samt tre af de 30 gadebørn tilknyttet centeret
Centeret for gadebørnene under Protection of Street Children’s Rights in Rajshahi (PSCR) giver børnene husly, mad, undervisning samt træning i forskellige arbejder som computer-faciliteter, et sy-broderi-værksted mm. Faciliteterne minder således meget om faciliteterne ved PCARs projekter som jeg har besøgt i Dhaka og Chittagong.
Shetu og jeg modtager både blomsterkranse og en fin buket blomster da vi ankommer til centeret for gadedbørn i Rajshahi. Her er det smukke Shetu med de farvestrålende blomster.
Da vi besøger centeret i Rajshahi får vi en varm velkomst af børnene som med store smil giver Shetu og mig en blomsterkrans over hovedet og andre børn som igen hilser os velkommen ved at smide blomster over hovedet på os. Jeg spørger en af lærerne om det er tradition at byde besøgende velkommen med sådanne flotte blomster og denne gæstus. Læreren fortæller mig at det var børnenes ide at lave blomsterkranse og give os blomster over hovedet.
Jeg synes at det er en rigtig fin ide af børnene at lave blomsterkranse og buketter til os - specielt hvis det virkelig er drengenes egen ide med blomsterne.
Vi sætter os på gulvet i en rundskreds og introducerer os selv, hvorefter at jeg kan begynde at spørge ind til deres liv og hverdag, hvilke aktiviteter de er glade for, samt deres syn på- og ønsker om fremtiden. Shetu, min dejlige veninde fra Bangladesh som jeg stadig tror at Gud har sendt til mig, er en fantastisk god oversætter og med hendes varme væsen og dejlige smil får hun godt gang i samtalerne.
Centeret har på nuværende tidspunkt 30 børn, primært drenge, i alderen 6-16 år (den typiske alder for gadebørn). Der er kun to piger tilknyttet centeret. De er søskende og bor ikke på centeret, men kommer her i løbet af dagen da deres mor er prostitueret (sex-worker) som den ældste pige på omkring 14 år selv kalder det. Moderen har derfor ikke tid til dem. De to piger siger ikke meget og den ældste pige sidder blot stille og holder den mindre søskende ind til sig som nærmest sidder passivt, men observerende i hendes skød.
Disse to piger er tilknyttet centeret i dagstimerne og er glade for at kunne komme og lave håndarbejde som at sy og brodere. Den ældste pige fortæller mig at hendes mor er ”sex-worker” (prostitueret) hvorfor hende og hendes søster ikke har lyst til at være hjemme om dagen når hendes mor arbejder.
De drenge som der har været tilknyttet centeret i længst tid har boet her 3 år, mens andre har været her 1 år eller blot 1 måneds tid. Drengene fortæller at godt kan lide ”drop-in- centeret”, de åbne centre ude i byen (open air street centers) og den uformelle undervisning. Derudover er de meget glade for adgangen til de forskellige aktiviteter som computertræning og håndarbejde da dette giver dem mulighed for et alternativt arbejde til livet på gaden.
Tre-fire af de ældste drenge har også allerede et arbejde i et værksted og på et computer-kontor, hvor de hver dag arbejder nogle timer og derved får en løn. I flere detaljer fortæller drengene om hvordan de er specielt glade for at have undervisning i bangla og kulturelle aktiviteter, hvor de synger og danser. De fortæller også om hvordan de ikke kan lide at tænke på den gang deres familier gjorde slemme ting mod dem og de rendte væk og samtidig hvordan nogle mennesker, ”businessmen”, som de kalder dem, bad dem om at udføre illegale aktiviteter og tilmed seksuelle ydelser.
De fleste af drengene er interesseret i at følge med i samtalerne omkring deres liv på centeret og deres liv på gaden, mens nogle få (fire-fem stykker) er komfortable med at snakke om de mere problematiske aspekter af livet på gaden og hvad der gør det svært at reducere antallet af gadebørn.
Problematikken omkring ”businessmænd” – det vil sige de mænd som er interesseret i at der findes gadebørn som let kan udnyttes til forskelligt arbejde, er meget kompleks og svær at håndtere. Vi kommer ind på samtalen omkring disse mænd og gadebørnene fortæller mig at businessmændende ofte gør dem afhængig af stoffer.
Når de først er blevet afhængige af stoffer er det lettere for businessmændende at få dem til at udføre alt muligt forskelligt arbejde, lige fra farligt og usselt arbejde til en minimal løn til seksuelle ydelser... - alt sammen kan lade sig gøre fordi de ved at drengene er blevet afhængig af stoffer og businessmændende kan derfor udnytte situationen og deres afhængighed til at få drengene involveret i næsten alt slags arbejde - så længe de giver drengene deres stoffer.
Ved centeret er drengene i alderen fra 6-16 år. Nogle af de yngre drenge virker noget kritiske og generte, mens nogle af de ældre teenager-drenge er meget udadvendte og smilende og har let ved at indgå i samtaler, hvor de er ivrige efter at forklare om deres liv, tidligere oplevelser og positive tanker om fremtiden.
En af lærerne på centeret tilføjer at det største problem omkring gadebørn, eller udsigterne til at reducere antallet af gadebørn, er disse ”businessmænd” der er interesseret i at have gadebørn og gøre dem afhængige af stoffer.
Lederen af centeret forklarer hvordan børnene ofte bliver afhængig af heroin og når de først er afhængige vil gadebørnene forblive hos businessmændende, der kan skaffe dem stofferne mod seksuelle ydelser og andet arbejde. Nogle af businessmændende gør børnene blinde eller giver dem brændemærker i ansigtet således at børnenes muligheder for at finde alternativt arbejde begrænses og de bliver endnu mere afhængige af stofferne og arbejdet gennem businessmændende.
En anden af lærerne på centeret fortæller om hvordan nogle gadebørn bliver dræbt af ”businessmændende” hvis de prøver at stikke af eller finder et alternativt arbejde gennem en anden ”businessmand”. Det er røstende at høre på og virker samtidig helt urealistisk at sidde her blandt disse drenge, ja i mine øjne børn, og høre dem fortælle om deres barske oplevelser i så ung en alder, samtidig med at de kan sende sådanne varme og glade øjne. Jeg har snart mødt over 200 gadebørn på de forskellige centre og det slår mig hver gang hvordan de kan sende disse smil og være så gavmilde i deres væsen, når jeg tænker på hvad de har været igennem. Måske det bare er mig der undres eller måske de bare har en ekstra stor portion overlevelsesevne og fleksibilitet til at komme videre i livet. Jeg ved det ikke.
Efter vores samtaler laver drengene en opvisning hvor de synger, spiller musik og danser. Mange af gadebørnene har virkelig kreativ og musikalsk talent og er meget gode til at danse og synge. Her er de i gang med at synge en af deres populære sange på bengali, på engelsk kendt som ”we shall overcome”
På et tidspunkt spørger en af de ældste drenge ind til hvorfor jeg er kommet hele vejen fra Danmark til Bangladesh og tilmed afsidesliggende Rajshahi for at høre om deres historier. Ham og de andre virker ret interesseret i mit svar, så jeg fortæller så oprigtigt som muligt at jeg hjemme i Danmark er lærer på en skole, hvor mange af børnene har utrolig mange resourcer og at jeg er glad for mit arbejde med at undervise børn, men at jeg altid har haft en interesse i at tage ud i verden og komme tættere på de børn som ikke altid har det let, at jeg gerne vil lære om deres liv og hverdag, deres historier og at jeg håber på, gennem mine blogbeskrivelser og foredrag når jeg kommer hjem at kunne udbrede mere information om andre børns levebetingelser i andre lande.
Jeg fortæller dem også at vores skole hjemme i Danmark yder støtte til Mother Theresa’s Missionaries of Charity i Kolkata, men at ingen lærer fra skolen har besøgt Kolkata og organisationen’s virke, hvorfor jeg fandt det interessant at tage afsted og tilmed at besøge Bangladesh med samme formål at se hvordan forskellige organisationer arbejder med at forbedre levebetingelserne for udsatte grupper af mennesker.
Nogle af drengene siger nærmest i munden på hinanden at de er så glade for at jeg er kommet hele vejen her til og vil lytte til deres historier og at jeg vil fortælle om dem hjemme i Danmark. De forklarer mig at de ikke er vandt til at nogen gider interessere sig for dem og deres liv og høre deres historier. Jeg sidder et øjeblik og bliver virkelig rørt over denne kommentarer - for hvis de ikke har en god historie og sag som folk kan arbejde for... hvem har så!? Jeg svarer at jeg har stor respekt for dem og deres evne til at komme videre i livet, at jeg finder deres historier yderst relevante og at det glæder mig at jeg kan være her og tilmed se at mange af dem er glade ved centeret og dets faciliteter. Inde i mit hovede kan jeg allerede se for mig hvordan jeg i min næste dokumentarfilm vil følge gadebørnene på tættere hold og komme endnu tættere på deres liv (eventuelt med skjult kamera) og samtidig finde ud af hvad der er sket med dem og organisationernes virke siden sidst.
Inden deres forestilling går i gang tager jeg dette billede af de medvirkende i forestillingen, men under selve forestillingen filmer jeg med videokameraet, hvorfor jeg desværre ikke får taget billeder til bloggen.
Da vi har snakket frem og tilbage fortæller børnene at de har lavet et teaterstykke, som de gerne vil fremføre for mig. Jeg siger tusind tak for invitationen og tager mit film kamera op klar til at filme forstillingen.
Forestillingen ”The life of Street Children” spilles af
5-6 forskellige drenge.
Det handler om hvordan drengene kommer til gaden og hvordan de overlever på gaden og bliver udnyttet af politiet og ”businessmanden”.
I første scene ser vi en ny dreng der kommer til gaden og som bliver introduceret til en ”businessmand” der giver ham mad, men som samtidig gør ham afhængig af stoffer.
I anden scene ser vi hvordan drengen lærer at blive et ”gadebarn”, han lærer at sælge forskellige ting på gaden (som nødder, blomster, vand) og han lærer hvordan han skal tigge.
I tredje scene ser vi hvordan drengen er blevet vandt til livet på gaden, hvor han sælger ting, men hvordan han samtidig begynder at stjæle for at overleve.
I fjerde scene ser vi hvordan drengen, som nu ved hvordan han kan overleve, gerne vil væk fra ”businessmanden”.
I femte scene ser vi hvordan ”businessmanden” er blevet vred på drengen fordi han har fået anelser om at drengen vil væk fra ham. Manden inviterer drengen på mad, men vi ser hvordan drengen ikke bliver budt på mad, men i stedet bliver tævet ihjel og dræbt.
Efter forestillingem, som virkelig er godt spillet af drengene, spørger jeg til om dette er en sandfærdig historie, om dette virkelig kan ske.
Drengene fortæller at denne historie er realistisk for mange af gadebørnene – også i Rajshahi området såvel som i mange andre af Bangaldesh’s større byer.
En af de ældre drenge fortæller mig, at han kender nogle drenge hvis ven blev slået ihjel af ”businessmanden” og tilføjer med hans kvikke intelligens og et glimt i øjet at det netop er et stort problem med ”businessmanden” og at det samtidig er meget svært at stoppe ”businessmandens” arbejde med gadebørnene på grund af det lukrative marked og den store profit involveret i udnyttelsen af gadebørnene.
Billede af børnene som er tilknyttet Danida-TDC-centeret Protection of Street Children’s Rights in Rajshahi (PSCR). Som det fremgår af billedet er der flest drenge og blot to piger.
Efter forestillingen tager vi billeder og jeg får besvaret mit sidste spørgsmål om deres ønsker for fremtiden. De fleste håber på at forblive væk fra gaden og livet som gadebarn. De håber på at få et arbejde indenfor håndværk eller ingeniørbranchen. Mange af dem har lært gode færdigheder med computere og håber ligeledes på at kunne få et arbejde med disse færdigheder. Endelig er der nogle som håber på at blive lærer eller handelsfolk.
Et sidste billede ude foran TDC-PSCR Drop-In-Centeret (DIC) inden Shetu og jeg siger farvel og begiver os på vej i cykel-rickshaw. Yderst til højre ses lederen af centeret (iført pink salwar kameez) samt nogle af de andre lærere tilknyttet centeret og yderst til venstre ses Mr. Rony programansvarlig for TDC-Danida projektet i Rajshahi.
De sidste billeder bliver taget ude foran bygningen og mange af drengene er interesseret i at trykke hånd, hvilket jeg naturligvis gør. Jeg giver dem et fast håndtryk og siger til dem at jeg ønsker dem alt mulig held og lykke fremover. De svarer mig ”please don’t forget me, come again......” og jeg når at svare nogle af dem at jeg håber på at vende tilbage og at jeg er meget interesseret i at følge dem i årene fremover... hvad der sker med dem, hvad de laver om 5-10 år og hvad der sker med dem når Danida-TDC projektet lukker til marts 2008.
Shetu og jeg forlader centeret med vores blomsterkranse og to buketter blomster og har travlt med at vende os om og vinke til dem. Som vi kører afsted i den lille cykel-rickshaw fortæller Shetu at hun blev positivt overrasket over at høre om centerets ledelse og faciliteter, men samtidig påvirket af at høre om deres oplevelser og se deres teaterforestilling. Shetu tilføjer at hendes mor har arbejdet med gadebørnsproblematikken i knap 7 år og at Shetu selv oplevede hvor svært det kan være at ændre mentaliteten og udsigterne for gadebørnene. Hun husker hvordan mange af gadebørnene ikke blev intergreret i familierne eller de landsbyer de kom fra, fordi mange af gadebørnene på forhånd var stemplet til at være ”farlige” og stjæle. Shetu tilføjer at det også er sandt, at mange gadebørn har svært ved at ændre mentalitet og stoppe med at stjæle. Men Shetu pointerer at selv om centrene alene aldrig kan være hele løsningen til gadebørnsproblematikken, da er det godt at der findes centre som synes at have nogen success med deres programmer og som tilmed kan hjælpe børnene med at finde alternative arbejde til livet på gaden.
Jeg fortæller Shetu at jeg er meget interesseret i at vide hvad der sker med disse 30 børn når projektet lukker til marts 2008. Jeg mener, det var tydeligt at se, at børnene var meget glade for de voksne ved centeret. Denne form for tiltro og kontakt er efter min mening meget vigtigt. Jeg tænker over hvordan det vil gå dem når Danida-TDC projektet lukkes... vil de finde et andet center? Vil de blive tilknyttet dette nye sted eller vil de finde tilbage til livet på gaden?
Shetu fortæller mig at hun gerne vil følge op på det og når hun er i Rajshahi, hvilket er ca. 2-3 gange årligt, da vil hun tage forbi TDC og prøve at finde ud af hvad der er sket med børnene fra Danida-TDCprojektet Protection of Street Children’s Rights in Rajshahi.
Senere på dagen køber jeg chokolade til børnene ved centeret og skriver et takke-brev til Danida samt TDC. Jane, Shetu og jeg tager forbi TDC-kontoret og afleverer chokoladen samt brevet til Mr. Rony. Jeg får samtidig sagt til Mr. Rony, at jeg vil lave kopier af billederne fra centeret og sende dem til børnene.
I mit sidste spørgsmål til Mr. Rony får jeg spurgt om han eventuelt vil gøre noget anderledes hvis han skal lave et nyt projekt omkring gadebørn. Mr. Rony svarer at han gerne vil blive ved med at fokusere på programmer for gadebørn, men at programmet skal involvere mere kommunikation med gadebørnene og mere kommunikation med gadebørnenes forældre. På nuværende tidspunkt snakker TDC kun med nogle få forældre og det er forældrene til de børn der kommer hjem til forældrene om natten. Da kommunikationen til gadebørnene og forældrene er et meget vigtigt led i at reducere antallet af gadebørn skal der derfor mere fokus på kommunikation med flere af forældrene i fremtiden.
Filmbeskrivelse:
Efter vores samtaler laver drengene en opvisning hvor de synger, spiller musik og danser. Mange af gadebørnene har virkelig kreativ og musikalsk talent og er meget gode til at danse og synge. Her er de i gang med at synge en af deres populære sange på bengali, på engelsk kendt som ”we shall overcome”
No comments:
Post a Comment