Under mit ophold i Dhaka og Bangladesh besøger jeg også Danida (Danish International Development Assistance). Dels vil jeg gerne lære om hvilke programmer Danida kører i landet og yderligere vi jeg gerne fortælle dem om, hvad jeg laver i Bangladesh.
Jeg begiver mig på vej i en af de typiske rickshawcykler og den venlige mand cykler afsted med mig mod Gulshan avenue. Det hele går fint i den ellers massive trafik, men pludselig på den store vej kommer politiet løbende hen mod os og jeg bliver meget bange da den ene betjent hurtigt tager en skruetrækker frem og punkterer bagdækket af cyklen, mens den anden betjent begynder at slå løs på cykelmanden med en massiv knippel. Det er ikke små slag men virkelig hårde slag med kraft, men min cykelmand siger ingenting men tager bare imod slagene, mens jeg selv prøver at bevare roen og beder ham om at trække ind til siden og lade mig komme af. Sikke en oplevelse! Jeg betaler cykelmanden mere end jeg burde og har ondt af ham. Mens jeg stiger ind i en af de grønne autos forklarer en mand på gaden at cykelmanden blev straffet af politiet, fordi han cyklede på Gulshan avenue i dagstimerne, hvilket ikke er tilladt.
Billedet har jeg taget fra den cykel-rickshaw, hvor jeg selv sad og hvor manden senere fik punkteret sit bagdæk og blev slået af politiet, fordi han kørte på en vej som han ikke måtte i dagstimerne. Billedet er taget tæt på hotel Abakash, på vej mod Gulshan avenue i den tætte trafik. Læg mærke til manden der bærer maske for ansigtet grundet de intense udstødningsgasser. Der synes ikke at være nogen pålidelig informationer over, hvor mange cykel-rickshaws der findes i Dhaka, men et tal siger 600.000. Der er i hvert fald mange af dem og de præger bybilledet.
Snart er jeg på vej i den lille grønne auto-CNG, som efter en del spørgen og køren frem og tilbage endelig finder Danida-kontoret i den hvide bygning på den lille rolige vej nær Gulshan avenue. En venlig receptionist tager imod mig og beder mig vente på Hans Hoffmeyer og Sarder Asaduzzaman, som snart er klar til et møde med mig.
Hans Hoffmeyer, oprindeligt fra Herning men bosat i udlandet i over 20 år, er Senior Advisor og hovedansvarlig for DANIDAs Programme Support Unit (PSU) under Danida’s Human Rights and Good Governance Programme. Sarder Asaduzzaman er Programme Officer under samme program og er fra Bangladesh.
Hans Hoffmeyer og Sarder Asaduzzaman på Danida kontoret i Dhaka, Bangladesh
Hans Hoffmeyer fortæller at der har været et skift i Danida’s programmer i Bangladesh, fra at være meget fokuseret på penge-ydelser til projekter til nu i højere grad at fokusere på de bæredygtige og langtidsholdbare strategier i programmerne. Danida fokuserer ikke på charity og pengeydelser, men på udvikling. Han tilføjer at det ofte er set, at når programmerne har penge fungerer de, men når programmerne ikke har penge falder de til jorden igen. Denne form for programhåndtering er ikke holdbart og derfor fokuserer Danida nu i højere grad på at lave programmerne mere bæredygtige og mindre afhængige af danida-penge-ydelserne.
Danida kører mange forskellige programmer i Bangladesh.
Et af projekterne foregår oppe i det nord-vestlige Bangladesh, i byen Rajshahi, hvor Danida, i samarbejde med en lokal NGO (TDC), fokuserer på forskellige aktiviteter for gadebørn. Danida er ellers ikke mere så fokuseret på gadebørn, men har valgt at udvide dette projekt med et halvt år og er nu i gang med afslutningen af projektet.
Jeg fortæller Hans Hoffmeyer og Sarder Asaduzzaman at jeg netop er interesseret i gadebørnsproblematikken og i hvad forskellige organisationer gør for at forbedre deres levevilkår. Hans og Sarder foreslår at jeg besøger projektet i Rajshahi.
Billedet er desværre uskarpt, men viser en af gadedrengene som er i færd med at klatre op på et tog. Mange af gadebørnene lever af at udføre arbejde i togene, hvor de fejer gangene, sælger peanuts eller andet... men rejser med som gratis passagerer, hvorfor de gemmer sig for tog-kontrolløren
Et andet Danidaprojekt fokuserer på de prostitueredes børn. Det er et stort problem med børnene af de prostituerede kvinder, fordi de ikke modtager nok forældrepleje eller opmærksomhed fra deres mor (eller far, hvis de overhovedet har tilknytning til en far). Børnene har ofte ingen eller meget få rettigheder, og bliver nægtet adgang til almindelige skoler. Så problematikken er at børnene fra de prostituerede er udstødt, dels af det omkringliggende samfund og skolerne og yderligere mangler børnene omsorg fra forældrene, i dette tilfælde ofte den ene forældre (da faderen ikke er der).
Danida arbejder for at forbedre børnenes rettigheder gennem officielle myndigheder og de rettigheder som kan etableres for børnene. Men Hans Hoffmeyer meddeler at det er svært at finde løsninger, da Bangladesh mangler regulativer som i første omgang tager ansvar for børnenes rettigheder. Derudover tager det uhyre lang tid i et bureaukratisk land at etablere sådanne officielle regulativer. Nogle organisationer tilbyder undervisning og sociale aktiviteter til de prostutieredes børn som derved kan stimuleres med disse aktiviteter, mens deres mor udfører sit prostitutionsarbejde.
Jeg har ikke noget billede af de prostitueredes børn, så dette billede er taget af en pige fra et område ikke langt fra de prostitueredes område, men der er ingen vished for om denne pige kommer fra en af de prostituerede kvinder.
Et tredje projekt fokuserer på vold mod kvinder (Violence against Women). Fokus er på teenage-mødrene i alderen fra 12-18 år. Deres situation er ofte meget problematisk da de indgår i tidlige ægteskaber og derefter bliver udnyttet som billig arbejdskraft i huset eller andet sted med ingen eller meget få rettigheder. Mange af kvinderne bliver ikke respekteret af mændende og udsættes for både psykisk og fysisk vold, herunder inklusive voldtægter. Hans tilføjer dog at mange af kvinderne begynder at organiserer sig selv i kvinde-grupper, hvori de bliver bevidst om deres rettigheder. Alene i Bangladesh er der omkring 500 kvinde-organisationer (men der er naturligvis mange kvinder der stadig ikke indgår i disse fora).
I mange byer, såvel i Kolkata som i Bangladesh, møder man synet af kvinder der sidder alene på gaden med deres børn.
Et fjerde projekt af Danida fokuserer på prostitution og 'trafficing'. Der er mange kvinder fra Bangladesh, specielt fra området omkring grænsen mod Indien, som illegalt kommer over grænsen til Indien og herefter arbejder under meget dårlige forhold som prostituerede i Kolkata. De fleste prostituerede fra Bangladesh forlader landet og finder arbejde i Indien. Næst efter Bangkok har Kolkata en af de største koncentrationer for prostitution i hele Sydøstasien. I Kolkata er der omkring 10.000 prostituerede alene i et koncenteret område, som består af deciderede rækker (passager) med forskellige kvinder, en lang række små huse og kvinder udenfor fra Indien, næste række fra Bangladesh og næste række igen fra Nepal. Der er ikke overblik over, hvor mange kvinder og børn der arbejder i prostitutionsbranchen. Mange af dem forsvinder nærmest fra Bangladesh og der er meget få midler til at opklare, hvor de er og hvad de laver.
Typisk kvinde fra Bangladesh. Billedet er taget ved en af centrene for gadebørn og denne kvinde er således ikke prostitueret, men arbejder i køkkenet med at lave mad til børnene.
Et femte projekt ved navn TARA fokuserer på at yde retshjælp til de børn som sidder i fængsel. Mange børn, herunder gadebørn, har meget få rettigheder og bliver oftest behandlet meget skidt af de lokale og officielle myndigheder som politiet og fængselsbetjentene. Der er rapporter som beskriver, hvordan nogle børn ender i fængsel uden et reelt bevis for deres handling eller forbrydelse. Derfor er der i høj grad behov for at give de fængslede børn retshjælp og gøre dem opmærksom på deres rettigheder og prøve at få dem tilbage til deres familie eller de centre der har et forhold til børnene.
Et af de typsike arbejder for gadebørnene er at samle affald eller arbejde med at adskille forskellige segmenter af affaldet. Gadebørnene har ofte forskellige arbejder således at de om dagen arbejder med 2-3 jobs, affaldshåndtering, salg af forskellige ting på gaden mm.
Endelig er der projektet PROTIBON der arbejder ud fra området Kulhna i det syd-vestlige Bangladesh på at løslade børn, der arbejder som tvunget arbejdskraft i kystregionerne. Hans Hoffmeyer fortæller, hvordan nogle børn hvert år bliver kidnappet og tvunget til at udføre hårdt arbejde i kystregionerne 6-8 måneder om året. De fleste børn har svært ved at slippe væk fra området og bliver ofte mishandlet hvis de prøver på det. Samtidig fokuserer Bangladesh’s politikker ikke meget på menneskerettigheder, ej heller børns rettigheder.
En kvinde fra en organisation besøger et typsik slumområde, hvor mange af gadebørnene bor.
Mit møde hos DANIDA slutter af med lidt snak frem og tilbage. Jeg spørger ind til deres syn på regeringen i Bangladesh og hører dem forklare at regeringen er korrupt og ineffektiv, men at det heldigvis går lidt bedre. Det sidste år er der sket forbedringer grundet bedre regeringstiltag, som fokuserer på mindre korruption og tager nogle gode initiativer. Dele af lokalbefolkningen begynder også at fokusere på behovet for reformer og kravet om bedre regeringsførelse.
Hans tilføjer dog at stort set alle problemer i Bangladesh kan relateres til regeringens politiske vilje eller mangel på samme. Samtidig skal man huske på at Bangladesh’ regering i mange år har haft stærke relationer til- og opbakning af militæret.
Endelig runder vi samtalen af med min forvisning om, at jeg udover at registerer mig selv på den danske ambassade vil tage op til Rajshahi et par dage og lære om Danida’s/TDC’s gadebørnsprojekt der.
Hans siger at jeg helst ikke skal fortælle andre, hvor jeg tager hen i landet, da det i værste fald kan føre til kidnapning. Man ved aldrig om nogen pludselig siger det vidre til andre, som så måske får andre ideer og tanker. Han tilføjer at det var, hvad der skete med de to danske Danida-udsendinge da de tog til området omkring Cox Bazar (i dette område, væk fra turistområdet, er der flygtningen fra Burma og nogle af dem har angiveligt forbindelser til Al Queda). Så jeg lover Hans at rejse med min gode veninde Shetu, og derudover ikke at fortælle andre, hvor jeg er henne i landet.
No comments:
Post a Comment