I Danmark blev jeg gennem Internettet opmærksom på forskellige organisationer i Bangladesh som arbejder med temaet gadebørn. En af organisationerne er PCAR (Protection of Children At Risk) som med støtte fra regeringen i Bangladesh har oprettet centre, hvor gadebørnene kan modtage mange forskellige ydelser som mad, tøj, husly, psykologisk rådgivning, undervisning i bangla, engelsk og matematik, lære om mad og sundhed, samt lære forskellige håndarbejder som de senere kan bruge i et fremtidigt arbejde.
Min filmmand, Nashir, som er klar til at filme til min dokumentarfilm "gadebørnene fra Bangladesh".
Da jeg i maj fik støtte af Amnesty International Danmark til at lave en film om temaet ”Gadebørnene fra Bangladesh” gik jeg i gang med mine umiddelbare tanker om hvordan jeg ville lave filmen, hvem filmen skulle henvende sig til, samt hvad hovedbudskabet med filem skulle være. Jeg har lidt erfaring med film fra Sydafrika og Indonesien, men synes mest af alt at det er spændende at kaste mig ud i dette ret nye felt og bruge min simple intuition og fornuft til hvordan en dokumentar film kan laves.
Ude i felten og i gang med filmarbejdet.....
I Bangladesh er jeg glad for via Ishrat, min gode ”vejleder” fra PCAR, at have etableret kontakt til Nashir Uddin, som har sit eget film-produktionsfirma med redigeringsstudie.
Nashir og hans team har lavet over 350 dokumentarfilm om mange forskellige emner af social karakter og må siges at være professionelle.
Den første uge i Bangladesh fik jeg et kendskab til PCARs arbejde og centrene for gadebørnene. På den baggrund, og inklusive gennemlæsningen af diverse rapporter, kunne jeg danne mig et nogenlunde billede af hvad indholdet skulle være, samt hvor og hvem der skulle medvirke i dokumentarfilmen.
Børnene som flokkedes omkring os når vi skulle ud og filme. Her har vi lige afsluttet de første filmsekvenser, hvor jeg introducerer emnet for filmen og snakker om antallet af gadebørn i Bangladesh, deres hverdag og fremtid.
Herefter måtte jeg, med anmodning fra PCAR, skrive et officielt brev til "Ministry of Social Welfare" og bede om deres opbakning til filmprojektet, på trods af at jeg allerede har et officielt brev med fra DANIDA i Danmark som beder organisationer og andre instanser i Bangladesh om at yde deres støtte til mit projekt. Da vi havde ventet i knap 2 uger på at modtage et svar på brevet sagde jeg at vi ikke kunne vente længere på svar fra "Ministry of Social Welfare". Vi har siden været i gang med at filme.
Nashir klar til filmoptagelserne ved et af centrene for gadebørnene.
Vi har taget udgangspunkt i mit film draft plan og har løbende snakket om optagelserne samt eventuelle scener og indhold som skulle ændres. Det har været rigtig spændende at lave denne dokumentarfilm.
Først er der alt planlægningen med indholdet af filmen, hvor der skal filmes, hvem der skal filmes og meget andet. Derefter er der alle udfordringerne i at kunne filme de personer jeg ville og om de havde tid til det på de ønskede dage.
Dernæst har det været spændende med at se materialet igennem og være med i redigeringsarbejdet over hvad der skulle klippes væk, hvor der skulle ændres lyd eller udtale. Herefter skulle jeg lave engelsk ”voice-over” til de afsnit hvor der ikke bliver snakket direkte fra kameraet og dernæst skulle der udvælges musik og alt skulle tilpasses og gå op i en højere enhed.
Fælles billede med drengene ved PCAR centeret for gadebørn
Jeg har sjældent oplevet så intens en uge som det har været at lave denne dokumentar film. Vi har akkurat lavet filmen på 1 uge (filmet 3-4 dage og redigeret i samlet 3 dage). Der har været dage hvor der skulle filmes om natten og teamet på 4-5 personer har været ude om natten og filme gadebørnene. Der har været tider hvor vi pludselig havde tiden til at lave min introduktion og konklusion - også var det med hurtigt at finde notaterne frem eller sidde sent om aftenen og organisere hvad der skulle siges.
Der har været episoder hvor de første filmoptagelser bare har været på plads, mens der andre gange har været optagelser som skulle tages om og om igen på grund af personer som var nervøse foran kameraet. Og der har været episoder hvor film-teamet har spurgt om vi skulle filme sådanne eller sådanne og spurgt om mine råd og beslutninger her og nu og forventet mit hurtige svar. Der har været tider hvor jeg har været sikker i min beslutning, men der har også været tider hvor jeg har været i tvivl, men taget en beslutning og senere tænkt ”var det nu den rigtige beslutning”.
I gang med redigering af dokumentarfilmen.
Men trods denne intense periode, hvor jeg til tider har været så træt at jeg trak nogle puder frem midt på dagen og sov midt på gulvet i filmstudiet, ja så har det samtidig været en af mine bedste og mest oplevelsesrige perioder. Jeg har sjældent været så stimuleret i et arbejde og har nydt meget at være så meget med i planlægningen, udførelsen og redigeringen af filmen. Det har været som en lille tanke som pludselig blev til noget mere konkret og som med den store hjælp fra filmteamet til sidste blev til et (nogenlunde) færdigt produkt af en dokumentarfilnm om ”gadebørnene fra Bangladesh”.
Det tager tid at lave film og mange detaljer skal snakkes igennem om billeder, lyd, voice-over, musik, antal sekvenser og meget andet..... men det er samtidig interessant - som at skabe noget nyt og få et pudslespil til at blive færdigt
Filmarbejdet i Kolkata og Bangladesh har lært mig at have en klar historie for øje, men samtidig at være hurtig til at kunne omstille sig og tage beslutninger om andre relevante filmsekvenser. Redigeringen af dokumentarfilmen i studiet har samtidig lært mig at måtte være meget fokuseret på hovedbudskabet og tage svære beslutninger om at skære fra igen og igen så hvert et minut blev en ny information til seerne.
Sidste dag i studiet og filmen er blevet færdig. Specielt har de tre herrer arbejdet ihærdigt med redigeringen af filmen, mens damen har syet denne fine organge sari som jeg bærer på billedet. Jeg har været meget glad for filmholdets profesionelle arbejde og deres fleksible arbejdsindstilling til langt ud på natten når vi har haft travlt med at blive færdige med filmen til min flyafgang tilbage til Kolkata.
Jeg tror, og håber, ikke det bliver sidste gang jeg laver dokumentarfilm. Allerede nu leger jeg lidt med tanken om at ville tilbage til Indien og Bangladesh og følge op på hvad der siden hen er sket med de gadebørn som er blevet interviewet i filmen – hvad laver de om 5 år? Hvordan fungerer PCAR’s arbejde om 5 år? Hvad er der sket med de udsagn om holdbare løsninger for gadebørnene som vi fremsatte i filmen? Er nogle af dem blevet indfriet eller hvordan?
No comments:
Post a Comment