Størstedelen af gadebørnene lever på gaden i Dhaka (63%), efterfulgt af byerne Chittagong, Rajshahi, Khulna, Sylhet og Barisal.
Et gadebarn i Bangladesh kategorieres som et barn der enten lever hele sit liv på gaden (uafhængig af forældre og nogen tilknytning til dem), lever af at sælge en form for varer eller udføre et arbejde på gaden sammen med sine forældre (en form for kontakt med voksne under arbejdet), eller arbejder på gaden om dagen men overnatter i slumområdet eller andet typisk sted i tilknytning til sin familie eller en anden familie (en form for kontakt med voksne efter arbejdet).
Der er forskellige årsager til at børnene kommer til gaden. Oftest er det på grund af et svigt i familien, for eksempel at forældrene går fra hinanden, den ene forældre dør, at stedfaderen eller moderen ikke har et godt forhold til barnet, seksuelt misbrug eller at der er så mange børn i familien at barnet af andre årsager føler sig svigtet. Økonomiske mangler i familien er også en hyppig årsag til at børnene søger tilflugt på gaden, både for at tjene penge og for oftest at prøve at klare sig selv.
De fleste af gadebørnene er drenge (knap 74%), mens de resterende (ca. 26%) er piger. De kategorieres i alderen ”gadebørn under 10 år” og ”gadebørn i alderen mellem 11-18 år”. Lidt under 49% af gadebørnene er under 10 år mens knap 52% er mellem 11-18 år.
Forskellige organisationer arbejder med gadebørnsproblematikken i Bangladesh. Nogle er Save the children, Danida, samt PCAR med støtte fra Unicef. Sidste nævnte, PCAR (Protection of Children At Risk) er ledet under Bangladesh regering, the Ministry of Social Welfare.
Oftest etablerer organisationerne centre for gadebørnene, hvor de har mulighed for at få undervisning, lære forskellige færdigheder som at sy, lave kreative ting og få hjælp til at finde et alternativt arbejde end det på gaden. Børnene har også mulighed for at overnatte på centeret. Således er der nogle børn som både er på centeret dag og nat, mens andre børn er der i løbet af dagen, på grund af aktiviteterne og den gratis mad, men som om natten tager tilbage til gaden eller til et andet tilhørssted (ofte slumområde).
Under mit snart 4 ugers ophold i Bangladesh har jeg besøgt forskellige centre (drop-in-cetners) for gadebørnene. Centrene som jeg har besøgt ligger i Dhaka, Chittagong og Rajshahi. De er ledet af Danida og PCAR.
Fælles for de forskellige centre for piger og drenge har været oplevelsen af at gadebørnenen er glade for at være tilknyttet centeret, fordi de bliver respekteret af de voksne og behandlet ordenligt (modsat deres erfaring på gaden), fordi de har mulighed for at engagere sig i forskellige aktiviteter, som at modtage undervisning, at lære forskellige håndarbejder som de kan bruge i fremtidige arbejde.
De bryder sig dog ikke om at tænke tilbage på dengang de forlod deres forældre eller nogle af de barske oplevelser fra gaden.
De fleste af børnene nævner ligeledes til spørgsmålet om deres fremtid, at de håber på at kunne få et arbejde, gerne indenfor tekstilbranchen eller som danser (for pigerne) og som ingenniør, håndværker eller lærer (for drengene). Nogle nævner også at de håber på at kunne blive tilknyttet centeret og hjælpe andre gadebørn ud af livet på gaden.
På trods af forskellige organisationers tiltag for at afhjælpe gadebørnsproblematikken er det kun omkring 10% af gadebørnene som på nuværende tidspunkt modtager hjælp fra organisationerne, (således under 100.000 gadebørn i alt fra alle organisationer i Bangladesh). Da antallet af gadebørn alene i Bangladesh vurderes at stige til over 1 million (1.150.000) i år 2014 og yderligere over 1.5 millioner (1.615.000) i 2024 har mange organisationer fokus på en forebyggende tilgang. Med forebyggelse er målet at oplyse børnene om deres muligheder og rettigheder og derved prøve at reducere antallet af børn som ender som gadebørn. Det er samtidig et mål at have fokus på selve familierne og deres nærmiljø og igennem en bedre behandling og accept af børnene at kunne reintegrere dem i familierne, enten deres egen eller en anden familie.
En sidste bemærkning til princippet om forebyggelse kan ret set knyttes til udtalelsen fra Mr Iqbal, ansvarlig for gadebørnsprogrammet under Ministry of Social Welfare. Han udtaler (til min dokumentarfilm) at den rette løsning aldrig kan være institutioner alene, da disse ikke må ses som et langsigtet alternativ til gaden og kontakt med forældre, men at løsningerne skal findes i en kombination mellem mange tiltag, herunder bedre oplysning, forebyggelse og reintegration af børnene med familierne.
Billedebeskrivelse:
Billede 1: Dette billede tog jeg i Dhaka af en lille dreng som ihærdigt tiggede om penge fra os. Hans mor, som er stofmisbruger og var meget aftaget på gaden, skubbede drengen hen mod os og nærmest truede ham om at tigge. Shetu, Jane og jeg blev konfronteret med en situation hvor han ikke ville have mad (det ville moderen ikke tage imod), men penge til hendes stoffer. At se små børn blive udnyttet af forældrene til udelukkende at tigge om penge, ikke til børnene, men til stoffer.... det er noget af det, efter min mening, hårdeste at se.
Billede 2: Et typisk gadebillede i Dhaka, hvor man ser drenge i 10 års alderen og opefter som sælger cigaretter eller andet som blomster, dekorationer, nødder, vand m.v.
Billede 3: Besøg ved Centeret for drenge i Rasjhahi. Centeret har knap 50 drenge boende og er et samarbejde mellem en lokal NGO og DANIDA. Dog er projektet snart slut og børnene, såvel som de ansatte grubler over hvem der skal tage sig af børnene når projektet lukker ned til marts 2008.
Billede 4: PCAR skilt. I april 2007 overtog PCAR (Protection of Children At Risk) det tidligere projekt ARISE (Appropriate Resources for Improving Street Children’s Environment). ARISE var støttet af UNDP (United Nations Development Programme), mens PCAR er støttet af Unicef frem til december 2008 med mulighed for yderligere støtte frem til 2010.
Billede 5: Besøg ved Centeret for piger i Dhaka. Ved mange af centrene er pigerne meget glade for at sy og udvikle deres færdigheder indenfor forskelligt med tekstiler. De håber på senere at kunne få et arbejde indenfor tekstilbranchen.
Billede 6: Oversigt over gennem hvilken proces, hvilken rækkefølge som PCAR arbejder ud fra. Målet er at finde et arbejde til gadebørnene (væk fra gaden) og kunne reintegrere dem med deres familie, og hvis dette ikke er muligt, med en anden familie.
Billede 7: Besøg ved Centeret for drenge i Rasjhahi. Både pigerne og drengene har mange talenter med at danse, synge og lave skuespil. Her er det drengene som synger og spiller.
Billede 8: PCARs forskellige indsats-områder. Som det fremgår af figuren er der mange forskellige indsats-områder, lige fra psykolog-hjælp og information til undervisnng og jobrekruttering.
Billede 9: Besøg ved Centeret for piger i Chittagong. Mange af pigerne (såvel som drengene) kan godt lide at danse og nogle af centrene har en professionel danser tilknyttet således at børnene kan modtage danse-undervisning.
No comments:
Post a Comment