Shetu har en meget stor familie i Natore, som består af adskillige tanter, onkler, kusiner og fætre, så vi har tralvt med at besøge mange forskellige huse, hvor vi bliver budt velkommen på mad og drikke.
Shetu har samtidig startet sin egen skole i Natore. Den henvender sig mest til de børn som ikke går i den almindelige skole, fordi de ikke bryder sig om det eller fordi forældrene ikke har råd til den almindelige skole. Vi besøger Shetus skole som noget af det første i Natore og ser det lille grønne hus omgivet af en dejlig have med palmetræer og andet grønt.
Mange børn står nysgerrigt og venter på vores ankomst og betragter hvert et skidt som vi tager. Da vi nærmer os skolebygningen kan vi se at nogle af børnene står og venter med blomster til os.
Vi går indenfor i lokalet (skolens eneste lokale) og sætter os på gulvet i det noget mørke og meget trænge rum. Her er ikke meget plads, da skolen har mere end 50 elever og mange er mødt op og har ventet med iver på at se os. Men vi lægger også mærke til at nogle af børnene er bange for os. Shetu forklarer at de aldrig før har set et hvidt menneske og derfor er de bange.
På et tidspunkt begynder en elev at græde og derefter en anden – og det er jo helt naturligt grundet vores fremmede tilstedeværelse, men samtidig er det en noget beklemt situation for både børnene og os. Jeg lægger mærke til at Shetu ser lidt trykket ud under situationen og fortæller hende derfor om situationen i Kolkata, hvor Rosalie, som arbejder med børn fra gaden, oplevede at besøge en skole ude på landet hvor børnene tilsvarende aldrig før havde set hvide mennesker og derfor begyndte de at græde.... så den dag der skulle have været en glad dag med uddeling af gaver og andet, endte med at de måtte forlade skolen da børnene ellers ikke ville holde op med at græde.
Børnene fortæller os at de godt kan lide undervisning i bengali og leg, de dikterer et par vers til os fra en kendt bengali forfatter og synger et par sange. De er gode til at synge og har god sans for takt og rytmer.
Imens står der en større menneskeflok udenfor som interesseret følger med i aktiviteterne gennem vinduerne eller ude foran døren
Efter en times tid, hvor børnene heldigvis er faldet lidt mere til ro, går vi undenfor bygningen for at tage et par fælles billeder.
Jeg tænker at det er flot gjort af Shetu at starte sin egen skole i så ung en alder.
Shetu fortæller at hendes skole har fået flere og flere elever, fordi de godt kan lide den mere varierende undervisning og leg. De fleste af børnene kommer fra forældre som arbejder som rickshaw-cyklister eller med andet fysisk krævende arbejde.
Skolen har pt 63 elever og 2 lærere (som Shetu giver 1.500 taka per måned for at undervise 3 timer dagligt). Shetu besøger skolen mindst en gang om måneden for at se hvordan det går, samt give nye remedier som kladdehæfter, blyanter, papir m.m.
Da vi efter et stykke tid siger farvel ude foran skolen, bliver vi fulgt af en skare af børn og voksne som ivrigt vinker og smiler mens vi stiger op i cykel-rickshaw'en og kører videre mod Shetu’s familie og deres mango-lund.
Shetu’s familie er velhavende og ejer blandt andet et stort stykke land, hvor de dyrker mangoer. De har også en hønsefarm hvorfra de sælger hønsene. Vi går en tur gennem mangolunden og jeg nyder synet, landskabet og roen. Snart er vi fremme ved den første familie som byder os velkommen. Det er en rigtig god oplevelse at se Shetu i sine vandte (barndoms)omgivelser med sin store familie. Det er tydeligt at se, at såvel Shetu som de andre familiemedlemmer er meget glad for besøget.
Vi prøver at hilse på så mange familiemedlemmer som muligt og besøger minimum 5-6 forskellige familehuse. Hvert sted bliver vi budt velkommen med den største gæstfrihed, mad og drikke. Jane og jeg har sjældent spist så meget, men synes naturligvis at vi må tage imod og spise lidt af den dejllige mad som de har stået og forberedt til os.
Shetu’s familie fortæller os at Shetu’s bedstemor er den første kvinde fra distriktet som fik en kandidats-uddannelse fra universitetet i Rajshahi. Vi lærer også at Shetu’s mor var en af de første kvinder som fik en længerevarende uddannelse i Dhaka. Der er således mange eksempler på at hendes familie er lidt af en undtagelse fra den generelle tendens i Bangladesh, da næsten alle kvinder (såvel som mænd) i hendes familie har en universitets- eller MBA-udannelse. Shetu og hendes søster er også selv i gang med deres uddannelser på anerkendte private institutioner.
Sent om eftermiddagen tager vi afsked med den store familie og deres ord ”please come again” og begiver os på vej med en cykel-rickshawtur mod bussen. Vi er glade for alle de mange indtryk fra Natore og tager mætte afsted med frugt, søde desserter og blomster. Bussen holder ekstraordinært for os i Natore, på grund af Shetu’s relationer til de mange familiemedlemmer og deres relationer til busselskabet, så vi ånder lettet op og er glade for at vi kom med bussen og er på vej mod Rajshahi.
Da vi ankommer til Rajshahi finder vi et hotel som viser sig at have et identisk navn med det hotel som vi oprindeigt ville bo på. Da værelset med de tre senge viser sig at være ok for en enkelt nat siger vi dog ja tak til det og jeg betaler for det hidtil billigste hotelværelse, hvor vi sover tre for 200 taka eller det som svarer til knap 15 kroner.
Om aftenen går vi gennem Rajshahi’s gader for at finde en god restaurant hvor vi kan spise. Vi bliver et par gange stoppet af nysgerrige mænd, der gerne vil vide hvem vi er og hvor vi er fra. Shetu vælger derfor at tale hindi og udgiver sig for at være fra Indien (kolkata) og fortæller at hun er vores guide, at vi kommer fra Frankirg og at hverken Jane eller jeg taler engelsk. Det hjælper.
Shetu vælger at vedholde vores opdigtede nationaliteter, så da vi lidt senere sidder på en restaurant og spiser repæsenterer hun igen sig selv som inder fra Kolkata. Ejeren af restauranten er meget interesseret i os, han er gæstfri og giver os gratis mad med bemærkningen ”I want you to remember the kind people of Bangladesh” ... vi får også en lækker dessert serveret og jeg tænker over denne venlighed og gæstfrihed..... – om det skyldes Shetu’s opdigtning om at vi alle er fra udlandet eller det bare er bangalesernes almindelige gæstfrihed ved jeg ikke - men det er ikke første gang at jeg oplever en utrolig venlighed og ihærdig indsats for at gøre et godt indtryk på os besøgende.
Billedebeskrivelse:
Billede 1: Børnene som står klar med blomster ved Shetu’s skole
Billede 2: Børnene i Shetus skole
Billede 3: Nogle af børnene begynder at græde – de har aldrig før set ”hvide” mennesker og er bange for os!
Billede 4: Senere bløder de fleste børn op og de rækker hånden i vejret til spørgsmålet om de kan lide bengali...
Billede 5: Vi er næsten omgivet af nysgerrige menensker fra alle sider, som står og kigger ind i lokalet gennem vinduerne eller døren
Billede 6: Jane og jeg har begge modtaget en fin buket blomster fra børnene og nu sidder vi ude foran skolen med den fine buket
Billede 7: Shetu foran sin skole. Det er oprindeligt Shetu’s mor som ejer jorden hvor skolen ligger, men nu betaler Shetu månedlig leje for jorden og kan bedt lide at være selvstændig og kunne betale de forskellige udgifter selv, så godt som hun kan.
Billede 8: Nogle af skolebørnene, en af lærerne, Shetu, Jane og jeg
Billede 9: Shetu og familiens mangolund
Billede 10: Shetu med nogle af sine nevøer
Billede 11: Flere familiemedlemmer. Yderst til højre ses Shetu’s bedstemor som var den første kvinde i Rajshahi provins som fik en kandidats-uddannelse fra universitetet
Billede 12: To søde børn på vejen i Natore som vi tilfældigvis kom forbi
Billede 13: På vej afsted i cykel-rickshaw med blomster, desserter og diverse andet.
No comments:
Post a Comment