Om formiddagen er vi i Chittagong, hvor jeg besøger PCAR’s drop-in-centers (DICs) for piger og drenge. Jeg ser stedets faciliteter, snakker med de ansvarlige som leder centrerne, og spørger ind til børnene’s tanker og trivsel. Børnenes svar er meget tilsvarende oplevelserne i Dhaka, nemlig at de fleste gadebørn er glade for et center, hvor de bliver respekteret og hvor de kan lære forskellige færdigheder som at sy, designe tøj, lære dans og drama. Men de ikke kan lide at tænke på den dag de løb bort hjemme fra eller nogle af de grusomme oplevelser som de har haft på gaden.
De fleste børn nævner også at de en dag håber på at få et arbejde med at sy tøj, designe tøj og to af pigerne nævner at de gerne vil arbejde på PCAR centeret. Efter at jeg har stillet mine spørgsmål til dem siger jeg at de tilsvarende er velkommen til at stille mig spørgsmål.
En pige spørger ind til hvad jeg hedder, en anden hvor jeg er fra, en tredje om jeg er gift og en fjerde hvor gammel jeg er. Jeg besvarer spørgsmålene så godt og oprigtigt som jeg kan. En anden pige rækker hånden op og hendes ord på bengali bliver senere oversat af lederen som fortæller at pigen siger at hun godt kan lide mig. Det er da virkelig sødt sagt, tænker jeg, hun kender mig jo knap nok, så jeg smiler til pigen og siger tak for ordene og i lige måde. Da jeg er på vej ud af døren er der en af pigerne som spørger hvornår jeg har fødselsdag. Da det netop er i dag vælger jeg at svare hende at det er i dag. Hun og andre af pigerne forsvinder hurtigt og returnerer lidt senere med et fint stykke stoflærrede og et kort. Det er et rigtig fint håndarbejde med en blomst og nogle blade dekoreret med palietter. Lederen af centeret fortæller mig at de selv har designet mønsteret og siddet og syet palietterne fast.
Et øjeblik bliver jeg helt rørt ved tanken om at disse piger har levet deres liv på gaden og lige har fortalt mig om nogle af de barske oplevelser og det svigt som de har været udsat for - og nu står de her og giver mig denne gave og er så venlige og gavmilde – det er jo næsten ikke til at fatte at de kan rumme så mange smil og tilsyneladende så meget kærlighed når de selv har været udsat for så mange nedladende ord og handlinger og det ikke at være regnet for noget! Men jeg kan mærke at jeg må gemme disse følelser væk, for det kan ikke nytte noget at jeg står her og bliver bevæget, det vil måske blive misforstået som om at jeg er ked af det over noget andet – nej, jeg må ikke tænke på disse kontraster nu, så jeg vælger at sende dem et stort smil og give dem et knus. Pigerne står stolte og kigger på mig mens de lader mig kigge nøje på deres gave og rose dem for deres talent. Jeg åbner også kortet og ser to duer og noget glimmer og ordene ”I love you”. Det er virkelig pænt og gavmildt af dem at give mig denne gave tænker jeg. Jeg får sagt farvel til de fleste i centeret og givet hånd til så mange som muligt, da mange af dem gerne vil give hånd. Nogle af pigerne spørger om jeg lover dem at komme igen. Jeg svarer så oprigtigt som muligt at hvis jeg får muligheden for det vil jeg komme igen, men at jeg lover at sende dem en hilsen og en gave. På vej afsted tænker jeg på at jeg må huske at skrive et takke-kort til dem med billeder af dem selv og købe nogle karameller eller chokolade.
Efter mine to møder med centrerne tager Shetu, Jane og jeg videre mod Cox Bazar. Det er en bus-tur på knap 4 timer gennem et meget flot, grønt og frodigt landskab.
Vi får indlogeret os på hotellet og gør os klar til at tage ud og spise.
Da det er ramadan er det lidt svært at finde restauranter som er åbne og som tilmed har bare lidt liv. Heldigvis finder vi en på gaden som har pragtfuld velsmagende mad. Det bliver dette års fødselsdags-middag med Jane og Shetu.
Jeg husker at australske Jo, som jeg mødte under filmoptagelserne til Nargis Akter's film, snakkede om en strand-bar som hedder ”Mermaid-cafe”. Jeg spørger derfor Shetu om hun kender den og om de har lyst til at vi tager derned for at få en drink eller hvad der er nu er muligt. Det vil de gerne. Vi begiver os på vej i en cykel-rickshaw, hvor vi tre akkurat lige kan sidde. Det viser sig at mermaid-cafe ligger afsides på stranden, så det sidste stykke må vi traske igennem sandet. Det er mørkt og det regner lidt, men vi har heldigvis manden fra cykel-rickshaw’en med. Hans lanterne samt de små petroleumslamper langs stranden guider os vej til cafeen.
Mermaid cafe serverer ingen alkoholiske drinkkevarer, da det dels er et muslimsk land og det er ramadan, så vi nøjes med min yndlingsdrik, en ”banana-shake”.
På et tidspunkt tænker jeg at det nok bare er sådanne som fødselsdagen skal fejres - stille og roligt og det er også ok.
Men så pludselig slukkes lyset i baren, musikken dæmpes og tjeneren kommer gående med en flot fødselsdagskage med lys i. Shetu, Jane, han selv og de andre få i baren synger fødselsdagssang for mig – tænk – det havde jeg slet ikke regnet med! Hvilken overraskelse!!
Jeg spørger ind til hvordan i al verden de kunne arrangere en fødselsdagskage i så afsidesliggende en strandbar? Shetu forklarer at det heller ikke var let, at hun blandt andet måtte skynde sig rundt i byen i eftermiddags og lede efter en kage imens Jane og jeg øvede sange på hotellet og ventede på hende – og derudover at da jeg valgte at tage til Mermaid cafe da vidste de ikke hvordan de skulle få kagen herud uden at jeg ville opdage det. Så de fik en af tjenerne fra baren til at gå den lange og mørke vej langs stranden, ned og hente kagen på det hotel som lavede den. Jeg siger tusind tak til dem alle sammen for denne store overraskelse og forsikrer dem om at jeg virkellig ikke havde nogen anelse om dette.
Vi alle tre skærer kagen for (som var det nærmest en bryllupskage) og herefter skiftes vi til at give hinanden bidder af kagen. Alle i baren får kage. Shetu og Jane har også været så søde at købe fødselsdagsgaver og jeg bliver meget glad for både armbånd, øreringe og en ankelkæde med perler.
Jo denne fødselsdag blev en virkelig dejlig fødselsdag, med overraskelser fra mine to gode og nye veninder Shetu og Jane, hilsner og gaver fra hotellet, fra Nashir, fra Ishrat, fra andre lande og fra min familie, kæreste og venner i Danmark. Dejligt.
Da vi har spist kagen, drukket nok bananashakes og fået danset begiver vi os atter på vej langs stranden. En halv time senere er vi hjemme på hotellet og falder trætte i søvn oven på en lang og dejlig dag.
Tirsdag den 18.september skinner solen fra en skyfri himmel så vi vælger at tage til stranden. Shetu fortæller mig at hun aldrig rigtig har lært at svømme så jeg prøver at lære hende at svømme. Det går nogenlunde, men er noget af en udfordring med de mange bølger. Da det er et muslimsk land bader kvinder med tøj på. Det er helt fint ikke at vise for meget af kroppen, men det er dog noget besværligt at skulle svømme med det tunge tøj på i vandet.
Shetu, Jane og jeg begynder på et tidspunkt at lege i vandet, vi nærmest kaster os ind i bølgerne, ruller os rundt og får sand og vand over det hele.
Jeg leger også ”hund” eller ”hest” med Shetu, hvor hun sidder på ryggen af mig mens jeg kravler gennem vandet på alle fire. Vi er ikke mindre end flade af grin over vores strandlege og jeg nyder virkelig tanken om at min første hele dag som 32-årige kan være på verdens længste solskinsbeklædte strand sammen med Shetu og Jane og alt det sjov som vi har sammen.
Senere slapper vi af under parasollen, drikker frisk kokusjuice, spiser selve den friske kokusnød og køber nogle fine smykker fra nogle af strandsælgerne.
Hver gang jeg ser de fine smykker tænker jeg på min familie og venner og at lige præcis den ting ville være et hit til den person. Men jeg begynder også at tvivle på hvordan jeg skal få plads til alle tingene og hvordan jeg skal få gaverne med hjem.
To drenge med en hest kommer hen for at spørge om vi vil have en ridetur, men da vi ikke vil dette giver jeg ham alligevel lidt penge bare for at tage billedet. Hans øjne nærmest lyser da han modtager 10 taka (knap 1 krone).
Den 18. september bliver ligeledes en rigtig dejlig dag, en dag hvor jeg får sovet ud, hvor vi får slappet af (uden blog-skrivning, møder, film-planer, rapporter om gadebørn...) og en dag med en flot solnedgang.
Jo, Cox Bazar kan godt anbefales til dem som en dag skal til Bangladesh og som overvejer hvilke seværdigheder de bør se.
Den næste dag tager vi atter bussen tilbage mod Dhaka med skift i Chittagong.
Som jeg sidder her i bussen tænker jeg på alle indtrykkene fra Bangladesh – på den venlige befolkning med de smukke smil, på de grønne arealer med de mange nuancer af farven grøn, på rismarkerne, palmerne, de bugnede grøntsagsmarkeder, menneskemasserne, gadebørnene og de ældre som tigger på gaden, CNG-bilerne og de farvestrålende cykelrickshaws – jo der er mange indtryk og billeder fra Bangladesh!
Jeg tænker også på Shetu’s mange historier, fra de sjove til de mere alvorlige historier om hendes oplevelser på godt og ondt, om omtalen af hendes familiemedlemmer, familiens vigtige relationer og omdømme, om de ting i hendes barndom som hun helst vil glemme og om hvordan hun ikke blev mødt af hendes familie da hun fortalte dem om nogle af oplevelserne, men blot fik af vide, ”Nej det passer ikke hvad du siger, det må du ikke sige, det sker ikke i vores familie” og om hvordan Shetu siger at hun sidenhen har lært at passe på sig selv.
Og jeg sidder bare her i bussen på vej gennem det grønne landskab og nyder at jeg her har tid til at tænke tanker. Vandet omkring risterasserne danner spejlblanke oaser af landskabsmotiver, solens stråler er så blide og vinden blæser en varm, nærmest blød luft ind på mit ansigt og gennem mit hår... jo dette land er trods de barske realiteter og udfordringer forunderligt og til tider frustrerende på samme tid.
Om aftenen ankommer vi til Chittagong, hvor vi i transit mod Dhaka mødes med to af Shetus venner. Den ene fyr forklarer os at ham og hans familie ejer et undertøjsfirma der laver undertøj til udlandet. Jane og jeg lytter interesseret og ser billeder fra produktionen. Da vi minutter senere får anbragt en pakke i skødet og åbner den finder vi ud af at firmaet laver undertøj med mærket La SENZA. Jeg kan ikke lade være med at grine og udbryde at jeg naturligvis godt kender La SENZA fra Danmark. Det føles pludseligt som en meget lille og ikke mindst global verden at sidde i en bil i så fjernt et land som Bangladesh og helt tilfældigt få serveret undertøj mærket La SENZA. Jane og jeg griner samtidig over situationen, det sjove i at befinde sig i et muslimsk land under ramadanen også modtage denne farvestrålende og pikante gave fra to muslimske mænd, der i øvrigt virker meget afslappet omkring samtalen om hvilken type undertøj, design, form, farver..... – hvilken mangfoldig verden!
Billedebeskrivelse:
Billede 1: Børnene ved PCAR Drop-in-centeret i Chittagong. Pigerne fortæller om deres holdninger til centeret, deres liv på gaden og deres visioner for fremtiden.
Billede 2: Min fødselsdagsgave, blomsten med palietterne, fra pigerne fra ”drop-in-centeret”
Billede 3: Vi fejrer fødselsdag med dejlig mad på en lokal restaurant
Billede 4: Os tre (Jane, Shetu og jeg) i cykel-rickshaw på vej mod mermaid cafe
Billede 5: Jane og jeg med vores favourit "banan-shakes"
Billede 6: Overraskelses-fødselsdagskagen ”Happy birthday to you sweet Marie”
Billede 7: Fødselsdagskagen som bliver skåret for
Billede 8: Øreringe og armbånd – dejlige fødselsdagsgaver
Billede 9: Manden med kokusnødderne på stranden
Billede 10: Shetu og jeg i vandet
Billede 11: Strand-billede af os tre piger
Billede 12: Shetu med kokusnød
Billede 13: Jeg med de tre kokusnødder
Billede 14: Salg af smykker ved stranden
Billede 15: Drengene med hesten på stranden
Billede 16: Solnedgang over Cox Bazar
Billede 17: Den grønne bambus og menneskerne
No comments:
Post a Comment