Selve busturen fra Dhaka til Sylhet gik godt. Turen tager knap 6 timer og bussen afgår ved 23.00tiden om aftenen fra Dhaka og ankommer til Sylhet ved 05.00tiden om morgenen. Udover en mand som snorkede det meste af natten og os andre som blot misundeligt kunne kigge på ham, var den største overraskelse kameramændene som kom og filmede hver en passagerer. Jeg troede først at vi havde nogle kendte skuespillere med om bord på bussen som var årsagen til at to kameramænd kom ind i bussen og begyndte at filme – men jeg fik snart forklaret at alle i bussen skulle filmes i tilfælde af terrorist-angreb! Terrorist-angreb tænker jeg, men bliver så igen påmindet at nogle områder af Bangladesh netop er tilholdssted for mennesker som blandet andet har relationer til Al queda.
Klokken 5.00 om morgenen ruller bussen ind på en holdeplads i Sylhet. Gaderne er stadig nærmest tomme da vi træder ud af bussen og hilser på Shetu- og Shuvo’s far. Han ser meget venlig ud og jeg lægger mærke til at han, såvel som Shetu og Shuvo, har humor og taler flydende engelsk.
Vi kører afsted i en flot fire-hjulstrækker og mens vi forlader byen snakker vi om hvor dejligt det føles at være kommet lidt væk fra Dhaka, at se grønne arealer og kunne dufte den friske luft gennem vinduerne (Det er over 2 uger siden jeg sidst kan huske at have duftet frisk luft fremfor udstødningsgasser fra storbyernes massive trafik).
Snart er vi fremme ved resortet. Vi kører ind gennem en port og op ad en smal vej som fører op til en bygning med en masse flotte vinduespartier, blomster og en flot anlagt have. Stedet oser af minimalisme, rene linjer og ro. Jeg tager et første billede af solopgangen nær verandaen, hvorefter vi indlogerer os på to dejlige værelser.
Shetu- og Shuvo’s far hedder Salim og fortæller os at han er general manager på dette 5-tjernet resort, som først åbner officielt til marts. Til den tid vil resortet primært blive benyttet som et eksklusivt rekreationssted for regeringsmedlemmer, politikere og forretningsmænd. Vi sætter os og snakker over en kop kvalitets-the fra området.
Salim er meget glad da Shetu og Shuvo har taget en pakke cigaretter med til ham fra Indien, åbenbart af en type som man ikke kan få i Bangladesh. Mens vi sidder der og nyder stilheden og de grønne arealer omkring os får vi snakket mere med Salim om hans liv og arbejde i England samt hans rejser til Bangladesh. Jeg kan forstå at han i mange år har boet i London, hvor han har arbejdet på store hoteller som Ritz Carlton samt Sheraton og at han derfor ikke ser Shetu og Shuvo så meget udover maksimum et par gange om året.
En af medarbejderne, som åbenbart har et godt forhold til Salim, fortæller os at hun er fra Thailand, hvor hun har tidligere erfaring indenfor hotelbranchen fra blandt andet hotel Hilton i Bangkok. Salim nævner at Yea, som hun hedder, tidligere har arbejdet i Jordan for den jordanske konge og hans kongelige familie. Jeg synes det lyder vældig usædvanligt og interessant og spørger derfor ind til hendes oplevelser med det. Hun forklarer at hun blev kontaktet ved hotel Hilton i Bangkok til at tjene kongen i Jorden og da papirarbejdet var på plads tog hun afsted. Hun tjente kongen af Jordan i 2 år, hvor hun blandt andet skulle arrangere diverse aktiviteter og gøremål for ham og hans familie. Men arbejdet var meget usædvanligt og ensomt for hende, for hun skulle bo isoleret og måtte kun have minimal kommunikation med andre for at sikre at ingen informationer om den royale jordanske kongefamilie slap ud til andre mennesker.
Mens vi får serveret morgenmad i den store hall tænker jeg over at både Shetu og Shuvo ser sine forældre relativt lidt, da deres far er meget væk og deres mor arbejder for en NGO med voldsramte kvinder i en anden provins (Rajshahi). Dog fortæller Shetu og Shuvo ofte om deres tanter, onkler og deres store familie og deres gode forhold til dem. De virker til at være afklaret med situationen og nok mest af alt er de vandt til det.
Efter morgenmaden får vi sovet et par timer også bliver vi vist rundt i området omkring resortet. Vi ser de forskellige tilbygninger med hotelværelser og diverse faciliteter, de grønne arealer til grill-aftner og gå-ture, samt haven med blomster.
Om eftermiddagen kører vi til floden Sharee og oplever Bangladesh fra resortets speed-båd. Det er en meget flot tur langs flodbredden. Salim fortæller os om hvordan hovederhvervet i denne region er fiskeri, risdyrkning samt arbejdet i the-plantagerne.
Vi ser mænd i små fiskerbåde med deres net.
Vi ser en venlig og smilende befolkning inde på bredden som står og vinker til os. Nogle af børnene render efter båden inde fra land og vi kan svagt høre deres jublen og grin. Sikken glæde og ivrighed som de udtråler i denne situation.
Vi ser vandbøfler der ligeså mageligt ligger i vandkanten. Nogle af dem svømmer ud i vandet og virker som meget stabile svømmere.
Og vi sidder bare i båden og nyder landskabet og oplevelsen.
Der er så mange billeder inde på bredden og jeg kan ikke lade være med at tænke ordene ”this country is blessed”. Selv om landet har været igennem så mange grueligheder og mistet så mange liv i kampen for frihed, og selv om det den dag i dag stadig er ramt af voldsom fattigdom, korruption, oversvømmelser og hvad der ellers måtte være....ja så er der bare en usædvanlig blidhed over selve landet, landskabet og ikke mindst menneskene, eller rettere, den menneskementalitet som jeg indtil videre har oplevet.
Landskabet fra oven-vande bliver reflekteret i vandet og omgivelserne virker på en gang som et stort maleri af grønne, blå, grå, hvide nuancer. Salim peger over mod en større bjergkæde og forklarer at bag disse bjerge ligger ”the Kashaya Gantia Hills” som tilhører sletterene af Himalaya-bjergene. I dette område bor Kashaya stammen, som er et oprindeligt folk, der i sin tid kom til Bangladesh fra Cambodia eller Laos.
Som vi fortsætter op ad floden kan vi også se at floden mange steder er gået over sine bredder. Jeg spørger Salim om oversvømmelsestilstanden i Bangladesh og fortæller ham at jeg i avisen har læst at op mod 75% af landet er oversvømmet. Salim svarer at det til tider er svært at tro på aviserne i Bangladesh, da den ofte er fyldt med propaganda og har interesse i finansielle ydelser hvorfor landets situationer bliver overdramatiseret, men at man dog kan regne med, udfra satellitbilleder, at omkring kanp 50% af landet på nuværende tidspunkt er oversvømmet.
Salim peger op mod et meget grønt og frodigt bjergområde og forklarer at det hedder Meghalaya, hvilket betyder regn. I dette område, på den indiske side af grænsen, er der et område der hedder Cherapunzi. Dette område modtager den største mængde nedbør i hele verden, hvilket efter sigende er mere end 1270 cm om året (tjek på nettet eller undlad)
Efter en lille times tid i speed-båden er vi så langt oppe af floden at vi kan se ind mod Indien mod nord. Der er en mindre by med de sædvanlige både, men ellers er omgivelserne karakteriseret af de tilsyneladende ret uberørte grønne skovarealer.
Vi vender båden og på vej hjem gør vi stop ved en af de mange the-plantatger.
Da vi stiger ud af båden kommer nogle børn rendende ud til os i vandet og betragter os.
Nogle af børnene, men også voksne, strømmer til og kigger specielt indtrængende på Jane og jeg som er vi måske er de første ”turister” som de ser i området.
Vi går gennem the-plantagen og Salim forklarer os at mange af arbejderne i the-plantagen kommer fra staten Bihar i det nord-østlige Indien. De kom hertil for 5-6 generationer siden og lever af at plukke the-bladene.
En gennemsnits person i Bangladehs tjener omkring 6-7.000 taka om måneden (hvilket svarer til ca. 450-550 danske kroner). I the-plantagerne arbejder de på akkord og tjener således efter hvor mange kilo the de får plukket. Salim forklarer at de normalt tjener omkring 3.300 taka, hvad der svarer til 12 us dollars om ugen (hvilket er omkring 255 danske kroner)
Selve the-produktionen i Bangladesh daterer tilbage til 1854 da britterne etablerede the-plantager nord for Sylhet. Der findes stadig i dag omkring 150 the-plantager, dog er halvdelen i dag ejet af britterne, mens resten ejes af velhavende Bangalesere og i mindre grad af regeringen. Da britterne startede the-plantagerne i Sylhet var de ikke interesseret i at oplære lokale i håndværket, men importerede i stedet erfaerne the-plukkere fra primært Bihar, Orissa og West Bengalen i Indien. Således er stort set alle the-plukkere i dag stadig fra Indien.
Mens vi går igennem the-plantaen er der nogle børn som følger os hele vejen og en dreng beder mig om at tage et billede af ham.
På vej ud af the-området lærer vi om hvordan the-sæsonen (den tid hvor the’en bliver plukket) er under de våde måneder fra marts til december, hvor der samtidig er fuld gang i produktionen.
Vi siger farvel til menneskerne som har fulgt os rundt i plantagen og jeg tager et sidste billede af dem som de står ved vandkanten og betragter vores afgang.
Den sidste time på floden er bare utrolig smuk. Landskaberne og menneskerne på floden ses som små silhouetter og den blide vind såvel som det klare vand får mig atter til at tænke på at dette land virkelig er en anderledes, ja uberørt oplevelse, at landet er ”velsignet”.
Men igen, vores mange samtaler om landet får mig også til at tænke på de mange modsatrettede indtryk og oplevelser. Om landets befolkning som er fordoblet indenfor de sidste 30 år, om den store befolkningstæthed, overbefolkningen og mennesker som bliver nød til at bo i oversvømmede områder, da der ikke er tilgængeligt land andre steder.
Jeg spøger på et tidspunkt om både Salim’s, men også andre menenskers vurdering af hvilken udvikling Bangladesh har gennemgået og hvad der karakteriserer landet de sidste 20-30 år. Der er stor sammenhæng mellem hvad der bliver forklaret, nemlig at landet har oplevet forandringer til det bedre indenfor de sidste 20-30 år, men at regeringen og det politiske system har svigtet den almindelige befolkning i landet. Det er stadig et korrupt land, hvor der er behov for at ændre de basale regeringsstrukturer, hvor der er behov for decentralisering og lokal regeringsstyrelse.
En mand ved resortet, som samtidig ejer arealerne hvor resortet er bygget på, forklarer mig at han i mange år har været involveret i politik i området og at hans hustru samtidig i dag sidder i regeringen. Han har oplevet og set hvad den lokale befolkning har brug for og hvad der betyder noget for dem. De er interesseret i at deres simple og basale behov bliver opfyldt og at deres nær-miljø med skole, sundhed, landbrug og hvad de ellers er afhængige af fungerer. Efter hans mening er lokal regeringsførelse, og dermed i højere grad en decentralisering af regeringsmagten en vigtig faktor for at sikre at større dele af befolkningen får opfyldt deres basale behov – og at dette kan ske ved at træne og involvere flere menensker på lokalt niveau.
Næste dag sidder jeg alene på vej hjem i bussen fra Sylhet mod Dhaka. Jeg er taget en dag tidligere afsted end de andre, da jeg har et vigtigt møde i Dhaka med PCAR (Protection of Street Children At Risk) og UNICEF og skal være til stede ved en workshop omkring ”fremtiden for gadebørn i Bangladesh og metoder til at få gadebørn reintegreret i samfundet”.
På vej i bussen tænker jeg på de mange oplevelser og indtryk fra Sylhet. Fra de mange indtryk af omgivelserne og informationerne om landet, befolkningen og regeringen til de dejlige omgivelser ved resortet og vores mange hyggestunder og alt det sjov vi har haft (jeg mener, selv om Sehtu er muslim er hun nok så liberal og underholdende. Til tider har Jane og jeg grint over hvor svært vi har ved at forene glansbilledet af den troende muslim under Ramadanen i de pæne omgivelser med vores til tider udfordrende og underholdende samtaler i soveværelset ... men verden er jo mangfoldig med masser af nuancer og undtagelser).
Jeg modtager en sidste sms fra Shetu inden jeg sent om aftenen ankommer til Dhaka, hvor Mr Bappi fra Hotel Abakash henter mig.
”My beautiful, we are also missing you.
When we went to drop you off at the bus
I was looking in the mirror and I felt
that you are truly with us.
I am the most lucky girl friend in the world
because I got you as my very close friend and
I got the chance to show you my country.
You are so kind and generous to me, because
I know you have a lot of work in Dhaka,
though you got time for us.
Thanks for giving me your very important time my beautiful.
I am pleased and very happy to spend time with you.
Please start snoring on the bus if you hear any snoring.
Hugs and kisses from
Shetu, Jane and Shuvo”
Billedebeskrivelse:
Billede 1: Jane og Shetu i bussen
Billede 2: Solopgang over resortet i Sylhet
Billede 3: Salim med sin yndlingscigaret og sine to piger, Sehtu og Shuvo
Billede 4: Yea fra Thailand som har tjent kongen fra Jorden
Billede 5: Jane fra Chicago omgivet af grønt
Billede 6: Os med grønne area
Billede 7: Os i det grønne
Billede 8: Tur på vandet
Billede 9: Fiskerbåde og mænd med fiskenet
Billede 10: Mennesker som vinker langs flodbredden
Billede 11: Vandbøfler i vandet
Billede 12: Shetu på Sharee river
Billede 13: Mig på Sharee river
Billede 14: Landskab med traer og vand
Billede 15: Skyer i vandet
Billede 16: Ved grænsen mod indien
Billede 17: Udstigning fra baaden og besoeg i the-plantagen
Billede 18: Nogle af børnene, men også voksne, strømmer til og kigger specielt indtrængende på Jane og jeg som er vi måske er de første ”turister” som de ser i området.
Billede 19: Den gamle mand i the-plantagen
Billede 20: Shuvo, Shetu, Salim og jeg i the-plantagen
Billede 21: Drengen i the-plantagen som gerne ville fotograferes
Billede 22: Farvel ved flodbredden til menneskene fra the-plantagen
Billede 23: Solnedgang over Sylhet and Sahree river
Billede 24: Vand og oversvømmelser set fra bilen
No comments:
Post a Comment