Et par minutter senere kommer Ishrat’s sms retur med information om film-manden Nashir og hans mobilnummer. Jeg vælger at ringe til ham hen på formiddagen. Han virker ikke overrasket over hvem jeg er og hvad jeg vil (da Ishrat åbenbart allerede har fortalt ham om mig) og samtalen går glimrende. Nashir spørger om jeg har mulighed for at besøge ham i hans galleri i dag, hvor vi kan snakke mere om min dokumentarfilm og vi kan spise frokost sammen. Det siger jeg ja-tak til. Snart er jeg på vej i den lille grønne CNG og nærmest suser igennem Dhaka’s intense trafik. Nashir tager imod mig ude foran hans galleri.
Han virker som en meget åben og glad person. Vi går indenfor og mens vi snakker frem og tilbage viser han mig de forskellige smykker, postkort, tøj og alt muligt andet som er lavet af mennesker fra landdistrikterne og som han sælger i galleriet for at støtte dem. Jeg siger at jeg synes det er nogle flotte ting og at jeg er glad for at lære at han gennem sit galleri kan støtte de lokale, inklusive hancicappede, i landdistrikter.
Vi går ind på hans kontor, hvor jeg fortæller Nashir om mine planer med dokumentarfilmen – at jeg har modtaget støtte fra Amnesty International til at lave en dokumentarfilm, som skal omhandle levebetingelserne for gadebørn, herunder hvordan de lever, hvilken hjælp organisationer pt. giver gadebørnene, samt hvilke styrker og udfordringer der er i arbejdet og hvad fremtiden kan byde gadebørn.
Nashir lytter koncentreret og nikker smilende, hvorefter han fortæller at han før har lavet dokumentarfilm om samme emne. Jeg svarer at jeg er meget glad for at høre dette således at jeg også kan bruge hans input til gode film-vinkler og eventuel forslag til reelt filmindhold. Vi snakker også lønning til ham, hvilket han dog virker mindre opsat på, men pointerer at jeg bare giver ham hvad jeg synes. Jeg tænker for mig selv at han naturligvis skal have omkring den samme time-løn som Bhaswar fik i Kolkata, således det der svarer til 200 indiske rupee eller omkring 400 taka.
Herefter fortæller Nashir mere om sig selv og sin karriere. Han har lavet omkring 350 dokumentarfilm og skrevet til adskillige tidsskrifter og udgivet bøger. Han tager nogle bøger frem fra en skuffe og får sin sekretær til at pakke dem ind, hvorefter jeg får overrakt en æske med hans bøger. Han skriver mest om mentaliteten i Bangladesh og om landets mange ødelæggelser og tidligere krig for uafhængighed. Han viser mig sit studie hvor han redigerer film og viser mig nogle meget store kasser med virkelig professionelt filmudstyr. Jeg er meget glad for at se dette, da det betyder at vi kan filme med hans kameraer og måske endda redigere filmen hernede, da Bangladesh såvel som Danmark bruger PAL og antallet af filmbilleder per frekvens tilsynelandende er ens.
Vi går tilbage til hans kontor og snakker videre. Jeg sidder pludselig og bliver lidt nervøs over om han er for overkvalificeret til den type film, som jeg er ude efter at lave. Ligeledes om han tror at jeg ved en masse om film og har tårn-høje ambitioner. Jeg får sagt at jeg har været medvirkende til at lave film før, i Afrika (Sydafrika, Zimbabwe), samt en mindre dokumentarfilm i Indonesien omkring mit affaldsprojekt og for nyligt dokumentarfilmen i Kolkata - men at jeg bare laver små amatør-dokumentarfilm og først må se områderne og få en nærmere forståelse for konteksten inden jeg kan give mere præcise detaljer på filmen og dens eksakte scener. Jeg får også pointeret at jeg er glad for at høre at han før har lavet dokumentarfilm om gadebørn og at jeg gerne vil være åben for hans input og vi evtuelt kan tage det lidt som det kommer....Nasir smiler bare og virker til at tage let på tingene selv om han samtidig udstråler professionalisme i sit arbejde.
Det er min erfaring fra arbejdet med Bhaswar i Kolkata, at pludselig opstår der en scene som bare er oplagt, selv om den opridenligt ikke var planlagt - og så længe vi har selve hovedbudskabet og historien på plads, ja så fungerer det fint.
I næste nu kigger Nashir mere alvorligt på mig og siger herefter spørgende at Ishrat har fortalt ham om mig og mit møde med Nargis Akter og om filmoptagelserne. Jeg svarer at det er rigtigt og kan et øjeblik ikke lade være med at være fræk og spørge med et smil om han da leder efter en vestlig skuespiller. Til dette spørgsmål svarer han at det netop er det som han gør og at han mener at have fundet hende. Jeg ved ikke rigtigt hvad jeg skal tænke eller sige, så jeg siger ingenting. Nashir spørger om jeg har nogle billeder fra filmoptagelserne og jeg tager derfor mit digital-kamera op af tasken og viser ham billederne. Han kigger observerende på billederne og spørger ind til mit tidligere arbejde med filmroller eller som fotomodel.... jeg fortæller ham om min noget beskedne erfaring med begge dele, men min interesse i at lave små-dokumentarfilm. Nashir fortæller mig at han længe har ledt efter den rette person til hans film, og at han mener at have fundet hende. Jeg kigger spørgende på Nasir, men lader ham forklare nærmere.
Han fortæller at han er i gang med at finansere filmen, blandt andet gennem støtte fra Holland, og at filmen handler om en kvinde fra udlandet som kommer til Bangladesh, hvor hun forelsker sig i en mand fra Bangladesh. Kvinden fra vesten bliver taget med rundt i Bangladesh og oplever en anden og mere nuanceret side af Bangladesh, ikke kun fattigdom, brutalitet og korruption (som Nashir mener så ofte er fokus for mange film og omtale generelt), men en rig kultur og en stor venlighed blandt befolkningen.
I næste nu bliver vi afbrudt af en kvinde som kommer ind på kontoret og Nashir som udbryder ”I’ve found the woman for my grand film – please say hello to Marie-Louise”. Damen kommer hen og hilser venligt på mig og siger ”congratulations” - jeg ved ikke rigtigt hvad jeg skal sige eller tænke, men siger bare ”thank you, nice to meet you” og tilføjer med et smil til Nasir at der nok kommer andre kvinder fra vesten som kan være oplagte til hans filmrolle.
Nashir ryster på hovedet og siger at det ikke er et spørgsmål om andre kvinder der kan indspille film, men at han er ude efter en bestemt type kvinde med et bestemt type ansigt, at denne kvinde skal udtråle skønhed og empati og tage filmseerne med på rejsen gennem Bangladesh og dets skønhed – at dette skal ses gennem hendes øjne – og at han mener, at jeg har det rigtige ansigt, de rette øjne og den rette glød til at spille denne kvinde som bliver begejstret over Bangladesh og viser en anden side af Bangladesh. Vi følger landets kultur og oplevelser gennem mine øjne fortæller Nashir .... og tilføjer om jeg kan være tilbage i Bangladesh i januar-februar - for her er vejret oplagt til filmoptagelser og her skal filmen laves. Jeg fortæller Nashir at jeg synes filmen lyder virkelig interessant og at jeg gerne vil være med i sådanne en film, men at jeg i januar vil være tilbagge til Danmark, hvor jeg skal arbejde - at min skole allerede har været fleksibel og givet mig et halvt års orlov og at jeg ikke ved om det vil være muligt med mere orlov, og samtidig at min dejlige kæreste har været meget fleksibel og givet mig mulighed for at rejse i 4 måneder og at jeg helst gerne vil have ham med herned igen.....hvis jeg skal nogle steder hen.
Vi afslutter samtalen med at jeg vil lade muligheden stå åben, såfremt Nashir bliver mere afklaret omkring budgettet for filmen. Hvis han til december kan give et klart svar på filmens fastlagte produktion m.v. - da vil jeg se hvad jeg kan gøre. Nasir og jeg indtager herefter frokost sammen. Jeg lægger mærke til at Nashir gerne vil give mig noget af hans ris. Jeg siger først nej-tak, fordi jeg synes jeg har rigeligt på min egen tallerken, men da Nasir fortæller at det er en gæstus i Bangladesh at dele sin mad med dem som man kan lide, lader jeg ham øse et par skefulde ris over på min tallerken og gør tilsvarende det samme på hans tallerken. Da vi har spist kommer der en anden dame ind som gerne vil synge for os.
Nashir virker stadig meget glad, ja nærmest opstemt, og udbryder ”I have found my acter for my film!” – vi hilser kort på hinanden og herefter synger hun for os. Det er så fascinerende at høre dem synge, både i Indien og Bangladesh. De har mange variationer og nuanaer i stemmelejet med mange halve toner og mere til.
Herefter kommer Nashir’s tre børn ind og hilser på mig. Alle tre snakker næsten flydende engelsk og tilføjer at de også går på en privat engelsk talende skole i Dhaka. Den ene af de to døtre er forfatter og laver dokumentarfilm i en alder af blot 19 år. Jeg modtager en af hendes bøger (som dog er på bengali), men udtrykker min store beundring for hendes talent og siger til Nashir at han bør undersøge om hun ikke er landets (måske asiens?) yngste forfatter og filminstruktør. Den anden pige ser meget glad ud med en nærmest sprudlende energi af en 16-årige pige og fortæller at jeg skal besøge dem hjemme i deres hus en dag - det vil hun gerne have. Jeg siger tak for invitationen og svarer at det vil jeg gerne, men bare ikke i dag, da jeg skal hjem og nå at sende et vigtigt dokument til Danida. Drengen på 13 år har ikke sagt noget endnu, men de to døtre siger at han ofte er genert, specielt overfor piger, så jeg tilføjer at han må være en klog dreng fordi han gør klogt i at være lidt tilbageholdende da nogle piger godt kan være nogle være nogle... dette får ham til at grine højlydt og kigge op en enkelt gang, selv om hans stadig står og kigger ned i jorden.
Lidt senere siger vi alle farvel til hinanden og jeg aftaler med Nashir at sende ham mine mere detaljeret planer for dokumentarfilmen i næste uge, når jeg har besøgt gadebørnene’s ”drop-in-centers (DIC)” og kan danne mig flere indtryk omkring de relevante filmscener. På vej ud af Nasir’s galleri giver Nashir mig en stor buket blomster, et halssmykke med matchende øreringe, samt en taske og siger at dette er gaver til mig fordi han er så glad for at have mødt mig og håber at jeg vil tænke over det med filmen og komme tilbage i februar og være hans skuespiller i filmen.
Jeg takker ham for gaverne og siger farvel med et smil og ordene ”Insha Allah” – om Gud vil! Snart er jeg ude i mylderet af Dhaka’s trafikkaos og observerer bare trafikken og gadelivet mens jeg sidder der med den store buket blomster, bøgerne og tasken og holder på så meget som muligt under de intense opbremsninger og susen gennem byen. Jeg elsker at køre gennem byen og kunne have tid til at fordøje dagens indtryk i trafikken.
Den aften spiser jeg alene i hotellets restaurant. Stedet er helt ”tomt” og jeg spørger derfor den venlige tjener hvorfor der ikke er andre gæster. Han svarer at Ramadanen er på vej, fra i morgen, fredag den 14 september og en måned frem og at folk i denne måned vil faste og derfor hverken vil indtage mad eller drikke i dagstimerne. Ramadanen afholdes en gang om året. Jeg spørger om det ikke er hårdt at faste og om jeg samtidig gør noget forkert i at spise. Manden svarer at det er en del af deres tro ifølge Islam og at det derfor mest er en religiøs, ja nærmest spirituel helligelse- og renselsesprocess, at de er vandt til det, at ikke alle udfører ramadanen lige strikt, og at de samtidig spiser en masse den 14 oktober under Eid-ul-Fitr, som er en af deres største muslimske helligdage. Jeg må gerne, ifølge ham, spise da jeg er turist og ikke er muslim. I storbyen og på hoteller vil jeg ikke have problemer med at finde mad, men i de mindre byer kan det godt blive svært og nolge butikker, endda hoteller, vil være lukket i perioden.
Senere på aftenen pakker jeg til vores tur til Sylhet nordpå. Jane fra Chicago, min veninde fra Bangladesh Shetu, hendes søster Shuvo og jeg skal besøge Shetu og Shuvo’s far. Han er manager på et nyt hotel og vi skal opleve området og dets the-plantager. Klokken 23.00 afhenter de mig i en taxa og klokken 24.00 sidder vi i en behagelig bus på vej mod Sylhet. Sæderne i bussen har indlagt massage og alt muligt udstyr. Vi alle sammen bliver samtidig filmet i bussen i tilfælde af terrorist-angreb.
Ja, Bangladesh er et land med mange kontraster og nuancer som får en til at tænke og reflektere over landet, andre lande og dette lands sikkerhed og fremtid. På samme tid som landet på den ene side virker meget hårdt og brutalt, på samme måde synes selve befolkningen at være givet en ekstra stor portion gavmildhed og fleksibilitet. Denne konstrast mellem de to nærmest uforenelige størrelser får mig stadig til at undres over Bangladesh og dets befolkning.
Billedebeskrivelse:
Billede 1: Jeg modtager nogle af Nashir's bøger til gennemlæsning (og overvejer allerede nu hvordan jeg skal kunne transportere dem med hjem til Danmark... gisp hvor har jeg samlet og modtaget meget materiale i de snart 3 måneder i Indien og Bangladesh)
Billede 2: Jeg modtager blomster fra Nashir med ønsket om at overveje den kommende filmproduktion og min medvirken i filmen.
Filmen viser kvinden som kom ind på kontoret og sang for os. De har mange variationer og nuanaer i stemmelejet med mange halve toner og mere til.
No comments:
Post a Comment