Forleden morgen sender hun mig en sms og spørger om jeg vil være med i en film – hun kan desværre ikke selv deltage da hun har meget arbejde at se til, men film-instruktøren leder efter udenlandske kvinder fra vesten og hvis jeg har mulighed for at deltage vil det være perfekt. Jeg ved ikke mere end det, men vælger at sige ja til tilbuddet og tænker at jeg i det mindste vil møde nogle andre kvinder fra vesten (hvilke jeg ikke har mødt siden jeg er kommet til Bangladesh) og at det sikkert bliver sjovt at være skuespiller i Bangladesh for en aften.
Klokken 18.30 mødes jeg med australske Jo (Danielle’s veninde), samt to piger fra Norge foran Landmark ved Gulshan Avenue. Vi bliver kørt afsted med en lokal ledsager og en chauffør mod filmstudiet.
Ingen af os ved ret meget om filmen, udover Jo, som siger at det er en film som bliver produceret af en af bangladesh’s største filminstruktører, Nargis Akter, at filmen er baseret på den berømte forfatter og nobelprismodtager Rabindranath Tagore’s bog og at filmen har til formål at blive vist i blandt andet biograferne i Bangladesh og Indien.
Snart er vi fremme og træder ind i nogle store lokaler med en masse kameraer, lys og forskellige opsætninger. En masse mænd i forksellige aldre er i gang med forskelligt teknisk arbejde med kamemaer og lys. En kvinde i en gul skjorte hilser os velkommen med et stort smil og beder os tage plads i en sofa mens hun får spist færdigt.
Vi sætter os i sofaen, snakker lidt frem og tilbage og betragter bare rummet. Snart kommer hun hen til os og introducerer sig selv som Nargis Akter. Jo fra Australien udbryder at det jo er hende der har lavet dokumentarfilmen om HIV og AIDS som vandt adskillige priser og congratulerer hende. Nargis nikker smilende og fortæller os derefter kort at hun netop arbejder med at lave film, herunder dokumentarfilm af social karakter, hvilket hun har gjort i knap 15 år, omkring emner som HIV-AIDS, kvinder i Bangladesh, samt hjælpe-centrene i Dhaka for udstødte børn.
Vi når ikke at snakke mere for Nargis beder os om at følge med ind i omklæsningsrummet, hvor vi kan blive sminket og skifte tøj så vi er klar til filmoptagelserne. Vi er snart inde i omklædnings- og makeup-rummet som allerede er godt fyldt op af mænd som er klar med sminke og smil. En efter en bliver vi sminket og får sat håret.
Australske Jo, som har været bosat knap 3 år i Dhaka og som lyder til at vide mest om Nargis arbejde, spørger om det stadig viser sig at Nargis er en af få professionalle film-instruktører i Dhaka som beskæftiger sig med disse emner. Nargis nikker og siger ja, og nærmest hvisker til os med et smil på læben at det samtidig ikke gør det lettere at være en kvindelig film-instruktør i Bangladesh! Nargis forklarer at hun laver 2 film om året og derudover social-orienteret dokumentarfilm.
Nargis forklarer os i korte træk selve historien til filmen.
Filmen hedder ”Somaphti” på bengali hvilket på engelsk betyder ”the end”. Filmen finder sted i London (derfor behovet for de vestlige skuespillere). Det er en kærlighedshistorie (”a love story” som hun siger), mellem en mand og en kvinde, som er forelsket i hinanden, men som på grund af moderens utilfredshed med kvinden har svært ved at få hinanden. Men på et tidspunkt bor kvinden hos manden’s mor og det viser sig at ændre moderens indstilling til kvinden. Så det er en lykkelig slutning, hvor de to får hinanden og lever lykkeligt sammen.
Da vi alle fire er blevet sminket og har fået noget andet tøj på får vi serveret en tallerken mad med alt lige fra sødt til surt. Vi snakker frem og tilbage mens vi spiser af de interessante snacks. Da jeg tager en bid af en kiks laver det er forfærdelig lyd og nogle af film- eller sminkemændende eller hvem de nu end er griner højlydt og bliver ved med at smile over mod mig og spørger hvordan jeg kan lave sådanne en høj lyd med tænderne.
Alle mulige små situationerner forekommer så komiske og nærmest uvirkelige så vi fire kan ikke lade være med at grine. Efter maden sætter vi os atter ud i sofaen og venter på hvad der skal ske. Ingen af os ved ret meget om scenerne som vi skal spille, vi har heller ikke fået noget af vide endnu, så vi hygger os bare afventende og snakker lidt frem og tilbage om vores arbejde i Dhaka og vores oplevelser i landet.
Jo, som arbejder på et hospital i Dhaka med fokus på forebyggelse af mave- og tarmsygdomme, fortæller hvor glad hun er for at bo i Bangladesh og hvor meget hun oplever i landet. Hun tilføjer at hun før har lavet et par enkelte film-scener i Bangladesh, blandt andet en i sengen med en mand, som dog var så komisk da de skulle ligge med en t-shirt på i hver sin ende af sengen. Hun tilføjer at mange uventede oplevelser kan finde sted i Bangladesh og at man jo bare kan tage eksemplet med mig, som nærmest lige er ankommet til landet for første gang og som alligevel sidder her og skal til at være med i en større film - netop at alt kan ske i Bangladesh og at det er det som hun finder så interessant og afvekslende.
De to piger fra Norge er i Bangladesh under et af ISIC’s udvekslingsprogrammer, men fortæller hvordan den lokale koordinering og tilrettelæggelse af deres ophold i Dhaka har været meget mangelfuld, hvorfor de nu lever lidt på egen hånd og involverer sig i lidt forskelligt frivilligt arbejde.
I næste nu kommer Nargis over til os og fortæller at vi skal spille veninderne til hovedskuespilleren, kvinden i filmen. Vi skal sidde i denne sofa og hilse på hende og hendes kæreste. Herefter peger Nargis over på mig og beder mig spille scenen hvor jeg skal udbryde et ”Oh look at them” og pege med min pegefinger over mod parret og sende bedårende blikke mod dem, hvorefter de andre tre veninder skal vise samme enthusiasme. Herefter fortæller Nargis at hovedskuespillerens bror bliver introduceret til os og vi skal rejse os og hilse på ham. Til slut beder Nargis Jo om på bengali at takke farvel for en god aften, også skal vi fire veninder forlade stuen og selskabet.
Lidt efter hilser vi på skuespillerne. Vi hilser på hovedskuespilleren, Nipon, (hvilket tilsyneladende er hendes kælenavn) og får at vide at hun også har indspillet film i USA. Hun ser meget smuk ud, ja nærmest som en porcelæns-dukke, med et flot sminket ansigt og i sin fine lilla kjole. Vi hilser på de to mandige skuespillere, den ene spiller bror til Nipon og den anden spiller kæresten med Nipon. Vi alle lægger mærke til at den ene skuespiller er travlt beskæftiget med at kigge sig i spejlet adskillige gange og rette på sin make-up, mens den anden store skuespiller nærmest bliver forfulgt af kameramænd der holder en luft-ventilation op mod hans ansigt så han ikke skal svede for meget. Så går vi i gang med filmoptagelserne.
Den første scene hvor vi skal sidde og snakke sammen og pludselig hilse på den anden mandlige skuespiller går rimeligt let og ligetil. Jeg griner ved tanken om at Jo og jeg sidder der med et smil og snakker til hinanden om hvor lidt vi ved om denne film og hvor mærkeligt det er at vi kan snakke om hvad som helst så længe vores læber er smilende og i gang og vi kigger hen mod de kameraer og de vinkler de vil have os til.
Den næste scene hvor jeg skal udråbe min bedåring og accept af parret går også fint, men vi skal have scenen om et par gange da min udtale skal falde sammen med hvor langt kameraet er på skinnerne, hvor musikken er og hvordan de andre tre piger ligeledes skal virke meget glade og ivrige over situationen. Vi får indirekte af vide at vi skal virke mere henrykte (de kedelige vestlige piger må de tænke....)
Herefter er der scenen hvor den anden skuespiller bliver introduceret til os. Denne scene byder på nogle virkellig sjove og uventede oplevelser. Mens vi sidder der i sofaen er der ild i pejsen bag ved og på et tidspunkt da den mandlige skuespiller skal gå rundt og give os hånden falder han desværre bagover og ned af de tra trappetrin og er lige ved at falde ind i gløderne fra pejsen. Vi fire kan naturligvis ikke lade være med at udråbe et ”Oh be careful!” men digter videre på filmen om ”he’s so hot – he’s on fire” og må virkelig bide tænderne sammen da vi minutter senere skal videre med filmoptagelserne.
I den sidste scene rejser Jo sig og siger farvel til parret på bengali, så rejser vi andre os og herefter går vi alle ud fra stuen og sofa-arrangementet.
Det blev denne aftens sjove filmoplevelser.
Inden vi siger farvel til de forskellige menensker kommer Nargis hen og introducerer sin søn for os. Vi hilser alle på ham og får at vide at han læser på universitetet i England og at han nok skal videre til USA som en del af den øvrige familie. Herefter kommer der forskellige hen som gerne vil have nogle billeder sammen med os. Vi smiler naturligvis bare venligt og stiller op til fotografering, selv om jeg griner lidt ved tanken over at vi slet ikke kender de mennesker som vi bliver fotograferet sammen med.
Der er gået lidt over fire timer og det er allerede blevet sent. Vi er alle på vej hjem da det er blevet næsten midnat og der er kommet sms’er fra hotellet om hvor jeg er henne og om jeg er ok. Vi bliver kørt til døren og siger endnu engang farvel til hinanden.
Billedebeskrivelse:
Billede 1: Filmmænd er i gang med arbejdet i selve studiet
Billede 2: Jeg bliver sminket og gjort klar til filmoptagelserne
Billede 3: Øjnene får også en omgang sminke så vi måske kan blive lidt pænere at se på Billede
4: Jo bliver sminket og der bliver spist dejlig sur-sød mad som rigtigt knaser mellem tænderne
Billede 5: Vi sidder i sofaen i selve studiet klar til de første filmoptagelser
Billede 6: De to piger fra Norge samt en lokal kvinde fra Bangladesh er også klar til filmoptagelserne Billede
7: Meget tid i filmstudiet går egentligt med at vente mens de ansvarlige får tid til at kommunikere og koordinere. Fra ventre mod højre ses hovedskuespilleren Nipon ved klaveret, den mandlige skuespiller, en af fotograferne, samt Nargis i gult som giver instrukser til filmmændende.
Filmklippet har jeg taget ude i omklædningsrummet, hvor vi alle sammen får lagt makeup og får skiftet tøj. På filmen ses den ene pige fra Norge som får lagt makeup og herefter den anden norske pige samt friske Jo fra Australien. (Dhaka, 11. september 2007)
No comments:
Post a Comment