Dagen i dag startede med at jeg tjekkede emails i hotellets computer-lokale og fandt ud af at forbindelsen i dag var lidt mere pålidelig. Samtidig er hotellet åbenbart stedet hvor kommende personale indenfor turist-branchen bliver uddannet. Så mens jeg skrev emails var der adskillige venlige, men meget interesserede studerende henne og spørge hvor jeg kommer fra, hvad jeg laver her m.v. De er så venlige, høflige og ser så nydelige ud som de står der i deres fine hvide skjorter.
Mr Bappi, som er ansvarlig for computerlokaet og dets faciliter, var meget behjælpelig med at få printet mine nye visitkort ud på printeren og i øvrigt opdatere nogle programmer på min pc så den ikke er så langsom. Samtidig fik jeg serveret cappucino-kaffe et par gange....herligt - sikken service! Mit første møde med Bangladesh er altså ikke værst og menneskernes venlighed forundrer mig!
Da både Bappi og Alam har været utrolig behjælpelige med diverse opgaver vælger jeg at tage til Banani, området med mange indkøbsmuligheder, for at finde en skjorte til dem som tak for deres venlighed og hjælpsomhed. Inden jeg forlader hotellet er Alam behjælpelig med at skrive nogle sætninger ned på bengali som jeg skal bruge. Han pointerer at det er slang Bengali og det sporg som almindelige mennesker bruger på gaden og at det vil hjælpe mig gevaldigt at kunne disse fraser. Jeg skal starte med at sige ”Jaba” (er du ledig) til rickshaw-cykel-manden og hvis han svarer ”jabo” (ledig) da skal jeg sige destinationen, fx ”Banani”, og herefter skal jeg sige ”koto” (hvad koster det). Hvis manden siger 20 skal jeg sige 15 og hvis han siger 25 skal jeg pege på min seddel med 20. Tilsvarende beder Alam mig om at huske at jeg på vej hjem skal sige at jeg skal til ”Mohakhali” og hotel Abakash ved Titumir college. Som vi sidder her i receptionen og han skriver alt dette ned kan jeg ikke lade være med at grine og tilføjer at jeg gerne vil optage denne situation og hans mange fif med mit lille kamera. Alam smiler og siger at det er jeg velkommen til.
I næste nu stopper en cykel-rickshaw tilfældigvis ved hotellet, så jeg skynder mig at løbe ud mens jeg hører Alam råbe held og lykke og han vil se hvordan jeg bærer mig ad. Jeg når lige akkurat at få fat i manden med sin cykel-rickshaw og sige ”jaba”, hvorefter han siger noget andet end ”jabo” – jeg aner ikke hvad det er, men vil gerne holde samtalen på bengali så jeg vælger bare at stige op og virke sikker og vente med flere ord. Sekunder senere er vi allerede ude i mylderet af trafik og på vej mod banani. Jeg trækker kåben hen over cykelsædet så jeg kan sidde lidt mere isoleret og afskærmet fra de mange forbipasserende og deres blikke. Her sidder jeg så bare i min traditionelle salwar kameez og nyder turen gennem gaden og de mange indtryk. Der er mange andre rickshaw-cykler på vejen og mange menensker i forskellige klæder. Vi kører også forbi skolebørn, geder og markeder med grøntsager, ja - her er det hele!
Trafikken bliver på et tidspunkt meget intens og vi bliver nød til at stoppe grundet en trafik-prop forude. Mens vi holder stille lægger jeg pludselig mærke til en kvinde som sidder på hug ved gaden med et lille barn på armen. Drengen er så underernæret at jeg tydeligt kan se hans ribben og samtidig en stor oppustet mave. Synet minder mig mest af alt om billeder fra Ethiopien. Der er virkelig nogle mennesker som er underernæret i Bangladesh, tænker jeg – det kan man tydeligt se! Senere kommer der politibetjente til og jeg bliver et øjeblik urolig over om der er ved at være optræk til uroligheder og om de vil skyde med geværet. Nogle af cyklemændende begynder at møve sig frem og tilbage og råbe, der er ved at udbryde kaos, men hvad skal vi gøre? Jeg tænker på min filmmand Bhaswar i Kolkata som fortalte mig om en gang han besøgte Bangladesh hvor der udbrød kaos på gaden og om hvordan han måtte flygte ind bag en mur for at søge skjul og komme i dækning for skud. Men hvor skal jeg flygte hen her? Jo, der er en mur derover, men jeg skal møve mig igennem trafikken for at kunne komme i dækning og vil de første 30 meter være under åben himmel og frit udsyn. Der må bare ikke ske noget, tænker jeg til mig selv! Der sker heldigvis ikke noget.
Vi kører snart videre og jeg ånder lettet op. På et tidspunkt kører vi over en smal vej omgivet af vand på begge sider. Jeg kan genkende lugten af tang fra det første møde ved lufthavnen. Stedet og dets omgivelser minder mig lidt om det første syn da vi først landede i Dhaka. Jeg ser nogle nærmest slum-lignende huse på hver side af vandent. Husene er bygget ud af plastikposer, bliktage og et par enkelte træbrædder. Jeg har lyst til at tage billeder, men synes ikke rigtigt at jeg kan tillade mig det. Det ville virke alt for akavet med mig som den eneste turist som sidder her i en rickshaw og tager billeder, mens mange af menneskerne og børnene kigger på mig. Nogle børn leger langs vejen og ser meget glade ud, andre børn pjasker rundt i vandet. Det ser snavset ud, men de ser meget glade ud. Dog er der også nogle børn som går rundt med store oppustede maver, men med tynde arme og ben. En enkelt dreng kommer slæbende med en masse strå ovenpå hovedet. Det er næsten to gange hans egen størrelse.
Snart er vi fremme ved Banani Super Market, stedet hvor der efter sigende både er gode internetmuligheder og hvor jeg vil prøve at købe en skjorte til Mr Alam og Mr Bappi. Det er befriende at finde ud af at den filmopload som ved hotellet tog over 1 time og var mislykket, her tager 10 minutter og tilmed kan ses på bloggen. Skønt!
Jeg får også købt de to skjorter og snart er jeg tilbage i en cykel-rickshaw hvor ordene ”jaba” og ”jabo” hurtigt får mig op og afsted mod hotel Abakash i Mohakhali. Jeg lægger mærke til de mange andre cykel- rickshaws og hvordan nogle af mændene nærmest kører om kap. På et tidspunkt passerer vi en cykel hvor manden som sidder i vognen er iklædt en lang hvid kjole samtidig med at han ryger en smøg og holder en meget ny og moderne mobiltelefon op til øret.... sikke nogle kontraster.
Som jeg sidder her med et smil på læben over indtrykkene og spændingen ved at køre gennem Dhaka’s trsfikerede gader tænker jeg over hvor meget tid og energi jeg egentligt bruger på at komme rundt i byerne, ikke bare her i Dhaka, men også i Indien! Det arbejde som jeg når at udføre hjemme i Danmark kan ikke rigtigt sammenlignes med det antal timer man reelt arbejder her, da meget tid og energi går på bare at transportere sig selv frem og tilbage, vel og mærke i et helt stykke uden trafikuheld, oversvømmelser eller åndenød af luftforureningen.
Det bliver et kort visit på hotellet, hvor jeg når at indtage en sandwich og give gaverne til Mr Alam og Mr Bappi. De begge bliver meget glade for skjorten men siger (naturligvis) at jeg ikke havde behøvet dette, at jeg er deres gæst i deres land og at det derfor er dem en fornøjelse at kunne servicere mig og hjælpe mig.
Klokken er allerede 15.00. Da jeg er lidt sent på den til mit møde med direktøren Mr Iqbal fra PCAR, og trafikken samtidig er intens, vælger Alam at arrangere en privat bil fra hotellet til PCAR ledsaget af en guide, således at jeg ikke skal til at finde en taxa og en taxa som eventuelt kører forkert og ikke kan finde adressen. Snart er vi på vej og efter en halv time, inden klokken 16.00 er vi fremme ved PCAR. Det er fremragende at have mobiltelefonen på sig, for med et par enkelte sms til Ishrat er vi snart blevet guidet frem til den rigtige bygning og går op på 3. sal. Min guide venter udenfor, mens jeg bliver budt velkommen i et lokale med aircondition og får serveret en kop te.
Ishrat samt to andre kollegaer fra PCAR kommer ind og vi begynder snart at snakke frem og tilbage. Alle tre arbejder med gadebørn under PCAR projektet. Ishrat som ”policy and advocacy specialist”, Shahid som ”divisional coordinator” for de ni forskellige centre og den tredje person med arbejdet ved de aktuelle centre med gadebørn. Lidt efter kommer Mr Iqbal ind og den næste times tid til halvanden får jeg skrevet mange informationer ned om PCAR. Jeg lærer om problematikkerne og årsagerne til at børnene bliver gadebørn, om de forskellige typer af gadebørn, om PCAR’s styrker og svagheder – jeg lærer en masse og skriver bare så meget som muligt ned i min notesbog.
Senere kommer vi ind omkring emnet filmproduktion og jeg bider mærke i Mr. Iqbal's kommentarer om en repræsentativ vinkel på historierne. Han fortæller om de mennesker som kommer og fokuserer på det negative, ja nærmest bevidst har en bias i den historie som de vil præsentere og ikke giver et repræsentativt billede. Jeg tænker på det tilsvarende som jeg hørte fra lederen af leprosy centeret nær Kolkata, med udefrakommende folk som vil fokusere på de hårdest ramte patienter med de mest deforme lemmer. Jeg kan ikke gøre andet end at give Mr. Iqbal ret i hans betragtninger og dem som desværre finder det interessant at overdramatisere og fordreje en historie for at gøre den mere spændende. Jeg nævner samtidig min interesse i at høre deres syn på hvordan vi kan lave en god og repræsentativ dokumentarfilm om gadebørn i Bangladesh og PCARs arbejde med gadebørn. Vores møde slutter med aftaler om de centre som jeg skal nå at besøge, en bunke rapporter til mig til gennemlæsning om gadebørn, samt aftaler om hvem jeg skal nå at kontakte inden for de næste 3-4 dage.
Da vi er på vej ud af bygningen og væk fra kvarteret ved social welfare department lægger jeg mærke til en dreng som sælger cigaretter. Det er jo netop så sigende at vi blot lige ude foran døren til dem som arbejder med sociale ydelser og herunder gadebørnsproblematikken finder 10-12 års drenge som sælger cigaretter.... ja det kunne også være andet arbejde.
Vi kører med en af de små grønne auto (Misuk eller CNG som de hedder på Bengali) fra PCAR og hjem mod Hotel Abakash. Under vejs observerer jeg bare gadelivet, trafikken og de mange mennesker. Jeg ser mange forskellige køretøjer og lægger mærke til at Dhaka har mange forskellige typer biler, fra mindre og mere almindelige biler til store og lukseriøse biler. Her er mange kontraster!
Trafikken og ikke mindst udstødningsgasserne er på et tidspunkt så intens at jeg knap nok kan trække vejret. Jeg tager en serviet op til ansigtet og prøver at undgå udstødningsgasserne, men kan mærke hvordan jeg virkelig får fornemmelsen af at blive kvalt. Det gør helt ondt i hjertet, som om at hjertet trækker sig sammen og ikke kan få ilt nok. Jeg har før været i storbyer hvor luftforureningen har været alarmerende, blandt andet i Cairo, Bangkok og Jakarta, men jeg husker ikke at det ligefrem gav mig kvælningsfornemmelser og direkte ondt i hjertet. Jeg lægger også mærke til guiden ved siden af mig. Han har stukket en finger op i hvert næsebor, men virker ellers uanfægtet af situationen som er det hverdagskost. Der er også nogle af menneskerne ude på gaden der bærer en maske for ansigtet. Pyha.... jo det her, lige her, er en af de kraftigste luftforureninger som jeg har oplevet! Den er som sagt også slem i Kolkata, og i andre storbyer som Cairo, Jakarta, Bangkok... men her er den bare endnu mere intens – og det bliver ikke bedre af at vi sidder direkte eksponeret for den med de åbne arealer og tremmer ud til forureningen.
Den aften på hotellet fordøjer jeg nogle af de mange indtryk fra dagen – fra morgenturen i cykel-rickshaw til Banani, til PCAR med alle informationerne om gadebørn og organisationens virke, til gadedrengen som sælger cigaretter på gaden, til den intense trafik og den alarmerende luftforurening! Der er mange indtryk at forholde sig til. Jeg slutter dagen af med at læse om gadebørnene i Bangladesh udfra rapporterne fra PCAR (”Street Children in Bangladesh – a socio-economic analysis 2005”, ”Street Children’s problems in Bangladesh 2005”, ”Estimation of the size of street children and their projection for major urban areas of Bangladesh 2005”). En af de centrale informationer er blandt andet at problematikken, såvel som løsningerne, omkring gadebørn er meget kompleks og at gadebørn er meget uafhængige og mobile. Ligeledes er det pointeret at Bangladesh og dets forskellige organiationer pt. kun kan yde service til omkring 10% af alle gadebørnene og at en mere realistisk løsning (forbedring) for gadebørnene er at se på hvordan de enkelte små-samfund (communities) må prøve at ændre holdning til gadebørn og blive bedre til at betragte gadebørn som en del af deres ansvar og ikke afvise dem.
Billedebeskrivelse:
Billede 1: Cykel-rickshaw i Dhaka. De er meget farvestrålende og dekoreret med mange forskellige motiver
Billede 2: Drengen i skolevognen. Jeg ser disse skolevogne et par gange om dagen når jeg tager den daglige tur med cykel-rickshaw fra Mohakhali til Banani og retur. Ofte er de fyldt med børn i deres uniformer.
Billede 3: Cykel-rickshaw, endnu en af dem, her med motiver af den glade familie
Billede 4: Gadedrengen som sælger cigaretter ude foran Ministry of Social Welfare og PCAR. Dhaka
Billede 5: Vores grønne auto (Misuk eller CNG som de hedder på Bengali) og trafikken omkring os
Billede 6: Der er ikke kun små og gamle biler i Dhaka, men også store og nye som disse eksemplarer. Jeg er forundret over det store antal flotte biler i Dhaka
Filmklip: turen hjem i auto (Misuk eller CNG som de hedder på Bengali) med trafikken omkring os
No comments:
Post a Comment