Det er dejligt at kunne sove lidt længere end til klokken 6 og samtidig i et dejligt værelse med en relativ god seng. Lugten af fugtige hovedpuder og støjen fra Kolkata er mindre her.
Jeg bruger morgenen på at planlægge de næste par uger og læse om PCAR. Jeg følger også Ishrat’s råd og ringer til Mr Iqbal, direktøren fra PCAR, for at aftale hvornår jeg kan besøge PCAR. Vi aftaler et møde i morgen klokken 16.00 hos PCAR.
Da jeg ikke har nogle kontanter på mig spørger jeg i receptionen om vejledning til den nærmeste ATM-visa maskine. Manden i receptionen begynder at forklare mig hvor jeg skal tage hen og hvordan jeg skal huske de forskellige veje, men da han ser ud på vejen og opdager at det regner siger han, ”come I’ll take you on my motorbike”.
To minutter senere står han og jeg ude foran hotellet og er klar til en tur på hans motorcykel. Jeg får en hjelm på hovedet, mens han selv bare sætter sig op uden nogen beskyttelse. Jeg ved at mange kvinder hernede sidder sidelæns på en motorcykel med begge ben til samme side, men jeg vælger dog at sidde som mændende med et ben på hver side. Det får nogle af de lokale til at kigge og smile med interessante blikke.
Vi krydser vejen og er snart midt imellem alt trafikken. Jeg kan ikke lade være med at føle et sug i maven og samtidig grine, for jeg havde ikke forestillet mig at mit første besøg i Dhaka skulle foregå på en motorcykel og tilmed i regnvejr. Men jeg er meget glad for at den søde hotelreceptionist kører mig direkte til banken.
Vi kører afsted mellem dyttende biler, busser og rick-shaw cyklister, nogle biler og busser overhaler os, mens vi andre gange overhaler dem eller får snoet os igennem trafikken. Det er både sjovt, men også farligt! Til tider trækker jeg benene op til mig i frygt for at de ellers kan blive klemt af den intense forbipasserende trafik.
På et tidspunkt begynder det at regne så kraftigt at vi bliver næsten helt gennemblødte. Alam, som han hedder, vælger at trække ind til siden. Vi finder læ under et tag og står et øjeblik og betragter regnen som bare øser ned over byen, menneskemasserne og trafikken. Mens vi står her falder vi i snak om monsun-tiden i Bangladesh og de mange oversvømmelser. Alam fortæller mig at befolkningen i Bangladesh er vandt til de mange oversvømmelser, men at et problem alligevel er menneskementaliteten i landet, som er præget ved at de færreste tænker på forebyggelse af oversvømmelserne, men først reagerer når de står med oversvømmelserne. Vi kommer også ind på emnet korruption og Alam nærmest ruller med øjnene som indikerer han at det er et større problem i landet. Han fortæller at det er en svær udfordring at reducere korruption når de regerende instanser viser et dårligt eksempel overfor befolkningen ved selv at være korrupte.
Vi når frem til banken og jeg får hævet det maksimale beløb (20.000 Taka – hvilket svarer til ca. 1.400 d.kr). Banken er utrolig flot med store glasfacader og overvågningspersonale der beder os om at slukke vores mobiltelefoner som vi går ind i bygningen. Da det stadig regner går vi bagefter over på den anden side af vejen for at få en kop kaffe. Alam fortæller mig at han er executive officer ved Hotel Abakash og at han hver dag kører på motorcykel fra sit hjem ca. 50 km væk fra byen og samme vej retur om aftenen. Alam er gift og har en datter og fortæller hvordan hans hustru og barn ofte savner ham når han er væk fra 04.30 tidlig morgen til 20.00 om aftenen. Vi snakker også om mentaliteter, om Danmark og Bangladesh og kommer ind på emnet politik og religion. Vi synes at have samme kritiske holdning til president Bush og det faktum at man ikke kan skære alle over en kam og sige at alle muslimer er sådan og sådan.
Lidt senere holder regnen op og vi kører hjem mod hotellet. Jeg sidder bag på motorcyklen og ærgrer mig over at jeg ikke har kameraet med og kan tage et billede af denne situation, men billedet vil nok aldrig helt vil kunne gengive oplevelsen. Alam råber nærmest på et tidspunkt om jeg kender nogle i Dhaka og jeg svarer at jeg har en sød veninde ved navn Shetu, som jeg har lært at kende i Kolkata, samt at jeg kender en dame ved navn Ishrat Sultana, som arbejder ved PCAR. Da jeg nævner Ishrat laver motrocyklen nærmest et hurtigt sving og Alam udbryder med største ivrighed at Ishrat er en af hans gode venner. Hun har tidligere arbejdet i turistbranchen, blandt andet ved Hotel Abakash, hvor de har arbejdet sammen. Sikke en lille verden tænker jeg – her er man lige ankommet til en storby på 12 millioner mennesker – også viser det sig indenfor 24 timer at to af de tre personer som jeg kender fra Dhaka kender hinanden! Incredible Dhaka!
Inden længe er vi fremme ved hotellet, hvor vi stiller motorcyklen og afslutter samtalen om Ishrat over en kop kaffe i receptionen. Kaffen smager faktisk rigtig godt, så den må jeg huske at prøve nogle flere gange. Da Alam netop er så venlig og hjælpsom, og det faktum at jeg kender Ishrat ikke har gjort ham mindre hjælpsom, får han hurtigt arrangeret at min PC fra Danmark kan opkobles direkte fra mit hotelværelse, mit vasketøj kommer også promte tilbage rent og fint-strøget og avisen bliver bragt til døren.... sikken service! - tænker jeg.
Jeg læser avisen på værelset og bliver påmindet at situationen her i Bangladesh er lidt anderledes og synes mere barsk end i Indien, om end det er nogle af de samme temaer som der er fokus på. En artikel handler om brutaliteterne mod kvinder i Bangladesh og om hvordan mange kvinder lever under meget usle forhold og har få rettigheder blandt mænd, en anden artikel fortæller om en kvinde som blev brændt levende ihjel af sin mand, en tredje artikel om en kvinde som fik syre smidt i hovedet af sin mand da hun prøvede at forlade ham. Ligeledes er der en større artikel om det mangelfulde skolesystem og problematikken at lærerne i grunduddannelsen ikke er kompetente nok til at undervise og at de ældre elever derfor ikke har lært de basale faglige kundskaber til at kunne gå videre i skolesystemet og klare sig godt. Endelig er der artikler om de store oversvømmelser forskellige steder i landet, og om hvordan tusinder mennesker er forsvundet og ti-tusinder mennesker er blevet forflyttet, blandt andet i distriktet Sylhet.
Om aftenen skriver jeg på min blog og erfarer at internettet fra Dhaka ikke er det samme som fra Kolkata! Jeg prøver internettet på den anden side af vejen, men må opgive efter knap en times venten uden resultat, og jeg prøver internetttet på hotellet, men erfarer at forbindelsen bliver afbrudt. Det kan tænkes at min blog vil modtage færre beretninger fra Bangladesh hvis internettet generelt viser sig at være langsomt og upålideligt.
Dagen afsluttes med sms’er til min kæreste og mine venner i Kolkata med beretninger om afsavn og minder, om den noget anderledes kultur og mentalitet her, ingen turister og mindre af det sociale samværd, men det meget venlige hotelpersonale og, efter min umiddelbare vurdering, ingen skjulte hentydninger.
Vores samtale om de til tider skjulte hentydninger blandt nogle indiske mænd får mig til at mindes den sidste email som jeg for et par dage siden modtog fra Father Xavier fra Missionaries of the Word i Kolkata. Som jeg blandt andet fik fortalt til Jane, Shetu og Shabir er jeg meget chokeret og skuffet over at Father Xavier efter vores samtaler om skolen, hans liv som præst og mit eventuelle fremtidige besøg på skolen skriver at han gerne vil med mig til Goa, om dette er muligt og introducerer såvel som afslutter sin mail med ”love”. Jeg er glad for at kunne drøfte sådanne en mail med andre og høre deres kommentarer og tillige egne erfaringer. Shabir nævner at mailen desværre ikke kommer bag på ham, da der desværre er mange mænd i Indien som har skjulte intentioner, og at dette desværre også gælder folk som erklærer sig kristne, katolske og virker meget sympatiske, ja endda ”hellige”. Han forklarer ligeledes at han selv har oplevet lignenede, fra en af hans lærere i skolen, som startede med sit fokus på Shabir som en dygtig og god elev, men som senere spurgte om tjenester og ville have seksuelle ydelser fra ham. Det resulterede i at Shabir valgte at skifte skole inden affæren udviklede sig yderligere.
Jane er chokeret og synes jeg bør skrive tilbage til ham at jeg er skuffet over hans email og hvilket syn dette ikke giver på ham og i øvrigt andet kirkeligt arbejde, da han netop repræsenterer det kristelige arbejde, og i Guds navn med Guds kors på sine hvide klæder tillader sig at spørge mig om så upassende et spørgsmål som at spendere en tropisk ferie sammen i Goa (Goa er her synonymt med en tropisk og oftest romantisk ferie). Shetu siger ikke meget, men kigger på mig og spørger om det er rigtigt at nogle af brødrene indenfor Missionaries of Charity har forhold med nogle af søstrene da dette er nogle af de observationer som hun hører at nogle mennesker snakker om. Jeg svarer hende at jeg ikke personligt har hverken hørt om dette eller set det, så det kan jeg ikke udtale mig om – men at jeg har Father Xaviers email sort på hvidt i min email-inbox og det er den eneste dokumentation som jeg kan forholde mig til.
Jeg vælger ikke at besvare Father Xavier’s email og vil kun svare hvis han skriver igen.
I min sidste email til ham vil jeg forklare hvor upassende jeg finder det at han foreslår at vi holder ferie sammen i Goa, men ligeledes at han desværre har reduceret min interesse for hans skole og min ellers positive snak til andre om at besøge skolen. Hvor er det i grunden ærgerligt at det skal være sådan og at dette skulle ske! Jeg håber han lærer af det, måske gør han, måske ikke? Vi lærer nok begge af det...
Billedebeskrivelse:
Billede af PCAR brochuren (PCAR = Protection of Children At Risk)
Billede af hotel Abakash
Billede af avisen (læg mærke til bemærkningen ”Where Truth and Ethics Matter”. Det er da beundringsværdigt! Selv om det i mange lande, inklusive vestlige lande, synes svært for stater at forfølge og leve op til sandhed og etiske principper - så er det interessant at avisen har dette motto på forsiden af avisen )
No comments:
Post a Comment