De første indtryk fra Bangladesh

Lørdag den 8. september 2007

Jeg har kun været i Bangladesh i et døgns tid, men de første indtryk er nogle gange de stærkeste og står knivskarpt på nethinden.

Det første indtryk kom da vi var lige ved at lande i Dhaka lufthavn. Jeg erindrer at kigge ud af vinduet og ser en større flodmasse og et par store plastpresenninger. Hele området ser meget ødelagt og oversvømmet ud. Midt i det hele slår tanken mig at det jo ikke er en evakueringslejr som jeg ser ned på, men et permanent bosted for mennesker. Hold da op! Tænker jeg - det er lige en tand mere spartansk end Indien og Kolkata som jeg lige kommer fra. Teltene ser laset ud og tagene på de små blik-huse har huller hist og her.

Det hele ser meget snavset og vådt ud, men en dreng løber rundt på pladsen med en sandal i den ene hånd og den anden på hans fod og er i færd med et eller andet.

Da vi går ud af flyet falder jeg i snak med den eneste anden turist som jeg umiddelbart kan se. Hun er en jævnaldrende kvinde fra Sydney i Australien og fortæller mig at hun har arbejdet knapt et år i Dhaka med at opklare og forebygge den illegale prostitution blandt unge piger. Prostitutionen er meget udbredt og hun fortæller at der foregår mange barske ting under overfladen i landet og at specielt kvinders position er meget dårlig. Hvad angår prositutionen og handlen med kvinder er der ofte mange aktører involveret, inklusive politiet og andre instanser som burde hjælpe med forebyggelse, men som mod betaling lukker øjnene og lader det ske. Organisationen som hun arbejder for hedder ”Concern Universal” og arbejder primært med at oplyse de unge piger om deres rettigheder, om det farlige ved at indgå i prostitutionen og konsekvenserne af det.

Mange af pigerne kommer fra Nepal og tror at de skal arbejde med andet arbejde i Bangladesh, men bliver tvunget ind i prostitutionen. Jeg fortæller hende at jeg i Thailand på et tidspunkt arbejdede med samme problematik i et par uger, eller nærmere, opklaringen af hvordan den illegale handel med prostituerede foregår, men at vi fik private trudsler da vi var ved at komme tæt på en opklaring og derfor ikke turde andet end at bakke ud af det. Danielle tilføjer at det netop er ret farligt og at der er mange bagmænd med forbindelser til en stærk mafia, hvorfor det oftest er mest effektivt at være forebyggende og oplyse pigerne om forholdene og konsekvenserne, da det andet er for farligt.

Vi når ikke at snakke mere, men udveksler mobilnumre således at vi kan mødes i Dhaka på et senere tidspunkt og snakke videre. Det sidste som Danielle siger er at jeg vil opleve et andet land end Indien og at jeg forhåbentligt vil vænne mig til de mange blikke fra mænd som kigger intenst og ubegrænset på en så længe de vil.

Vi siger farvel og jeg fortsætter ned ad gangen mod paskontrollen og lægger mærke til nogle kvinder som står helt indhyllet fra top til tå i sort tøj og bare kigger ud i luften mens nogle mænd ved siden af dem er i gang med at konversere. Den ene kvinde får øje på mig og sender mig et meget intenst blik gennem den lille sprække hvor jeg blot akkurat kan se hendes mørke øjne. Hun kigger på mig med et blik som om hun ikke har set en hvid kvinde før, eller som om at der er noget i mig og min påklædning som er yderst påfaldende. Hun lader sit kritiske blik følge hver en detalje på mig, fra mine lyserøde sandaler med sølvpalietterne med mine bare fødder og negle med sølv-neglelak, til mine blå silkebukser, min top og trøje og hele vejen op til mine øjne. Et øjeblik kigger vi hinanden lige ind i øjnene og jeg har sådanne lyst til at gå hen og spørge hende hvem hun er, hvad hun tænker og fortælle hende at jeg gerne vil lære om hendes liv og kultur.... men igen... det vil nok være meget upassende og alt for anmasende – og hvad vil mændene ikke sige hvis jeg virkelig gik hen og med et smil introducerede mig som Marie-Louise fra Danmark og fortalte at jeg gerne ville vide hvem de er og hvad de tænker om en turist som mig.

Nej, jeg må nøjes med mine egne forestillinger om hvad hun tænker og om hun nu får alle detaljerne med. Men tanken strejfer mig at vi måske begge kigger fordi vi er nysgerrige og interesseret i at vide mere om hinanden.

Da jeg står i køen ved visa-paskontrol og er næsten oppe ved skranken sker der pludselig det mærkelige at en mand kommer hen og spørger mig om jeg er Marie-Louise. Jeg tænker straks at der må være noget galt med min bagage for hvad kan det ellers være og hvorfra ville han ellers vide hvem jeg er. Men manden siger at han er fra det hotel som jeg skal bo på og at han er her for at escortere mig gennem paskontrollen, ud til min bagage og derfra til min bekendte Ishrat som har en bil holdende klar til at køre mig afsted.

Jeg bliver meget glad for hans velkomst og siger at det er første gang jeg har oplevet en velkomst allerede ved paskontrollen, men spørger ind til hvordan han kan komme ind til paskontrollen. Han forklarer at han arbejder i turistbranchen og i lufthavnen og derfor i dagens anledning ville hilse på mig så tidligt som muligt.

Snart er vi igennem paskontrollen og får fat i min bagage. Da vi er på vej ud er der endnu en mand som hilser og spørger hvor jeg er fra. Jeg svarer fra Danmark og manden kommer med et stort smil og siger ”Oh...welcome to Bangladesh!”... sikke et venligt folk og et godt første-indtryk tænker jeg.

Det syn og de sanser som bliver aktiveret som vi i næste nu træder ud fra lufthavnen står meget klart. Den ensrettede vej hvor biler en efter en langsomt kører ind for at samle passagerer op fra lufthavnen er omgivet af et stort hvidt jerngitter som er omringet af menneskemasser der står nærmest klynget op af gitteret og kigger ind mod os som kommer ud fra lufthavnen. Jeg lægger mærke til sikkerhedsvagterne i militærtøj med deres geværer, til menneskemasserne på den anden side af jerngitteret med deres intense blikke mod os. Nogle af dem har mast armene igennem tremmerne ved gitteret som vil de gerne nå ind til os. Lugten er ikke som lugten ved de fleste andre lufthavne, eller som i Kolkata med en blanding af bilos og parfume. Nej lugten er en kombination af havvand, tang og krydderi. Et øjeblik lukker jeg øjnene og ser en masse billeder for mig. Jeg ser Indonesien og øerne syd for Bali hvor der er samme lugt af tang, jeg ser Laos nord for Thailand hvor den smukkeste bustur jeg har haft gennem regnskoven samtidig var med en spand levende krebber der virkelig stank – mit første møde med Dhaka lufthavn bliver på denne måde en blanding af tidligere dufte og erindringer, ikke fra en storby, men fra små afsidesliggende områder.

Jeg kigger over mod åbningen af gitteret hvor biler kommer kørende ind og får øje på en dame i en rød-hvid sari. Hun står og smiler og kigger venligt over på mig. Hvor ser hun venlig og sød ud tænker jeg. Da hun vinker er jeg ikke i tvivl om at det må være Ishrat. Jeg lader manden fra paskontrollen blive stående ved min bagage mens jeg nærmer mig gitteret og spørger ”Are you Ishrat?” – hun svarer ”Yes, that is me, so nice to finally meet you!” Dette bliver mit første møde med Ishrat.

Ishrat og jeg har lært hinanden at kende gennem email-udveksling mellem Danmark og Bangladesh. Da jeg i sin tid søgte efter organisationer i Bangladesh som arbejder med emnet ”fattigdom, gadebørn og forbedringer for udsatte grupper” faldt jeg over projektet ARISE (Appropriate Resources for Improving Street Children’s Environment) ledet af FN og nu UNICEF. Jeg tog kontakt til dem og forklarede om min baggrund og formål. Et par uger senere skrev Ishrat at hun er projektleder på programmet og meget gerne vil lære mig at kende således at vi kan dele vores erfaringer og arbejde sammen på projektet.

Vi har sidenhen snakket frem og tilbage om vores baggrund, interesser og syn på forskellige problematikker og ikke mindst vores fælles interesse i at forbedre situationen for udsatte børn. Nu føles det på samme tid helt underligt og befriende at mødes og kunne snakke sammen ansigt til ansigt.

Manden som har fulgt mig siden paskontrollen snakker kort med Ishrat og siger derefter farvel med et smil og går sin vej. Ishrat forklarer at hun fik arrangeret at han skulle escortere mig gennem paskontrollen og ud til bagagen, da hun selv tidligere har arbejdet i turistbranchen og har forbindelser til personalet i lufthavnen. Vi når ikke at snakke mere, for Ishrat beder mig i næste nu blive stående ved bagagen mens hun vil gå ud og sørge for at vores chauffør kan køre frem og tage os med til hotellet.

Da Ishrat er væk lægger jeg igen mærke til menneskemasserne på den anden side af gitteret. Jeg tør ikke rigtigt kigge længe på dem, for jeg kan mærke hvordan jeg har mindst hundrede blikke på mig der nærmest bare stirrer. Jeg fanger dog alligevel en kvindes blik. Hun står med sin spinkle arm udstrakt gennem tremmerne i gitteret og sender mig et intenst og noget bedrøveligt blik som bønfalder hun mig om at få penge. Men nej, selv om jeg måske i en anden situation ville give hende penge, så er det ikke tiden og stedet at gøre det nu. Det ville virke helt klodset hvis jeg som den eneste turist begynder at dele penge ud - også får jeg også meget travlt med at dele ud til alle andre. Jeg ved ikke rigtigt hvad jeg skal gøre af mig selv. Jeg føler mig så anderledes her blandt dem som bare stirrer på mig som om jeg netop er så anderledes. Jeg har oplevet at være under fremmede himmelstrøg før og blive stirret på, men bare ikke på denne overvældende og intense måde. Jeg har et øjeblik lyst til at tage min mobil frem og sende en sms til min kæreste i Danmark og fortælle at jeg lige er landet i Dhaka - men det vil nok bare vække mere opsigt? Jeg vælger i stedet at tage min lille notesblok op af tasken og skrive et par notater ned om de første indtryk fra Dhaka.

Et par minutter senere kommer Ishrat tilbage og en flot bil kommer kørende ind gennem porten ved gitteret og stopper ved min bagage. Et øjeblik tænker jeg over den enorme kontrast mellem denne flotte skinnende 4-hjuls-trækker og de øvrige omgivelser og kan mærke hvordan jeg helst ville nedtone kontrasterne og kunne forene det ene billede med det andet. En yngre chauffør kommer ud og smiler mens han bærer min bagage over i bilen. Ishrat og jeg sætter os ind på bagsædet og vi kører afsted.

Vi snakker om projetet ARISE og Ishrat giver mig en brochure som i flere detaljer forklarer hvordan ARISE nu er en del af et større projekt ved navn ”PCAR” (Protection of Children At Risk). Vi snakker også om forhold i Bangladesh og Danmark, om vores familier, studier, arbejde, interesser mv. Jeg tænker et øjebik over at Ishrat har noget utrolig selvstændigt og samtidig godt og gavmildt over sig. Jeg siger til hende at hun ser så flot ud i sin rød-hvide sari med matchende øreringe. Ishrat svarer at hun i dagens anledning har taget sin sari på. Herefter forklarer hun mig hvorfor hun er interesseret i mig – dels fordi hun synes at jeg lød som en spændende person da hun læste mit CV og vidste at jeg ville komme til Bangladesh – og dels fordi hun håber at vi gennem projektet kan udveksle tanker, erfaringer og strategier således at projektet kan styrkes gennem vores indbyrdes arbejde. Jeg er naturligvis meget glad for at høre dette fra hende, men er til en vis grad også lidt rørt over det, for hvad kan jeg gøre? Jeg er her kun kort tid og vil prøve at yde mit bedste, men det er jo dem, de lokale som har udfordringerne og arbejdet hver dag og blot mig som kan give input i en kort tid men dog dele tanker, det skriftlige arbejde og en kopi af den film som jeg forhåbentligt får mulighed for at lave.

Snart er vi fremme ved hotel Abakash. Min bagage kommer ud og Ishrat og jeg siger farvel til hinanden. Ishrat fortæller at fredag er deres fridag (ikke lørdag eller søndag) og at hun skal hjem og vaske tøj og gøre rent. Jeg tænker et kort øjeblik over at det minder en del om vores hverdag og weekend i Danmark, at der netop er nogle som bruger fridagen på at vaske tøj og gøre rent. Inden Ishrat tager afsted spørger jeg om jeg må tage et billede af hende i hendes sari og det må jeg gerne. Hun spørger ind til om jeg har nogle planer for dagen. Jeg svarer at jeg udover at få hævet penge på mit visa-kort fra en ATM og få pakket ud bare ser frem til at slappe lidt af. Dertil svarer hun at det lyder fornuftigt da jeg ser lidt træt ud og sikkert kunne trænge til lidt mere søvn ovenpå ugerne i Kolkata.

Hotellet ser rigtig stort og fint ud sammenlignet med mine noget mere spartanske forhold i Kolkata. Servicen er god og snart træder jeg inden for i mit nye hjem, et deluxe hotel-værelse, hvilket var hvad Ishrat anbefalede mig. Jeg nyder et kort øjeblik at være alene i værelset og kunne indstille mig på at skulle bo her de næste 4 ugers tid. Værelset er meget stort, ja faktisk en suite som kan sammenlignes med 4 værelser på hotel Diplomat i Kolkata. Selve badeværelset med badekar er næsten lige så stort som hele værelset på hotel Diplomat. Det er næsten for meget for mig alene, men jeg vælger bare her og nu at nyde det. Måske jeg i morgen flytter over i et almindeligt standard værelse, men måske jeg vælger at blive boende og nyde komforten. Prisforskellen mellem et almindeligt og et deluxe værelse er blot 25 kroner så det går nok for disse uger.

Jeg kigger ud af vinduerne og ser ned på gaden hvor mange rickshaw cykler kommer kørende forbi. Primært mænd, men også nogle kvinder går langs gaden. Mange af kvinderne er nærmest helt hyllet ind i klæder, nogle i sorte klæder, andre i meget farvestårlende klæder. Jeg er for træt til at pakke ud og stiller derfor bare vækkeruet og sover de næste 3 timer. 5 timer senere vågner jeg, klar til at stå op og pakke ud og gå ned i restauranten og spise aftensmad.

Dette blev min første dags indtryk fra Dhaka.

Billedebeskrivelse:

Billede 1: Billede af bilerne i Dhaka, herunder nogle af de større biler og 4-hjulstrækkere. Bangladesh har lidt af hvert!

Billede 2: 2 Billede af Ishrat

Billede 3: Billede af hotelværelset (min seng... - senge. Den ene til at sove i - den anden til ting)

Billede 4: Billede af hotelværelset: (Skrivebord med plads til skrivearbejdet ved min PC)

Billede 5: Billede af gaden ude foran Hotel Abakash. Billedet har jeg taget oppe fra mit hotelværelse. 7. september 2007