Regnen og oversvømmelserne kom også til Kolkata!

I nogle uger havde jeg dagligt læst i avisen om de mange oversvømmelser i store dele af Indien samt i Bangladesh og tænkte at det var heldigt at vi ikke var ramt af det i Kolkata. Her skinnede solen og vejene såvel som andet var tørt. Men så kom dagen, mandag den 13. august, hvor det regnende stort set hele natten og den efterfølgende formiddag og hvor store dele af byen kom under vand.

Min filmmand Bhaswar og jeg mødtes klokken 07.00 om morgenen ved Motherhouse så Bhaswar kunne få en fornemmelse for lysforholdene i rummet til næste dags filmoptagelser. Efter morgenmaden gik vi over til Shishu Bhavan, hvor vi gjorde klar til de første filmoptagelser. En stor lastbil stod allerede parat midt i gården og Søster Sudha forklarede mig at hun var glad for at hun kunne få denne ene lastbil til at køre trods regnvejret da mange andre havde sagt nej til at køre grundet vandmasserne.

Med paraply og vådt tøj fik vi filmet det meste af formiddagen. Tre-fire arbejdsmænd var godt i gang med at bære rissække og noget majsmel fra depotrummet ud mod lastbilen, mens andre mænd havde travlt med at få fat i en presenning som skulle overdække lastbilen og dermed produkterne så de ikke blev gennemblødte. Jeg forklarede til Bhaswar at det måske var fint nok med regnen fordi den historie som jeg netop fortalte til kameraet er at det er monsun-tid i Indien og at lastbilen netop skal køre til byen Patna i staten Bihar som er hårdt ramt af oversvømmelser hvorfor folk er hårdt trængende efter mad og andre basale ting.

Vi filmede det meste af formiddagen og fik nogle glimrende optagelser af blandt andet mændende som læssede varerne op på lastbilen, søstrene som stod og betragtede deres arbejde og jeg som af og til prøvede at overdøve trafikken og forklare på dansk hvad der foregik. Ved 11-tiden holdt regnen op og ved 12.00 tiden åbnedes porten ved Shishu Bhavan og Bhaswar filmede hvordan den fuldt læssede lastbil kørte ud og afsted mod Bihar.

Bhaswar og jeg forlod umiddelbart efter Shishu Bhavan og som vi gik hen ad vejen mod Motherhouse kunne vi se at store mængder vand var samlet mange steder på gaden selv om regnen nu var holdt op og solen skinnede. Bhaswar stoppede et øjeblik op og spurgte noget tøvende hvordan jeg havde tænkt mig at komme hjem? Men i samme øjeblik fik jeg øje på to fyre fra Spanien som jeg kendte og som jeg vidste skulle samme vej mod Sudder Street. Det blev et hurtigt farvel til Bhaswar og et hurtigt vink til dem om at jeg gerne ville følges ad mod Sudder Street.

Som vi forlod A.J.C. Bose Road og begav os på vej mod Sudder Street blev vandmasserne større og større og snart gik vi alle tre i vand op til knæene. Jeg kunne mærke at vandmodstanden for hvert trin jeg tog var ved at rive mine flip-flop sandaler af og da jeg var bange for at falde og sluge noget af det snavsede vand spurgte jeg den høje fyr om jeg ikke kunne holde fast i ham. Det måtte jeg gerne. Et øjeblik grinede jeg ved tanken om hvordan det måtte se ud som vi kom gående der, jeg mener to mennesker som kommer gående hånd i hånd gennem vandmasserne, den ene stor og høj i sporty tøj og den anden i en traditionel salwar kamez kjole som var blevet halvvåd og snavset. Men jeg nåede ikke at tænke mere over det for i næste nu så jeg en stor kakkelak flyde lige nede foran mine fødder og da jeg tog næste skridt forsvandt den under vandmasserne. Jeg tænkte på om den nu ville sætte sig fast mellem mine fødder og sandalen eller om der ville være en rotte som ville bide i mine tæer, men heldigvis skete ingen af delene.

Vi gik langsomt videre gennem de brune vandmasser til knæene og betragtede lokalbefolkningen og den almindelige trafik af rickshaws, motorcykler og andre som blot udførte deres aktiviteter som var nærmest intet sket. De må være vandt til monsunen og disse vandmasser tænkte jeg og betragtede en mand som sad på en stol inde i sin lille biks med vand op til anklerne. Han arbejdede bare videre med noget i hænderne ind over sit lille bord som kunne det være hip som hap om hans butik var tør eller stod under vand. Nogle smilede, andre så lidt bekymrede på os og sagde at vi skulle gå langsomt og gå på midten af vejen for at undgå at falde i huller eller snuble over ting ude ved vejkanten.

Vi fulgte deres råd og begyndte, såvidt det var muligt for trafikken, at gå midt på vejen.
I mens snakkede vi om at det var svært at vide hvor man skulle træde fordi vi ikke kunne se igennem det snavsede brune vand. Vi snakkede også om vejen som vi jo gik på til dagligt og hvor vi vidste at her sidder de og tisser og laver andet – og det går vi i nu – og her er slagteren som smider små kødrester ud på gaden – og det går vi i nu – og her har vi skraldedyngerne som rotter hver dag vrimler rundt i – og det går vi i nu .....På et tidspunkt var jeg ved at snuble over et eller andet på bunden, men blev heldigvis grebet i faldet og undgik at falde i vandet. Pyha... det var heldigt! Vi begyndte at lave lidt grin med hvem af os der først ville falde i og hvilken fangst vi ville få! Ville det være noget papir-eller plastaffald, en rotte, en kakkelak eller noget fra menneskemasserne? - ...en ting er iskkert: vi ville få en masse snavset vand fyldt med bakterier og parasitter!

40 minutter senere og over den dobbelte tid af hvad det normalt tager at gå fra Motherhouse til Sudder Street gik vi ind på Sudder Street. Hele gaden stod under vand og mange mennesker gik midt på gaden i vand op til knæene hvis ikke højere. Andre støttede sig til murene langs vejen for ikke at falde. Den spanske fyr var sød at følge mig helt hen til mit hotel, hvorefter receptionisten var meget ihærdig med at spørge om jeg var ok og trække mig indenfor i den ene arm. Indenfor i hotellet så jeg synet af hele receptionen som stod under ca. 10 cm vand. Vandet var heldigvis ikke nået op af de tre trappetrin til værelserne og dermed var værelset stadig tørt – heldigvis!

Efter at have spist forkost med de to spanske fyre og en sød kvinde fra Spanien skulle jeg tilbage til Shishu Bhavan da vi skulle nå at male færdigt på lærredet til børnenes danseopvisning. Grundet vandmasserne valgte jeg at køre i rickshaw derned. Jeg nød at kunne sidde og filme vandmasserne og samtidig give manden en næsten dobbelt betaling for turen samnenlignet med hvad det normalt koster. Han virkede glad og det var jeg glad for.

Da vi ved 18.00 tiden havde malet i knap 3 timer og var på vej hjem fortalte jeg den spanske pige om vandmasserne på Sudder Street. Hun selv bor ved et hotel tæt på Motherhouse hvor vandmasserne er minimale og hun ville nærmest ikke tro på det som jeg sagde. Jeg viste hende derfor de billeder som jeg havde taget og hun kunne knap nok tro sine egne øjne. Vi valgte at gå sammen ned mod Sudder Street. Nogle steder oplevede vi stadig at måtte smørge op i bukserne og langsomt bevæge os gennem det brune grumsede vand, men mange steder var vandet heldigvis allerede væk. Vandet på Sudder Street var også langsomt ved at forsvinde.

De næste par dage snakkede jeg med hotelejeren, avismanden og Bhaswar om de store vandmasser og alle forklarede på hver deres måde at problemet primært skyldes de meget gamle afløbs- og kloakeringsrør som er rustne, ødelagte eller fyldt med skidt og affald som forhindrer vandet i at kunne løbe væk fra gaderne. Samtidig fortæller aviserne om de tiltrængte planer om at udskifte mange af afløbsrørerne hvilket dog også koster mange penge og hvilket før er blevet udskudt til et senere tidspunkt.


Billedbeskrivelse:
Det øverste billede er taget lige ude foran det hotel hvor jeg bor og viser en mand med sin rickshaw i vandmasserne. (Sudder Street, mandag den 13. august 2007)

Det andet billede er tilsvarende taget på Sudder Street og viser en mand som har fundet sig et tørt leje på en stor kiste hvorfra han råber op og gør opmærksom på sit salg af bananer. (Sudder Street, mandag den 13. august 2007)

Ved at klikke på filmen kan du se hvordan det ser ud når her er monsun-tid og oversvømmelser. Jeg har optaget filmen fra en rickshaw som trækker mig gennem gaderne, fra Sudder Street mod Mother Theresa's Mother House. (Kolkata, mandag den 13. august 2007)