Besøg hos de spedalskes hjem i Titagarh

Torsdag er vores fridag. Jeg har kun har været på arbejde en enkelt dag, nemlig i går onsdag, og vælger at deltage i turen som Missionaries of Charity arrangerer til de spedalskes hjem. Hjemmet hedder ”Gandhiji Prem Nivas” og ligger ca. 40 minutters togkørsel fra Kolkata ved byen Titagarh.

Vi er cirka 20 frivillige fra mange forskellige dele af verden som er mødt op denne torsdag morgen kl. 07.00 i Mother’s House for at modtage en kort introduktion om turen, hvordan vi kommer derud og ikke mindst hvilke oplevelser der venter os.

Snart træder vi ud på den befærdede A.J.C. Bose road og venter på den første bus der tager os i retning af togstationen. På vej i bussen snakker vi frem og tilbage med hinanden og indtager nogle af de mange indtryk fra gaden. Da vi er fremme ved togstationen er der et værre virvar og vi bliver bedt om at gå i grupper 4 og 4 hvoraf en kan gå hen og købe biletter til gruppen. Imens vi står og venter på at vi får købt biletterne er der en kvinde som kommer hen til os og tigger med en dreng på armen. Jeg lægger mærke til hvordan vi nærmest alle prøver at undgå kvinden og drengen. På et tidspunkt lægger drengen sig ned på jorden for nærmest at sove, eller sådanne ser det ud, der midt på gulvet, lige midt iblandt os med en masse larm og snavs. Der er også en ældre mand iført nogle lange klæder som kommer gående hen mod os med en stok i den ene arm og den anden arm udstrakt imod os. Han tigger og sender nogle meget indtrængende blikke.

Snart får vi banet os vej mod toget og hopper ind i den kupe der ser ud til at være mindst fyldt. Som vi triller afsted kan vi gennem jerntrammerne se ud på diverse affaldsdynger der snart bliver afløst af nogle slumområder og lidt senere nogle mere robuste beboelsesområder. Af og til er der grønne rismarker og nærmest spejlblanke vandmasser der danner et flot mosaik af farver fra de omkringliggende små huse.

Jeg falder i snak med min sidemand, en fyr fra Polen, som viser sig at have opholdt sig et år i København hvor han læste en del af sin jura-uddannelse. Vi snakker frem og tilbage om Danmark, om København, om hans fascination for danskere, om hans arbejde som jurist i Polen, og ikke mindst om oplevelserne i Indien. Han har rejst i 4 måneder i både Indonesien, Malaysia, Thailand og nu Indien, og fortæller at Malaysia og Thailand var de letteste lande at rejse i, mens Indien og dernæst Indonesien er mere udfordrende.

På et tidspunkt kommer der en dreng ind i kupeen og begynder at lave et værre spetakel med nogle grydelåg eller det som minder om dem. Det er egentligt lidt irriterende med larmen da vi har svært ved at snakke sammen, men han selv ser meget tilfreds ud og har travlt med at række hånden ud for at modtage penge for sin optræden.




Efter cirka 7 stop og 40 minutter senere er vi fremme ved Titagarh. Vi har fået besked på at være klar til at hoppe af toget da nogle døre godt bare kan klappe i så man kan sidde i klemme, så vi springer nærmest ud af toget og glædes ved at ingen af os kommer til skade. Nede på peronnen følger vi et kort over området for at finde den rigtige vej som vi skal gå til fods.


Vi krydser togskinnerne og begynder at gå langs skinnerne. Snart er vi nærmest omgivet af glade børn som kommer rendende ud fra til tilliggende små huse, ja nærmest blik- og plasthuse i et slags slumområde. De vinker til os og siger ”hello” med store smil over hele ansigtet. Sikke en velkomst tænker jeg. De vil meget gerne have at vi tager billeder af dem så det gør vi.

Ca. 10 minutters gågang længere fremme er vi ved ”Gandhiji Prem Nivas Leprosy Centre”. Vi går ind i en bygning og op ad nogle trapper hvor vi sætter os og venter i et lokale. Mens vi venter er der nogle af os der begynder at læse om spedalskhed på plancherne på væggene.

Herefter kommer der en mand ind og introducerer sig som vores guide i dag. Han begynder at forklare os om centeret og dets virke i dag. Han virker meget venlig og sympatisk. Han fortæller at Mother Theresa startede arbejdet med spedalske i 1958, hvor hun dengang først arbejdede udfra en allerde eksisterende gruppe af mennesker med spedalskhed. Hendes virke var i form af en mobil klinik under et træ. Mother Theresa gav de spedalske ris, brød, te og foretog transporten mellem Kolkata og hendes mobile klinik i Titagarh dagligt. I 1960 fik Mother Theresa tildelt et stykke jord fra Tirtagah kommune nær jernbanen. Dette blev starten på det aktuelle center som ses i dag.

Manden fortæller at der i hele verden er omkring minimum 13 millioner mennesker med spedalskhed. Det er ikke alle lande som har data over hvor mange der er spedalske så antallet kan være højere. Spedalskhed er en kronisk sygdom hvor bakterien lepra inficerer kroppens yderste nerver og hud. Spedalskhed påvirker ikke hjernen og rygmarven, men kan påvirke alle andre legemer i kroppen. Ofte bliver spedalske udelukket og afvist af de omgivelser de bor i. De spedalske bor således på centeret fordi de ikke rigtigt har noget hjem, hvor de kan være, fordi andre mennesker ofte ser dem som udstødte, ja endda som deres karma at have spedalsked, og er bange for deres smittefare. Det er samtidig svært for mennesker med spedalskhed at lave arbejde med hænderne da det kan smitte.

Derfor er det vigtigt at have et center for spedalske, hvor de er sammen med andre som sig selv og hvor de føler at de får hjælp og gør et værdigt stykke arbejde. Manden fortæller at de spedalske bliver behandlet med moderne medicin ifølge lovgivning og retningslinjer fra World Health Organisation (WHO). Behandlingen er succesfuld når der bliver givet den korrekte medicin i de korrekte doser. Han tilføjer at langt de fleste af centerets spedalske bliver kureret og vælger at arbejde på centeret bagefter.

De spedalske laver tøj. De væver blandt andet nonnernes hvide-blå klæder (saris), sengetøj, håndklæder og bandage. Alt det som de laver kommer til Mother Theresa’s Mother house og bliver derfra distribueret videre rundt til de forskellige Missionaries of Charity centre i Kolkata.

Selve de spedalskes center ved Titagarh består af en indendørs klinik med 200 senge, hvor de spedalske selv hjælper til med det praktiske. De hjælper hinanden så godt de nu kan med at rede senge, vaske tøj og udlevere mad og medicin til de andre patienter. I alt er der 500 mennesker tilknyttet centeret. Derudover råder centeret over følgende faciliteter:
- En operationsklinik, hvor nogle dygtige frivillige læger udfører blandt andet amputationer gratis for dem som ikke kan betale for det ved et privat hospital
- Et center som laver kunstige proteser, til ben og arme, hvor der udføres gratis arbejde af professionalle i dette felt som laver kunstige proteser til de patienter som har fået amputeret fx en arm eller et ben ved centeret.
- Et rehabiliteringscenter, som består af mere end 100 patienter som er tidligere patienter men som nu arbejder i et af følgende centre:
o Vævestuen, med 50 store vævemaskiner, hvor de væver nonnernes hvide-blå klæder (saris), sengetøj, håndklæder og bandage
o Skoafdeling, hvor der laves specielle sko til patienter med spedalskhed. Mange spedalske har deforme fødder på grund af ødelæggelser af nerverne og følelse i fødderne. For bedre at beskytte deres fødder mod ødelæggelser laves der specielle sko tilpasset patienterne.
o Møbelafdeling, som laver basale møbler og krykker som patienterne kan gå med
o Sy-stue, som syer forskelligt materiale beregnet til centeret. De spedalskes børn lærer også at sy således at de senere vil have mulighed for at udnytte deres færdigheder og have mulighed for et arbejde.
o Lille-landbrug, hvor der med hjælp fra patienterne dyrkes forskellige grøntsager og frugt som bliver brugt i den daglige madlavning til patienterne.
o Landbrug med dyr, herunder en fiskedam. Æg, kød og fisk giver patienterne en mere varieret kost. Grisene sælges til mennesker udenfor centeret.
o Mad-udlevering, hver dag bliver der fra centeret udleveret kogt ris til omkring 500 mennesker som ellers ville tigge for at få mad ude på gaden.
o Undervisning, hvor børn op til 10 år, får tilbudt faciliteter til at gennemføre deres elementære undervisning. Når de er mere end 10 år gammel modtager de hjælp til at komme videre i undervisningssystemet.
o Beboelsesområde, hvor mere ned 200 familier bor omkring centeret.


Da vi har modtaget den omfattende information siger manden at vi ikke må tage billeder indenfor centeret af de spedalske og deres aktiviteter og at vi derfor skal lade vores kamera og tasker blive tilbage i lokalet som vil blive aflåst. Derpå går vi ned af trappen og ind i den første fløj som er vævestuen.

Jeg ved ikke hvad jeg havde forestillet mig, men jeg kan se i mange ansigter en form for begejstring over den effektivitet og de glade smil som rummet er fyldt med. Vi går i en lang række ned gennem stuen som på hver side er fyldt med vævemaskiner og mennesker som er i fuld sving med arbejdet. Der kommer en meget høj og konstant ”klik-klak” lyd fra vævemaskinerne.
En af amerikanerne vender sig om og siger til mig at han slet ikke havde forestillet sig at der ville være så mange vævere og at arbejdet ville foregå i dette hurtige og effektive tempo. Jeg svarer at det også positivt overrasker mig og tilføjer hvor dejligt det er at se at de spedalske ser så galde og stolte ud. De sender mange smil og nikkende hoveder til os.
Vi stopper på et tidspunkt ved en stor nærmest rund trumle hvor vi kan se hvordan det fine garn bliver bundet op. Det ser fascinerende ud med de hvide og blå farver og manden fortæller os at det netop er garnet som skal bruges til at lave en af Søstrenes sari’s. Det tager 1 ½ dag at lave en sari. Vores guide fortæller os også at hver person får 60 rupee per dag og hvis de producerer mere får de 70-80 rupee. Jeg tænker at 100 rupee svarer til 14 danske kroner og at 60 rupee ikke synes af meget, men at det i Indien er nok til at købe tre måltider mad for.

Vi går fra vævestuen videre over i sengeafdelingen hvor vi ser mange af de spedalske som sidder i deres seng og kigger på os. De fleste af dem sender glade blikke og smil og nogle af dem samler hænderne foran hovedet som en indisk hilsen. Jeg lægger mærke til at den koreanske pige bag ved mig gengælder deres hilsen ved tilsvarende at samle hænderne og sende dem mindst ligeså store smil, så jeg vælger at gøre det samme. På et tidspunkt er der nogle af patienterne som sidder med udstrakte hænder som vil de gerne give hånd. Jeg lægger mærke til at amerikaneren foran mig giver nogle af dem hånden så da vi kommer gående og der er en mand som kigger på mig og strækker sin hånd ud giver jeg ham også hånden. Men det er ikke en helt almindelig hånd, for der mangler nogle af hans fingre og jeg kan mærke hvordan min hånd ligesom rammer en hård klods eller noget andet hårdt da vi trygger hinanden i hånden. Et øjeblik tænker jeg over om det er farligt at røre de spedalske, men så tænker jeg over det som guiden sagde, nemlig at spedalskhed primært smitter gennem ånde, i tæt kontakt og over en længere periode.

Fra mændenes afdeling går vi over i kvindernes afdeling og ligeledes her mødes vi primært af glade kvinder som betragter os med store smil og en vis nysgerrighed. Igen er der nogle som gerne vil give hånd og klappe en. Jeg tænker ligesom i vævestuen at jeg så gerne ville have et kamera siddende inde i øjet og når jeg blinkede med øjet ville jeg tage et billede så jeg kunne vise andre de glade smil – for det var ikke helt hvad jeg havde forventet.

Vi går fra kvindernes afdeling over mod haven med grøntsager og frugt, dammen med fisk, og en slags stald hvor en gedebuk står udenfor oppe på et slags murværk som byder den os nærmest velkommen. Inde i stalden ligger der to søer og et par smågrise. Vi snakker om at centeret jo nærmest er selvforsynet med det hele og manden nikker og siger at det altid har været en del af målet at kunne være selvforsynet.

Vi går gennem boboelseskverteret hvor forskellige familier er i gang med lidt af hvert ude foran deres hus. Nogle vasker tøj, andre koger noget over ilden. Vi snakker om at det ser rigtig pænt og rent ud.

Herefter går vi over til undervisningslokalet, hvor vi bliver mødt af synet af omkring 20-30 glade børn under 10 år som er stillet op i et klasselokale klar til at vise os noget. Børnene ser meget ivrige og spændte ud og kigger over på os med et blik som skal vi til at se fyrværkeri. De begynder at opremse alfabetet udenad på engelsk og derefter synger de en sang. Vi alle klapper af dem og ser deres store smil og stolthed over deres opvisning. Så danser de en slags traditionel dans og synger så vi bliver næsten helt rørt over deres fine optræden.
På vej ud af lokalet spørger jeg guiden om børnene ligeledes bor på centeret. Han svarer at det gør de ikke, men at de kommer med deres forældre om morgenen og bliver afleveret i denne skole. I mens at forældrene arbejder i et af centrene, hvor de samtidig tjener penge, bliver børnene undervist. Når forældrene om aftenen, det vil sige klokken 17.00, tager hjem igen til dem selv tager de børnene med. Skolen har i alt plads til 300 børn.

Fra undervisningslokalet går vi over til centeret som laver kunstige proteser. To mænd er i gang med at lave et kunstigt ben og den ene mand fortæller at der bliver lavet tre til fem kunstige ben om ugen. Det kunstige ben holder typisk i 5-6 år hvorefter det skal udskiftes. Manden forfæller samtidig at centeret har lavet kunstige ben i 18 år og at der bliver lavet kunstige proteser til mange mennesker, omkring 430 mennesker.

Nu er det tid til at gå tilbage til lokalet hvor vores tasker og kamera er. Vi snakker ivrigt sammen om de mange indtryk og informationer og om vores generelle positive overraskelse over hvor selvfungerende og effektivt dette center er. Guiden kommer ind med te og kiks og mens vi sidder og sunder os får vi hver især udleveret en brochure med flere oplysninger om centeret.

Efter vores te og kiks fortæller manden at det er tid til at vi begiver os på vej hjem. Han tilføjer at vi ikke bør stige ind i et alt for fyldt tog, men vente på det næste som måske er mindre fyldt. Vi siger farvel og takker for det gode besøg og går ud mod togskinnenre. På vej mod togstationen kommer de glade børn atter rendende mod os og vil have vores tomme plastflasker og have taget billeder. Jeg går sammen med Jeanette fra USA og hendes kamera vækker stor opsigt.


Børnene vrimler nærmest om os og stiller op til at få taget billeder. Der bliver nogle glimrende billeder ud af det. På et tidspunkt lægger jeg mærke til at vi er langt bag ud de andre i gruppen som allerede er gået videre så Jeanette og jeg får travlt med at komme videre og på samme tid undgå at glide i den mudrede jord.


Da vi når hen til togstationen er en pige fra Australien blevet meget sur på en af de lokale mænd. Vi stiller os tæt sammen i en rundkreds for at undgå de mange blikke fra mændende omkring os og spørger hende hvad der er sket. Hun fortæller at den ene fyr kiggede meget indtrængende på hendes figur og højlydt på engelsk sagde til hende og hans venner at hun havde nogle flotte bryster. Hun råbte derpå til ham at han skulle skamme sig og at han var til pine for andre indiske mænd som nu alle blev stemplet som nogle nærgående og grænseoverskridende pestilenser. Vi andre stod bare og lyttede til hendes beretning, men sagde ikke rigtigt noget. Hvad kunne vi sige, udover at nikke?
Jeg sagde til Jeanette at jeg slet ikke lægger mærke til mændenes blikke, men at jeg ofte kigger ned i jorden og nærmest lukker både øjne og ører. Jeanette siger at jeg kan være sikker på at de kigger og at jeg bare skulle prøve kigge på dem nu. Jeg kigger og ser at det er rigtigt at man virkelig bliver begloet, men tilføjer at jeg prøver at ignorere det. Så længe man selv har noget løst siddende tøj på som ikke viser for mange detaljer, ja så kan jeg godt leve med de blikke.



Manden som havde gjort tilnærmelser til pigen kommer i næste nu meget tæt hen imod hende og begynder at sige et eller andet højlydt på Hindi. Nogle af de andre mænd griner mens andre igen trækker en mine på ansigtet som om at det ikke er noget pænt som han siger. I næste nu vælger den australske pige at løbe frem mod manden som sjovt nok i et split sekund hopper ned på skinerne på løber over på den anden perron. Vi ved ikke hvad han sagde, men væk var han.

Toget ankommer til peronen og vi kan se at det allerede er godt fyldt. Da vi allerede har ladet det første tog passere og togene nok ikke bliver mindre fyldt de næste par timer vælger vi at hoppe på toget. Vi maser os sammen i den ene vogn og står tæt pakket. Vognen ligner næsmest en last- eller fodder vogn til kreaturer eller varer. Der er et stort trægulv og blot nogle jernstænger i loftet som vi kan holde os fast i. Vi sætter i fart og kan heldigvis snart mærke luften som blæser ind gennem den store brede åbne dør. Vi gør stop ved et par stationer og snart bliver toget så fyldt at vi står fuldstændig tæt op ad hinanden. Jeg tænker at jeg er glad for at jeg står mellem to af de amerikanske kvinder, den ene foran, hvor jeg heldigvis kan dufte blomster fra hendes hår og den anden bagved som står helt klistret op ad mig da hun bliver skubbet af de andre passagerer.

På et tidspunkt stopper toget for atter at lade passagerer komme af og på, men der er kun få som kommer af og blot mange flere som maser sig ind i kupeen. Jeg tænker at det er utroligt at vi kan stå så mange proppet sammen på et så relativt lille areal. Luften og tilmed lugten er nærmest ulidelig når vi sådanne holder stille. Jeg kigger op mod hænderne for at få luft og kan pludselig mærke nogle våde dråber som drypper mig ned i panden. Den høje fyr fra Polen undskylder sine sveddråber, men jeg griner blot og siger at han vel hverken kan gøre fra eller til situationen taget i betragtning. Samtidig lægger jeg mærke til at vi er mange hænder der nærmest glider rundt i hinandens håndsved ved jernstængerne.

Snart sætter vi i fart igen og vi er mange der ånder lettet op. Nogle af de lokale begynder mindsandten at tage et spil kort frem og begynder at spille kort med hænderne over hovedet (det er vel de sidste 20 centimeter hvor der stadig er plads), en anden tager en guitar frem og begynder at spille på den mens han synger nogle meget indisk-arabiske toner og en kvinde deler nogle samosa-lignende lækkerier ud til dem som vil have det mens hun lystigt fløjter. Midt i alt den sved, trængsel og masen bliver jeg pludselig grebet af det herlige, umiddelbare og sociale ved inderne, jeg mener, deres evne til at ignorere det der måske kunne være en pestilens og ikke brokke sig, men bare lade det være som er og fokusere på andre ting. Det er da fascinerende om ikke andet!

Da vi er ved at være fremme ved vores station i Kolkata slår tanken os hvordan vi mon skal komme ud. En italiener fra gruppen kigger alvorligt på os og siger at vi virkelig bliver nød til at skubbe og mase så meget som muligt for at komme af toget, for det er det man gør i Indien – og gør vi ikke dette kommer vi ikke af! Da vi akkurat er nået ind til peronen og toget lige knap er stoppet kan jeg mærke hvordan alle begynder at mase. Det er ikke som hjemme i Danmark hvor man først lader personer komme af toget også kommer nye passagere rpå toget – nej! Nærmest omvendt! Der bliver mast bagfra, og fra siderne og mine fødder løfter sig fra gulvet så jeg nærmest bare bliver løftet ud gennem døren. Pyha..... som en stor klump mennesker lander vi alle sammen med begge ben på peronen. Den tog-tur var noget af en varm og intens oplevelse!

Tilbage på hotellet får jeg taget et tiltrængt brusebad og skiftet tøj inden jeg mødes med de andre fra turen til frokost. Som vi spiser snakker vi frem og tilbage om den meget positive oplevelse det var at besøge de spedalskes hjem i Titagarh. At se deres stolthed og glæde i øjnene, at se deres smil, at mærke deres venlighed....jo Mother Theresa har skam formået at etablere og organisere mange forskellige hjem med hver deres unikke aktiviteter. Det er meget fascinerende og beundringsværdigt at kunne opleve den ånd som der er ved disse centre.

Du kan klikke på filmen og få et lille indtryk af hvordan det føles at køre i tog i Indien. Her er vi på vej fra Titagarh mod Kolkata - det er frokosttid og toget er proppet. (Kolkata, september 2007)