Jeg er faldet til og er blevet lidt mere doven. Så i morges lod jeg vækkeuret ringe klokken 6.20 og gik fra Hotel Diplomat klokken 6.40 – det er akkurat nok tid til at nå ned til morgenmad ved Motherhouse ved 07.00 tiden. På vej ned mod Motherhouse tænkte jeg over hvor dejligt det er at være faldet til, at genkende ting, vejen til Mother Theresa’s Motherhouse, menneskerne på gaden, og rutinen under morgenmaden og morgenbønnen. Ved morgenmaden mødte jeg Fulvia og Maria fra Italien og vi snakkede om vores planer om tage tage sammen ned til Puri i slutningen af august. Puri er en af de hellige byer for hinduisterne og samtidig et badested for turister som kommer for at slappe af.
Da vi har rigeligt tid til at spise morgenmad valgte jeg at gå op for at se Mother Theresa’s grav. Mother Theresa ligger begravet under en stor hvid marmorsten. Når man er i Mother Theresa’s Motherhouse er det ikke til at tage fejl af hvor, i hvilket kolake, hun ligger begravet, for den hvide marmorblok står centralt placeret i et stort rum og der er oftest mennesker, heriblandt en del nonner klædt i hvidt, som knæler foran graven. Da jeg gik ind i lokalet og spurgte om jeg måtte tage billeder af graven, hvilket man gerne må, var nonnen meget interesseret i at snakke mere og jeg fortalte hende om Danmark, arbejdet på Sct. Joseph Søstrenes Skole, mit arbejde som lærer hos Shishu Bhavan og mine videre planer. Hun spurgte mig om jeg var gift og jeg viste hende ringen på min højre hånd og fortalte at jeg ikke var gift endnu, men at det forhåbentligt snart kom. Så spurgte hun om jeg havde mulighed for at komme tilbage til Motherhouse og se graven efter mit arbejde, for så ville hun i mellemtiden have pyntet den fint med blomster. Jeg sagde at jeg var glad for at hun fortalte mig at hun ville pynte den, for så ville jeg vente med at tage billeder til bagefter. Da jeg var på vej ud kom hun og gav mig to små brochurer om Mother Theresa samt fire vedhæng til en halskæde, ”Two for your husband and two for you” sagde hun og smilede.
Da vi har rigeligt tid til at spise morgenmad valgte jeg at gå op for at se Mother Theresa’s grav. Mother Theresa ligger begravet under en stor hvid marmorsten. Når man er i Mother Theresa’s Motherhouse er det ikke til at tage fejl af hvor, i hvilket kolake, hun ligger begravet, for den hvide marmorblok står centralt placeret i et stort rum og der er oftest mennesker, heriblandt en del nonner klædt i hvidt, som knæler foran graven. Da jeg gik ind i lokalet og spurgte om jeg måtte tage billeder af graven, hvilket man gerne må, var nonnen meget interesseret i at snakke mere og jeg fortalte hende om Danmark, arbejdet på Sct. Joseph Søstrenes Skole, mit arbejde som lærer hos Shishu Bhavan og mine videre planer. Hun spurgte mig om jeg var gift og jeg viste hende ringen på min højre hånd og fortalte at jeg ikke var gift endnu, men at det forhåbentligt snart kom. Så spurgte hun om jeg havde mulighed for at komme tilbage til Motherhouse og se graven efter mit arbejde, for så ville hun i mellemtiden have pyntet den fint med blomster. Jeg sagde at jeg var glad for at hun fortalte mig at hun ville pynte den, for så ville jeg vente med at tage billeder til bagefter. Da jeg var på vej ud kom hun og gav mig to små brochurer om Mother Theresa samt fire vedhæng til en halskæde, ”Two for your husband and two for you” sagde hun og smilede.
På vej over til Shishu Bhavan vælger jeg at stoppe og tage billeder af bygningen og porten ind til Shishu Bhavan. Jeg tænker at billederne af de forskellige Mother Theresa centre kan bruges når jeg hjemme i Danmark skal præsentere Mother Theresa’s Missionary of Charity virke i Kolkata. Derefter går jeg ind gennem døren, hilser på de lokale damer som altid sidder ved indgangen og går over mod børnenes afdeling. Toner af sang høres på lang afstand og som jeg nærmer mig kan jeg se at børnene er i gang med at danse. Jeg vil ikke forstyre dem, så jeg sætter mig et øjeblik udenfor og betragter dem gennem gitteret. Der går dog ikke længe før den ande pige som også underviser børnene, Isabel, ankommer og efter at have siddet lidt og snakket kommer Søster Tina Maria og beder os komme indenfor. Hun fortæller os at børnene i dag skal øve sig i en dans som de i forbindelse med Mother Theresa’s 10 års mindedag, skal fremvise for andre. Børnene vil derfor ikke have mulighed for så meget undervisning i dag, men vil primært skulle øve sig på dansen. Isabel og jeg sætter os og kigger på dem mens de danser. Danselæren viser børnene hvordan de skal danse og en efter en danser de efter hende. Mongal, som er døv, er rigtig koncentreret og er meget dygtig til at danse nærmest nøgagtigt som hun. Da børnene ser os bliver nogle af dem lidt distraheret og kommer over til os og vil op eller have et kram. Isabel og jeg prøver at skille nogle børn ad som alle vil op og sidde, men da det er lidt svært at få deres koncentration over på dansen vælger vi at lade dem danse og selv gå op i klassen. Tina Maria kommer op i klassen og fortæller os at vi har brug for 4 masker med ænder, en maske med en løve og et stort lærred med en have med blomster, en kæmpe og legende børn. Isabel, Preety og jeg begynder at snakke om hvordan vi kan lave dette lærred og hvem af os der skal tegne for. Men pludselig kommer børnene op så vi skynder os at pakke tingene væk og i stedet koncentrere os om dem. Tina Maria kommer og siger at de blot skal have undervisning til 10.00 så den time går nok hurtigt.
Preety har taget en fiskestang med og små fisk med sikkerhedsnåle som hun lægger på gulvet. Børnene sætter sig en rundskreds rundt om fiskene også går legen i gang. Hver elev skal med fiskestangen fiske en fisk op og finde ud af hvilket bogstav der står på fisken. Det starter med Anita. Med ivrige hænder rækker Anita fiskestangen ud over papirsfiskene på gulvet og prøver at få magneten som er bundet fast til fiskestangen med en snor til at fange en fisk. Anita bliver meget glad da hun endelig får en fisk på krogen. De andre børn virker mindst lige så ivrige og klapper i hænderne. Preety spørger hvilket bogstav hun fik og Anita svarer ”R”. Bogstavet bliver identificeret på en stor plakat med alfabetet og børnene bliver bedt om at finde på et ord som starter med ”R”. Sådan fortsætter legen, med en elev ad gangen.
Isabel og jeg har svært ved at fastholde Samuel, Mongal og Pooja til matematikken så de får også lov til at iagttage de mindre børn og deres leg. Mens vi sidder og følger med i legen vil Samuel op og sidde hos mig. Jeg lader ham komme op og sidde og lægger mærke til hvordan han tager mine arme og lægger dem over kors således at han sidder tæt inde under dem. Jeg kan ikke lade være med at tænke på alle de forskellige behov og følelser som han viser, lige fra hans meget selvstændige karakter og behov for at gøre ting alene, til kedsomhed og til tider frustration, til koncentration og arbejdsomhed, og til behovet for nærhed og kærtegn. Men det er vel heller ikke så underligt for heldigivs rummer vi vel det hele i mere eller mindre portioner. Jeg tager hans hånd og begynder at tælle ned af fra 10 mod 1 mens jeg trækker i hans fingre. Det griner han meget af. Da vi er færdige med det slår han mig på armen med sin hånd og siger ”again” og sådan fortsætter vi et par gange. Med vilje begynder jeg at tælle forkert for at se hans reaktion og han bryder ud i grin og siger ”No auntie! Like this” og fortæller mig den rigtige rækkefølge.
Så er det Samuel, Pooja og Mongal’s tur til at fiske en fisk op fra gulvet. Det er lidt lettere for dem og de har let ved at identificere de forskellige bogstaver. Bagefter sætter vi os ned for at farvelægge fiskene. En ny pige dukker pludselig op og smiler med sine store hvide tænder og brune øjne. En af søstrene spørger mig om hun har fået et skrivehæfte og jeg svarer nej ikke endnu. Hun får et hæfte og bliver bedt om at skrive sit navn på det. Jeg spørger hende samtidig hvad hun hedder og hun svarer ”Sweety”. ”What a sweet name, Sweety” svarer jeg. Jeg beder hende om at gennemgå alfabetet og skrive et ord ned for hvert bogstav. Det er hun ret god til. Så laver vi nogle simple regnestykker sammen og jeg finder ud af at hun har lidt svært ved at regne.
Vi når ikke mere matematik eller andet for nu er klokken 10.00 og børnene skal ned for at have pause og tilbage til danse-undervisningen. På vej ud af døren kommer Akash hen og giver Preety og jeg et kindkys på hver kind. Så er børnene væk og Isabel, Preety og jeg står tilbage med stilheden og det nu tomme lokale.
Søster Tina Maria kommer op i klassen med et stort stof-lærred og siger at vi måske kan bruge det til motivet med haven, blomsterne, kæmpen og de legende børn. Isabel, Preety og jeg går i gang med at udtænke designet for lærredet og jeg begynder at tegne for mens Isabel og Preety tegner stregerne op med en tykkere tuds. Vi snakker om at vi gerne vil involvere børnene i at male lærredet, men frygter at det bliver for uoverskueligt med de små som sikkert vil få maling ud over det hele. Vi vælger derfor en strategi som hedder at de større børn kan hjælpe med at male nogle af tingene en efter en.
Vi går i gang med at male. Preety maler solen, Isabel blomsterne og jeg skyerne. Mens vi maler spørger jeg Isabel og Preety hvad der motiverede dem til at komme til Kolkata og arbejde for Mother Theresa’s Missionary of Charity. Isabel fortæller at der er mange mennesker fra Spanien som kommer til Kolkata for at udføre frivilligt arbejde og at to af hendes venner foreslog hende at hun burde tage afsted og opleve det. Isabel ved ikke hvorfor der er så mange fra Spanien som kommer til Kolkata for at arbejde som frivillig, men fortæller at hendes venners positive oplevelse motiverede hende til at tage afsted.
Preety fortæller at det ikke var meningen at hun skulle til Kolkata og arbejde som frivillig for Mother Theresa men at hendes planer tog en pludselig drejning dagen før hun skulle afsted fra New York. Preety skulle oprindeligt besøge sin tante i Delhi og arbejde for en lokal NGO der. Men da hun dagen inden sin flyafgang erfarede at hendes tante netop var flyttet fra Delhi til Kolkata blev det pludselig Kolkata som var i fokus. Tanten foreslog at hun kunne forsøge at få en praktikplads eller arbejde som frivillig på et nyt hospital, men da det viste sig at dette sted ikke tog imod praktikanter foreslog en af tantens bekendte at Preety kunne arbejde som frivillig hos Mother Theresa’s Shishu Bhavan. Preety fortæller at hun aldrig før har været lærer, men at hun er meget glad for arbejdet og børnene. Både Isabel og jeg fortæller Preety at hun virkelig har talent for at undervise og at man kan se at børnene er meget glade for hende.
Vi maler videre til klokken er 12.00, en time over vores normale undervisningstid, og rydder derefter op. Tina Maria kommer op sammen med danselæreren for at se hvad vi har lavet og ser ud til at være godt tilfreds med resultatet. Jeg spørger hende hvad dansestykket og motivet skal bruges til og Tina Maria fortæller at det skal bruges til opvisninger med børnene i anledningen af Mother Theresa’s 10 års dag. Den første opvisning vil blive onsdag den 15. august, den næste på Mother Theresa’s fødselsdag den 27. august og endelig en opvisning den 5. september, dagen hvor Mother Theresa døde for 10 år siden. Opvisningerne vil finde sted på forskellige skoler og i Mother Theresa’s Motherhouse. Vi hilser samtidig på danselæren. Hun fortæller at hun som barn selv har boet hos Shishu Bhavan og fået undervisning i samme klasselokale. Jeg tænker at det er dejligt at se en dame så smuk, glad og talentfuld og vide at hun på trods af manglen på sine biologiske forældre har et fast arbejde som professionel danser og virker til at være glad og klare sig godt. Jeg spørger samtidig Tina Maria hvor hun har lært at tale så godt spansk og hun fortæller at hun har boet knap 13 år i Madrid hvor hun arbejdede med frivillige ved Missionaries of Charity. Hun fortæller samtidig at det er hendes andet år hos Shishu Bhavan og at hun stadig skal vænne sig til at have med børn at gøre. Hun når ikke at sige mere, for vi alle fire siger nærmest i kor at hun klarer arbejdet med alle børnene suverænt. Jeg slev får billederne op på nethinden af hende som bliver omfavnet af de små, eller de ældre som blidt lægger en hånd på hendes arm eller trygger sig ind til hendes hvide klæder og nærmest suger duften af hende til sig.
På vej hjem fra Shishu Bhavan gør jeg stop ved Mother House for at tage billeder af Mother Theresa’s grav. Den hvide marmorsten er flot pyntet op med forskellig farvede blomster og nogle orange blomster er drysset ud over den hvide marmor og danner bogstaverne ”Holy bible” samt ”Follow me”. Oppe foran hendes sten står der et stearinlys og brænder. Det kaster et blidt lys ud over rummet og danner en smuk stemning. Da jeg er i gang med at tage billeder af denne smukke grav og denne kreativitet med blomsterne kommer fem-seks nonner ind og knæler foran graven. Jeg træder tilbage og lukker mit kamera, selv om de smukkeste billeder uden tvivl ville være billedet af nonnerne som i skæret fra stearinlyset knæler ned foran Mother Theresa’s grav og beder. Men jeg vil naturligvis respektere skiltningen ude foran døren om at lade være med at tage billeder af nonnerne.
På vej hjem fra Shishu Bhavan gør jeg stop ved Mother House for at tage billeder af Mother Theresa’s grav. Den hvide marmorsten er flot pyntet op med forskellig farvede blomster og nogle orange blomster er drysset ud over den hvide marmor og danner bogstaverne ”Holy bible” samt ”Follow me”. Oppe foran hendes sten står der et stearinlys og brænder. Det kaster et blidt lys ud over rummet og danner en smuk stemning. Da jeg er i gang med at tage billeder af denne smukke grav og denne kreativitet med blomsterne kommer fem-seks nonner ind og knæler foran graven. Jeg træder tilbage og lukker mit kamera, selv om de smukkeste billeder uden tvivl ville være billedet af nonnerne som i skæret fra stearinlyset knæler ned foran Mother Theresa’s grav og beder. Men jeg vil naturligvis respektere skiltningen ude foran døren om at lade være med at tage billeder af nonnerne.
Efter en kort stunds stilhed inden ved Mother Theresa’s grav går jeg hjem mod Sudder Street. Ligesom i går er det en ulidelig varm dag. Det er ikke så meget solens stråler der brænder sig ind i huden der er slemt, men det er i højere grad den varme luft som er fyldt med fugtighed til bristepunktet. Tøjet klistrer sig til kroppen og varmen, kombineret med den varme og intense udstødningsgas fra alle bilerne, gør det næsten ulideligt at trække vejret og få energi til at gå.
Jeg stopper ved en kiosk for at købe en cola fordi at jeg kan mærke at varmen gør mig nærmest svimmel (en ting der ellers sjældent sker). Som jeg står og drikker min cola kommer tre-fire skolebørn hen til samme lille biks for at købe karameller og andet slik. De kigger med store øjne på mig og betragter hver en bevægelse som jeg gør.
Brusebadet på Sudder Street er tiltrængt og derefter har jeg atter energi til at gå ud på gaden og købe dagens avis og spise frokost. Mange mennesker læser dagligt avis i Kolkata og manden med aviserne under armen finder mig altid et eller andet sted og får solgt sin avis til mig. 5 rupee koster en avis. Jeg læser om problemerne med oversvømmelserne i mange dele af Indien og Bangladesh, om skolebørn som bliver slået og udsat for stød af lærere, om kvinder der bliver udsat for vold og det der er værre af deres mænd fordi de ikke kan levere en dreng men endnu en pige og om diverse nye regulativer som Indien gerne vil implementere for at prøve at følge op på diverse punkter.
Senere på eftermiddagen går jeg ned til Park street og derfra videre mod Globe Forex and Travels for at få styr på mit visa og flybillet til Bangladesh. Jeg forklarer manden ved rejseselskabet at jeg er bange for eventuelle problemer i lufthavnen i Bangladesh fordi mit visa står anført til at gælde fra den 7. august til den 16. september, selv om at jeg i min visa ansøgning anførte den aktuelle periode fra den 7. september til den 6. oktober og manden på ambassaden foretog et telefonopkald og sagde at perioden er blevet ændret til at gælde fra den 7. september til den 6. oktober. Manden hos Globe Forex and Travels undersøger det og kommer tilbage og siger at jeg er ok. Selv om mit pas stadig er anført med perioden 7. august – 16. september så er rettelserne allerede i systemet. Så må vi se om det bliver noget problem ved indrejse til Bangladesh.
Jeg vælger at gå ned til manden på fortorvet som laver en dejlig frugtsalat serveret i et stort blad og tænker at det vil gøre godt med noget frisk frugt i denne varme. På vej derned møder jeg en kvinde som står og tigger med et lille barn på armen. Af en eller anden grund slår det mig mere at se en tigger her end det gør at se tiggerne på Sudder Street. Måske er hun virkelig trængende? Hvorfor står hun og tigger her blandt lokale hvor jeg er den eneste turist omgivet af primært lokale mænd? Som jeg nærmer mig frugtboden kan jeg se at hun også tigger hos de lokale mænd, men at hun bliver afvist. Jeg prøver at gå forbi hende uden at få øjenkontakt med hverken hende eller barnet, men i et split sekund kigger vi hinanden lige ind i øjnene inden jeg undviger hende og går forbi. Jeg stiller mig ved frugtboden blot to meter væk fra hende. Mens jeg står og venter på at min frugtsalat bliver lavet kan jeg ikke lade være med at skule over mod hende og tænke over det blik jeg så i hendes øjne. Det var nogle meget ”gode øjne” som jeg så, nogle øjne som jeg tror tilhører et godt menneske med et godt hjerte, men samtidig øjne med desperation og smerte. Jeg ser over på det lille barn på hendes arm. Det hænger bare der og dasker med de små bare fødder, uden bukser på eller andet end en travlet og snavset trøje. Jeg ved ikke hvordan det sker, men i næste nu fanger jeg barnets blik og bliver meget rørt over den godhed, uskyldighed, men samtidig det tomme blik som der er i barnets øjne. Jeg tænker at det er pokkers at små uskyldige barnesjæle som dette barn skal bruge så meget af sin tid på at være passiv med og tigge og opleve alle disse afslag og afvigende blikke fra menneskene. Hvordan vil dette ikke påvirke barnet? Jeg mener at blive afvist af andre og kigget nedladende til af andre mennesker? Er det det som disse børn skal opleve som deres barndom ja måske det meste af livet?
I næste nu kan jeg mærke hvordan tårerne bare begynder at trille ned over mine kinder og jeg kan ikke holde følelserne tilbage. Det er dybt tåbeligt, ja nærmest pinligt, at jeg står her og græder tænker jeg og begraver mit ansigt i min ene hånd. Og hvorfor kommer tårerne lige nu? Jeg mener, nu har jeg boet i Kolkata i knap 2 uger og set lidt af hvert gennem mit arbejde og aktiviteter hos Mother Theresa og min daglige gang på Sudder Street. Men hvorfor kommer reaktionen nu? For hvad nytter det? Hvis bare mine tårer kunne få kvinden til at holde op med at tigge med barnet på armen og i stedet stimulere sit barn i noget mere værdigt og indholdsrigt end at tigge dagen lang på gaden. Men ak, hvad hjælper det?! Det hjælper jo ikke noget?!
Der er jo mange tiggere, tiggere som, ifølge dem jeg har snakket med, vælger at være tiggere, tiggere som har et alternativ men ikke vil tage et alternativ og endelig er der tiggere, ofte handicappede, som har ringe mulighed for andre aktiviteter end at være tiggere. Jeg ved ikke hvilken form for tigger hun er, men kan mærke at hun af en eller anden grund lige var prikken over ”i’et” der fik mit bæger til at flyde over. Jeg har lyst til at spørge hende hvorfor hun tigger, om hun har undersøgt alternativer, om hun ved om Mother Theresa’s Missionaries of Charity og den hjælp hun kan få der, om jeg skal købe hende et måltid mad... - men jeg kan ikke få et eneste ord frem. Jeg lægger mærke til at manden som nu har serveret min frugtsalat til mig er påvirket over at jeg står der med våde øjne. Han virker lidt forundret og bekymret over min situation. Jeg har lyst til forklare ham hvorfor jeg begyndte at græde og ikke mindst at spørge ham om hun ofte kommer og tigger, om hun reelt er trængende eller hvad? – men jeg kan ikke få et eneste ord frem. Jeg er stadig for påvirket af min frustration over at se barnet som er involveret i tiggeriet. Jeg forbliver bare stille mens jeg spiser min frugtsalat og falder i staver over trafikken og menneskeflokken. Da jeg er færdig med frugtsalaten og smider det tomme blad ned i en skraldespand tænker jeg at jeg må komme tilbage en anden dag hvor jeg ikke er så påvirket og spørge ind til tiggeriet. Jeg vil også høre deres version af tiggeri – synspunkterne fra gadesælgerne som dagligt ser tiggerne, synspunkterne fra nogle af tiggerne selv, synspunkter fra NGO’er og andre organisationer som arbejder med denne problematik – forskellige aktører’s synspunkter bør blive inddraget for at få et lidt bredere perspektiv og forståelse for sagen.
Da jeg er nået næsten hjem til hotellet på Sudder Street møder jeg Fulvia fra Italien. Fulvia arbejder også som frivillig hos Missionaries of Charity. Vi stopper op midt på gaden og Fulvia fortæller mig at hun i aften skal have sit ”ansigt læst” af en slags ”gurumand”. Han kan efter sigende fortælle meget præcise oplysninger om ens liv og fremtid. Jeg spørger hende hvordan hun har fået arrangeret det og hun fortæller mig at ejeren af den populære restaurant ”JoJo’s” har fortalt hende om manden. Der vil være ca. 8-10 italienere som tager afsted for at møde manden, nogle tager med af ren nysgerrighed mens andre for at få ”læst deres ansigt”. Jeg bliver nysgerrig og vi aftaler at mødes klokken 21.30 foran JoJo’s restaurant.
JoJo’s restaurant bugner som altid af mennesker, specielt omkring klokken 21-22.00 da det er det typiske tidsrum hvor man spiser aftensmad i Indien. Vi er en større gruppe som er samlet ved et stort bord og som alle vil med ud til ”guru”manden. Restaurantejeren Nazi får arrangeret to taxa’er og inklusive hans egen bil kører vi afsted mod lufthavnen og det sted hvor vi skal møde manden. Mens vi kører i bilen lader vi CD-afspilleren spille indiske hits for fuld udblæsning. Maria, Serena, som begge er fra Milano, og jeg sidder på bagsædet og lader ørerne blive overdøvet af de indiske toner mens vi kører afsted og lader gadebillederne flyve forbi vinduerne. Jeg lægger mærke til at Nazi, som kører bilen, sidder og holder pigen Shetu i hånden. De virker meget glade for hinanden. Jeg kan ikke lade være med at spørge ind til hvem de er og hvor de bor. Nazi fortæller at han oprindeligt er fra Indien, men at han har boet i Sydney i knap 10 år. Han kommer til Kolkata 2-3 gange om året for at se hvordan det går med hans restaurant. Shetu fortæller at hun er fra Bangladesh og bor i Dhaka.
Vi gør stop ved et hotel og venter på at de andre i taxaerne ankommer. Så går vi indenfor i hotellet og op på et lille værelse. Her sidder vi og venter på at manden skal ankomme. Apuda, som han hedder, ankommer og sætter sig i sofaen. Han ser meget venlig ud med nogle rare øjne, et langt skæg og ellers meget almindelige indiske træk af kropsbygning og udseende. En af fyrene fra Italien er den første til at få ”læst sit ansigt”. Han sætter sig i sofaen ved siden af manden og bliver bedt om at skrive sit fornavn, sin fødselsdato samt klokkeslæt på et stykke papir. Apuda kigger intenst på ham. Derefter fortæller Apuda ham blandt andet at han skal lære at styre sit temperament også hvad angår hans forretning med hans far og han skal fokusere på én kvinde fremfor på mange kvinder.
Da Apuda fortæller årsagerne til at hans forrige ægteskab gik i stykker kan man godt se forbavselsen i italienerens øjne. Italieneren fortæller at Apuda ramte meget rigtigt i hans beskrivelser og graden af detaljer. To andre italienere får på samme måde ”læst deres ansigt”. Det er næsten rørende da Apuda ved den ene person spørger ham hvorfor han har problemer med sine forældre og italieneren begynder at forklare om hans grad af fortvivlelse og frustration over at hans forældre ikke bakker op om hans et-års rejse jorden rundt og den derfor manglende kommunikation mellem dem. Jeg sidder og tænker på det pudsige, at vi er en flok mennesker samlet som i grunden ikke rigtigt kender hinanden, men som nu sidder her og får fortalt meget personlige ting om sit liv som andre i rummet kan følge med i. Og jeg betragter Shetu som sidder lænet op ad Nazi på sengen og skriver notater ned til hver person som får sit ansigt læst af Apuda. Jeg spørger Nazi hvorfor han ikke bor i Indien da det lyder til at han er mere glad for Indien end Australien. Nazi fortæller at hans kone og to børn helst vil blive boende i Sydney. Jeg når ikke at tænke mere for med et smil på læben tilføjer Nazi ”I’ve got my wife and children in Australia and my girl friend in India”.
Pludselig rejser Apuda sig fra sofaen og siger at det er tid til en pause. Han peger opad og gør tegn til at vi skal gå op i baren og få en drink og danse. Vi alle sammen forlader hotelværelset og går op til baren, hvor musikken spiller for fulde udblæsning. To indiske sangerinder i en masse glimmer og glitterpåklædning står på en scene og synger mens dansegulvet er fyldt med indiske mænd der virker meget opstemt og glade for at danse. Vi får møvet os igennem dansegulvet, men i næste nu tager Nazi fat i os og gør tegn til at vi skal danse. Vi kigger først lidt skeptiske på hinanden, men Serena og jeg samt en af de italienske fyre begynder snart at løsne op og lader os rive med i dansen. Det er faktisk rigtig sjovt. Det hele forekommer mig så anderledes, orientalsk-arabisk at danse til denne musik, i disse omgivelser og i dette indiske tøj af en traditionel salwar kameez.
Vi alle sammen bliver involveret i dansen. Vi huer og klapper og snart er dansegulvet prop fyldt. Mange af de indiske mænd pifter og vil danse tæt, men Nazi sender et blik til nogle af dem som får dem til lige at holde lidt afstand (Ah godt at vi har Nazi med tænker jeg!). Pludselig er der to mænd der tager pengesedler op af lommen og lader dem falde ud over sangerinderne og dansegulvet. Det er bundter med 10, 20- og 50 rupeesedler som de nærmest vifter ud over hele dansegulvet. De må have råd til det! Inden længe er sidste dans slut og vi går derefter ned til hotelværelset igen.
Nu er det min tur til at få ”læst mit ansigt”. Jeg fortæller ham at jeg hedder Marie-Louise og er født den 17. september klokken 4.25 (jeg mener det er 4.25 fortæller jeg ham). Apuda fortæller mig blandt andet at jeg er alvorlig og at jeg tænker for meget. Han fortæller mig også at han kan se en mand som er meget god ved mig, som giver mig frihed og støtter mig i det som jeg gør - og at jeg skal holde fast i den mand. Jeg fortæller ham at han hedder Lars hvorefter at Apuda klapper mig adskillige gange hårdt på hovedet og siger at han er virkelig god for mig og at der ikke vil gå længe inden vi bliver gift og får børn sammen ”100 percent” siger han. En halv times tid senere er Apuda blevet meget træt og klokken er blevet over 01.30.
Vi siger farvel til ham og kører hjem mod Sudder Street. Da vi kører hjem kan jeg ikke lade være med at tænke over hvordan jeg kan tænke mindre! Jeg griner ved den groteske tanke om at ”tænke over hvordan man kan tænke mindre” og den italienske fyr ved siden af mig siger at han ved præcis hvordan det føles og hvad jeg tænker på. Resten af turen hjem lytter vi til musikken og nyder at Kolkata’s gader er tomme for den ellers tætte trafik. Som vi kører der ud af og har hele vejbanen til os selv lægger jeg mærke til at der er flere indere der ligger og sover langs vejen end der er biler på vejen!
Trætte siger vi farvel til hinanden på Sudder Street og snakker om hvor mange af os vil op om tre timer, klokken 05.00, og gå til Morgenmesse klokken 06.00. Jeg stiller mit vækkeur til klokken 06.30 og tænker at det giver mig nok tid til at nå til morgenmad i Motherhouse kl 07.00-7.40 og derefter på arbejde og undervise kl. 08.00.
Jeg stopper ved en kiosk for at købe en cola fordi at jeg kan mærke at varmen gør mig nærmest svimmel (en ting der ellers sjældent sker). Som jeg står og drikker min cola kommer tre-fire skolebørn hen til samme lille biks for at købe karameller og andet slik. De kigger med store øjne på mig og betragter hver en bevægelse som jeg gør.
Brusebadet på Sudder Street er tiltrængt og derefter har jeg atter energi til at gå ud på gaden og købe dagens avis og spise frokost. Mange mennesker læser dagligt avis i Kolkata og manden med aviserne under armen finder mig altid et eller andet sted og får solgt sin avis til mig. 5 rupee koster en avis. Jeg læser om problemerne med oversvømmelserne i mange dele af Indien og Bangladesh, om skolebørn som bliver slået og udsat for stød af lærere, om kvinder der bliver udsat for vold og det der er værre af deres mænd fordi de ikke kan levere en dreng men endnu en pige og om diverse nye regulativer som Indien gerne vil implementere for at prøve at følge op på diverse punkter.
Senere på eftermiddagen går jeg ned til Park street og derfra videre mod Globe Forex and Travels for at få styr på mit visa og flybillet til Bangladesh. Jeg forklarer manden ved rejseselskabet at jeg er bange for eventuelle problemer i lufthavnen i Bangladesh fordi mit visa står anført til at gælde fra den 7. august til den 16. september, selv om at jeg i min visa ansøgning anførte den aktuelle periode fra den 7. september til den 6. oktober og manden på ambassaden foretog et telefonopkald og sagde at perioden er blevet ændret til at gælde fra den 7. september til den 6. oktober. Manden hos Globe Forex and Travels undersøger det og kommer tilbage og siger at jeg er ok. Selv om mit pas stadig er anført med perioden 7. august – 16. september så er rettelserne allerede i systemet. Så må vi se om det bliver noget problem ved indrejse til Bangladesh.
Jeg vælger at gå ned til manden på fortorvet som laver en dejlig frugtsalat serveret i et stort blad og tænker at det vil gøre godt med noget frisk frugt i denne varme. På vej derned møder jeg en kvinde som står og tigger med et lille barn på armen. Af en eller anden grund slår det mig mere at se en tigger her end det gør at se tiggerne på Sudder Street. Måske er hun virkelig trængende? Hvorfor står hun og tigger her blandt lokale hvor jeg er den eneste turist omgivet af primært lokale mænd? Som jeg nærmer mig frugtboden kan jeg se at hun også tigger hos de lokale mænd, men at hun bliver afvist. Jeg prøver at gå forbi hende uden at få øjenkontakt med hverken hende eller barnet, men i et split sekund kigger vi hinanden lige ind i øjnene inden jeg undviger hende og går forbi. Jeg stiller mig ved frugtboden blot to meter væk fra hende. Mens jeg står og venter på at min frugtsalat bliver lavet kan jeg ikke lade være med at skule over mod hende og tænke over det blik jeg så i hendes øjne. Det var nogle meget ”gode øjne” som jeg så, nogle øjne som jeg tror tilhører et godt menneske med et godt hjerte, men samtidig øjne med desperation og smerte. Jeg ser over på det lille barn på hendes arm. Det hænger bare der og dasker med de små bare fødder, uden bukser på eller andet end en travlet og snavset trøje. Jeg ved ikke hvordan det sker, men i næste nu fanger jeg barnets blik og bliver meget rørt over den godhed, uskyldighed, men samtidig det tomme blik som der er i barnets øjne. Jeg tænker at det er pokkers at små uskyldige barnesjæle som dette barn skal bruge så meget af sin tid på at være passiv med og tigge og opleve alle disse afslag og afvigende blikke fra menneskene. Hvordan vil dette ikke påvirke barnet? Jeg mener at blive afvist af andre og kigget nedladende til af andre mennesker? Er det det som disse børn skal opleve som deres barndom ja måske det meste af livet?
I næste nu kan jeg mærke hvordan tårerne bare begynder at trille ned over mine kinder og jeg kan ikke holde følelserne tilbage. Det er dybt tåbeligt, ja nærmest pinligt, at jeg står her og græder tænker jeg og begraver mit ansigt i min ene hånd. Og hvorfor kommer tårerne lige nu? Jeg mener, nu har jeg boet i Kolkata i knap 2 uger og set lidt af hvert gennem mit arbejde og aktiviteter hos Mother Theresa og min daglige gang på Sudder Street. Men hvorfor kommer reaktionen nu? For hvad nytter det? Hvis bare mine tårer kunne få kvinden til at holde op med at tigge med barnet på armen og i stedet stimulere sit barn i noget mere værdigt og indholdsrigt end at tigge dagen lang på gaden. Men ak, hvad hjælper det?! Det hjælper jo ikke noget?!
Der er jo mange tiggere, tiggere som, ifølge dem jeg har snakket med, vælger at være tiggere, tiggere som har et alternativ men ikke vil tage et alternativ og endelig er der tiggere, ofte handicappede, som har ringe mulighed for andre aktiviteter end at være tiggere. Jeg ved ikke hvilken form for tigger hun er, men kan mærke at hun af en eller anden grund lige var prikken over ”i’et” der fik mit bæger til at flyde over. Jeg har lyst til at spørge hende hvorfor hun tigger, om hun har undersøgt alternativer, om hun ved om Mother Theresa’s Missionaries of Charity og den hjælp hun kan få der, om jeg skal købe hende et måltid mad... - men jeg kan ikke få et eneste ord frem. Jeg lægger mærke til at manden som nu har serveret min frugtsalat til mig er påvirket over at jeg står der med våde øjne. Han virker lidt forundret og bekymret over min situation. Jeg har lyst til forklare ham hvorfor jeg begyndte at græde og ikke mindst at spørge ham om hun ofte kommer og tigger, om hun reelt er trængende eller hvad? – men jeg kan ikke få et eneste ord frem. Jeg er stadig for påvirket af min frustration over at se barnet som er involveret i tiggeriet. Jeg forbliver bare stille mens jeg spiser min frugtsalat og falder i staver over trafikken og menneskeflokken. Da jeg er færdig med frugtsalaten og smider det tomme blad ned i en skraldespand tænker jeg at jeg må komme tilbage en anden dag hvor jeg ikke er så påvirket og spørge ind til tiggeriet. Jeg vil også høre deres version af tiggeri – synspunkterne fra gadesælgerne som dagligt ser tiggerne, synspunkterne fra nogle af tiggerne selv, synspunkter fra NGO’er og andre organisationer som arbejder med denne problematik – forskellige aktører’s synspunkter bør blive inddraget for at få et lidt bredere perspektiv og forståelse for sagen.
Da jeg er nået næsten hjem til hotellet på Sudder Street møder jeg Fulvia fra Italien. Fulvia arbejder også som frivillig hos Missionaries of Charity. Vi stopper op midt på gaden og Fulvia fortæller mig at hun i aften skal have sit ”ansigt læst” af en slags ”gurumand”. Han kan efter sigende fortælle meget præcise oplysninger om ens liv og fremtid. Jeg spørger hende hvordan hun har fået arrangeret det og hun fortæller mig at ejeren af den populære restaurant ”JoJo’s” har fortalt hende om manden. Der vil være ca. 8-10 italienere som tager afsted for at møde manden, nogle tager med af ren nysgerrighed mens andre for at få ”læst deres ansigt”. Jeg bliver nysgerrig og vi aftaler at mødes klokken 21.30 foran JoJo’s restaurant.
JoJo’s restaurant bugner som altid af mennesker, specielt omkring klokken 21-22.00 da det er det typiske tidsrum hvor man spiser aftensmad i Indien. Vi er en større gruppe som er samlet ved et stort bord og som alle vil med ud til ”guru”manden. Restaurantejeren Nazi får arrangeret to taxa’er og inklusive hans egen bil kører vi afsted mod lufthavnen og det sted hvor vi skal møde manden. Mens vi kører i bilen lader vi CD-afspilleren spille indiske hits for fuld udblæsning. Maria, Serena, som begge er fra Milano, og jeg sidder på bagsædet og lader ørerne blive overdøvet af de indiske toner mens vi kører afsted og lader gadebillederne flyve forbi vinduerne. Jeg lægger mærke til at Nazi, som kører bilen, sidder og holder pigen Shetu i hånden. De virker meget glade for hinanden. Jeg kan ikke lade være med at spørge ind til hvem de er og hvor de bor. Nazi fortæller at han oprindeligt er fra Indien, men at han har boet i Sydney i knap 10 år. Han kommer til Kolkata 2-3 gange om året for at se hvordan det går med hans restaurant. Shetu fortæller at hun er fra Bangladesh og bor i Dhaka.
Vi gør stop ved et hotel og venter på at de andre i taxaerne ankommer. Så går vi indenfor i hotellet og op på et lille værelse. Her sidder vi og venter på at manden skal ankomme. Apuda, som han hedder, ankommer og sætter sig i sofaen. Han ser meget venlig ud med nogle rare øjne, et langt skæg og ellers meget almindelige indiske træk af kropsbygning og udseende. En af fyrene fra Italien er den første til at få ”læst sit ansigt”. Han sætter sig i sofaen ved siden af manden og bliver bedt om at skrive sit fornavn, sin fødselsdato samt klokkeslæt på et stykke papir. Apuda kigger intenst på ham. Derefter fortæller Apuda ham blandt andet at han skal lære at styre sit temperament også hvad angår hans forretning med hans far og han skal fokusere på én kvinde fremfor på mange kvinder.
Da Apuda fortæller årsagerne til at hans forrige ægteskab gik i stykker kan man godt se forbavselsen i italienerens øjne. Italieneren fortæller at Apuda ramte meget rigtigt i hans beskrivelser og graden af detaljer. To andre italienere får på samme måde ”læst deres ansigt”. Det er næsten rørende da Apuda ved den ene person spørger ham hvorfor han har problemer med sine forældre og italieneren begynder at forklare om hans grad af fortvivlelse og frustration over at hans forældre ikke bakker op om hans et-års rejse jorden rundt og den derfor manglende kommunikation mellem dem. Jeg sidder og tænker på det pudsige, at vi er en flok mennesker samlet som i grunden ikke rigtigt kender hinanden, men som nu sidder her og får fortalt meget personlige ting om sit liv som andre i rummet kan følge med i. Og jeg betragter Shetu som sidder lænet op ad Nazi på sengen og skriver notater ned til hver person som får sit ansigt læst af Apuda. Jeg spørger Nazi hvorfor han ikke bor i Indien da det lyder til at han er mere glad for Indien end Australien. Nazi fortæller at hans kone og to børn helst vil blive boende i Sydney. Jeg når ikke at tænke mere for med et smil på læben tilføjer Nazi ”I’ve got my wife and children in Australia and my girl friend in India”.
Pludselig rejser Apuda sig fra sofaen og siger at det er tid til en pause. Han peger opad og gør tegn til at vi skal gå op i baren og få en drink og danse. Vi alle sammen forlader hotelværelset og går op til baren, hvor musikken spiller for fulde udblæsning. To indiske sangerinder i en masse glimmer og glitterpåklædning står på en scene og synger mens dansegulvet er fyldt med indiske mænd der virker meget opstemt og glade for at danse. Vi får møvet os igennem dansegulvet, men i næste nu tager Nazi fat i os og gør tegn til at vi skal danse. Vi kigger først lidt skeptiske på hinanden, men Serena og jeg samt en af de italienske fyre begynder snart at løsne op og lader os rive med i dansen. Det er faktisk rigtig sjovt. Det hele forekommer mig så anderledes, orientalsk-arabisk at danse til denne musik, i disse omgivelser og i dette indiske tøj af en traditionel salwar kameez.
Vi alle sammen bliver involveret i dansen. Vi huer og klapper og snart er dansegulvet prop fyldt. Mange af de indiske mænd pifter og vil danse tæt, men Nazi sender et blik til nogle af dem som får dem til lige at holde lidt afstand (Ah godt at vi har Nazi med tænker jeg!). Pludselig er der to mænd der tager pengesedler op af lommen og lader dem falde ud over sangerinderne og dansegulvet. Det er bundter med 10, 20- og 50 rupeesedler som de nærmest vifter ud over hele dansegulvet. De må have råd til det! Inden længe er sidste dans slut og vi går derefter ned til hotelværelset igen.
Nu er det min tur til at få ”læst mit ansigt”. Jeg fortæller ham at jeg hedder Marie-Louise og er født den 17. september klokken 4.25 (jeg mener det er 4.25 fortæller jeg ham). Apuda fortæller mig blandt andet at jeg er alvorlig og at jeg tænker for meget. Han fortæller mig også at han kan se en mand som er meget god ved mig, som giver mig frihed og støtter mig i det som jeg gør - og at jeg skal holde fast i den mand. Jeg fortæller ham at han hedder Lars hvorefter at Apuda klapper mig adskillige gange hårdt på hovedet og siger at han er virkelig god for mig og at der ikke vil gå længe inden vi bliver gift og får børn sammen ”100 percent” siger han. En halv times tid senere er Apuda blevet meget træt og klokken er blevet over 01.30.
Vi siger farvel til ham og kører hjem mod Sudder Street. Da vi kører hjem kan jeg ikke lade være med at tænke over hvordan jeg kan tænke mindre! Jeg griner ved den groteske tanke om at ”tænke over hvordan man kan tænke mindre” og den italienske fyr ved siden af mig siger at han ved præcis hvordan det føles og hvad jeg tænker på. Resten af turen hjem lytter vi til musikken og nyder at Kolkata’s gader er tomme for den ellers tætte trafik. Som vi kører der ud af og har hele vejbanen til os selv lægger jeg mærke til at der er flere indere der ligger og sover langs vejen end der er biler på vejen!
Trætte siger vi farvel til hinanden på Sudder Street og snakker om hvor mange af os vil op om tre timer, klokken 05.00, og gå til Morgenmesse klokken 06.00. Jeg stiller mit vækkeur til klokken 06.30 og tænker at det giver mig nok tid til at nå til morgenmad i Motherhouse kl 07.00-7.40 og derefter på arbejde og undervise kl. 08.00.
No comments:
Post a Comment