Nede på gaden slår tanken mig, at jeg ikke fik arrangeret at følges med Melanie fra Australien eller pigerne fra Irland. Men jeg når ikke at gå mange meter ned ad gaden før en kvinde med asiatiske træk kommer op ved siden af mig og spørger, om vi skal følges ad til Mother Theresa’s Motherhouse. Det er da skønt tænker jeg. Mens vi forlader Sudder Street og krydser Free School Street på vej ned mod Marquis Street snakker vi frem og tilbage. Hun er fra Korea, er 32 år, arbejder som lærer, har mand og to børn hjemme i Korea og arbejder som frivillig ved Shishu Bhavan. Jeg spørger hende, hvad der gør at hun vælger at spendere sin ferie i Kolkata og arbejde som frivillig ved Mother Theresa’s Missionaries of Charity. Hun svarer at hun længe har haft lyst til at opleve Kolkata og få erfaring til sit arbejde hjemme som lærer med handicappede og mentalt syge børn, ved at arbejde som frivillig hos Mother Theresa. Hun tilføjer at arbejdet er utroligt givende og at hun gerne vil blive længere tid, men at hendes to børn og familie gør at hun kun kan blive i 3 uger.Vi når frem til Mother Theresa’s Motherhouse i god tid og går op ad trapperne til morgenmessen. Der er stadig stille og vi finder en plads på gulvet med mulighed for vindcirkulation og ventilation. Der går ikke længe før hele lokalet er fyldt med nonnerne, præsten og alle os andre frivillige. Morgenmessen forløber som normalt og jeg synes at tiden flyver afsted. Efter morgenmessen går vi ned for at spise morgenmad. Jeg aftaler med kvinden fra Korea at vi går sammen fra Motherhouse de ca. 4-5 minutters gang hen til Shishu Bhavan. Herefter falder jeg i snak med de mennesker som jeg havde mødt første dag ved indregistrering ude foran bygningen, og som havde givet et meget godt og varmt første-hånds-indtryk. De er en gruppe på 11 personer fra USA, nærmere bestemt fra Minneapolis, og i tilknytning til deres kirke der hjemme har de arrangeret en tur til Kolkata. De skal være her i 10 dage og arbejde som frivillige ved Daya Dan samt Shanti Dan. Gruppen består af fire mænd og syv kvinder i alderen 19-35 år. Jeg snakker specielt godt med en pige som hedder Jeanette, og vores samtaler når vidt omkring fra rejser og projekter i Afrika og Asien til studier og livet der hjemme. Som det også var tilfældet dagen før afbryder Søster Karina den højtrystende snak som fylder hele lokalet og gør klar til at vi beder bøn og synger. Støjen afløses af vores taktfulde bøn og herefter den meget harmoniske sang ”WE HAVE OUR HOPE IN JESUS...”
Der er ikke nogen som forlader arbejdet som frivillig i dag, og derfor bliver der heller ikke sunget “We thank you, we love you, we miss you…from our heart”.
På vej ud af porten får jeg aftalt med en af pigerne fra Amerika, at vi skal mødes i aften på deres hotel og spise sammen. Herefter går jeg over til kvinden fra Korea og vi begiver os på vej mod Shishu Bhavan.
Shishu Bhavan ligger på samme side af A.J.C. Bose Road som Mother Theresa’s Motherhouse, så man behøver heldigivs ikke skulle tænke på at krydse den stærkt trafikeret vej og eventuelt risikere sit liv og lemmer. Vi går forbi en politi station og en lille biks som er omgivet af primært mænd der står og drikker chai the. Nogle mennesker ligger og sover på fortorvet mens andre er ved at vaske sig fra vandløbet på gaden og tage tøj på. Da vi nærmer os Shishu Bhavan er der en mand som sidder på fortorvet og smiler op til os. Med sin hånd gør han tegn til os mens han siger ”This is the way to Shishu Bhavan”. Og rigtigt nok, på en stor brun port står der med hvid maling ”Missionaries of Charity - Nirmala. Shishu Bhavan – 78, A.J.C. Bose Road, Kolkata - 700014”.
Vi går inden for og siger farvel til hinanden. Hun skal op ad nogle trapper til den sektion af Shishu Bhavan som har de mentalt syge og handicappede børn, mens jeg går til venstre gennem den smalle passage over til stuen med de ”almindelige” børn. Her over står børnenes senge og der vil børnene sikkert være. Jeg ved ikke helt, hvem jeg skal melde min ankomst til, så jeg vælger at spørge en af søstrene til råds som siger, at jeg blot skal gå ind til børnene og vente på Søster Tina Maria, som vil komme lidt senere. Ude fra hvor jeg står kan jeg høre børnestemmerne inde bag ved. Jeg stiller mine sko, går op ad de tre små trappetrin, åbner døren og ser tre ældre kvinder iklædt deres saris som står over til venstre blandt en børneflok på 10-12 børn. Børnene er omkring 3-4 år gamle. Jeg kigger over mod dem, men når ikke at gøre ret meget mere, for i næste nu kommer 3 små ivrige børn rendende hen mod mig med store åbne arme, glade smil og glade øjne. Jeg sætter mig ned på gulvet og når akkurat lige at tage imod dem med åbne arme og kan mærke at den ene gerne vil op og sidde hos mig, den anden vil svinges i armene og den tredje bare vil være med og lave et eller andet. Sikke en velkomst! Det havde jeg ikke helt regnet med. Tanken om at disse børn alle er blevet efterladt og nu bor her indtil de skal adopteres bort slår mig pludselig. Men synet af børnene frembringer ikke sørgelige eller frustrerende følelser, men nærmere en positiv lettelse og forundring over at se dem så glade, sunde, raske og energiske. Jeg tænker at disse børn skam har det meget bedre end de ofte triste børn ude på gaden som hænger på en kvindes arm og tigger det meste af dagen. Jeg kan samtidig mærke en vis rørthed over den velkomst, som jeg lige har fået.
Nej, hvor er de kære tænker jeg! De to piger, såvel som de andre piger, er iført små fine rød-hvide blomstrede kjoler, mens drengene er iført shorts og en skjorte. Børnene går alle ens klædt. De kigger bare op på mig med store brune øjne og bliver ved med at smile. En af de tre damer er i mellemtiden på vej hen til mig, og hun byder mig velkommen.
Hun er en af de lokale damer som hver dag kommer hen til centeret for at hjælpe med diverse gøremål. Hun siger at jeg gerne må sætte mig hen på bænken og vente på Søster Tina Maria og bemærker, at jeg har tre små børn hængende om mine ben som gerne vil op. Jeg sætter mig igen ned på knæ til dem og siger til hende, at jeg kan forstå at de helst ikke vil have at vi tager børnene op og bærer rundt på dem. Hun nikker og smiler og svarer ”Yes, please do not carry the children”. Jeg når ikke at sætte mig hen på bænken for i næste nu åbnes døren og to andre frivillige kommer ind. To børn render hen til den ene pige som straks tager dem op på armen og begynder at tale spansk til dem. Herefter stiller vi alle sammen op til morgensang og bøn. Sangen er på Bengali og de lokale såvel som børnene synger med, mens vi frivillige står og nynner lidt med. Da vi bagefter skal bede bøn er nogle børn ret urolige og jeg selv har også svært ved at styre de tre børn som stadig kæmper om at ville op og sidde. Bagefter går vi ind i legeområdet til venstre og venter på Søster Tina Maria. Nogle af børnene følger med og vil gerne op og gå på et bord. Jeg lægger mærke til at de lokale kvinder som tager sig af børnene helst ikke vil have at de går på bordet, og hiver dem ned på gulvet, hvor de stiller dem over mod et rækværk. Her står børnene så tæt ved siden af hinanden og holder fast i tremmerne mens de kigger ud på aktiviteterne udenfor. De to spanske piger er kommet over til bordet og mens vi prøver at holde børnene væk fra bordet snakker vi kort om at vi ikke endnu ved, hvor vi skal være og hvad vi skal lave, men at vi må vente på at Søster Tina Maria eller andre fortæller os det.
Søster Tina Maria kommer gående i sine hvide klæder med en medicinbakke og beder mig følge med. Hun siger at hun er ked af at jeg måtte vente, men at der altid er mange morgenaktiviteter med at få børnene gjort klar til skolegang og få dem givet deres medicin. Hun viser mig hen mod døren ind til sengeafdelingen og siger, at jeg skal gå ned til lokalet midt for, for her er børnene som jeg skal undervise. Jeg går ned til lokalet og bliver mødt af synet af 12-13 børn i alderen 4-5 år og ældre som nærmest råber ”good morning auntie”. De har nogle andre uniformer på end de helt små børn og kigger smilende og glade over på mig. Jeg svarer igen med ”Good morning children” og bemærker, at nogle af dem allerede har godt fat i min hånd og nærmest hiver mig ind i deres lokale. En pige vil vise mig hendes hårspænder og en dreng hiver mig i den anden hånd for at vise mig noget andet. Men der går ikke længe før alle har fået sat deres hår og vi alle forlader lokalet. Børnene ved hvor vi skal hen, så jeg følger bare med dem og lader dem trække mig hen til det sted hvor den aktuelle undervisning skal finde sted.
Vi forlader den store bygning, og går tværs over gården hen til en trappe i hjørnet som vi går op ad. En af pigerne er så sød at betragte fordi hun står i døråbningen til klassen og kigger ned på mig som jeg går op ad trappen med de andre piger i hånden. Hun ser meget stolt og glad ud og måske også lidt spørgende, som ”klarer jeg den nu op ad den relative stejle trappe med to børn i den ene hånd og et barn i den anden”. Men det går fint.Da jeg kommer ind i klassen går der allerede en pige rundt og er ved at fordele stolene ved bordene. Vi hilser på hinanden og hun fortæller at hun hedder Theresa, er fra Tyskland og har arbejdet med at undervise børnene i 3 uger. Børnene virker meget glade for hende og siger ”Good norning auntie”. Mens nogle af børnene sætter sig og begynder at kigge i en bog kigger jeg på en opslagstavle ved døren. Der hænger nogle fine lamineret A4 ark med billeder af børnene. Børnene har tegnet en tegning ved siden af deres billede og skrevet deres navn. Mongal, Samuel, Anita, Pooja.... – der er 13-14 nye navne at lære!
Der hænger også en slags tøjsnor fra den ene væg i lokalet til den anden væg hvor nogle fine tegninger og andet fra eleverne er hængt op med tøjklemmer. På den anden væg er der nogle plakater med tal, farver, frugter og alfabetet. Langs væggene i lokalet er der skabe og hylder som nærmest bugner af forskelligt materiale til undervisningen.
Theresa fortæller mig at klassen er delt op i to forskellige grupper. En gruppe for de mindre børn på 4-5 år som lærer de mere elementære ting (alfabetet, bogstaver, tal, form og farver) og en gruppe på 8 år og opefter som er på forskellige faglige niveauer.
I næste nu kommer der en anden pige ind. Hun hedder Preety, er fra Indien, men bor i New York. Børnene hilser ligeledes på hende. De er allerede godt i gang med at kigge i bøger eller tegne på noget, men nu er det tid til at undervisningen kan starte og tingene bliver taget fra dem. Det tager lidt tid at få de sidste ting lagt væk. Lige da vi skal til at starte dagen kommer en tredje pige nærmest farende ind ad døren. Hun siger ikke hej, men virker stresset over et eller andet. Jeg går bevidst hen og giver hende hånden for lige at sige hej.
Det virker et øjeblik lidt kaotisk mellem de tre piger om hvem der tager styringen i klassen og hvad eleverne skal. Theresa fortæller mig at det første som de skal er at se hvem der er dukse for dagen og peger på nogle lamineret A4 ark hvor to elevers navne står anført for hver dag. De to elever kommer op og stå og siger bønnen som vi andre gentager.
”In the name of the Father, and the Son, and the Holy Spirit.
Jesus in my heart
I believe in your tender love for me
I love you
In the name of the Father, and the Son, and the Holy Spirit.”
Vi synger derefter en kort sang også går dagen i gang. Preety og Anna starter med at gennemgå alfabetet sammen med de mindre elever, mens de større elever ved det aflange bord får udleveret nogle opgaver af Theresa. Mens preety står oppe ved alfabetet på væggen og peger på de forskellige bogstaver synger eleverne alfabetet igennem og en elev ad gangen gennemgår herefter alfabetet. De større elever er gået i gang med nogle matematik opgaver. Jeg sætter mig ved det aflange bord og går i gang med at hjælpe en dreng med matematikken. Han hedder Samuel. Theresa fortæller at det er godt at vi kan dele opgaverne mellem os således at vi kan hjælpe hvor der er behov for det, fordi der ofte er stort behov for hjælp. Det har hun ret i. Samuel hiver i min arm og peger på opgaven og jeg starter med at gennemgå opgaven med ham. Der er også en anden dreng som hiver i min arm, men han siger ikke noget. Theresa fortæller at han hedder Mongal og er døv, og hverken kan høre eller tale, men at han er meget kvik og arbejdssom. Endelig er der en pige som sidder lidt distraheret på sin stol og kigger ud af vinduet. Det er Pooja. Hun er tilsyneladende den af de tre større elever som har sværest ved at koncentrere sig og gennemføre sit arbejde.Den næste lille times tid gennemgår vi forskellige matematikopgaver. Vi laver additionsstykker, substraktionsstykker og skriver tal op i deres individuelle regnehæfter. Vi har blandt andet nogle fine glaspoletter og viskelædder som vi bruger til regnestykkerne. Det synes Samuel er sjovt. Vi tæller dem og lægger dem sammen og bliver ved til vi har regnestykker op til 50. Samuel bliver af og til også distraheret og kigger over på de andre elever eller bladrer i et hæfte, men så pludselig er han klar igen og nærmest trykker sig ind til mig med et smil som om ”nu er jeg her igen”.
Theresa siger på et tidspunkt at hun synes jeg har meget tålmodighed med børnene og jeg svarer med et smil om det er godt eller skidt, men at jeg også underviser hjemme i Danmark. Hun spørger ind til mit arbejde og hvor lang tid jeg er i Kolkata. Jeg forklarer hende at jeg underviser på Sct. Joseph Søstrenes Skole nord for København, at vores skole siden 1975 har støttet Mother Theresa’s Missionaries of Charity gennem Aktion Børnehjælp ved at sende mælkepulver og tæpper ned til Kolkata, at jeg på baggrund af vores julebazar på skolen fik den ide at jeg villle ned til Kolkata og med egne øjne se det arbejde som blandt andet Soestrene og de frivillige udfører, og at jeg gerne vil lave en mindre dokumentarfilm samt indhente andet materiale i form af billeder og informationer som jeg kan tage med hjem og fremvise ved skolen. Theresa siger at det lyder spændende og jeg når at sige at jeg meget gerne vil spørge ind til deres erfaringer og oplevelser med arbejdet hos Mother Theresa’s Missionaries of Charity.
Efter matematikken gennemgår vi bogstaverne og eleverne vælger selv et bogstav fra alfabetet og skriver nogle ord ned i deres hæfte hvor de bruger det ord. Samuel vælger bogstavet ”P” så vi går i gang med at kigge på væggene og i bøger efter ord med ”P”. Jeg peger over på plakaten med frugter og Samuel lyser op da hen selv finder annanas og siger ”pineapple” . Han skriver ”pineapple” ned i sit hæfte. Vi kigger i bogen ”Winnie the Pooh” og finder ord som poked, pooh. De andre ord med ”P” kommer af sig selv: policaman, paper, priest...
Da klokken nærmer sig 9.45 og vi har været i gang i over en time kan man godt mærke at nogle af børnene er ved at blive ukoncentreret. En af de lokale kvinder kommer ind med noget vand i en flaske og går rundt og deler små krus ud til eleverne og skænker op. Theresa viser mig en mappe med forskellige informationer omkring dagens indhold og fortæller at de som regel fra kl 8.30-10 laver fagligt indhold i form af matematik, sprog, stavning og først efter pausen, som ligger fra klokken 10-10.30, har kreative fag hvor de tegner, maler, klipper eller andet. Da klokken bliver 10.00 render børnene ned af trappen og går tilbage til hovedbygningen for at få deres snacks (det er nogle kiks og noget at drikke). Vi andre går hen til et lokale bagved bygningen hvor vi kan sidde og få en kop chai og en kiks. Kiksene er fra Holland og det er samtidig de kiks som bliver udleveret til de trængende sammen med blandt andet mælkepulver. Vi snakker med de andre frivillige, blandt andet med de to piger fra Spanien som fortæller mig at de har været sammen med de små i dag, men at de er ret frække og kræver meget energi at holde styr på.
Da klokken er ved at være 10.30 går vi tilbage til lokalet. Anna fortæller at Søster Tina Maria har sagt at der vil blive holdt en lille velkomst for Søster Nirmala som er returneret fra udlandet og at det derfor ville være fint hvis vi kan finde på en aktivitet med børnene. Anna foreslår at vi synger en sang med børnene og at børnene får nogle masker på som de slev har lavet. Da børnene kommer tilbage til lokalet kl. 10.30 øver vi sangen med dem. ”The elephant and the kangaroo...went two by two...hurraee...huraee”
Børnene har dog lidt svært ved at koncentrere sig og følge med i sangen og vil hellere danse rundt på gulvet, så vi ender med at måtte sætte dem ned på deres pladser ved bordet og derefter gennemgå sangen i et roligt tempo. Stille og roligt begynder de at lære sangen og hver gang vi synger ”hurraee, hurraee.....” løfter de armene op i vejret. Vi gennemgår den en sidste gang ude på gulvet hvor vi holder hinanden i hænderne. Det er lidt svært at få dem til at stå stille og holde i hånd, eller rettere alle børn vil gerne holde en lærer i hånden. Men vi får sunget sangen igennem en enkelt gang også er klokken 11.00.
Alle børnene stiller sig op på en linje og siger ”good bye auntie” mens de går ud af lokalet og ned af trappen. To elever bliver tilbage for atr gøre lokalet rent. De sætter stolene på plads, henter vand og klud og tører bordene af og fejer gulvet. Preety kommer over til mig og siger at den ene elev er så flittig og ihærdig med at gøre rent, ja at hun bare er så sød at hun er lige til at adoptere. Jeg giver hende ret i at mange af eleverne virker meget motiveret til deres arbejde, både til at ville lære noget i klassen og tage del i arbejdet med fx. at holde klassen ren.
Da klokken er lidt over 11.00 er lokalet tomt. Vi lukker vinduerne, låser skabene, slukker for lys og ventilationen og forlader lokalet. Anna, Theresa og jeg siger farvel til Preety som skal videre til en skole for at undervise nogle børn i engelsk. Jeg følges med Theresa og Anna hjem mod Sudder Street. På vej hjem spørger de hvad jeg synes om klassen og børnene. Jeg siger at jeg synes det er utroligt at børnene kan være så fleksible og omstille sig til så mange forskellige lærere som har hver deres måde at undervise på og som kommer og går. Jeg synes at det ofte tager tid at få oparbejdet en stabil undervisningen så når man tager i betragtning hvor mange udskift af lærere disse børn må opleve da er de meget tålmodige og fleksible. Jeg fortæller også at jeg synes at børnene er ret gode til det faglige indhold, men at nogle af dem er noget urolige og ukoncentreret, men at det heller ikke gør det lettere at være nærmest ”to klasser” i et lokale, hvor aktiviteterne og støjniveauet fra den ene gruppe kan ses og høres hos den anden gruppe og omvendt.
Mens vi går forbi markedet som bugner med grøntsager, kød og menneskelig aktivitet fortæller Anna og Theresa at de begge to udover at arbejde ved Shishu Bhavan om morgenen også arbejder ved et af de andre centre om eftermiddagen. De har taget deres gymnasiale uddannelse i Italien og er lige blevet færdig med den. Nu har de søgt ind på universiteter i Tyskland og håber på at komme ind. I mellemtiden vil de rejse rundt i Indien. Oppe ved hovedgaden siger vi farvel til hinanden og de går til venstre mens jeg til højre mod Sudder Street.
Da jeg går gennem Sudder Street lægger jeg mærke til at nogle af de lokale mænd nikker anerkendende til mig og siger ”Mother Theresa Motherhouse”. Jeg undrer mig først over hvor fra de ved at jeg kommer derfra, men tænker derefter at det eventuelt kan skyldes at Bhaswar fortalte hotellet i går at jeg er her og arbejder som frivillig for Mother Theresa’s Missionaries of Charity. Lige da jeg er ved at gå ind til hotellet er der en flok gadebørn som siger ”hello auntie” så jeg kan ikke lade være med at smile og tænke at de helt sikkert ved at jeg ikke kun er i Mother Theresa’s Motherhouse om morgenen, men at jeg samtidig er lærer og underviser.
Om aftenen mødes jeg med amerikanerne på deres hotel. Da jeg ankommer sidder de inde i et slags konference lokale og snakker om deres dag. Jeg bliver budt indenfor og velkommen til at deltage så det gør jeg. Jeg tilslutter mig rundkredsen og præsenterer mig selv for gruppen, at jeg er lærer i Danmark, at vores skole hver andet år afholder en julebazar hvor overskuddet går til Mother Theresa’s Missionaries of Charity i Kolkata, at jeg grundet aktiviteterne på skolen blev interesseret i med egne øjne at se hvordan Mother Theresa’s Missionaries of Charity fungerer i praksis og at jeg derfor har taget et halvt års orlov fra mit arbejde og håber på at indsamle et godt materiale som jeg kan tage med hjem og vise mine elever samt lærer på skolen.
Som vi sidder der tænker jeg på at det er en god ide at samles som vi gør og udveklse erfaringer fra dagen. En af pigerne åbner op og fortæller om hvordan hun i sit daglige arbejde hjemme i USA som sygeplejerske er vandt til at skulle give meget og ikke altid føler af hun får noget igen, men at hernede har de handicappede børn som hun arbejder med allerede givet hende så meget glæde. Hun fortæller at hun vil prøve at få mere af den glæde frem der hjemme.
En mand fortæller om hvordan han blev ret rørt over at se de mange mentalt eller fysisk handicappede børn og vide at 98% af dem bliver afleveret til Mother Theresa’s hjem ude foran døren eller de bliver hentet der hvor de bor, at de ifølge Hindu-tro er nærmest udstødt og at næsten ingen af disse børn bliver adopteret. Jeg selv fortæller at det er en form for lettelse med egne øjne at kunne se hvordan de efterladte børns hjem ved Shishu Bhavan fungerer, at jeg havde nogle billeder i hovedet hjemme fra om børn der eventuelt ville være kede af det eller på anden måde virke ustabile, men at jeg er blevet positivt bevæget over at se at den trivsel, alene deres åbenhjertighed, deres smil og glade øjne og den måde de kommer hen til en. Jeg fortæller også at jeg er ret bevidst om ikke at vise for mange følelser foran dem, jeg mener, de lever her hver dag og vi kommer og går. Hvis vi som frivillige pludselig begynder at græde, selv om det kan være forløsende glædestårer, hvad kan de bruge det til og hvad vil de tænke om det? Derfor, de gange hvor jeg pludselig er blevet rørt over noget eller nogle tanker til deres barndom, har jeg prøvet at gemme det væk og fokusere på deres trivsel og glæde her og nu fremfor på egne følelser.
Da vi er færdige med at snakke og udveksle indtryk og oplevelser fra dagen går vi ned til en restaurant på Park street. Vi får serveret de lækreste indiske retter og hygger os bare i hinandens selskab. Bagefter går vi ind på en tilstødende pub til et hotel og det er lidt af en oplevelse. Lokalet overdøves af musik fra vesten og nogle indere står oppe ved scenen og danser. Nogle af dem headbanger med hovedet. Dette sted kunne være hvor som helst i verden. Vi får bestilt nogle øl (Kingfisher som kommer i 630 ml flasker!) og begynder tilsvarende at danse og synge med på sangene. Jeg prøver at overdøve musikken og hvisker til Jeanette i øret at det føles så underligt og sjovt på samme tid at stå her på denne pub i disse omgivelser, at det virker så langt væk fra vores arbejde hos Mother Theresa’s Missionaries of Charity og de omgivelser vi vel normalt ser af Kolkata, men at dette naturligvis også er en del af Kolkata.
Vi forlader pubben en times tid senere og går sammen hjem mod Sudder Street. Jeg fortæller gruppen at det har været en fantastisk dag og at jeg er glad for at kunne mødes med dem om aftenen og dele nogle flere oplevelser. Vi aftaler at mødes i morgen tidligt klokken 6.00. Vi skal ikke arbejde da torsdag er vores fridag, men vi har alle skrevet os på en tur arrangeret af Motherhouse, hvor vi skal besøge de spedalskes hjem i Titagarh.
OBS: Information om billedmaterialet
Da Søstrene helst ser at man håndterer sit billedmateriale varsomt og helst ikke gør det tilgængeligt på nettet har jeg valgt ikke at vise billedmaterialet af børnene på nettet. Disse billeder samt tekst vil blive udgivet i en bog som man vil have mulighed for at se og læse hjemme i Danmark på Sct. Joseph Søstrenes Skole.
Billedbeskrivelse:
Det første billede er porten ind mod Shishu Bhavan set ude fra A.J.C. Bose Road. Billedet har jeg taget en tidlig morgen på vej til arbejdet som lærer hos Shishu Bhavan.
Det andet billede er viser klasseværelset som børnene bliver undervist i.
Billedet har jeg taget umiddelbart efter undervisningens afslutning klokken 11.00.
Det tredje billede viser nogle af illustrationerne på den ene væg i klasselokalet. Læg mærke til ordene fra Mother Theresa samt billedet af hende. Billedet har jeg taget umiddelbart efter undervisningen.
No comments:
Post a Comment