Thursday, September 6, 2007

Sidste dag i Kolkata – på vej til Bangladesh

I dag er det torsdag den 6. september og dermed min sidste dag i Kolkata inden jeg i morgen tidlig flyver til Dhaka i Bangladesh.

Da jeg først ankom til Kolkata var mine tanker at det nok ville blive rart at få arbejdet hos Missionaries of Charity overstået og komme ud af byen igen. Men nu er mine tanker at Kolkata har givet mig så mange dejlige oplevelser at jeg slet ikke er klar til at tage afsted og heller ikke har lyst til det.

Vidst er her fattigdom, affald, bilos og alle mændende der går og spytter på gaden, men der er også denne dejlige mentalitet og venlighed blandt store dele af befolkningen som får mig til at kunne abstrahere fra de negative sider og fokusere på det positive.

Kolkata er for mig en meget social og intellektuel by hvor man kan møde mange ildsjæle der udøver forskelligt arbejde. Det har været meget inspirerende og motiverende at møde disse ildsjæle af mennesker og få indsigt i organisationerne. Udover Missionaries of Charity, som er en af de største organisationer, har jeg mødt ”Ashalayam”, ”Empower the Children” samt ”The Children of Kolkata Foundation”. Alle arbejder med børn, børn som bor i slumområder, gadebørn og handicappede børn. Jeg har stadig mange aktiviteter i gang med blandt andet ”Empower the Children” samt ”The Children of Kolkata Foundation”, så når jeg kommer tilbage til Kolkata den 6. oktober vil jeg ud og se mere, besøge skolen i slumområdet, se børnene, besøge hospitalet for de handicappede børn og suge til mig af informationer og indtryk.

Men det bliver også interessant at opleve Bangladesh. Jeg ved at landet er muslimsk og mere konservativt end Indien og samtidig at befolkningen generelt er meget venlig.

Når jeg ankommer til Bangladesh vil der være ramadan, hvilket betyder at det vil blive svært at finde restauranter som serverer mad i dagtimerne. Måske bliver det besværligt, men små besværligheder er jeg snart vandt til uden at det rører mig, så måske kan ramadanen også betragtes som en interessant oplevelse – alene det at være i et muslimsk land under ramadanen!

Jeg skal til at pakke min rygsæk til Bangladesh. Der er så mange ting og papirer som skal ordnes. Jeg skal have løst-siddende tøj med, herunder mine to salwar Kameez, som kvinderne går meget med i Bangladesh, og jeg skal finde en rygsæk således at jeg kan lade nogle ting blive i Kolkata.

Resten af dagen i dag skal bruges sammen med mine nære venner for inden længe ved jeg at vi er på vej i en taxa ud mod lufthavnen.

Så farvel Kolkata og på gensyn i Bangladesh!


Billedbeskrivelse:
Nogle af gadeb
ørnene som af og til kommer til organisationen Ashalayam, hvor de modtager undervisning og et måltid mad. Jeg tog billedet af dem som de sidder ved Howrah togstation. Vi havde forinden haft en sjov formiddag sammen med at spille fodbold, svinge i armene og spise frokost - og nu er det tid til at sige farvel.

No comments: