Jeg troede at det skulle blive en stille og rolig dag i Kolkata. Ikke stille og rolig hvad angår støjen fra gaderne, for gadernes larm er nærmest konstant, men stille og rolig således at jeg kunne have formiddagen fri til at besøge New Market og se efter saris og salwar kameez (den påklædning kvinderne typisk går med), tjekke email og først om eftermiddagen besøge Mother Theresa’s Missions and Motherhouse.
Formiddagen gik også roligt. Med hjælp fra en lokal betjent fra New Market området fik jeg fundet frem til, ifølge ham, hvor de bedste steder at købe Salwar Kameez, saris og smykker befandt sig. Det var ikke meningen at jeg ville have ham til at gå i hælene på mig, men det er ofte kotumen her at lokale går med en rundt og endeligt fandt jeg jo frem til dét jeg gerne ville købe og det er jeg glad for. Efter at have skrevet nogle få emails fik jeg frokost hos Jojo’s, et af mine lokale favoritsteder nær Sudder Street (de laver i øvrigt de bedste bananshakes!) – og så var det tid til at komme hjem til værelset, skifte det svedte tøj ud og begive mig på vej mod Mother Theresa’s Motherhouse.
Da Mother Theresa’s Motherhouse ligger blot 2-3 veje fra Sudder Street besluttede jeg mig for at spassere dertil. Jeg ved fra pigen Malaika i Danmark, som også har været frivillig hos Mother Theresa, at man ofte går fra Sudder Street mod Mother Theresa’s Motherhouse. Jeg skrev ruten ned fra Lonely Planet på et stykke papir og begav mig ud i det virvar af trafik og aktivitet som her er på gaden. Undervejs blev jeg dog i tvivl om hvor langt jeg skulle gå ad samme vej, inden jeg skulle dreje til venstre. Vejene ligner ofte hinanden og vejskiltning er ofte svær at se eller mangler helt. Det endte med at jeg spurgte en lokal mand til råds, som var meget venlig og som tilmed tiltrak opmærksomhed fra en anden mand, som også var meget hjælpsom. De vidste begge hvor Mother Theresa’s mission lå og var enige om, hvilken vej jeg skulle gå. Men inden jeg nåede at se mig om, stod der en mand med sin rickshaw som gerne ville køre mig dertil – eller rettere sagt ”trække mig” med sin rickshaw. Tanken slog mig straks at Kolkata er et af Indiens sidste byer, hvor man stadig kan opleve at køre i rickshaws som er trukket af mænd og samtidig at det officielt er blevet forbudt fra Kolkatas administation at køre med dem, åbenbart mest på grund af at det sænker trafikken, men også på grund af de moralske hensyn. Jeg tænker på den artikel jeg læste hjemme omkring det moralske dilemma ved at lade en mand trække en rundt i en vogn, men samtidig problematikken i at mange af dem står uden mulighed for andet arbejde og at man som minimum bør overveje det essentielle levebrød, som det kan give dem at støtte dem...hmm.... men op kom jeg og satte mig i vognen. Manden så glad og tilfreds ud over at jeg ville køre med ham, men jeg selv havde det noget dårligt over at sidde heroppe og følte at det egentligt burde være omvendt. Den lille og spinkle mand burde sidde her, mens jeg selv med mine stadig overflødige kilo fra Danmark burde knokle dem af ved at trække ham. Jeg oplevede forskellige blikke fra de forbipassserende cyklister, fodgængere og andre køretøjer. Nogle smilede og så ud som om at det var helt godt at støtte rickshaw mændende, men nogle få mænd sendte også et noget forundrende blik med en hvis skepsis i. Jeg ved ikke endnu hvorfor, men de modsatrettede blikke fik mig til at tænke over situationen endnu engang og jeg blev mere og mere glad for at turen kun var kortvarig over en enkelt gade.
Da jeg blev sat af uden for Mother Theresa’s Mother House oplevede jeg det lidt pudsige at en mindre lokaldreng nærmest kom løbende imod mig med et stort smil mens han vinkede og pegede med hænderne i retning af en smal passage. Jeg kiggede på ham og på en mand bag ved drengen og bemærkede at manden kiggede spørgende på mig om jeg kendte drengen. Jeg valgte dog at følge drengens håndtegn og i smøgen nogle få meter længere fremme kunne jeg se de første 8-10 personer som sad ude foran en mindre dør. De smilede og så meget venlige ud så jeg kunne ikke lade være med at sige ”so this is where it is” hvorpå en kvinde med amerikansk accent svarede ”yeah, but where do you know the boy from – did you see he came right to you when you arrived and showed you the way here”. Jeg nåede ikke at svare hende igen, for I næste nu blev døren åbnet og i døråbningen stod en nonne og så smilende på mig og bad mig træde nærmere med et håndvink. I et kort sekund vidste jeg ikke, hvad jeg skulle sige eller hvordan jeg skulle formulere mig, for, hvorfor skulle jeg nu lige pludselig indenfor mens de andre sad udenfor.
Jeg fik dog givet hende hånden og med et smil intrdocueret mig selv og fik forklaret at jeg kom fra Danmark fra Sct. Joseph Søstrenes Skole og var her for at snakke med Sister Karina, Sister Sudha og registreres som frivillig. Det forekom mig egentligt fjollet at stå og sige således, for de modtager nok så mange fra hele verden som kommer for den ene eller anden overbevisning. Men et eller andet skulle jeg sige. Jeg ved stadig heller ikke om hun forstod sammenhængen, og det er måske også lige meget. Hun henviste mig til en bænk, hvor jeg kunne sidde og vente. Mens jeg ventede kunne jeg gennem vinduerne og en åben dør se nonnerne sidde og snakke og bede i et andet rum ved siden af. Jeg kunne se deres rene hvide klæder med de blå striber nå ned til deres ankler og deres bare fødder i nogle sandaler af forskellige slags. Jeg bemærkede også at der rundt omkring på væggene var sat lamineret information om ”Please do not take photos and video” samt ”photographs are not permitted – only Mother’s tomb.”I næste nu åbnedes døren ud til passagen og de andre besøgende kom ind. Vi alle blev bedt om at følge med en pige gennem komplekset og ned af nogle trapper. Her blev vi bedt om at sætte os på nogle træbænke i forskellige dele af rummet alt efter om vi talte engelsk, koreansk, japansk eller hvilket sprog vi foretrak at tale. Vi var en stor gruppe på omkring 20 personer, som satte os i den ”engelsk-talende afdeling”, mens der var knap så mange som tilsluttede sig de andre afdelinger. Så kom der en dame hen til os med et lille stykke papir og bad os notere vores navn, adresse og andre oplysninger, samt, hvor vi helst ville arbejde og i hvor lang tid. Der blev snakket lidt frem og tilbage blandt os som var kommet, specielt blandt dem som virkede i tvivl om, hvor de helst ville hen, men så kom damen igen og samlede vores sedler ind. Jeg fik snakket med min ene sidemand som er en pige fra Indien som dog har levet det meste af hendes liv i USA. Hun er her ”on a visit” som hun selv forklarede det sammen med sin indiske familie. Hun vil gerne prøve at være frivillig i et af hjemmene hos Mother Theresa’s Missionaries of Charity. Hendes mor, som i øvrigt også var med, tog også aktiv del i samtalen og stillede diverse spørgsmål til damen. Min anden sidemand er fra Melbourne i Australien og har før været i Kolkata. Hun fortalte at hun primært var kommet tilbage til Indien fordi hun elsker at rejse, og fordi hun gerne vil opleve den berigelse hun tror det bliver at arbejde for Mother Theresa’s Missionary of Charity. Når hun kommer tilbage til Australien vil hun gerne arbejde med mennesker, gerne socialt dårligt stillede mennesker eller med mentalt og fysisk handicappede mennesker.
Damen introducerer sig selv som Francis og fortæller, at hun har arbejdet hos Mother Theresa i 5 måneder. Hun fortæller at der er Messe hver morgen klokken 06:00, og at vi blot skal være her lidt før 6:00 og gå op ad trapperne. Messen er åben for alle uanset religion. Herefter er der morgenmad for de frivillige. Morgenmaden består af chai te, brød og bananer. Der er ingen smør, marmelade, peanutbutter eller andet, så, hvis man vil have det, bedes vi selv tage det med og gerne dele med andre.
Når frivillige har deres sidste dag hos Mother Theresa’s Missionaries of Charity synger vi en sang til dem umiddelbart efter morgenmaden. Her er det tilladt at klappe, men der må ikke hues og piftes da det forstyrrer bønnerne i lokalet ovenover. På denne sidste dag kan man som frivillig modtage et kort, som giver en mulighed for, efter samtale med den ansvarlige nonne på ens respektive center, at tage nogle få billeder. Francis nævner i den sammenhæng, at vi bør behandle billederne og distributionen af dem med omhu, specielt hvad Internettet angår.
Efter morgenmaden vil vi som regel have ½ time til at snakke med de andre frivillige og hun opfordrer os til at vi følges med andre frivillige til vores respektive centre, så vi ikke farer vild på vejen.
Hun fortæller samtidig at arbejdet hos Mother Theresa er delt op i en morgen session fra 8-12.00 og en eftermiddags session fra 15-17.30. Tiden mellem kl. 12-15.00 er nonnernes private tid sammen. Hvis man er her i 1-2 uger vil man typisk få eftermiddagstimerne. Er man her mere end 2 uger vil man typisk få morgentimerne. Søstrene har mange frivillige arbejdere, så det er ikke altid muligt, at man som frivillig kan få sine ønsker opfyldt mht. at komme til et specifikt center.
Torsdag er vores fridag. Dog vil der være nogle arrangementer som man kan vælge at skrive sig på. Den 1. og 3. torsdag i måneden er der en tur til Gandhiji Prem Nivas Leprosy Centre ved Titagarh, som er et hjem for mennesker med spedalskhed. Den 2. torsdag i måneden vil der være en præsentation fra en mand med over 25 års erfaringer med arbejdet ved Kalighat (de døendes hjem).
Om søndagen star der”Washing of the street children” på programmet. Gadebørnene har mulighed for at møde op ved et af Mother Theresa centrene ”Nabon Jobon”, hvor vi som frivillige sammen med nonnerne hjælper dem med at blive vasket. Francis tilføjer at mange frivillige siger at det er en god og berigende oplevelse, men at der kun er plads til 10 frivillige personer ved denne aktivitet, så vi skal være hurtige med vores tilmelding, hvis vi vil være med.
Francis giver også nogle nyttige råd om Kolkata, blandt andet at det er meget varmt og fugtigt i Kolkata, og at mange af os vil opleve, at selv om det blot er 4 timers arbejde om morgenen, så er det meget krævende at arbejde i dette varme og fugtige klima. Vi skal huske at drikke meget vand, gerne 7-8 liter om dagen, for selv om vejret kan være overskyet sveder vi stadig meget og mister meget væske. Maden og hygiegnen kan gøre, at vi på et eller andet tidspunkt vil opleve at blive syg og få diarré og, hvis dette er tilfældet, bedes vi blive hjemme frem for at komme på arbejde og eventuelt smitte andre. ”You can very easily get something in Kolkata!” tilføjer Francis.
Hun nævner også at vi for øjeblikket er mange frivillige arbejdere og at fleste af os bor i området omkring Sudder street og derfor med fordel bør gå sammen i nogle grupper fra Sudder street til Motherhouse på AJC Bose road. Francis udleverer en lamineret A4 side til os med informationer om Sudder street. Oplysningerne handler om at Sudder Street dels er kendt for prostitution, herunder børneprostitution, og dels for organiseret tiggeri. Som ”turist” bør man være særlig opmærksomme på disse forhold. Ofte vil tiggere leje børn fra det nærliggende ”slumkvarter” og på Sudder Street opsøge en for at bede om penge til mælk eller bede en købe mælkepulver til dem fra en butik. Men som regel bliver mælkepulveret returneret til butikken når man er gået sin vej og de får derved prisen for produktet tilbage. Derfor tiltådes det at vi dels ikke køber mælkepulveret, men enten køber et glas mælk til dem eller beder dem åbne forpakningen (så varen ikke kan returneres) eller oplyse om mulighederne for mælkepulver fra Mother Theresa. Som regel vil de gå deres vej fordi det reelt ikke er mælken de er interesseret i, men pengene. Vi bliver også frabedt at socialisere og røre for meget ved børnene i gaden i form af kærtegn da mange af børnene kan være involveret i børneprostitution hvorfor de ikke bør lære at kærtegn betyder fysisk ydelser fra deres side, hvilket de ofte vil være vandt til. På informationsarket står det nævnt at disse observationer samt holdninger bliver bakket op af mange organisationer og non-govermental organisationer, såvel som Mother Theresa’s Missionaries of Charity. Francis fortæller også at der er nogle mennesker som ødelægger dele af deres lemmer, fx. en hånd eller en fod i håbet om at kunne tigge og på den måde få penge.
Francis slutter af med at forklare at de forskellige centre under Mother Theresa’s Missionaries of Charity er drevet privat af nonnerne og at det derfor er vigtigt at vi respekterer nonnerne og deres arbejde. Det er også helst set at vi socialiserer med andre frivillige udenfor vores arbejdstid og ikke under selve arbejdet, da vi primært er kommet for at arbejde. Men vigtigst af alt, tilføjer hun, vi er alle kommet af en grund. Grunden kan være famlie, venner eller vores egen motivation. Mange har ikke muligheden for at komme til Kolkata og arbejde hos Mother Theresa’s Missionary of Charity, men vi er hver især kommet her til fra hele verden. Francis siger derefter at den bedste måde at gribe arbejdet an på er ved lade arbejdet ske gennem kærlighed og med hjertets vilje, ”let love go through you and do the work for you” og hun slutter af med disse sidste ord ”Be focused. When you are focused things will happen”.
Det er helt overvældende med alt denne information. Der må være gået mindst 1 time siden vi ankom for at registre os som frivillige og lokalet er fyldt med mennesker fra hele verden som på hvert deres foretrukne sprog har lyttet til disse informationer og nu er klar til at blive registreret. Støjniveauet er højt og varmen med dens fugtighed er næsten ikke til at bære. Francis beder os om at blive siddene og vente hvorefter at nonnerne en efter en vil kalde vores navn op og snakke med os om vores specifikke ønsker og muligheder for at arbejde som frivillig. De starter med ”A”...Annica... please come closer” lyder det. Jeg sætter mig til at snakke lidt mere med pigen fra Australien, Melissa, som fortæller mig at hun håber at komme til Daya Dan (Centeret hvor de arbejder med handicappede mennesker). En høj mørkhåret mand med et tilsyneladende højt aktivitetsniveau sætter sig ned ved siden af os og spørger mig hvor jeg er fra. Vi snakker lidt frem og tilbage og han fortæller mig at han oprindeligt er fra USA hvor han tidligere har arbejdet som businessman, men at han har solgt alt og at han de sidste 5 år har rejst verden rundt. Han er i gang med at fortælle mig om sin meditation og sit igangværende yoga-kursus på 5 år udbudt i Thailand da vi (heldigvis) bliver afbrudt af Francis der gør ham opmærksom på at han på sin seddel ikke har udfyldt hverken sin adresse i Kolkata eller sin permanente adresse i udlandet. Han siger nærmest med stolthed i stemmen at han ikke kan huske navnet og adressen på det hotel han bor på ved Sudder Street og at han ikke har nogen permanent adresse da han som sagt har solgt alt og bare rejser rundt. Melissa blander sig i samtalen og kigger undrende på ham og spørger om han så ikke bare kan skrive sine forældres adresse på som sin permanente adresse. På det tidspunkt vælger jeg at forlade samtalen og sætte mig et andet sted hen.
Efter ½ times tid er det blevet min tur til at blive registreret. Jeg beder specifikt om at få lov til at snakke med Sr. Karina da jeg også gerne kort vil forklare hende om mine intentioner med skoleprojektet, Sct. Joseph Søstrenes Skole, Aktion Børnehjælp samt mulighederne for at få tilladelse til at fotografere og filme. Der går yderligere lidt tid og jeg kommer derefter til at tale med Sr. Karina. Hun er en meget venlig og glad nonne. Hun læser mit brev og nikker smilende og siger, at hun er glad for at jeg er kommet til Kolkata. Hun nævner også at hun er glad for den støtte som Sct. Joseph Søstrenes Skole yder og tilføjer, at jeg samtidig bør drøfte film- og fotografimulighederne med den øverste ansvarlige nonne Sr. Nirmala. Hun udsteder derefter et pas til mig og overrækker det sammen med et lille vedhæng, hvor Maria er afbildet. På passet står der anført at jeg i perioden fra den 1. til den 15. august vil arbejde ved Shishu Bhavan som lærer. Perfekt tænker jeg, det var akkurat mit ønske at komme til at arbejde for de efterladte og udstødte børn. Det bliver spændende.
Nu er det tid til at komme hjem til hotellet på Sudder Street og fordøje alle indtrykkene.
Nogle piger fra USA kommer venligt hen til mig og siger farvel, og jeg genkender den ene kvinde fra ude foran døren, hvor hun spurgte mig hvor jeg kendte drengen fra. Vi snakker kort sammen og da de går bemærker jeg, at de tre piger hver især rører mig ved armen eller tager fat i min hånd. Jeg tænker et øjeblik over hvorfor de rører mig, men tænker samtidig, at det vil være et både fjollet og måske provokerende spørgsmål at stille dem – og at det vel om ikke andet er bedre at de virker så søde og imødekommende fremfor, hvis de var ligeglade og ignorerende.Jeg får sagt farvel til Francis og nogle få nonner og følges hjem mod Sudder Street sammen med nogle kvinder fra Irland. De arbejder også ved Shishu Bhavan og fortæller lidt mere om deres oplevelser mens vi går mellem motorcykler, høns, hunde, springer til siden for de hurtigtkørende gule taxaer og ellers bare prøver at komme frem til Sudder Street.
Vi spiser sammen denne aften ved en lille fortovsbiks på Sudder Street som laver lækre og enkle madretter, hvor man ikke får maveproblemer. Mens vi sidder der helt stuvet sammen på de to små bænke og med den pulserende trafik lige i ryggen kommer jeg til at tænke på, at det føles helt rart at kunne sidde sådan og snakke sammen og suge indtryk til sig fra deres rejser og oplevelser, og ellers lade snavsen, støjen, bilosen og alt andet være. Jeg vælger at gå med dem hen til deres hotel og se det, idet de anbefaler det som et rent og dejligt hotel. Det ser også rigtigt indbydende ud, også selv om jeg, på vej ud fra hotellet, støder ind i "amerikaneren uden nogen permanent adresse" som nærmest lyser op som en sol, da han ser at jeg kommer ud fra hotellet. Men jeg orker ikke at snakke mere i dag eller indtage flere input, så det bliver et hurtigt farvel – om ikke andet fandt han da sit hotel!
Den aften tænker jeg meget på alle dagens indtryk, på alle de mennesker som var mødt op fra hele verden for at blive registreret som frivillig ved Mother Theresa’s Missionary of Charity, på alle informationerne omkring selve arbejdet og de andre aktiviteter og informationerne omkring tiggerne og børneprostitutionen på Sudder Street. Jeg tænker på de to kvinder i går som kom hen til mig for at bede om mælkepulver og tænker på, at det måske netop er dem som vi i dag blev advaret imod. Hvordan kan man mon vide, hvor mange tiggere på Sudder Street reelt er trængende? Hvad er deres primære årsager til at være tiggere? – at de ikke har noget alternativ, at de har mulighed for at arbejde, men vælger at være tiggere? eller hvad? Hvem arbejder med at gennemskue børneprostitutionen? Hvor udbredt er det? Kan man selv gøre noget?
Billedbeskrivelse:
No comments:
Post a Comment