Indflyvningen til Kolkata
Vi er cirka 20 minutter fra at skulle lande i Kolkata lufthavn og det første syn her fra flyet er et relativt grønt og frodigt fladt landskab opdelt i firkantede arealer. En stor brun flod gennemskærer landskabet fra nord til syd. Floden ligner en stor tyk muddermasse. Små fine hvide skyer i nærmest identiske former og størrelse glider ind over landskabet fra øst mod vest. Det ser faktisk flot ud. Men som vi nærmer os selve Kolkata by og landingsbanen kan jeg også se at store arealer er oversvømmet og står under vand. Det er monsun-tid i store dele af Indien. Vandet ligger ud over markerne og nogle steder afbryder vandmasserne vejene. Nogle af vandmasserne strækker sig over flere kilometer, ind over de mange palmer og rismarker.
Fra Lufthavnen til Sudder Street – mødet med Bhaswar
Ankomsten og bagageproceduren i Kolkata lufthavn går meget smertefrit og snart ruller jeg udenfor i den bagende sol med min rygsæk hvor jeg nærmest ikke kan tage fejl af hvem filmmanden Bhaswar er. Godt nok har vi også dagen før via sms udvekslet informationer om vores udseende og påklædning så vi kan finde hinanden. Nu står han så der foran i den tætte menneskemasse og vinker og sender et sympatisk smil – det kan ikke være andre end Bhaswar! På vej over mod hans bil udveksler vi de første gængse informationer omkring lufthavnen, ventetid, transporten og byen. Imens følger en dame med et lille barn ivrigt efter os med hånden udstrakt ”Please give me some money”. Jeg ved ikke om Bhaswar opfanger mit blik eller måske ved hvad jeg tænker, men han siger dog i en lidt hurtig replik ”Oh you cannot help the whole world!”
På vej ind mod Kolkata går samtalen nærmest uafbrudt omkring emnerne ”Indtryk af Indien”, ”uddannelse”, ”familie” og ikke mindst det kommende ”projekt” i Kolkata.
Jeg sidder på bagsædet med alt bagagen og tanken slår mig hvor utroligt heldigt det hele har vist sig at være - at vi netop mellem jul og nytår inviterede Lars’ og nu også mine MBA-venner fra Holland til Danmark for at fejre nytår sammen og at Yadu Singh, en sød inder, skulle vise sig at blive bindeleddet mellem min nye kontakt til Bhaswar. Havde det ikke været på grund af Yadu’s mange informationer til mig og hans ihærdige hjælp i at få mig i kontakt med filmfolk i Indien ville situationen nok være anderledes den dag i dag og lige her og nu. Bhaswar er uddannet fotograf og har taget adskillige kurser i at lave film. Han har sit eget studie i Kolkata hvor han har mulighed for at redigere forskelligt materiale.
Ham og jeg snakker frem og tilbage om kameraudstyr og oplagte plots til filmen. Jeg kan godt høre på ham at han har meget mere forstand på kameraudstyr og filmproduktion end jeg har – og det er vel også kun godt – han er trods alt den erfarne filmmand og ham som jeg har brug for til projektet. Jeg fortæller ham som situationen er, at jeg har modtaget et brev fra nonnen med titlen Superior General ”Sr. M. Nirmala M.C.” og at det på den ene side er et meget taknemmeligt og rørende brev, men også et eventuelt lidt kritisk brev hvad angår vores muligheder for at filme og fotografere. I brevet skriver Sr. Nirmala M.C. nemlig at the Missionaries of Charity helst ikke ser at der bliver filmet, fotograferet og foretaget interviews. Jeg fortæller dog samtidig Bhaswar at nonnen Sr. Sudha, som er ansvarlig for modtagelsen af blandt andet mælkepulver og tæpper fra Danmark, har informeret Aktion Børnehjælp i Danmark om at jeg er velkommen til at komme og tage billeder af forsendelserne. Derfor er det bedst at jeg først ankommer og stille og roligt kan snakke med dem, forklare situationen og formålet med film- og fotografimaterialet og derved få en fornemmelse for deres mening. Jeg viser samtidig Bhaswar det brev som jeg har skrevet til Sr. Nirmala M.C., hvori jeg på vegne af skolen og jeg selv udtrykker min sandfærdige og oprigtige intention om at eventuelt billedligt materiale kun vil blive brugt af Sct. Joseph Søstrenes Skole og Aktion Børnehjælp og at det ikke har til formål at inddrage finansiel fortjeneste.
Vi når ikke at snakke mere om det, for i næste nu kører vi ind mod AJC Bose Road, den vej hvor Mother Theresa’s Missionaries of Charity ligger. Bhaswar peger over mod en hvid bygning på venstre hånd og siger ”This is the Mother Theresa’s Motherhouse and also the place where her coffin lies”. Tænk at hun lægger derinde, tænker jeg, så tæt på. Bhaswar peger over på en kirke på højre side og siger ”This is St. James Chruch. When I was younger I used to go to school at St. James School just opposite the Mother Theresa’s Mission and Motherhouse”. Jeg spørger ham om han nogensinde så Mother Theresa i live og Bhaswar fortæller at det gjorde han. Ofte ville hun stå ude foran the Motherhouse om morgenen om betragte gadebilledet eller være i færd med at hjælpe nogle udsatte mennesker. Hun var ikke særlig høj, men hendes udstråling var stor, så hun var et menneske man lagde mærke til. Bhaswar tilføjer at menneskerne i Kolkata til stadighed den dag i dag, ja i Indien som helhed, har stor respekt for Mother Theresa, for hendes ihærdige arbejde og for hendes hjælp til alle uanset deres religion.
Da vi kommer frem til Monica House viser det sig at en stor gruppe fra Italien har belagt alle værelserne og at stedet vil være fuldt optaget de næste 3 uger (det er ikke altid let at booke et almindeligt værelse forud i Indien da de ofte ikke besvarer emails eller på anden måde tager imod reservationer inden man reelt selv står der i døren – det gælder naturligvis ikke 5-stjernet hoteller, men det er heller ikke dem jeg benytter mig af i Kolkata!!).
Vi vælger derfor at køre videre mod Sudder street, den gade som ligger 2-3 gader fra Mother Theresa’s Missionary of Charity og hvor de fleste turister bor. Sudder street er samtidig berygtet for at være et samlingssted for tiggere og armod så jeg overvejer konsekvensen af at skulle bo der i 3-4 uger, men tænker at jeg vel med det frivillige arbejde hos Mother Theresa og den daglige gå-gang fra Sudder street til Bose Road alligevel kommer til at opleve fattigdom, tiggeri og armod på tæt hold.
Vi er snart fremme ved Sudder street og efter at blive afvist ved Hotel Maria, hvor der også er fuldt booket, ser jeg på et værelse ved siden af ved navn ”Shilton Hotel”. Værelset ser noget nedslidt ud med revner i gulvet og væggene og med åbne tremme-vinduer direkte ud mod et træ hvor krager sidder og skriger. Dette bilver godt suppleret med støjen fra gaden. Men det har en stor dobbeltseng, en fan, et badeværelse med toilet og bruser så det er nok til at dække mine behov de næste par dage.
Bhaswar og jeg får hevet min store rygsæk og den øvrige bagage ud af bilen og aftaler at snakkes ved i morgen. Vi får sagt farvel til hinanden og jeg går op og sætter mig på mit værelse. Her sidder jeg så alene og føler mig et øjeblik lidt ensom, men vælger at pakke lidt ud og gå ned på gaden for at finde et sted at spise frokost.
Første indtryk fra Sudder Street
Så snart jeg går ud fra hotellets port oplever jeg hvordan lokale mennesker kigger på mig. Jeg tænker på om jeg har et skilt siddende i panden hvor der står ”I am a new tourist to this area – I am naive, come and reap me” for jeg kan tydeligt mærke hvordan jeg bliver fulgt af øjne fra alle retninger. Dette område er vandt til turister og ikke mindst at opkræve deres opmærksomhed. Jeg begynder at tænke på at jeg bliver nødt til at se lidt mere bestemt ud og gå som om jeg kender området og har været her før. Men der går ikke mange sekunder før en kvinde med en dreng på armen kommer hen ved siden af mig og begynder at tigge om at få penge og mælkepulver til sin søn. Jeg kigger ikke på hende men går videre, men hun bliver ved. Mens vi stadig går ned ad vejen siger jeg til hende at hvis hun reelt er trængende bør hun gå hen til Mother Theresa’s Motherhouse eller et af de andre beslægtede huse og bede om mælk der, fordi der kan de give hende mælk. Hun svarer at Mother Theresa’s Motherhouse ikke giver hende nogen mælk. Jeg tænker om det kan være rigtigt eller om det bare er noget hun digter eller om det er fordi hun ikke er trængende nok og det er opsat tiggeri? Men jeg når ikke at tænke mere over det for i næste nu rækker hun hendes hånd ud for at sige farvel. Jeg kigger på hendes hånd og vælger at tage imod den og gengælde hendes ”goodbye” men i det samme spørger hun mig om jeg vil have malet mine hænder med henna for det vil hun gerne gøre. Tanken om på et eller andet tidspunkt at få malet hænderne med henna kunne være interessant nok, men jeg vælger at takke fra og sige farvel. Hun virker meget accepterende overfor mit svar og siger farvel igen og vender sig om og går sin vej med drengen på armen. Det kom egentligt bag på mig at hun ikke var mere insisterende men valgte at sige farvel så relativt hurtigt.
På Jojo’s restaurant i en lille sidegade til Sudder Street får jeg stillet frokostsulten ved at indtage stegte grøntsager, naan-brød og et stort glas banana-lassi. Det hele smager dejligt og jeg tænker over at mine udgifter i Kolkata vil være noget mindre end i Delhi – denne frokost kostede mig 50 rupee hvilket svarer til ca. 7 danske kroner.
På vej tilbage mod hotellet på den ca. 150 meters strækning der er mellem restauranten og hotellet er der endnu en dame der kommer hen til mig. Hun beder om mælkepulver og siger at hun ikke vil have nogle penge fra mig, men at jeg skal gå med hen til butikken og købe det til hende. Jeg vælger at ignorere hende, men da hun sekunder senere lægger sin hånd op på min skulder beder jeg hende om at fjerne den og det gør hun og går sin vej. Det var da effektivt tænker jeg, eller rettere, så slemt er Sudder Street heller ikke for når man beder dem holde op eller stoppe gør de det. Eller har jeg bare været heldig?
Resten af dagen læser jeg avis, skriver emails og ordner andet praktisk inden mørket kommer frem ved 19:00 tiden og jeg lægger mig på mit værelse og ser billeder fra de tre sidste ugers ferie i Delhi, Agra og Ladakh. Tankerne cirkler omkring de mange oplevelser og intryk, de grønne områder i og omkring Kolkata, de relativt gamle koloniale huse i Kolkata og den stemning det frembringer, støjen, bilosen, tiggerne og affaldet på gaderne, men også den venlighed og lidt mere blide facon som mange mennesker har sammenlignet med mentaliteten i Delhi... det er skam ikke værdst at være i Kolkata!
Vi er cirka 20 minutter fra at skulle lande i Kolkata lufthavn og det første syn her fra flyet er et relativt grønt og frodigt fladt landskab opdelt i firkantede arealer. En stor brun flod gennemskærer landskabet fra nord til syd. Floden ligner en stor tyk muddermasse. Små fine hvide skyer i nærmest identiske former og størrelse glider ind over landskabet fra øst mod vest. Det ser faktisk flot ud. Men som vi nærmer os selve Kolkata by og landingsbanen kan jeg også se at store arealer er oversvømmet og står under vand. Det er monsun-tid i store dele af Indien. Vandet ligger ud over markerne og nogle steder afbryder vandmasserne vejene. Nogle af vandmasserne strækker sig over flere kilometer, ind over de mange palmer og rismarker.
Fra Lufthavnen til Sudder Street – mødet med Bhaswar
Ankomsten og bagageproceduren i Kolkata lufthavn går meget smertefrit og snart ruller jeg udenfor i den bagende sol med min rygsæk hvor jeg nærmest ikke kan tage fejl af hvem filmmanden Bhaswar er. Godt nok har vi også dagen før via sms udvekslet informationer om vores udseende og påklædning så vi kan finde hinanden. Nu står han så der foran i den tætte menneskemasse og vinker og sender et sympatisk smil – det kan ikke være andre end Bhaswar! På vej over mod hans bil udveksler vi de første gængse informationer omkring lufthavnen, ventetid, transporten og byen. Imens følger en dame med et lille barn ivrigt efter os med hånden udstrakt ”Please give me some money”. Jeg ved ikke om Bhaswar opfanger mit blik eller måske ved hvad jeg tænker, men han siger dog i en lidt hurtig replik ”Oh you cannot help the whole world!”
På vej ind mod Kolkata går samtalen nærmest uafbrudt omkring emnerne ”Indtryk af Indien”, ”uddannelse”, ”familie” og ikke mindst det kommende ”projekt” i Kolkata.
Jeg sidder på bagsædet med alt bagagen og tanken slår mig hvor utroligt heldigt det hele har vist sig at være - at vi netop mellem jul og nytår inviterede Lars’ og nu også mine MBA-venner fra Holland til Danmark for at fejre nytår sammen og at Yadu Singh, en sød inder, skulle vise sig at blive bindeleddet mellem min nye kontakt til Bhaswar. Havde det ikke været på grund af Yadu’s mange informationer til mig og hans ihærdige hjælp i at få mig i kontakt med filmfolk i Indien ville situationen nok være anderledes den dag i dag og lige her og nu. Bhaswar er uddannet fotograf og har taget adskillige kurser i at lave film. Han har sit eget studie i Kolkata hvor han har mulighed for at redigere forskelligt materiale.
Ham og jeg snakker frem og tilbage om kameraudstyr og oplagte plots til filmen. Jeg kan godt høre på ham at han har meget mere forstand på kameraudstyr og filmproduktion end jeg har – og det er vel også kun godt – han er trods alt den erfarne filmmand og ham som jeg har brug for til projektet. Jeg fortæller ham som situationen er, at jeg har modtaget et brev fra nonnen med titlen Superior General ”Sr. M. Nirmala M.C.” og at det på den ene side er et meget taknemmeligt og rørende brev, men også et eventuelt lidt kritisk brev hvad angår vores muligheder for at filme og fotografere. I brevet skriver Sr. Nirmala M.C. nemlig at the Missionaries of Charity helst ikke ser at der bliver filmet, fotograferet og foretaget interviews. Jeg fortæller dog samtidig Bhaswar at nonnen Sr. Sudha, som er ansvarlig for modtagelsen af blandt andet mælkepulver og tæpper fra Danmark, har informeret Aktion Børnehjælp i Danmark om at jeg er velkommen til at komme og tage billeder af forsendelserne. Derfor er det bedst at jeg først ankommer og stille og roligt kan snakke med dem, forklare situationen og formålet med film- og fotografimaterialet og derved få en fornemmelse for deres mening. Jeg viser samtidig Bhaswar det brev som jeg har skrevet til Sr. Nirmala M.C., hvori jeg på vegne af skolen og jeg selv udtrykker min sandfærdige og oprigtige intention om at eventuelt billedligt materiale kun vil blive brugt af Sct. Joseph Søstrenes Skole og Aktion Børnehjælp og at det ikke har til formål at inddrage finansiel fortjeneste.
Vi når ikke at snakke mere om det, for i næste nu kører vi ind mod AJC Bose Road, den vej hvor Mother Theresa’s Missionaries of Charity ligger. Bhaswar peger over mod en hvid bygning på venstre hånd og siger ”This is the Mother Theresa’s Motherhouse and also the place where her coffin lies”. Tænk at hun lægger derinde, tænker jeg, så tæt på. Bhaswar peger over på en kirke på højre side og siger ”This is St. James Chruch. When I was younger I used to go to school at St. James School just opposite the Mother Theresa’s Mission and Motherhouse”. Jeg spørger ham om han nogensinde så Mother Theresa i live og Bhaswar fortæller at det gjorde han. Ofte ville hun stå ude foran the Motherhouse om morgenen om betragte gadebilledet eller være i færd med at hjælpe nogle udsatte mennesker. Hun var ikke særlig høj, men hendes udstråling var stor, så hun var et menneske man lagde mærke til. Bhaswar tilføjer at menneskerne i Kolkata til stadighed den dag i dag, ja i Indien som helhed, har stor respekt for Mother Theresa, for hendes ihærdige arbejde og for hendes hjælp til alle uanset deres religion.
Da vi kommer frem til Monica House viser det sig at en stor gruppe fra Italien har belagt alle værelserne og at stedet vil være fuldt optaget de næste 3 uger (det er ikke altid let at booke et almindeligt værelse forud i Indien da de ofte ikke besvarer emails eller på anden måde tager imod reservationer inden man reelt selv står der i døren – det gælder naturligvis ikke 5-stjernet hoteller, men det er heller ikke dem jeg benytter mig af i Kolkata!!).
Vi vælger derfor at køre videre mod Sudder street, den gade som ligger 2-3 gader fra Mother Theresa’s Missionary of Charity og hvor de fleste turister bor. Sudder street er samtidig berygtet for at være et samlingssted for tiggere og armod så jeg overvejer konsekvensen af at skulle bo der i 3-4 uger, men tænker at jeg vel med det frivillige arbejde hos Mother Theresa og den daglige gå-gang fra Sudder street til Bose Road alligevel kommer til at opleve fattigdom, tiggeri og armod på tæt hold.
Vi er snart fremme ved Sudder street og efter at blive afvist ved Hotel Maria, hvor der også er fuldt booket, ser jeg på et værelse ved siden af ved navn ”Shilton Hotel”. Værelset ser noget nedslidt ud med revner i gulvet og væggene og med åbne tremme-vinduer direkte ud mod et træ hvor krager sidder og skriger. Dette bilver godt suppleret med støjen fra gaden. Men det har en stor dobbeltseng, en fan, et badeværelse med toilet og bruser så det er nok til at dække mine behov de næste par dage.
Bhaswar og jeg får hevet min store rygsæk og den øvrige bagage ud af bilen og aftaler at snakkes ved i morgen. Vi får sagt farvel til hinanden og jeg går op og sætter mig på mit værelse. Her sidder jeg så alene og føler mig et øjeblik lidt ensom, men vælger at pakke lidt ud og gå ned på gaden for at finde et sted at spise frokost.
Første indtryk fra Sudder Street
Så snart jeg går ud fra hotellets port oplever jeg hvordan lokale mennesker kigger på mig. Jeg tænker på om jeg har et skilt siddende i panden hvor der står ”I am a new tourist to this area – I am naive, come and reap me” for jeg kan tydeligt mærke hvordan jeg bliver fulgt af øjne fra alle retninger. Dette område er vandt til turister og ikke mindst at opkræve deres opmærksomhed. Jeg begynder at tænke på at jeg bliver nødt til at se lidt mere bestemt ud og gå som om jeg kender området og har været her før. Men der går ikke mange sekunder før en kvinde med en dreng på armen kommer hen ved siden af mig og begynder at tigge om at få penge og mælkepulver til sin søn. Jeg kigger ikke på hende men går videre, men hun bliver ved. Mens vi stadig går ned ad vejen siger jeg til hende at hvis hun reelt er trængende bør hun gå hen til Mother Theresa’s Motherhouse eller et af de andre beslægtede huse og bede om mælk der, fordi der kan de give hende mælk. Hun svarer at Mother Theresa’s Motherhouse ikke giver hende nogen mælk. Jeg tænker om det kan være rigtigt eller om det bare er noget hun digter eller om det er fordi hun ikke er trængende nok og det er opsat tiggeri? Men jeg når ikke at tænke mere over det for i næste nu rækker hun hendes hånd ud for at sige farvel. Jeg kigger på hendes hånd og vælger at tage imod den og gengælde hendes ”goodbye” men i det samme spørger hun mig om jeg vil have malet mine hænder med henna for det vil hun gerne gøre. Tanken om på et eller andet tidspunkt at få malet hænderne med henna kunne være interessant nok, men jeg vælger at takke fra og sige farvel. Hun virker meget accepterende overfor mit svar og siger farvel igen og vender sig om og går sin vej med drengen på armen. Det kom egentligt bag på mig at hun ikke var mere insisterende men valgte at sige farvel så relativt hurtigt.
På Jojo’s restaurant i en lille sidegade til Sudder Street får jeg stillet frokostsulten ved at indtage stegte grøntsager, naan-brød og et stort glas banana-lassi. Det hele smager dejligt og jeg tænker over at mine udgifter i Kolkata vil være noget mindre end i Delhi – denne frokost kostede mig 50 rupee hvilket svarer til ca. 7 danske kroner.
På vej tilbage mod hotellet på den ca. 150 meters strækning der er mellem restauranten og hotellet er der endnu en dame der kommer hen til mig. Hun beder om mælkepulver og siger at hun ikke vil have nogle penge fra mig, men at jeg skal gå med hen til butikken og købe det til hende. Jeg vælger at ignorere hende, men da hun sekunder senere lægger sin hånd op på min skulder beder jeg hende om at fjerne den og det gør hun og går sin vej. Det var da effektivt tænker jeg, eller rettere, så slemt er Sudder Street heller ikke for når man beder dem holde op eller stoppe gør de det. Eller har jeg bare været heldig?
Resten af dagen læser jeg avis, skriver emails og ordner andet praktisk inden mørket kommer frem ved 19:00 tiden og jeg lægger mig på mit værelse og ser billeder fra de tre sidste ugers ferie i Delhi, Agra og Ladakh. Tankerne cirkler omkring de mange oplevelser og intryk, de grønne områder i og omkring Kolkata, de relativt gamle koloniale huse i Kolkata og den stemning det frembringer, støjen, bilosen, tiggerne og affaldet på gaderne, men også den venlighed og lidt mere blide facon som mange mennesker har sammenlignet med mentaliteten i Delhi... det er skam ikke værdst at være i Kolkata!
Billedbeskrivelse:
1 comment:
Hej Marie
Lige en lille sommerhilsen her fra Danmark. Det er ikke sommer i traditionel forstand, da temperaturen ligger omkring 20 grader og så er det ret regnfuldt. Nå, det er jo ferie alligevel, og visse steder drukner folk andre steder fryser de ihjel og atter andre dør de af varme - pokker sku' da klage, når der faktisk er temmelig dejligt i dette lille hjørne af en ellers temmelig urolig verden.
Jeg har lige læst dine beskrivelser på bloggen - det lyder som om du har haft en god og spændende ferie og er startet godt ud på din egentlige mission. Det er vist ikke varme, du mangler, så når jeg sidder her og skriver i "vekslende skydække og nogen sol, vind fra vest og 20 grader" ku' jeg få lyst til at sende lidt af dette vejr til Indien. Jeg er sikker på, at de ville tro, at en eller flere af deres mange guder holdt fest for folket - de ville med garanti ikke klage! - Langt de fleste ville så i øvrigt gerne bytte tilværelse med mig og hvis det skete tro, at de var gået direkte til Nirvana. Ja man er jo temmelig priviligeret i lille ferieDanmark.
Jeg håber, at du får nogle rigtig spændende og dejlige oplevelser på din "mission" - du skal jo nok ikke forvente at kunne sige "mission accomplished" på noget tidspunkt, men midt i fattigdommen er der til tider uventede glimt af en ukendt rigdom. Jeg tror, den er værd at opleve.
Held og lykke og pas godt på dig selv - vi vil gerne have dig tilbage i et stykke og jeg glæder mig til at se dig igen mange oplevelser rigere.
Mange kærlige hilsener
Erik
Post a Comment