Saturday, July 28, 2007

På vej fra Delhi til Kolkata









Lørdag den 28. juli 2007

Oplevelserne fra Delhi, Agra og Ladakh regionen nord på til det fremtidige ophold i Kolkata kan man godt kalde ”farvel til ferien og hej til projektet”. De sidste 3 uger har vi oplevet et meget kontrastpræget Indien med højdepunkter som Ladakh-regionen i det nordlige Indien. Befolkningen i Ladakh er primært buddistisk og der er en vis ro og renhed over området. Kort fortalt har det været en fantastisk oplevelse at besøge Ladakh og trekke i Markha valley. Her er omgivelserne præget af buddistiske klostre og templer i det ellers fascinerende golde landskab. Vi har været forundret over det afvekslende bjerglandskab i disse sydlige Himalaya-bjerge på det tibetanske plateau, den tibetanske befolknings venlighed og deres spartanske levevis. Højderne har været afvekslende fra de 3.500 meter i Leh til over 5.200 meter ved de bjergtoppe som vi har trekket i. Ligeledes har temperaturerne været afvekslende, fra 4 grader i den ene camp hvor vi overnattede og sne nogle få hunderede meter højere oppe til 32 graders bagende sol i dalen den næste dag. Det var et smukt syn at flyve fra Delhi til Leh og se ud over bjergtinderne fra flyet. Ligeledes var det en stor oplevelse, omend lang og omstændig, at køre i jeep fra Leh til Manali – en tur på 2 dage gennem det mest fascinerende bjerglandskab med nogle udfordrende nålesving på selv de mindste veje. Men det har været hele oplevelsen værd! En tur der varmt kan anbefales.

Nu lægger jeg de 3 ugers ferie og knap 1.000 fotografier bag mig og fokuserer på at jeg i morgen tidlig vil forlade Delhi og flyve til Kolkata. Oprindeligt ville jeg have taget et tog fra Delhi til Kolkata, men de seneste års fly-pris-krig her i landet har gjort at det er næsten lige så billigt at flyve som at køre med tog. Derudover har jeg en del baggage med til de næste 4 måneder hvilket med et fly måske gør det lettere end en tog-tur på knap 20 timer.

Jeg flyver fra Delhi i morgen, søndag klokken 9:50 og lander i Kolkata klokken 12:00. Filmmanden Bhaswar henter mig i Kolkata lufthavn og vi kører til Monica House på A.J.C. Bose Road – samme vej hvor Mother Theresa’s Missionary of Charity House ligger.

På gensyn i Kolkata!


Billedbeskrivese:
Billedet til venstre viser bjergene fra vores trek i Markha Valley. Der er utallige variationer af bjerge. Dette billede viser samtidig vores udsyn fra teltet som vi sov i.

Billedet til hojre viser en kvinde fra Ladakh med sit barn. Kvinden og pigen opholdte sig ved det telt hvor vi den sidste dag tog afsked med vores guide, "heste-mand" og de andre trekkere.

No comments: