Søndag den 8. juli 2007
Varmen og fugtigheden
Mens vi stadig sidder i flyet og ser en flot solopgang mellem skyerne bliver det annonceret over højtalerne at vi lander i New Delhi Indira Gandhi International Airport kl. 05:50 og at temperaturen er 29 grader. Knap 30 grader klokken 06:00 om morgenen tænker jeg – det er ikke så lidt så tidligt om morgenen.
Da vi træder ud af flyet bliver varmen og ikke mindst fugtigheden et af de første indtryk som møder os. Varmen og fugtigheden klæber sig til vores tøj og kroppe og får mig til at tænke på at opholde sig i et dansk drivhus en varm sommerdag. Samtidig er der i lugten af fremmede krydderier et snert af muggen lugt, som om at fugten fra luften har sat sig godt fast i gulvtæpperne.
Trafikken og køerne
Vores lokale ven Nikhil henter os i lufthavnen og de næste indtryk bliver gadebilledets virvar af trafik i alle retninger domineret af mange forskellige former for transportmiddel. Her er biler i mange forskellige variationer, lastbiler, taxa, auto-rickshaws samt motorcykler og knallerter. Alle skiftes til at dytte med hornet og køre zig-zag mellem hinanden. Det er skam en spændende og intens oplevelse at køre i trafikken i Delhi. Trafikken foregår oftest mellem to vejbaner og når bilerne kører ind- og ud foran hinanden sker afvigningen til et sammenstød nærmest i sidste øjeblik – eller sådanne opleves det. Men de må have tjek på det for deres kørselsregler ser ud til at virke. Dyttehornet bruges konstant og på samtlige køretøjer står der også ved siden af nummerpladen anført, ”Please use horn” – det er som om at hornet skal indikere ”jeg er her også” men ikke nødvendigvis ”stop - giv plads”. Selv om der dyttes fra højre og venstre ændrer det ikke den intense trafik og heller ikke markant den placering bilerne nu engang har fået. Det er meget interessante regler, men det ser ud til at virke!
Samtidig er her køer i mere end én forstand! Udover de massive køer som trafikken laver specielt i myldertiden mødes vi af synet af køer, de hellige køer, som ligger langs vejen og spiser af affaldsdyngerne eller går midt ude på vejen. Ved et første indtryk synes det ret kaotisk at disse dyr vandrer omkring i alt denne larm og snavs. Vi møder endda en ko som går i modsat retning af trafikken på en travl befærdet hovedvej, men den synes ikke at være i panik selv om det med danske øjne kan se ud som om at den er i fare for at blive kørt ned. En enkelt ko humper dog også afsted over vejen efter at være blevet ramt af en bil og en til.
Tiggerne på gaden og de sovende langs vejen
De næste par dage kører vi rundt i byen med en guidet bus samt med taxa for at opleve Delhi’s seværdigheder. Udover et gadebillede domineret af mænd, mange små butikker og de meget farvestrålende kjoler ”saris” som kvinderne bærer, møder vi også synet af børn, kvinder og mænd som tigger på gaden. Tiggerne er som regel snavset og meget spinkle. Vi oplever at de kommer hen til bilruden og stille banker på ruden for at modtage nogle rupe. Deres blikke er så intense og prøver hele tiden at fange vores blikke. Chaufføren låser som hovedregel dørerne i bilen og prøver at afvise tiggerne.
Der er mange forskellige billeder som har sat sig fast på nethinden. Et billede er blandt andet af den gamle mand som med krykker kommer humpende over vejen og hen til bilen og banker på ruden for at få penge. Han ser meget ”u-tilredt” ud med åbne sår og nogle forfærdelige tænder. Da chaufføren vifter ham væk siger han noget på Hindi i en ret bestemt og vred tone - måske at vi som turister burde give ham lidt og at han ikke har fået nogle penge endnu – vi ved ikke hvad han siger, men synet af ham og hans tilstand vil vi nok huske i lang tid.
Et andet billede er den spinkle kvinde som med et lille barn på armen får mast sig gennem trafikken og kommer hen til bilen og tigger. Barnet er nok 1-2 år gammel og har ikke nogle bukser på, men blot en hullet trøje. Det blik som barnet har i øjnene er ikke et blik som man måske ellers vil møde blandt nogle børn, men det er et meget alvorligt ”voksenblik” og på samme tid et meget tomt blik. Jeg når at tænke tanken at dette barn måske ikke får muligheden for at opleve at være barn (ikke barn som vi kender det hjemme fra uden for meget alvorlighed og gøremål), men måske oplever at skulle tigge de fleste dage og blive afvist. Vi når at se hvordan kvinden med barnet på armen går fra den ene bil til den anden og bliver afvist.
Endelig er der den gamle mand på gaden som lå helt sammenkrøbet, meget mager af skind og ben sovende/ døende med den ene hånd udstrakt med et krus hvor man kunne lægge noget. Mon han anede de 10 rupee som jeg lagde i hans krus? Han reagerede ikke. Mon han selv når at bruge dem inden de eventuelt bliver snuppet af de andre tiggere i området? Der var nok af dem. Mon det overhovedet hjælper noget?
Om aftenen som vi kører hjem fra dagens seværdigheder ser vi en del mænd, men også kvinder som sover direkte på fortorvet langs vejen eller på græsstykket i midten af vejen som opdeler vejen og kørselsretningen. De ligger og sover nærmest på stribe i det tøj de har på. Nogle få gange ser vi at de har et slags tæppe at ligge på eller over sig.
Vi har sidenhen snakket med vores lokale venner og lokalbefolkningen om det svære dilemma omkring tiggeri. Deres holdning er at noget tiggere er arrangeret tiggeri, hvilket man ikke bør støtte, mens det er okay at give de mennesker som har et handicap et par rupee fordi de ikke kan arbejde og på samme måde har mulighed for at tjene til maden, men er udstødt og reelt trængende.
Det er ikke første gang at vi oplever fattigdom og tiggeri. Der er også mange billeder af det fra blandt andet Indonesien og Filippinerne. Alligevel slår det mig til en vis grad hver gang jeg oplever det – specielt når det involverer små børn. Så kan man sidde tilbage med tanken om at det på den ene side er godt at man har rejst en del før og oplevet tilsvarende fordi det måske ellers kan virke for barskt - men på den anden side kan ens tilvænning og måske til en vis grad immunitet overfor det man ser både være godt og skidt? Fordi man i sidste tilfælde måske tænker ”sådan er det bare!” – og måske igen ”er det bare sådan?”
Traditioner og hensyn
Indtrykkene fra Indien er også positive og kontrastprægede, og der er elementer som jeg med en vis nysgerrighed beundrer. I den tid hvor vi har boet hos Nikhil og hans familie (fire generationer under samme tag) er vi kommet tættere på deres levevis og traditioner. Bryllup og børn er generelt vigtigt for indere inden de er fyldt 30 år fordi der ellers tales om det. Det er også som regel kvinden der flytter ind i mandens hus og manden der i mange tilfælde bestemmer hjemmets gøremål ud-af-til. Det er samtidig manden som generelt tiltales. Det skal man lige vænne sig til. Som ”gæst” i Indien bliver man behandlet som konger og dronninger fordi de lokale ifølge Hindu-tro tror på at man skal opvarte sine gæster bedst muligt og sørge for dem som ”konger og dronninger”. Og sikken en gæst-frihed. Dem som vi kender er meget behjælpelige og åbner deres hjem for os.
Trods mange rejsendes udtalelser omkring indere som værende til dels aggresive har vi ikke mødt denne side. Vi oplever at inderne generelt er hensynsfulde og at vi kan gå i fred. Naturligvis kan lokale kigge og spørge, men der bliver ikke revet i os eller i tøjet og ofte er et enkelt eller to ”no thank you” nok. Denne side har overrasket mig og er en dejlig fornemmelse og et positivt første indtryk idet jeg har oplevet langt værre i andre lande. Tiden vil vise om det gør en markant forskel når jeg skal til at rejse alene videre uden kæreste.
Varmen og fugtigheden
Mens vi stadig sidder i flyet og ser en flot solopgang mellem skyerne bliver det annonceret over højtalerne at vi lander i New Delhi Indira Gandhi International Airport kl. 05:50 og at temperaturen er 29 grader. Knap 30 grader klokken 06:00 om morgenen tænker jeg – det er ikke så lidt så tidligt om morgenen.
Da vi træder ud af flyet bliver varmen og ikke mindst fugtigheden et af de første indtryk som møder os. Varmen og fugtigheden klæber sig til vores tøj og kroppe og får mig til at tænke på at opholde sig i et dansk drivhus en varm sommerdag. Samtidig er der i lugten af fremmede krydderier et snert af muggen lugt, som om at fugten fra luften har sat sig godt fast i gulvtæpperne.
Trafikken og køerne
Vores lokale ven Nikhil henter os i lufthavnen og de næste indtryk bliver gadebilledets virvar af trafik i alle retninger domineret af mange forskellige former for transportmiddel. Her er biler i mange forskellige variationer, lastbiler, taxa, auto-rickshaws samt motorcykler og knallerter. Alle skiftes til at dytte med hornet og køre zig-zag mellem hinanden. Det er skam en spændende og intens oplevelse at køre i trafikken i Delhi. Trafikken foregår oftest mellem to vejbaner og når bilerne kører ind- og ud foran hinanden sker afvigningen til et sammenstød nærmest i sidste øjeblik – eller sådanne opleves det. Men de må have tjek på det for deres kørselsregler ser ud til at virke. Dyttehornet bruges konstant og på samtlige køretøjer står der også ved siden af nummerpladen anført, ”Please use horn” – det er som om at hornet skal indikere ”jeg er her også” men ikke nødvendigvis ”stop - giv plads”. Selv om der dyttes fra højre og venstre ændrer det ikke den intense trafik og heller ikke markant den placering bilerne nu engang har fået. Det er meget interessante regler, men det ser ud til at virke!
Samtidig er her køer i mere end én forstand! Udover de massive køer som trafikken laver specielt i myldertiden mødes vi af synet af køer, de hellige køer, som ligger langs vejen og spiser af affaldsdyngerne eller går midt ude på vejen. Ved et første indtryk synes det ret kaotisk at disse dyr vandrer omkring i alt denne larm og snavs. Vi møder endda en ko som går i modsat retning af trafikken på en travl befærdet hovedvej, men den synes ikke at være i panik selv om det med danske øjne kan se ud som om at den er i fare for at blive kørt ned. En enkelt ko humper dog også afsted over vejen efter at være blevet ramt af en bil og en til.
Tiggerne på gaden og de sovende langs vejen
De næste par dage kører vi rundt i byen med en guidet bus samt med taxa for at opleve Delhi’s seværdigheder. Udover et gadebillede domineret af mænd, mange små butikker og de meget farvestrålende kjoler ”saris” som kvinderne bærer, møder vi også synet af børn, kvinder og mænd som tigger på gaden. Tiggerne er som regel snavset og meget spinkle. Vi oplever at de kommer hen til bilruden og stille banker på ruden for at modtage nogle rupe. Deres blikke er så intense og prøver hele tiden at fange vores blikke. Chaufføren låser som hovedregel dørerne i bilen og prøver at afvise tiggerne.
Der er mange forskellige billeder som har sat sig fast på nethinden. Et billede er blandt andet af den gamle mand som med krykker kommer humpende over vejen og hen til bilen og banker på ruden for at få penge. Han ser meget ”u-tilredt” ud med åbne sår og nogle forfærdelige tænder. Da chaufføren vifter ham væk siger han noget på Hindi i en ret bestemt og vred tone - måske at vi som turister burde give ham lidt og at han ikke har fået nogle penge endnu – vi ved ikke hvad han siger, men synet af ham og hans tilstand vil vi nok huske i lang tid.
Et andet billede er den spinkle kvinde som med et lille barn på armen får mast sig gennem trafikken og kommer hen til bilen og tigger. Barnet er nok 1-2 år gammel og har ikke nogle bukser på, men blot en hullet trøje. Det blik som barnet har i øjnene er ikke et blik som man måske ellers vil møde blandt nogle børn, men det er et meget alvorligt ”voksenblik” og på samme tid et meget tomt blik. Jeg når at tænke tanken at dette barn måske ikke får muligheden for at opleve at være barn (ikke barn som vi kender det hjemme fra uden for meget alvorlighed og gøremål), men måske oplever at skulle tigge de fleste dage og blive afvist. Vi når at se hvordan kvinden med barnet på armen går fra den ene bil til den anden og bliver afvist.
Endelig er der den gamle mand på gaden som lå helt sammenkrøbet, meget mager af skind og ben sovende/ døende med den ene hånd udstrakt med et krus hvor man kunne lægge noget. Mon han anede de 10 rupee som jeg lagde i hans krus? Han reagerede ikke. Mon han selv når at bruge dem inden de eventuelt bliver snuppet af de andre tiggere i området? Der var nok af dem. Mon det overhovedet hjælper noget?
Om aftenen som vi kører hjem fra dagens seværdigheder ser vi en del mænd, men også kvinder som sover direkte på fortorvet langs vejen eller på græsstykket i midten af vejen som opdeler vejen og kørselsretningen. De ligger og sover nærmest på stribe i det tøj de har på. Nogle få gange ser vi at de har et slags tæppe at ligge på eller over sig.
Vi har sidenhen snakket med vores lokale venner og lokalbefolkningen om det svære dilemma omkring tiggeri. Deres holdning er at noget tiggere er arrangeret tiggeri, hvilket man ikke bør støtte, mens det er okay at give de mennesker som har et handicap et par rupee fordi de ikke kan arbejde og på samme måde har mulighed for at tjene til maden, men er udstødt og reelt trængende.
Det er ikke første gang at vi oplever fattigdom og tiggeri. Der er også mange billeder af det fra blandt andet Indonesien og Filippinerne. Alligevel slår det mig til en vis grad hver gang jeg oplever det – specielt når det involverer små børn. Så kan man sidde tilbage med tanken om at det på den ene side er godt at man har rejst en del før og oplevet tilsvarende fordi det måske ellers kan virke for barskt - men på den anden side kan ens tilvænning og måske til en vis grad immunitet overfor det man ser både være godt og skidt? Fordi man i sidste tilfælde måske tænker ”sådan er det bare!” – og måske igen ”er det bare sådan?”
Traditioner og hensyn
Indtrykkene fra Indien er også positive og kontrastprægede, og der er elementer som jeg med en vis nysgerrighed beundrer. I den tid hvor vi har boet hos Nikhil og hans familie (fire generationer under samme tag) er vi kommet tættere på deres levevis og traditioner. Bryllup og børn er generelt vigtigt for indere inden de er fyldt 30 år fordi der ellers tales om det. Det er også som regel kvinden der flytter ind i mandens hus og manden der i mange tilfælde bestemmer hjemmets gøremål ud-af-til. Det er samtidig manden som generelt tiltales. Det skal man lige vænne sig til. Som ”gæst” i Indien bliver man behandlet som konger og dronninger fordi de lokale ifølge Hindu-tro tror på at man skal opvarte sine gæster bedst muligt og sørge for dem som ”konger og dronninger”. Og sikken en gæst-frihed. Dem som vi kender er meget behjælpelige og åbner deres hjem for os.
Trods mange rejsendes udtalelser omkring indere som værende til dels aggresive har vi ikke mødt denne side. Vi oplever at inderne generelt er hensynsfulde og at vi kan gå i fred. Naturligvis kan lokale kigge og spørge, men der bliver ikke revet i os eller i tøjet og ofte er et enkelt eller to ”no thank you” nok. Denne side har overrasket mig og er en dejlig fornemmelse og et positivt første indtryk idet jeg har oplevet langt værre i andre lande. Tiden vil vise om det gør en markant forskel når jeg skal til at rejse alene videre uden kæreste.
Billedbeskrivelse:
Det ene billede viser trafikken i Delhi - det er en god dag uden trafikprop!
Det andet billede viser et typisk gadebillede i Delhi. Ofte er der forskellige aktiviteter, kvinder sidder med bornene og maendende sidder og snakker
Det tredje billede er taget i Agra og viser gaden ikke langt fra Taj Mahal.
No comments:
Post a Comment