Besøg hos Missionaries of the Word (skolen for børnene fra ”the red light district”)

Lørdag den 25. august 2007

I dag har været en fantastik dag! Det er første dag siden min ankomst til Kolkata hvor jeg har laddet være med at stille vækkeuret og således sove til jeg vågnende – det blev klokken 11.00! Skønt. Jeg må have trængt til det.

Da jeg sidder og indtager min yndlingsmorgenmad på Blue Sky cafe begynder Antonio, en af mine lokale bekendte, at indikere at jeg bør tage med en gruppe mennesker fra Spanien et eller andet sted hen – jeg ved først ikke hvad det er vi skal, men finder ud af at vi skal besøge en skole. Jeg har først ikke rigtigt lyst til at tage nogle steder hen og vil hellere slappe af og skrive til bloggen og min dagbog. Men jeg vælger dog at tage med; man aldrig ved hvad der venter en.
Den beslutning er jeg nu meget glad for at jeg tog.

Vi tager afsted med metro’en til Kolkata’s endestation Tollygunge og derfra videre med en tuk-tuk (som det hedder i Thailand, men her kalder de dem auto) og derefter går vi til fods på en mindre vej omgivet af palmer og små huse. Efer ca. 1 time er vi fremme
ved Missionaries of the Word. Som vi går afsted mod skolen tænker jeg over hvor dejligt det er at være kommet lidt ud af Kolkata, ud hvor der er palmer og grønt, ud hvor der er lidt mere frisk luft og lidt mindre trafik.

Missionaries of the Word er en skole for børn fra ”the red light district” som blev grundlagt i 2003. Den er startet og ledet af Xavier som til dagligt blandt de andre ansatte på skolen kaldes ”Father”. Skolen har 220 elever. Disse elever kommer fra forældre fra “the red light district”, men bor nu permanent på skolen.

En pige fra Spanien ved navn Julia viser os rundt på skolen og viser os skolens faciliteter. Soveværelserne med 3-4 senge, heraf nogle køjesenge, undervisningslokalerne, køkkenet, video-pc-rummet, musiklokalet og skolegården med et gyngestativ og et stort fladt sandareal hvor drengene spiller fodbold. Jeg fortæller Julia at jeg er positivt overrasket over at se alt den plads som de har til eleverne, blandt andet med et klasseværelse til hver klasse. Julia svarer at de har fået lavet en tilbygning på grunden for netop at kunne få mere plads til eleverne og de forskellige aktiviteter. Mens Julia viser os rundt er der nogle børn som ivrigt følger med os. På et tidspunkt er der en lidt ældre elev som begynder at guide os rundt og fortælle os om skolen. Hun taler godt engelsk og virker som en kvik pige. Hun fortæller også at hun selv kommer fra ”the red light district” hvor hendes mor arbejder som prostitueret det meste af aftenen samt natten og er ”væk” i cigaretter og alkohol det meste af dagen. Hun tilføjer at Father heldigvis kom og hjalp hende over på skolen hvor hun nu bor.

Da vi er på vej ud i gården møder vi lederen af centeret Xavier ”father” og vi stopper op og begynder at snakke med ham. Han fortæller mig at han har hørt om mig og er meget glad for at jeg er kommet på besøg. Jeg undrer mig et øjeblik over hvordan han kender mig og vidste at jeg ville komme, men så kommer jeg i tanke om den spanske pige Isabel, som jeg arbejdede sammen med hos Shishu Bhavan – hun havde netop spurgt om jeg som lærer ville med ud til denne skole og evaluere deres undervisning – det blev dog aldrig til noget for nu er Isabel væk.

Xavier forklarer mig at han vil blive meget glad hvis jeg en dag kan komme ud på skolen kl. 7.30 og overvære 7 undervisningstimer på forskellige klassetrin og give kommentarer tilbage til ham om hvad jeg synes, hvad er styrkerne ved undervisningen, hvad kan forbedres m.v.
Jeg siger til Xavier at jeg gerne vil komme ud på skolen en anden dag og evaluere undervisnigen i de forskellige klasser. Herefter snakker ham og jeg frem og tilbage om børneproblematikken i Indien, om årsagerne til gadebørn og om mulige løsninger.
Julie står meget tålmodigt ved siden af og lytter. Jeg spørger ind til skolen og Xavier’s motivation til at starte skolen og han fortæller mig at han startede skolen fordi han så et behov for at give børnene fra de prostitueredes område en chance og mulighed for et bedre liv med nogle andre værdier og normer end dem de typisk får gennem deres mødre i prostitutionsbranchen. Han tilføjer at børnene ofte mangler omsorg og kvalitetstid med sin mor da hun som regel er træt, drikker eller tager stoffer når hun ikke udfører sit prostitutionsarbejde. Jeg spørger ind til hvordan de får børnene ud til skolen, om børnene selv kommer til ham eller om han tager ud til prostitutions-området og henter dem. Xavier fortæller at han tager derud og vurderer hvilke børn der ikke trives og gerne vil med på skolen. Jeg spørger ham hvordan han fik etableret skolen, hvem der gav ham skolen og området og han smiler og peger med en hånd op mod loftet og siger ”with the help of God - this made the school possible”. Herefter tilføjer han at han fandt dette stykke land i 2003 hvilket han købte og senere har de tilbygget og således udvidet skolen så der er plads nok til børnene.

Jeg fortæller Xavier at jeg har taget orlov fra mit arbejde i Danmark og er i Kolkata i knap 2 måneder, hvor jeg, som mange andre frivillige fra hele verden, arbejder for Mother Theresa’s Missionaries of Charity ved at undervise børn ved Shishu Bhavan. Jeg tilføjer at jeg samtidig er her for at få et nærmer indblik i hvilke organisationer der arbejder for at forbedre børns levevilkår, hvilke tiltag der bliver taget, hvad der virker og ikke virker.

Xavier fortæller mig at han de første 3 år startede en skole i selve ”the red light district”, men at han indså at det ikke hjalp meget. For når børnene om eftermiddagen gik hjem til deres mor som ofte var i gang med prostitutionen eller røg eller drak, ja så havde børnene svært ved at komme ud af dette miljø og disse normer. Derfor valgte han at etablere en skole i et andet miljø, i et grønt område, og have børnene boende her med skolegang, kost og aktiviteter – og her mærker han en udvikling og ændring blandt børnene til det bedre.

Jeg fortæller også Xavier at jeg har fået bogen ”born into brothels” fra min kæreste og har læst bogen. Xavier fortæller at kvinden som har skrevet bogen samtidig lavede en dokumentarfilm som blev kendt og modtog en pris og at samme kvinde fra Amerika besøgte denne skole og besøgte hans private hjem. Men Xavier var ikke glad for hende, for hun lovede at komme tilbage og at noget af indtjeningerne på filmen skulle bruges til skoleprojektet – men hun kom hverken tilbage som hun havde sagt og skolen så heller ikke en eneste rupee (krone) fra hende. Så siden Xavier’s triste erfaring med hende er han blevet meget skeptisk overfor hvem der får lov til at filme på skolen og hvem han vil assistere i dette arbejde.

Jeg fortæller Xavier at jeg netop er i gang med at lave en mindre dokumentarfilm omkring Missionaries of Charity hvor jeg blandt andet fokuserer på at filme distributionen af dansk mælkepulver og tæpper, men at jeg samtidig har drøftet anvendelsen af filmen med Søstrene nøje og skrevet under på at filmen ikke har til hensigt at genere indkomst og ikke vil blive anvendt andre steder end på udvalgte kristne-katolske skoler samt af organisationen Aktion Børnehjælp som sender mælkepulveret og tæpperne.

Min samtale med Xavier slutter med at han giver mig sit visitkort og beder mig om at kontakte ham så vi kan snakke nærmere om hvilken dag jeg kan komme tilbage på skolen og overvære undervisningen i de forskellige klasser.

Da vi har sagt farvel går Julia og jeg ud i gården og står og kigger lidt på de mange børn som leger. Julia indikerer at hun er meget glad for at have mødt mig og det faktum at jeg netop laver film, eller rettere er instruktør på en film. Hun fortæller mig at hun er journalist i Madrid og at det oprindeligt var hendes tanke at komme ned og lave en film om børnene, men at hendes kameramand som skulle være kommet med udstyret brændte hende af. Hun spørger derfor ind til om hende og jeg eventuelt kan lave en film sammen om børnene fra ”the red light district”. Jeg tøver først ved tanken og tænker samtidig på den tid det vil tage at lave filmen. Jeg svarer hende derfor at det naturligvis ville være rigtig spændende, men at hun først må finde ud af om vi får tilladelse fra Xavier til at filme børnene og dernæst at tiden er knap og vi få finde en dag snart hvis det skal være muligt. Jeg giver hende mit visitkort og vi aftaler at hun tager kontakt til mig når hun ved nærmere fra Xavier.

Jeg selv tænker på at arbejdet med hende samtidig vil give mig mulighed for selv at filme børnene og dermed få flere input og filmoptagelser omkring emnet børn i Indien, men at der snart er så mange aktiviteter og projekter hernede at jeg også skal være realistisk omkring hvor meget man kan gennemføre.

De næste par timer leger vi med børnene. En fyr fra Spanien spiller på guitar og samler børnenes opmærksomhed på sangen og dansen. Der bliver sunget og danset til ”Oh Macarena” hvor børnene laver de forskellige bevægelser og hop og synes at more sig over det.


Vi danser også med børnene, snurer rundt og klapper i hænderne. På et tidspunkt spørger jeg Julia om jeg må tage billeder og hun siger at det må jeg godt. Jeg sætter mig på et trappetrin og når ikke at tage mange billeder før flere børn er samlet omkring kameraet. De vil gerne have at jeg tager billeder af dem og at de bagefter får lov til at se billederne. Men de er lige så ivrige efter at de låner kameraet og tager billeder af mig. Det synes de er vældig sjovt, selv om jeg dog også er lidt nervøs for kameraet.




På et tidspunkt ser jeg Julia bære rundt på to små børn og jeg spørger hende om jeg må tage et billede af dem. Det må jeg gerne. Hun spørger derefter om jeg vil have et billede med pigen på armen og hun tager et par billeder.

I mens er en dreng kommet hen og hiver i mig og vil vise mig et eller andet. Pigen på armen er meget sød og er ivrig efter at tage fat i min halskæde og kigge på korset og de to vedhæng med Mother Theresa og Jomfru Maria.

En anden dreng kommer hen og hiver mig i hånden og vil gerne have at vi sætter os og snakker. Vi sætter os på et trappetrin og snakker frem og tilbage. Han hedder Pakrati og er 10 år gammel. Han fortæller mig at hans far, mor og søster er oppe i himlen og peger op mod skyerne med sin pegefinger. Jeg svarer ham at det er godt at de er deroppe nu for der har de det godt og at han samtidig taler rigtig godt engelsk. Lidt efter vil han kigge på min halskæde og lidt efter igen lægger han sit hovede i mit skød. Hmm.... jeg er ikke helt vandt til at børn er så nærheds- og omsorgssøgende på så kort tid, men glædes over situationen - det er skam så rørende at møde disse børn, børn som ikke kender en og som alligevel viser sådanne en tiltro og higen efter samvær, snak og omsorg.

Efter en times tid og lidt mere leg, sang og fotografering er det tid til at vi tager hjem igen.

Vi siger farvel til Julia og nogle af børnene spørger om det er rigtigt at jeg kommer igen. Jeg svarer at det gør jeg enten mandag eller tirsdag og at vi ses.


Som vi går ud af porten fra the Missionaries of the Word lægger jeg mærke til at mange af os har fået glimt i øjnene og har glade smil på læben. Mens vi går den lange vej langs de små huse og palmerne falder jeg i snak med en kvinde fra Italien.

Hun er meget glad og bevæget over besøget på skolen og ikke mindst samværet med de glade børn. Jeg deler oplevelsen med hende og siger at vi sikkert får lige så meget glæde ud af at se børnene, hvis ikke mere og at mange af os netop stråler efter at have oplevet børnenes glæde og umiddelbare spontanitet overfor os. Hun fortæller at hun rejser i en arrangeret gruppe på en 20 dages tur rundt i Indien, men at opholdet har været alt for kort og at hun gerne vil blive i Kolkata og involvere sig i noget velgørenhedsarbejde. Jeg fortæller at der er mange forskellige organisationer som man kan arbejde for og tilføjer at det er meget givende og lærerigt. Lidt senere er vi fremme ved gaden hvorfra der går en bus mod metro-stationen. Vi tager bussen og Antonio tager nogle billeder af os. Da klokken er 19.00 er vi atter hjemme ved Park Street og Sudder Street.

Det har været en god dag hvor den spontane beslutning om at tage med ud og besøge en skole blev en meget god og lærerig oplevelse. Men tankerne fortsætter hjemme på hotelværelset om børnene, ser de deres forældre igen? Hvad er deres indbyrdes forhold til hinanden?

Hvordan klarer børnene sig i det videre liv efter skolen?

Billedebeskrivelse:

Billede 1: Missionaries of the Word. Porten
Billede 2: En af pigerne på skolen som meget gerne vil fotograferes
Billede 3: Nogle af børnene som leger i skolegården
Billede 4: Nogle flere børn som leger og gynger
Billede 5: Børn, sang og musik. Børnene var glade for at synge med på sange som ”oh macarena...”
Billede 6: Billede som nogle af børnene har taget. Jeg lod dem fotografere hvad de synes de ville tage billeder af
Billede 7: Julia med de to små børn på armen
Billede 8: Jeg med pigen på armen og drengen ved hånden
Billede 9: Snak og samvær på trappen. Den ene dreng som fortalte om sin familie som var oppe i himlen ville helst ligge med hovedet i mit skød, men da billedet skulle tages ville den ældre fyr helst have at han skulle sidde oprejst og ikke lægge hen over mig
Billede 10: I bussen på vej hjem mod Sudder Street. To piger fra Italien og jeg